a-sir'-i-a:

I. GEOGRAFI

II. TIDLIG HISTORIE

III. KLIMA OG PRODUKTER

IV. BEFOLKNING

V. HANDEL OG LOV

VI. KUNST

VII. MEKANIK

VIII. MØBLER, KERAMIK OG BRODERI

IX. SPROG, LITTERATUR OG VIDENSKAB

X. REGERING OG HÆR

XI. RELIGION

XII. UDGRAVNINGER

XIII. KRONOLOGI

XIV. HISTORIE

1. Tidlig periode

2. Det ældre rige

3. Det andet rige

4. Sidste periode og rigets fald

LITTERATUR

Assyrien, et græsk navn dannet af Assur ('ashshur; 'Assour; assyrisk Assur): Landets oprindelige hovedstad.

I. Geografi.

Byens oprindelse (nu Kala'at Shergat), som blev bygget på Tigris' vestlige bred mellem Øvre og Nedre Zab, gik tilbage til førsemitisk tid, og navnets betydning var glemt (se 1 Mos 2,14, hvor Hiddekel eller Tigris siges at flyde på Assurs østlige side). Nord for sammenløbet mellem Tigris og Øvre Zab, og over for det moderne Mossul, lå et helligsted for gudinden Ishtar, omkring hvilket byen Nina, Ninua eller Nineve (nu Kouyunjik og Nebi Yunus) voksede frem. Et andet tidligt Ishtar-helligsted lå i Urbillu, Arbailu eller Arbela, øst for Øvre Zab. Nord for Nineve lå Dur-Sargina (nu Khorsabad), hvor Sargon byggede sit palads (720 f.Kr.). Hele dette område var omfattet af kongeriget Assyrien, som strakte sig fra Babylonien nordpå til de kurdiske bjerge og til tider indbefattede landet vestpå til Eufrat og Khabur.

II. Tidlig historie.

Hele regionen var kendt af de tidlige babyloniere som Subartu. Besiddelsen af den var omstridt mellem de semitiske Amurru eller amoritter (se dette) og et ikke-semitisk folk fra nord, kaldet mitannierne. De tidligere ypperstepræster i Assur, som vi kender, bærer mitanniske navne. Omkring 2500 f.Kr. blev landet besat af babyloniske semitter, som bragte Babyloniens religion, lov, skikke, skrift og semitiske sprog med sig (1 Mos 10,11; 1 Mos 10,12, hvor vi bør læse: »Han drog ud til Assur«; se Mika 5,6). Grundlæggelsen af Nineve, Rehoboth-'Ir (assyrisk Rebit-Ali, »byens forstæder«), Kala og Resen (assyrisk Res- eni, »kildens hoved«) tilskrives dem. Trekanten dannet af Tigris og Zab, som omsluttede disse byer, blev i senere tider indesluttet i befæstningerne omkring »den store by« (1 Mos 10,12; Jon 3,3). Assyrien skelnes altid fra Babylonien i Det Gamle Testamente og forveksles ikke med det, som hos Herodot og andre klassiske forfattere.

III. Klima og produkter.

Assyrien var, i almindelighed sagt, et kalkstensplateau med et tempereret klima, koldt og vådt om vinteren, men varmt i sommermånederne. Ved flodbredderne var der rigt dyrket land, foruden græsningsland. Nordens æble voksede side om side med Sydens palmetræ. Figner, oliven, granatæbler, mandler, morbær og vinstokke blev også dyrket, ligesom alle slags korn. Bomuld omtales af Sankerib (King, PSBA, december 1909). Skovene var beboet af løver, og sletterne af vilde tyre (rimi, hebraisk re'emim), vildæsler, vilde geder og gazeller. Heste blev importeret fra Kappadokien; ænder blev holdt, og mastiffer blev brugt til jagt.

