sim'-e-on (shim`on; Sumeon; den hebraiske rod er fra shama`, "at høre" (1 Mos 29,33); nogle moderne forskere (Hitzig, W. R. Smith, Stade osv.) afleder det fra arabisk sima`, "afkommet af hyænen og hunulven"): I 1 Mos 29,33; 1 Mos 30,18-21; 1 Mos 35,23 angives Simeon som helbror til Ruben, Levi, Juda, Issakar og Zebulon, søn af Lea; og i 1 Mos 34,25; 1 Mos 49,5 som bror til Levi og Dina. Han blev efterladt som gidsel i Egypten efter Josefs ordre (1 Mos 42,24; 1 Mos 43,23).

1. Patriarken: bibelske oplysninger:

I den døende Jakobs "velsignelse" knyttes Simeon og Levi sammen:

"Simeon og Levi er brødre;

voldsredskaber er deres sværd.

Min sjæl, kom ikke ind i deres råd;

min herlighed, bliv ikke forenet med deres forsamling;

for i deres vrede dræbte de en mand,

og i deres egenrådighed overskar de haserne på en okse.

Forbandet være deres vrede, for den var voldsom;

og deres harme, for den var grusom:

Jeg vil dele dem i Jakob

og sprede dem i Israel" (1 Mos 49,5-7).

Uanset hvilket syn man anlægger på begivenhederne i 1 Mos 34,25 (og nogle vil i dem se "en tradition om Jakobs bosættelse, som hører til en kreds helt uafhængig af nedstigningen til Egypten og udgangen" (se S. A. Cook, Encyclopedia Brit, artiklen "Simeon")), er det klart, at vi her har en henvisning til den og antydningen af, at stammens senere historie og dens endelige opslugning i Juda var resultatet af vold. På samme måde blev de præstelige levitter fordelt blandt de øvrige stammer uden nogen egen stammearv (5 Mos 18,1; Jos 13,14). Ud fra omtalen (1 Mos 46,10; 2 Mos 6,15) af Shaul som søn af en kana'anæisk kvinde kan man formode, at stammen var blandet.

I "Moses' velsignelse" (5 Mos 33) nævnes Simeon slet ikke i den hebraiske tekst, selv om den sidste halvdel af 5 Mos 33,6 i nogle håndskrifter af Septuaginta bringes til at gælde ham: "Lad Simeon være en lille skare." Stammens historie er sparsom og rejser mange problemer. Om de mange teorier, der er fremsat for at løse dem, kan det ikke siges, at nogen enkelt af dem besvarer alle vanskeligheder.

2. Stammen i Skriften:

I Sinajs ørken slog simeonitterne lejr ved siden af rubenitterne (4 Mos 2,12; 4 Mos 10,19); det var Zimri, et medlem af en af denne stammes ledende familier, der blev dræbt af Pinehas i sagen om Ba'al-Peor (4 Mos 25,14). Opgørelserne i 4 Mos 1,22 f, hvor simeonitterne angives til 59.300, sammenlignet med den 2. folketælling (4 Mos 26,14), hvor tallet er 22.200, viser en aftagende stamme. Nogle har sat dette i forbindelse med Zimris synd.

Ved oplæsningen af loven på Gerizim nævnes Simeon først blandt dem, der skulle svare på velsignelserne (5 Mos 27,12). Ved erobringen af Kanaan "sagde Juda til sin bror Simeon: Drag op med mig til min lod, så vi kan kæmpe mod kana'anæerne; så vil jeg også gå med dig til din lod. Så gik Simeon med ham" (Dom 1,3; sammenlign Dom 1,17). (Mange forskere finder i 1 Mos 34 et stammeforsøg fra simeonitternes side på at tage Sikem i besiddelse; hvis dette er rigtigt, hjalp Juda ikke, og det fuldstændige nederlag kan have været en årsag til Simeons senere afhængighed af og endelige opslugning i Juda.) I Dom 4 og 5 nævnes Simeon aldrig. Ved bosættelsen i landet findes der ingen beretning om, hvordan Simeon etablerede sig i sit område (bortset fra den sparsomme henvisning i Dom 1,3), men "deres arv var midt i Judas børns arv" (Jos 19,1); dette forklares (Jos 19,9) med, at "Judas børns del var for stor for dem." Ikke desto mindre finder vi dér netop de byer, som tildeles Simeon, tillagt Juda (Jos 15,21-32; sammenlign Neh 11,26-29). Det antydes (i 1 Krøn 4,31), at den selvstændige besiddelse af disse byer ophørte på Davids tid. David sendte bytte til flere simeonitiske byer (1 Sam 30,26), og i 1 Krøn 12,25 fortælles det, at 7.100 simeonitiske krigere kom til David i Hebron. I 1 Krøn 27,16 har vi omtale af en hersker over simeonitterne, Shefatja, søn af Ma'aka.

