a-noint'-ing: De gamle hebræere skelnede mellem salvelse med olie til privat brug, som ved personlig pleje (cukh), og salvelse som en religiøs rite (mashach).

1. Almindelig brug:

(1) Hvad den verdslige eller almindelige brug angår, blev den lokale olivenolie, alene eller blandet med vellugtende stoffer, almindeligvis brugt til personlig pleje; de meget fattige gemte den naturligvis kun til særlige lejligheder (Ruth 3,3). Den voldsomme, langvarige varme og det bidende kalkstøv i landet gjorde olien meget lindrende for huden, og den blev rigeligt påført de udsatte dele af kroppen, især ansigtet (Sl 104,15).

(2) Skikken var i brug før Davids tid, og spor af den kan findes gennem hele Det Gamle Testamente (se 5 Mos 28,40; Ruth 3,3; 2 Sam 12,20; 2 Sam 14,2; 2 Sam 14,2 2 Krøn 28,15; Ez 16,9; Mika 6,15; Dan 10,3) og i Det Nye Testamente (Matt 6,17 osv.). Ja, den synes at have været en del af den daglige pleje i hele Østen.

(3) At afholde sig fra den var et tegn på sorg (2 Sam 14,2; jf. Matt 6,17), og at genoptage den var et tegn på, at sorgen var forbi (2 Sam 12,20; 2 Sam 14,2; Dan 10,3; Judit 10,3). Den ledsagede ofte badet (Ruth 3,3; 2 Sam 12,20; Ez 16,9; Susanna 17) og var en sædvanlig del af forberedelsen til et festmåltid (Præd 9,8; Sl 23,5). En måde at vise en gæst ære på var at salve hans hoved med olie (Sl 23,5; Luk 7,46); en sjældnere og mere iøjnefaldende måde var at salve hans fødder (Luk 7,38). I Jak 5,14 har vi et eksempel på salvelse med olie til medicinsk brug; om dette, se olie.

2. Religiøs brug:

Salvelse som en religiøs rite blev praktiseret i hele det gamle Østen, både på personer og på ting.

(1) Den blev overholdt i Kanaan længe før den hebraiske erobring, og derfor hævder Weinel (Stade's Zeutschrift, XVIII, 50 ff), at ligesom brugen af olie til almindelige formål i Israel var en landbrugsskik, der var lånt fra kana’anæerne, sådan var salvelsen med hellig olie en udløber af dens regelmæssige brug til personlig pleje. Det synes at stemme bedre med de kendte fakta i sagen og de udtryk, der bruges i beskrivelsen, at acceptere det synspunkt, som Robertson Smith fremsætter (Religion of the Semites, 2. udg., 233, 383 ff; jf. Wellhausen, Reste des arabischen Heidenthums, 2. udg., 125 ff), og at mene, at cukh, eller brugen af olie til personlig pleje, havde landbrugsmæssig og verdslig oprindelse, og at brugen af olie til hellige formål, mashach, oprindeligt var nomadisk og offermæssig. Robertson Smith finder oprindelsen til den hellige salvelse i den meget gamle skik at smøre det hellige fedt på alteret (matstsebhah) og hævder, med rette ser det ud til, at der fra begyndelsen var en tydelig og konsekvent sprogbrug, der skelnede mellem de to udtryk som ovenfor.

(2) Grundbetydningen af mashach på hebraisk, hvilket understøttes af arabisk, synes at have været »at klaske på« eller »smøre«. Det bruges om at male et loft i Jer 22,14, om at salve et skjold i Es 21,5, og anvendes derfor konsekvent om hellige genstande, som alteret, i 2 Mos 29,36 og Dan 9,24, og om den hellige stenstøtte i 1 Mos 31,13: »hvor du salvede en støtte«.

(3) De mest betydningsfulde anvendelser af mashach findes dog, når det ikke bruges om hellige ting, men om bestemte hellige personer. Den ældste og helligste af disse synes at have været salvelsen af kongen, hvor man hældte olie over hans hoved ved hans kroning, en ceremoni der blev betragtet som hellig fra de tidligste tider og blev overholdt religiøst ikke alene i Israel, men også i Egypten og andre steder (se Dom 9,8; Dom 9,15; 1 Sam 9,16; 1 Sam 10,1; 2 Sam 19,10; 1 Kong 1,39; 1 Kong 1,45; 2 Kong 9,3; 2 Kong 9,6; 2 Kong 11,12). Ja, en sådan salvelse synes i de tidligste tider udelukkende at have været forbeholdt kongen, hvilket forklarer, at »Herrens salvede« blev et synonym for »konge« (se 1 Sam 12,3; 1 Sam 12,5; 1 Sam 26,11; 2 Sam 1,14; Sl 20,6). Nogle mener, at praksissen opstod i Egypten, og man ved, at den blev overholdt som en rite i Kanaan på et meget tidligt tidspunkt. Tell el-Amarna-brevene 37 omtaler salvelsen af en konge.

(4) Blandt hebræerne troede man ikke alene, at den bevirkede en overføring til den salvede af noget af guddommens hellighed og kraft, i hvis navn og ved hvis repræsentant riten blev udført, men også at den meddelte en særlig udrustning med Jahves ånd (jf. 1 Sam 16,13; Es 61,1). Deraf den dybe ærefrygt for kongen som en hellig person, »den salvede« (hebraisk, meshiach YHWH), som gik over i vores sprog gennem det græske Christos og fremtræder som »Kristus«.

(5) I det, der i dag kendes som Præsteskriftet, omtales ypperstepræsten som »salvet« (2 Mos 29,7; 3 Mos 4,3; 3 Mos 8,12), og i passager, som nogle betragter som senere tilføjelser til Præsteskriftet, omtales også andre præster sådan (2 Mos 30,30; 2 Mos 40,13-15). Elias fik besked på at salve Elisa til profet (1 Kong 19,16), men synes aldrig at have gjort det. 1 Kong 19,16 giver os det eneste nedskrevne eksempel på noget sådant som salvelsen af en profet. Es 61,1 er rent metaforisk (jf. Dillmann om 3 Mos 8,12-14 med ICC om 4 Mos 3,3; se også Nowack, Lehrbuch der hebraischen Archaologie, II, 124).

LITTERATUR.

Jewish Encyclopedia, artikel »Anointing«; BJ, IV, ix, 10, DB, artikel »Anointing« osv.

George B. Eager

unk'-shun: KJV's oversættelse af chrisma (1 Joh 2,20), som Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver med "salvelse", ligesom KJV gengiver det samme ord i 1 Joh 2,27.