IV. Befolkning.

Den dominerende type var semitisk, med fyldige læber, en noget krum næse, høj pande, sort hår og sorte øjne, frisk ansigtsfarve og rigeligt skæg. Af karakter var assyrerne grusomme og voldsomme i krig, skarpe handelsfolk, strenge disciplinhåndhævere og, når det gjaldt religion, intense og intolerante. Ligesom de osmanniske tyrkere dannede de en militærstat, i spidsen for hvilken stod kongen, som både var leder i krig og ypperstepræst, og som stod i slående kontrast til babyloniernes teokratiske stat. Det synes sandsynligt, at enhver mand var værnepligtig, og under Det andet rige, hvis ikke tidligere, fandtes der en stor stående hær, hvoraf en del bestod af lejesoldater og rekrutter fra de undertvungne folkeslag. En følge af dette var nødvendigheden af stadig krig for at beskæftige soldaterne og tilfredsstille deres krav med erobret bytte; og resultatet, som i Nordriget Israel, var militær revolution, hvor den succesrige general greb tronen. Som man kunne forvente, var uddannelse begrænset til de øvre klasser, især til præsterne og skriverne.

V. Handel og lov.

Så langt tilbage som Abrahams tid, da Assyrien endnu var et lydland under Babylonien, blev der drevet handel med Kappadokien, og en assyrisk købmandskoloni slog sig ned i Kara Eyuk nær Kaisariyeh. Ned ad Eufrat kom sølv, kobber og bronze fra Lilleasien, sammen med heste. Cedertræ blev bragt fra Amanus-bjerget, og der var allerede handel, gennem Syrien, med Middelhavet. Nineve selv blev sandsynligvis grundlagt af hensyn til handelen med nord. I senere tider havde handelsmæssige grunde meget at gøre med de assyriske kongers bestræbelser på at erobre det østlige Lilleasien og Middelhavskysten i Syrien og Israels land: under det andet rige blev ingen anstrengelser sparet for at få de fønikiske byer i besiddelse og lede deres handel over på assyriske hænder. Derfor var Sargons erobring af hittitternes fæstning Karkemish i 717 f.Kr. vigtig, da den beherskede vejen til Syrien og overgangen over Eufrat. Nineve var på det tidspunkt allerede blevet et stort tilholdssted for købmænd, blandt hvilke de semitiske aramæere var de talrigste. Aramæisk blev derfor handelens sprog og derefter diplomatiets sprog (sammenlign 2 Kong 18,26), og handelsdokumenter skrevet med kileskrift blev forsynet med aramæiske påtegninger. Som i Babylonien blev jord og huse lejet ud og solgt, penge blev lånt ud mod rente, og de førende firmaer beskæftigede talrige damgari eller handelsagenter. Assyrisk lov var i almindelighed afledt af Babylonien, og meget af den var forbundet med handel. Khammu-rabis lovbog (Hammurabis lovbog) eller Amrafel (se denne) lå til grund for den, og det samme system for retslig procedure, med procedure for dommere, afhøring af vidner og appel til kongen, var gældende i begge lande.

VI. Kunst.

Til forskel fra Babylonien havde Assyrien rigeligt med sten; Babyloniens teglstensbygninger blev derfor erstattet af sten, og de malede eller flisebeklædte vægge af skulpturerede plader. I de basrelieffer, der er opdaget i Nineve, kan tre perioder i den kunstneriske udvikling spores. Under Assur-nazir-pal er skulpturen dristig og kraftfuld, men arbejdet er umodent og perspektivet mangelfuldt. Fra begyndelsen af det andet rige til Esar-haddons regering minder basreliefferne os ofte om broderi i sten. Der gøres forsøg på at efterligne elfenbensudskæringernes rige detaljer og fine finish; baggrunden fyldes med en overflod af motiver, og der er en tydelig realisme i fremstillingen af dem. Den tredje periode er Assur-bani-pals, hvor overfyldningen undgås ved igen at lade baggrunden stå bar, mens dyre- og planteformerne udmærker sig ved en vis blødhed, om ikke en feminin tone. Fritstående skulptur stod dog langt tilbage for reliefkunsten, og Assyriens billedhuggerkunst er langt underlegen i forhold til Babyloniens. Det er kun tyre med menneskehoveder og vingede løver, der kan kaldes vellykkede: de blev stillet på hver side af en port for at forhindre onde ånders indtrængen, og deres majestætiske proportioner var beregnet til at indgyde iagttageren ærefrygt (sammenlign beskrivelsen af de fire keruber i Ez 1).