I 1 Krøn 4,39 f omtales visse enkeltstående bedrifter af simeonitter ved GEDOR (se dette), mod MEUNIM (se dette) og ved Se'irs bjerg (se dette). Senere henvisninger forbinder visse simeonitter med Nordriget (2 Krøn 15,9; 2 Krøn 34,6), og traditionen er kommet til at betragte dem som en af de ti stammer (sammenlign Ez 48,24; Ez 48,25; Ez 48,33; Åb 7,7), selv om al den historie om dem, vi har, er knyttet til Juda og Sydriget. Der nævnes ingen tilbagevenden af simeonitter efter fangenskabet; deres byer tilfalder Juda (Neh 11,26).

3. Henvisninger i egyptiske og assyriske indskrifter:

Mange autoriteter har antaget, at navnet Shim`an forekommer i listen over steder, som Thothmes III plyndrede (se Petrie, Hist, II, 104; også Hommel, Ancient Hebrew Tradition, 268; Sayce, Early Hebrew Traditions, 392). I det 7. århundrede har vi en tvivlsom henvisning i en indskrift af Esar-Haddon, der fortæller om hans egyptiske felttog, hvor en by Ap-ku nævnes som liggende i landet Sa-me-n(a), hvilket muligvis kan være en henvisning til Simeon. At navnet skulle have overlevet så sent, hvis det er sandt, er mærkeligt i lyset af det, vi udleder af Bibelen om stammen. (For drøftelse af begge disse indskrifter, med henvisninger til litteraturen, se EB, sp. 4528-30.)

4. Simeons område:

Simeons byer, som de er angivet i Jos 19,2-6 og 1 Krøn 4,28; 1 Krøn 4,31, er (navnene i parentes er varianter i den sidstnævnte henvisning): Be'ersheba, Molada, Hasar-Shual, Bala (Bilha), Esem (KJV) (Esem), Eltolad (Tolad), Betuel, Horma, Siklag, Bet-Markabot, Hasar-Susa (Hasar-Susim), Bet-Lebaot (Bet-Biri), Sharuhen (Sha'arajim) (Etam), Ajin-Rimmon, Eter (Token), Ashan — i alt 16 byer i Josva og 17 byer i Første Krønikebog. Ashan (1 Krøn 6,59) er den eneste, der tildeles præsterne. Det er fejlagtigt skrevet som "Ajin" i Jos 21,16. Alle de ovennævnte byer, med visse variationer i formen, og med undtagelse af Etam i 1 Krøn 4,32, som sandsynligvis er en fejl, forekommer i listen over Judas byer (Jos 15,26-32; Jos 15,42). Siklag nævnes (1 Sam 27,6) som kongerne af Judas private ejendom fra Davids dage, han som modtog den fra Akish, kongen af Gat.

Hvad angår beliggenheden af disse byer, så vidt den er kendt, se særskilte artikler under deres navne. Det er klart, at de alle lå i den sydvestlige del af Israels land, og at Simeon ikke havde bestemte territoriale grænser, men isolerede byer med deres landsbyer blandt Judas folks byer.

E. W. G. Masterman

(shim`on; Sumeon):

(1) Jakobs anden søn med Lea (se særskilt artikel).

(2) Oldefar til Judas Makkabæus (1 Makk 2,1).

(3) En mand i Jerusalem, beskrevet som "retfærdig og gudfrygtig, ventende på Israels trøst." Da Jesusbarnet blev båret ind i templet, tog han ham i sine arme og priste Gud med ord, der er berømte som Nunc dimittis. Simeon velsignede den undrende far og mor (Luk 2,25; Luk 2,34). Legenden har gjort ham til søn af Hillel og far til Gamaliel I, men dette har intet historisk grundlag.

(4) En forfader til Jesus (Luk 3,30); Revised Version (britisk og amerikansk) har "Symeon."

(5) Revised Version (britisk og amerikansk) har "Symeon": en af profeterne og lærerne i den kristne menighed i Antiokia. Han kaldes også Niger, hvilket var det hedenske navn, han havde antaget, mens Symeon er hebraisk. Han var blandt dem, der udskilte Paulus og Barnabas til deres missionsarbejde (ApG 13,1; ApG 13,2). Der vides ikke mere om ham.

(6) Revised Version (britisk og amerikansk) har "Symeon": Simon Peters hebraiske navn (ApG 15,14).

S. F. Hunter