ar-taks-urk'-sez (Artaxerxes): Er den græske og latinske form af navnet på én, og måske på to eller tre, persiske konger, der nævnes i Det Gamle Testamente.

(1) Alle er enige om, at den Artaxerxes, ved hvis hof Ezra og Nehemias var embedsmænd, er Artaxerxes I, søn af Xerxes, almindeligvis kaldet Longimanus, som regerede fra 465 til 424 f.Kr. Denne Artaxerxes var Xerxes' tredje søn og blev hævet til tronen af Artabanus, Xerxes' morder. Kort efter sin tronbestigelse lod Artaxerxes sin ældre bror Dareios henrette; og lidt senere blev Artabanus, som måske sigtede mod selv at blive konge, dræbt. Hystaspes, den anden bror, som synes at have været satrap i Baktrien ved sin fars død, gjorde oprør og blev efter to slag frataget sin magt og sandsynligvis sit liv. Artaxerxes' regering blev yderligere forstyrret af Egyptens oprør i 460 f.Kr. og af Syriens omkring 448 f.Kr.

Egypterne blev hjulpet af athenerne, og deres oprør, ledet af Inarus og Amyrtaeus, blev først slået ned efter fem års anstrengende indsats fra persernes side under den store general Megabyzus' kommando. Efter generobringen af Egypten sluttede Artaxerxes, som frygtede at athenerne ville underlægge sig Cypern varigt, Kallias-freden med dem, hvorved han beholdt øen Cypern, men indvilligede i at give frihed til alle græske byer i Lilleasien. Kort efter ledte Megabyzus et oprør i Syrien og tvang sin hersker til at slutte fred med ham på hans egne betingelser, og siden levede og døde han i høj gunst hos sin ydmygede konge. Megabyzus' søn Zopyrus ledte på et senere tidspunkt, mens han var satrap over Lykien og Karien, et oprør, hvori han blev hjulpet af grækerne. Nogle mener, at den ødelæggelse af Jerusalem, som Nehemias klager over, fandt sted under Syriens oprør under Megabyzus. Artaxerxes I døde i 424 f.Kr. og blev efterfulgt af sin søn Xerxes II og senere af to andre sønner, Sogdianus og Ochus, hvoraf den sidste antog kongenavnet Dareios, som grækerne gav tilnavnet Nothus.

(2) Ewald og andre har ment, at Artaxerxes i Ezra 4,7 var den falske Smerdis. Hovedindvendingen mod dette synspunkt er, at vi ikke har noget bevis for, at hverken den falske Smerdis eller den virkelige Smerdis nogensinde blev kaldt Artaxerxes. Den virkelige Smerdis siges at være blevet kaldt Tanyoxares, eller ifølge andre Oropastes. Ewald ville ændre sidstnævnte til Ortosastes, som ligner Artaxerxes meget, og det må indrømmes, at mange af de persiske konger havde to eller flere navne. Det synes dog mere sandsynligt, at Artaxerxes I er den konge, der henvises til; og der er næppe tvivl om, at man aldrig ville have tænkt på at identificere Artaxerxes i Ezra 4,7 med den falske Smerdis, hvis det ikke havde været for vanskeligheden ved at forklare henvisningen til ham på dette sted.

(3) Den græske oversættelse Septuaginta gengiver Ahasverus i Esters Bog med Artaxerxes og følges i denne gengivelse af Josefus. Der er ingen tvivl om, at Josefus med denne Artaxerxes mente den første af navnet; for i Antiquities, XI, vi, 1 siger han, at »efter Xerxes' død kom riget til at blive overført til hans søn Kyros, som grækerne kaldte Artaxerxes.« Derefter fortsætter han med at vise, hvordan han giftede sig med en jødisk hustru, som selv var af kongelig slægt, og som fortælles at have reddet jødernes folk. I et langt kapitel giver han derpå sin beretning om historien om Vashti, Ester og Mordokaj. På trods af denne gengivelse hos Septuaginta og Josefus er der ingen tvivl om, at det hebraiske achashwerosh er det samme som det græske Xerxes; og der er intet bevis for, at Artaxerxes I nogensinde blev kaldt Xerxes af nogen af sine samtidige. Årsagen til navneforvirringen hos Septuaginta og Josefus vil sandsynligvis for altid forblive et mysterium.

R. Dick Wilson