I bronzearbejde udmærkede assyrerne sig, og meget af arbejdet var støbt. Men i almindelighed var det hamret, og de scener, der er hamret i relief på bronzeportene, som hr. Rassam opdagede i Balawat nær Nineve, er blandt de bedste eksempler på oldtidens orientalske metalarbejde, som man for tiden kender. Guld og sølv blev også forarbejdet til kunstneriske former; jern var forbeholdt mere nyttige formål. De smukke elfenbensudskæringer, der er fundet i Nineve, var sandsynligvis fremmede kunsthåndværkeres arbejde, men ædelsten og seglcylindre blev indgraveret af indfødte kunstnere i efterligning af Babyloniens, og den babyloniske kunst at male og glasere fliser blev også praktiseret. De terrakottafigurer, der kan henføres til den assyriske periode, er ringe. Glas blev også fremstillet.

VII. Mekanik.

Assyrerne var dygtige til at transportere store stenblokke, hvad enten de var skulpturerede eller ej. De forstod brugen af løftestangen, trissen og rullen, og de havde opfundet forskellige krigsmaskiner til at nedbryde eller underminere en bys mure eller til at beskytte angriberne. En krystallinse, drejet på drejebænk, er fundet ved Kouyunjik: den må have været nyttig for skriverne, da kileskrifttegnene, der var indridset på tavlerne, ofte var meget små. Vand blev hævet fra floden ved hjælp af en shaduf. VIII. Møbler, keramik og broderi.

Selv paladsets møbler var sparsomme og bestod hovedsagelig af lejer, stole, skamler, borde, tæpper og forhæng. Stolene og lejerne havde ofte en kunstnerisk form og var forsynet med fødder i form af okseben. Alle slags vaser, skåle og fade blev lavet af lertøj, men de var sjældent dekoreret. Klæder, forhæng og tæpper var derimod rigt farvede og broderede og blev fremstillet af uld og hør og (i det andet riges tid) af bomuld. Tæppet, som det persiske tæppe er den moderne repræsentant for, var en babylonisk opfindelse.

IX. Sprog, litteratur og videnskab.

Det assyriske sprog var semitisk og adskilte sig kun dialektalt fra semitisk babylonisk. Med tiden opstod der dog forskelle mellem talesproget og litteratursproget, som havde optaget mange sumeriske ord og bevaret grammatiske endelser, som folkesproget havde mistet, skønt disse forskelle aldrig var særlig store. Den assyriske litteratur var desuden hovedsagelig afledt fra Babylonien. Assur-bani-pal ansatte agenter til at gennemsøge Babyloniens biblioteker og sende deres indhold til Nineve, hvor hans bibliotek blev fyldt med skrivere, som beskæftigede sig med at afskrive og redigere gamle tekster. Der blev ofte skrevet kommentarer til disse, og grammatikker, ordlister og interlineære oversættelser blev udarbejdet for at sætte den studerende i stand til at forstå det uddøde sumerisk, som længe havde været det semitiske Babyloniens latin. Skrivematerialet var ler, hvorpå kileskrifttegnene blev indtrykket med en griffel, mens det endnu var fugtigt; tavlen blev bagefter bagt i solen eller (i Assyrien) i en ovn. Indholdet af biblioteket i Nineve var meget forskelligartet; religion, mytologi, lov, historie, geografi, zoologi, filologi, matematik, astronomi, astrologi og den foregivne videnskab om varsler var alle repræsenteret i det, ligesom poesi og legendarisk romantik. Se Nineves bibliotek.

X. Regering og hær.

Assyrien var et militært kongerige, som i lighed med Israels Nordrige havde etableret sig ved et vellykket oprør mod Babylonien. I modsætning til Babylonien, som var en teokratisk stat, hvor kongen var underordnet præsten, var den assyriske konge øverste myndighed. Mens templet i Babylonien var den vigtigste offentlige bygning, dominerede det kongelige palads alt i Assyrien, idet templet blot var et kongeligt kapel knyttet til paladset. Kongen var i virkeligheden hærfører, og denne hær var det assyriske folk. Hvor langt hele den mandlige befolkning var værnepligtig, er stadig usikkert; men den kendsgerning, at Assur-bani-pals krige i den grad udmattede nationens kampkraft, at den blev ude af stand til at modstå angriberne fra nord, viser, at flertallet af mændene må have været soldater. Heraf kom de stadige krige, dels for at beskæftige hæren og forhindre oprør, dels for at skaffe bytte at betale den med. Heraf kom også de militære revolutioner, som, ligesom i Israels rige, førte til dynastiskifter og til, at succesrige generaler greb tronen. Turtannu eller øverstbefalende, som indtog kongens plads, når denne ikke kunne eller ikke ville føre sine styrker, rangerede næst efter herskeren. Fra Tiglat-pileser IV's regeringstid og fremefter blev enevælden dog mildnet af et centraliseret bureaukrati, og i provinserne blev en civil guvernør udnævnt ved siden af den militære kommandant. Blandt de høje embedsmænd ved hoffet var rab-saki eller "vesir" og rab-sa-risi eller "kontrollør", Det Gamle Testamentes rabhcaric (se denne).

