Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 17

1 En bøn af David.
Hør, HERRE, på retfærdighed!
Lyt opmærksomt til min klage,
hør på min bøn
fra mine læber uden svig.
2 Lad min ret udgå fra dit ansigt,
lad dine øjne iagttage med retskaffenhed.
3 Du har prøvet mit hjerte, set nøje efter om natten,
ransaget mig: Du finder intet.
Jeg har besluttet at min mund ikke skal forsynde sig.
4 Hvad angår menneskets handlinger,
så har jeg ved dine læbers ord
vogtet mig for voldsmandens stier.
5 Mine skridt holdt sig til dine spor,
mine skridt vaklede ikke.
6 Jeg har råbt til dig, for du vil svare mig, Gud!
Bøj dit øre til mig, hør mine ord!
7 Vis din underfulde nåde°,
du som med din højre hånd frelser dem som søger tilflugt for modstandere.
8 Vogt mig som en øjesten,
skjul mig i dine vingers skygge
9 for de ugudelige som har øvet vold mod mig,
for mine fjender som begærligt omringer mig.
10 De har lukket deres hjerte til med fedt,
med deres mund taler de i hovmod.
11 Hvor vi end går, har de nu omringet mig,
deres øjne er rettet mod at kaste mig til jorden.
12 Han ligner en løve der hungrer efter rov,
og en ungløve der sidder i skjul.
13 Rejs dig, HERRE, træd op imod hans ansigt, kast ham ned,
frels min sjæl fra den ugudelige ved dit sværd,
14 fra folk ved din hånd,
HERRE! fra folk hvis del i livet er af verden,
og fyld deres bug med det du har gemt,
lad deres børn mættes
og efterlade deres rest til deres småbørn.
15 Jeg skal i retfærdighed skue dit ansigt,
mættes af din skikkelse når jeg vågner.