se'-ba (cebha'; Saba (1 Mos 10,7; 1 Krøn 1,9); græsk samme sted, men Codex Vaticanus har (Saban):

1. Navneformer og Sebas afstamning:

Kushs første søn; hans brødre var Havila, Sabta, Rama og Sabteka. I Sl 72,10 og Es 43,3 (hvor græsk har Soene) nævnes Seba sammen med Egypten og Etiopien og må derfor have været et sydligt folk. I Es 45,14 møder vi den etniske form, (csebha'im) (Sabaeim), gengivet "sabaeere", som beskrives som "mænd af statur" (dvs. høje), og som skulle komme over til Kyros i lænker og anerkende, at Gud var i ham--deres handelsvarer, og etiopiernes, og Egyptens arbejde skulle være hans.

2. Folkets beliggenhed:

Deres land anses mest sandsynligt for at være distriktet Saba, nord for Adulis, på Rødehavets vestkyst. Der er netop en mulighed for, at Sabi-floden, der strækker sig fra kysten til Zambesi og Limpopo, og som blev udnyttet som vandvej af staterne i dette område, skønt den på grund af tilsanding ikke er egnet nu, kan indeholde et spor af navnet og måske vidner om endnu sydligere udstrækninger af Sebaims magt og indflydelse. (Se Th. Bent, The Ruined Cities of Mashonaland, 1892.) Ruinerne i dette område anses for at være udført af andre end landets sorte indfødte. Dillmann foreslår dog (til 1 Mos 10,7), at folket i Seba var en anden gren af kushitterne øst for Napatha ved Det Arabiske Hav, som Strabo (xvi. 4, 8, 10) og Ptolemæus (iv.7, 7 f) giver oplysninger om.

Se Sheba og HDB under ordet

T. G. Pinches