Hæren bestod af kavaleri, infanteri, bueskytter og slyngere samt af et korps af stridsvognskørere. Efter det andet riges fremkomst blev kavaleriet øget på bekostning af stridsvognene og blev udstyret med sadler og støvler, mens den ubevæbnede hestepasser, der havde løbet ved siden af hesten, blev en bereden bueskytte. Sankerib iklædte desuden rytteren en brynje. Infanteriet var omkring ti gange så talrigt som kavaleriet og blev under Sargon opdelt i bueskytter og spydmænd, idet bueskytterne igen blev underinddelt i tungtbevæbnede og letbevæbnede, hvor de sidstnævnte tilsyneladende var af fremmed oprindelse. Sankerib indførte et korps af slyngere, iført hjelm og kyrads, læderbukser og støvler. Han berøvede også de tungtbevæbnede bueskytter de lange kjortler, de plejede at bære, og oprettede en gruppe pionerer med dobbeltæggede økser, hjelme og halvhøje støvler. Skjolde blev også båret af alle slags soldater, og hæren førte faner, telte, rambukke og bagagevogne med sig. Det kongelige sovetelt blev ledsaget af telte til madlavning og spisning. Der blev i virkeligheden ikke sparet nogen anstrengelser for at gøre hæren til en uimodståelig krigsmaskine både i udrustning og disciplin. Den rædsel, den vakte i Vestasien, er derfor let forståelig (Es 10,5-14; Nah 2,11-13; Nah 3,1-4).

XI. Religion.

Assyriens statsreligion var afledt fra BABYLONIEN (se denne) og er i sine hovedtræk babylonisk. Men den adskilte sig fra Babyloniens religion på to vigtige punkter:

(1) kongen, og ikke ypperstepræsten, var øverste myndighed, og

(2) i spidsen for den stod nationalguden Asur eller Assur, hvis ypperstepræst og repræsentant kongen var. Asur var oprindelig Asir, »lederen« i krig, og han afbildes derfor som en krigergud bevæbnet med bue; i den tid, da soldyrkelsen blev almindelig i Babylonien, blev han identificeret med solguden. Men navneligheden gjorde, at han også blev identificeret med byen Asur, hvor han blev dyrket, på et tidspunkt da byerne i det nordlige Babylonien begyndte at blive guddommeliggjort, sandsynligvis under hittitisk indflydelse. Endnu senere forklarede de skriftlærde hans navn som en forvanskning af navnet på den urtidslige kosmogoniske guddom An-sar, den øvre himmelhvælving, som i nybabylonisk tid blev udtalt Assor. Kombinationen af krigergudens egenskaber, han som var hærførerens særlige gud, med den guddommeliggjorte by, som hæren tilhørte, gjorde, at Assur blev nationalgud for en militær nation på en måde, som ingen babylonisk guddom kunne blive. Hæren var »Assurs tropper«, fjenderne var »Assurs fjender«, som måtte anerkende hans overhøjhed eller blive tilintetgjort. Assur var ikke blot den øverste over de andre guder; i modsætning til dem var han faktisk også uden far eller hustru. Oprindelig havde ganske vist hans kvindelige modstykke, Asirtu, Det Gamle Testamentes Ashera (se denne), stået ved hans side, og senere forsøgte litterære pedanter at finde en hustru til ham i Belit, »Fruen«, eller Ishtar eller en anden babylonisk gudinde, men forsøgene forblev rent litterære. Da Nineve overtog Assurs plads som rigets hovedstad, begyndte Ishtar, omkring hvis helligdom Nineve var vokset frem, at dele noget af dyrkelsens ære med ham, skønt hendes stilling fortsat var sekundær helt til slutningen. Dette gjaldt også krigsguden Nin-ip, kaldet Mas i Assyrien, hvis kult de assyriske konger særligt begunstigede. Se Babyloniens og Assyriens religion.

