Sargon
Easton's Bible Dictionary
(I indskrifterne: “Sarra-yukin” [guden] har indsat kongen; også “Sarru-kinu,” den retmæssige konge.) Ved Salmanassars død (723 f.Kr.) satte en af de assyriske generaler sig på den ledige trone og tog navnet “Sargon” efter den berømte monark, Sargon af Akkad, grundlæggeren af det første semitiske rige, såvel som af et af Kaldæas mest berømte biblioteker. Han begyndte straks en erobringskarriere og blev en af de mægtigste assyriske monarker. Han nævnes ved navn i Bibelen kun i forbindelse med belejringen af Ashdod (Es 20,1).
Allerede i begyndelsen af sin regeringstid belejrede og indtog han byen Samaria (2 Kong 17,6; 18,9-12). På en indskrift fundet i det palads, han byggede i Khorsabad nær Nineve, siger han: “Byen Samaria belejrede jeg, jeg indtog den; 27.280 af dens indbyggere førte jeg bort; halvtreds stridsvogne, som var iblandt dem, samlede jeg,” osv. Nordriget gjorde han til et assyrisk satrapi. Senere drev han Merodak-Baladan (se dette), som havde holdt stand mod ham i tolv år, ud af Babylon, som han drog ind i i triumf. Gennem en række sejre udvidede og konsoliderede han gradvist riget, som nu strakte sig fra Egyptens grænser i vest til Elams bjerge i øst, og førte således Tiglat-Pilesers (se dette) ambitiøse planer næsten til fuldførelse. Han blev myrdet af en af sine egne soldater (705 f.Kr.) i sit palads i Khorsabad efter en regeringstid på seksten år og blev efterfulgt af sin søn Sankerib.
International Standard Bible Encyclopedia
sar'-gon (722-705 f.Kr.): Denne herskers navn skrives cargon i Det Gamle Testamente, Shar-ukin i kileskriftindskrifterne, Arna i Septuaginta og Arkeanos i den ptolemæiske kanon. Sargon nævnes kun én gang ved navn i Det Gamle Testamente (Es 20,1), da han sendte sin Tartan (turtannu) mod Ashdod, men der henvises til ham i 2 Kong 17,6 som "Assyriens konge", der førte Israel i fangenskab.
Shalmaneser V havde belejret Samaria og holdt det belejret i tre år. Men kort før eller meget snart efter dets kapitulation styrtede Sargon, måske ansvarlig for kongens død, dynastiet, og i sine annaler tilskrev han sig selv erobringen af byen og deportationen af dens indbyggere. Om han antog navnet efter den berømte gamle grundlægger af Akkad-dynastiet, vides ikke.
Sargon stod ved begyndelsen af sin regering over for en alvorlig situation i Babylon. Merodak-baladan fra Kaldu, som havde betalt tribut til tidligere herskere, lod sig ved dynastiskiftet udråbe til konge, nytårsdag 721 f.Kr. Ved Dur-ilu kæmpede Sargon mod Merodachbalddans styrker og hans allierede Khumbanigash fra Elam, men selv om han hævdede en sejr, var resultatet tilsyneladende uafgjort. Oprør fulgte i andre dele af riget.
I 720 f.Kr. dannede Ilu-bi'di (eller Yau-bi'di), konge af Hamat, en koalition mod Sargon med Hanno fra Gaza, Sib'u fra Egypten og med byerne Arpad, Simirra, Damaskus og Samaria. Han hævder, at Sib'u flygtede, og at han fangede og flåede Ilu-bi'di, brændte Qarqar og førte Hanno som fange til Assyrien. Efter at have ødelagt Rapihu bortførte han 9.033 indbyggere til Assyrien.
I det følgende år blev Ararat invaderet, og det hittitiske Karkemish faldt for hans hære. Området tilhørende Rusas, konge af Ararat, samt en del af Melitene blev assyriske provinser.
I 710 f.Kr. rettede Sargon sin opmærksomhed mod Merodachbaladan, som ikke længere nød Elams støtte, og hvis herredømme over Babylon ikke havde været populært blandt hans undersåtter. Han blev drevet ud af Babylon og også fra sin tidligere hovedstad Bit-Yakin, og Sargon lod sig krone som Babylons shakkanak.
I 706 f.Kr. blev den nye by kaldet Dur-Sharrukin indviet som hans residens. Et år senere blev han myrdet. Det var under hans regering, at højdepunktet for assyrisk overherredømme blev nået.
A. T. Clay
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).