Navnet på flere syriske konger fra 280 f.Kr. til 65 f.Kr. De mest bemærkelsesværdige af disse var:

Antiokus den Store, som besteg tronen i 223 f.Kr. Han regnes for at være den “nordens konge”, der henvises til i Dan 11,13-19. Han blev efterfulgt (187 f.Kr.) af sin søn Seleukos Filopator, som Daniel omtaler (11,20) som “en, der opkræver skatter”, i den reviderede engelske oversættelse: “en, som skal lade en opkræver gå gennem rigets herlighed.”

Antiokus IV, med tilnavnet “Epifanes”, dvs. den Strålende, efterfulgte sin bror Seleukos (175 f.Kr.). Hans livsforløb og karakter beskrives profetisk af Daniel (11,21-32). Han var et “usselt menneske”. I hævntørst organiserede han et felttog mod Jerusalem, som han ødelagde, idet han lod vældige skarer af byens indbyggere dræbe på den mest grusomme måde. Fra dette tidspunkt begyndte jøderne den store uafhængighedskrig under deres heroiske makkabæiske ledere med betydelig succes, idet de besejrede de hære, som Antiokus sendte imod dem. Rasende over dette drog Antiokus personligt imod dem og truede med fuldstændig at udrydde nationen; men undervejs blev han pludselig standset af dødens hånd (164 f.Kr.).