XII. Udgravninger.

Rich, som første gang havde besøgt Mossul i 1811, undersøgte højene overfor i 1820 og konkluderede, at de repræsenterede Nineves sted. De få oldsager, han opdagede, var indeholdt i en enkelt montre i British Museum, men resultaterne af hans undersøgelser blev først offentliggjort i 1836. I 1843-45 udgravede franskmanden Botta Sargons palads ved Khorsabad, 15 miles nord for Nineve, mens Layard (1845-51) ved Nimrud (Kala) og Kouyunjik (Nineve) bragte ruinerne af de store assyriske paladser og Assur-bani-pals bibliotek for dagen. Hans arbejde blev fortsat af Rassam (1851-54). Der blev ikke gjort mere før 1873-75, da George Smith genoptog udgravningerne på stedet for Assur-bani-pals bibliotek; dette blev i 1877-79 fulgt af Rassams udgravninger, hvor han blandt andet opdagede bronzeportene fra Balawat. For tiden arbejder en tysk ekspedition under Andrae ved Kala'at Shergat (Assur), hvor de engelske udgravere allerede havde fundet Tiglat-pileser I's cylinderindskrift (se Sherghat).

XIII. Kronologi.

Assyrerne beregnede tiden ved hjælp af limmi, bestemte embedsmænd, som blev udnævnt hver nytårsdag, og som deres embedsår blev opkaldt efter. De lister over limmi eller »eponymer«, som er overleveret til os, danner grundlaget for assyrisk kronologi. Dele af en »synkron« historie om Assyrien og Babylonien er også blevet opdaget, ligesom fragmenter af to »babyloniske krøniker«, skrevet ud fra et babylonisk synspunkt. »Eponym«-listerne fører en nøjagtig tidsdatering tilbage til begyndelsen af det 10. århundrede f.Kr. Før denne periode siger Sankerib, at Tiglat-pileser I regerede 418 år før ham selv. Tiglat-pileser fortæller os desuden, at Samas-Ramman, søn af Isme-Dagon, havde bygget et tempel i Assur 641 år tidligere, mens Salmanassar I placerer Samas-Ramman 580 år før sin egen regering og Erisu 159 år før Samas-Ramman, skønt Esarhaddon angiver datoerne anderledes. Bortset fra de indfødte dokumenter er de eneste pålidelige kilder til Assyriens kronologi (som til dets historie) Det Gamle Testamentes beretninger. Til gengæld har »Eponym«-listerne gjort det muligt for os at korrigere kronologien i Kongebøgerne (se Kongebøgerne).

XIV. Historie.

1. Tidlig periode:

Assyrisk historie begynder med ypperstepræsterne (patesis) i Assur. De tidligste, vi kender, er Auspia og Kikia, som bærer mitanniske navne. De tidlige semitiske herskere var imidlertid underlagt Babylonien, og under Khammurabi (Amrafel) var Assyrien stadig en babylonisk provins. Ifølge Esarhaddon blev kongeriget grundlagt af Bel-bani, søn af Adasi, som først gjorde sig uafhængig; Hadad-nirari tilskriver dog grundlæggelsen til Zulili. Assyriske købmænd og soldater var allerede nået så langt som til Kappadokien, hvorfra kobber og sølv blev bragt til Assyrien, og en assyrisk koloni blev oprettet ved Kara Eyuk nær Kaisariyeh, hvor den assyriske måde at beregne tiden på ved hjælp af limmi var i brug. I Tell el-Amarna-brevenes tid (1400 f.Kr.) var Assur-uballid konge i Assyrien. Han korresponderede med den egyptiske farao og giftede sin datter med Bah-kongen og skaffede sig derved et påskud for at blande sig i Babyloniens anliggender. Resultatet var, at hans svigersøn blev myrdet, og Assur-uballid sendte tropper til Babylonien, som dræbte morderne og satte den assyriske konges barnebarn på den babyloniske trone.

Babylonien var forfaldet og var blevet tvunget til at beskytte sig mod Assyriens voksende magt ved at indgå en alliance med Mitanni (Mesopotamien) og Egypten, og senere, da Mitanni var blevet opslugt af hittitterne, ved i praksis at blive afhængig af hittitterkongen. Shalmaneser I (1300 f.Kr.) helligede sig derfor til at lamme hittitternes magt og afskære den fra forbindelse med Babylonien. Felttog efter felttog blev ført mod de syriske og mere østlige provinser i hittitterriget; Malatiyeh blev ødelagt, og Karkemish truet. Shalmanesers søn og efterfølger Tukulti-Mas høstede frugterne af sin fars arbejde. Hittitterne var blevet gjort magtesløse ved en invasion af de nordlige barbarer, og den assyriske konge havde således frie hænder til at knuse Babylonien. Babylon blev taget med storm, og i syv år var Tukulti-Mas herre over alle de lande, der vandes af Tigris og Eufrat. Merodaks billede blev ført til Assur som tegn på, at scepteret var gået fra Babylon til opkomlingen Assyrien. Et vellykket oprør drev dog til sidst den assyriske erobrer tilbage til hans eget land, og da han kort efter blev myrdet af sin egen søn, så babylonierne i gerningen en straf, som Babylons gud havde påført ham.

2. Det ældre rige:

Nogle få år senere mistede den assyriske konge Bel-kudur-uzur livet i kamp mod babylonierne, og en ny dynasti synes at være kommet på den assyriske trone. Omkring 1120 f.Kr. var den assyriske konge Tiglat-Pileser I, hvis vellykkede krige udstrakte det assyriske rige så langt mod vest som til Kappadokien. Under et af sine felttog trængte han frem til Middelhavet og modtog gaver fra Egyptens konge, deriblandt en krokodille. I Assur anlagde han en botanisk have, beplantet med træer fra de erobrede provinser. Efter hans død gik den assyriske magt tilbage; Pitru (Petor, 4 Mos 22,5) faldt i aramæernes hænder, og vejen til Middelhavet blev spærret.

En genoplivning kom under Assur-nazir-pal III (884-860 f.Kr.), som genopbyggede KALAH (se dette) og etablerede regeringssædet i Nineve, hvor han opførte et palads. Forskellige felttog blev ført i retning af Armenien og Kommagene, og de grusomheder, der blev udført mod fjenden, beskrives udførligt af deres erobrer. Derefter vendte han sig mod vest, og efter at have modtaget hyldest fra hittitterkongen i Karkemish pålagde han fønikerne tribut. Vejen mod vest var således igen sikret for Assyriens købmænd. Assur-nazir-pal blev efterfulgt af sin søn Shalmaneser II (859-825 f.Kr.), som i stedet for, som sin far, at nøjes med blotte plyndringstogter for byttets skyld, søgte at organisere og administrere de lande, som hans hære havde undertvunget. De berømte bronzeporte fra Balawat blev rejst af ham til minde om hans sejre.

Under hans regering kom israelitterne og syrerne i Damaskus for første gang i direkte forbindelse med assyrerne. I 854 f.Kr. angreb han Hamat og besejrede ved Qarqar en hær, som omfattede 1.200 stridsvogne, 1.200 ryttere og 20.000 fodfolk fra Ben-Hadad af Damaskus, 2.000 stridsvogne og 10.000 fodfolk fra »Akab af Israel«, foruden betydelige kontingenter fra Ammon, Arvad, Arabien og andre steder. I 842 f.Kr. trængte Shalmaneser frem til Damaskus, hvor Hazael, Ben-Hadads efterfølger, som allerede var blevet besejret i åben mark, blev indesluttet under en tæt belejring. Landet omkring blev hærget, og »Jehu, Omris søn« skyndte sig at tilbyde erobreren tribut. Scenen er fremstillet på Den Sorte Obelisk, som blev fundet i Nimrud og nu er i British Museum. Shalmanesers felttog var ikke begrænset til Vesten. Han løb Armenien over ende, hvor kongeriget Van netop var blevet grundlagt, trængte frem til Tarsus i Kilikien, tog sølv-, salt- og alabastminerne i Taurusbjergene blandt Tabal eller Tubal i besiddelse og tvang den babylonske konge til at anerkende hans overhøjhed.

I hans senere dage, da han var for gammel til selv at gå i felten, blev hans hære ført af turtannu eller øverstbefalende, og et oprør, anført af hans søn Assur-danin-pal (Sardanapalus), brød ud hjemme, hvor Nineve og Assur var misundelige over den begunstigelse, der blev vist Kalah. Nineve blev dog indtaget, og oprøret blev slået ned efter to års varighed af en anden søn, Samas-Ramman IV, som kort efter, ved sin fars død, efterfulgte ham på tronen (824-812 f.Kr.). Hans vigtigste felttog var rettet mod Medien. Hans søn Hadad-nirari III (811-783 f.Kr.) var den næste konge; hans mor var Sammu-ramat (Semiramis). Han hævder at have undertvunget hele Syrien, deriblandt Fønikien, Edom og Filistæa, og at have taget Mari'a, kongen af Damaskus, til fange i hans hovedstad. Efter dette faldt Assyrien dog endnu en gang i forfald, som det blev befriet fra ved et vellykket oprør ledet af en militærofficer, Pulu (Pul), der gjorde ende på den gamle kongerække og tog navnet Tiglat-Pileser IV (745-727 f.Kr.).

3. Det andet rige:

Tiglat-Pileser grundlagde det andet assyriske rige og gjorde Assyrien til den dominerende magt i Vestasien. Hæren blev omorganiseret og gjort uimodståelig, og et nyt administrativt system blev indført, idet riget blev centraliseret i Nineve og styret af et bureaukrati, med kongen i spidsen. Tiglat-Pilesers politik var dobbelt: at svejse Vestasien sammen til ét rige, holdt sammen af militær magt og skattelove, og at sikre verdenshandelen for købmændene i Nineve. Disse mål blev fastholdt støt gennem hele Tiglat-Pilesers og hans efterfølgeres regeringer. Om historien om hans regeringstid, se Tiglat-Pileser. I 738 f.Kr. gjorde Tiglat-Pileser ende på kongeriget Hamats uafhængige eksistens, idet Menahem af Samaria blev hans skattepligtige vasal, og i 733 f.Kr. indledte han et felttog mod Resin af Damaskus, som endte med Damaskus' fald, hvorefter byen blev sat under en assyrisk statholder. Samtidig blev Naftalis land indlemmet i Assyrien, og Yahu-khazi (Akaz) af Juda blev assyrisk vasal, mens Hosea i 731 f.Kr., efter mordet på Peka, blev indsat som konge over Israel (jf. 2 Kong 2).

I 728 f.Kr. blev Tiglat-Pileser højtideligt kronet i Babylon, og året efter døde han. Hans efterfølger var en anden militær eventyrer, Salmanassar IV (727-722 f.Kr.), hvis oprindelige navn var Ulula. Mens han var optaget af belejringen af Samaria, døde Salmanassar eller blev myrdet, og tronen blev grebet af en anden general, som tog navnet Sargon (722-705 f.Kr.). Sargon, hvis historie der henvises til under Sargon, indtog Samaria i 722 f.Kr. og førte 27.290 af dets indbyggere i fangenskab. En stor del af hans regeringstid gik med at bekæmpe et stort forbund af de nordlige folkeslag (Armenien, Manna osv.) mod Assyrien. Karkemish, hittitternes hovedstad, blev indtaget i 717 f.Kr.; et oprør blandt staterne i den sydlige del af landet blev slået ned i 711 f.Kr.; og Merodak-Baladan, kaldæeren, som havde bemægtiget sig Babylonien i 722 f.Kr., blev drevet tilbage til sumpområderne ved spidsen af Den Persiske Bugt.

I 705 f.Kr. blev Sargon myrdet og efterfulgt af sin søn Sankerib (se dette). Sankerib (705-681 f.Kr.) havde hverken sin fars militære dygtighed eller administrative evner. Hans felttog mod Hizkija af Juda i 701 f.Kr. var en fiasko; det samme var hans politik i Babylonien, som befandt sig i en konstant tilstand af oprør mod hans herredømme, og som endte med, at han i 689 f.Kr. jævnede den hellige by Babylon med jorden. Ni år tidligere var hans tropper blevet kaldt til at slå et oprør ned i Kilikien, hvor der blev udkæmpet et slag mod grækerne.

4. Sidste periode og rigets fald:

Hans søn Esarhaddon, som efterfulgte ham (681-669 f.Kr.) efter hans mord begået af to andre sønner den 20. Tebet (jf. 2 Kong 19,37), var en lige så fremragende general og administrator, som hans far havde været det modsatte. Om hans historie, se Esarhaddon. Under ham nåede Det Andet Rige højdepunktet af sin magt og velstand. Babylon blev genopbygget og gjort til rigets anden hovedstad, Israels land blev en lydig provins, og Egypten blev erobret (674 og 671 f.Kr.), mens en invasion af kimmerierne (Gomer) blev slået tilbage, og der blev ført felttog ind i hjertet af både Medien og Arabien. Esarhaddon døde, mens han var på vej for at undertrykke et oprør i Egypten, og hans søn Assurbanipal efterfulgte ham i riget (669-626 f.Kr.), mens en anden søn, Samas-sum-ukin, blev udnævnt til vicekonge i Babylonien. Assurbanipal var en gavmild beskytter af lærdom, og Nineves bibliotek skyldte ham de fleste af sine skatte, men overdådig luksus havde nu trængt ind ved hoffet, og kongen førte sine krige gennem sine generaler, mens han selv blev hjemme.

Det store palads ved Kouyunjik (Nineve) blev bygget af ham. Egypten krævede først hans opmærksomhed. Tirhaka, etiopieren, som havde stået i spidsen for dets oprør, blev drevet tilbage til sit eget land, og for en tid var der fred. Derefter gjorde Egypten igen oprør under Tandamane, Tirhakas efterfølger. Denne gang var den assyriske straf nådesløs. Theben--"No-amon" (Nah 3,8)--blev ødelagt, dets bytte ført bort, og to obelisker transporteret til Nineve som sejrstrofæer. Imens blev Tyrus, som havde gjort oprør, tvunget til at bede om fred, og gesandter ankom fra Gyges af Lydien for at bede om hjælp mod kimmerierne. Elam forblev stadig uafhængigt og forsøgte at ophidse til utilfredshed i Babylonien. Mod sin vilje var Assurbanipal derfor nødt til at gribe ind i landets indre anliggender, med det resultat at elamitterne til sidst blev styrtet i et slag ved Eulaeus neden for Susas mure, og det erobrede land blev delt mellem to vasalkonger.

Da brød der pludselig et oprør ud i størstedelen af det assyriske rige, anført af Assur-bani-pals bror, vicekongen i Babylonien. En tid var udfaldet usikkert. Egypten genvandt sin uafhængighed under Psammetichus, grundlæggeren af det 26. dynasti (660 f.Kr.), som havde fået hjælp fra Lydia, men Babylonien blev generobret, og Babylon blev efter en lang belejring udsultet, mens Samas-sum-ukin brændte sig selv i ruinerne af sit palads. Elam stod tilbage at gøre op med, og en assyrisk hær banede sig vej til Susa, som blev jævnet med jorden; dets guders helligdomme blev vanhelliget, og knoglerne af dets gamle konger blev revet ud af deres grave. Så kom turen til det nordlige Arabien, hvor de oprørske sheiker blev tvunget til at underkaste sig. Men kampen havde udmattet Assyrien; dets statskasse var tom, og dets kampdygtige befolkning var dræbt. Da kimmerierne kort efter styrtede ned over riget, var det ikke længere i stand til at gøre modstand mod dem. Under Assur-etil-ilani, Assur-bani-pals søn og efterfølger, blev Kala indtaget og plyndret, og to regeringer senere faldt Sin-sar-iskun, Assyriens sidste konge, i kamp mod skyterne (606 f.Kr.). Nineve blev fuldstændig ødelagt og blev aldrig mere beboet, og det nordlige Babylonien gik over i hænderne på Nabopolassar, vicekongen i Babylon, som havde sluttet sig til de nordlige angribere. Assur, landets gamle hovedstad, stod endnu på Kyros’ tid, men den var blevet en lille provinsby; hvad Nineve og Kala angår, blev selv deres beliggenhed glemt.

LITTERATUR.

Se G. Rawlinson, Five Great Monarchies of the Eastern World, 1862-67; Perrot og Chipiez, Histoire de l'art dans l'antiquite, II, 1884; Maspero, Struggle of the Nations, og Passing of the Empires, 3 bind, 1894-1900; Rogers, A History of Babylonia and Assyria, 1900; Johns, Assyrian Deeds and Documents, 1898; Schrader, KAT, engelsk oversættelse ved Whitehouse, 1885; Pinches, The Old Testament in the Light of the Historical Records of Assyria and Babylonia, 1902.

A. H. Sayce