she'-kem (shekhem, "skulder"; Suchem, he Sikima, ta Sikima osv.; King James Version har "Sichem" i 1 Mos 12,6; og "Sychem" i ApG 7,16):

1. Historisk:

Dette sted nævnes første gang i forbindelse med Abrahams rejse fra Karan. Ved Mores eg i nærheden rejste han sit første alter for Herren i Kanaans land (1 Mos 12,6). Det var uden tvivl ved denne eg, at Jakob, da han vendte tilbage fra Paddan-Aram, begravede "de fremmede guder" (American Standard Revised Version: "udenlandske") (1 Mos 35,4). Hertil var han kommet efter sit møde med Esau (1 Mos 33,18). Eusebius identificerer i Onomasticon her Sikem med Shalem; men se SHALEM. Øst for byen slog Jakob sit telt op på et "stykke jord", som han havde købt af Hamor, Sikems far (1 Mos 33,19). Her rejste han også et alter og kaldte det El-Elohe-Israel, "Gud, Israels Gud" (1 Mos 33,20). Derefter følger fortællingen om, hvordan Dina blev vanæret af Sikem, søn af byens høvding, og om den troløse og frygtelige hævn, som Simeon og Levi krævede (1 Mosebog 34). Til det rige græsningsland nær Sikem kom Josef for at lede efter sine brødre (1 Mos 37,12). Byen nævnes som beliggende vest for Mikmetat (el-Makhneh) på Manasses grænse (Jos 17,7). Den lå i Efraims område; den blev gjort til en tilflugtsby og tildelt de kehatitiske levitter (Jos 20,7; Jos 21,21). I nærheden af byen blev loven forkyndt (5 Mos 27,11; Jos 8,33). Da Josvas afslutning nærmede sig, samlede han Israels stammer her og talte sine sidste råd og formaninger til dem (kapitel 24). Under egen i den nærliggende helligdom rejste han vidnets sten (24,26). Da erobringskrigen var forbi, blev Josefs ben begravet på det stykke jord, som Jakob havde købt, og som tilfaldt Josefs efterkommere (24,33). Abimelek, hvis mor var hjemmehørende i byen, overtalte mændene i Sikem til at gøre ham til konge (Dom 9,1-6), åbenbart for at søge en vis helligelse gennem forbindelsen med "støtte-egen, som stod i Sikem". Jotams fabel blev fremsagt fra Gerizims klippe, som hænger over byen (Dom 9,7). Efter en regeringstid på tre år blev Abimelek forkastet af folket. Han indtog byen, jævnede den med jorden og strøede salt over den. Den var dengang sæde for kana'anæisk afgudsdyrkelse, idet Ba'al-Berit-templet lå her (Dom 9,4; Dom 9,46). På kongernes tid ser vi, at byen endnu en gang var et samlingssted for folket. Den var tydeligvis centrum, især for de nordlige stammer; og hertil kom Rehabeam i håb om at få sin tronfølge bekræftet (1 Kong 12,1; 2 Krøn 10,1). Ved rigets deling befæstede Jeroboam byen og gjorde den til sin residens (2 Krøn 10,25; Ant, VIII, viii, 4). Nordrigets hovedstad blev dog først flyttet til Tirsa og derefter til Samaria, og Sikem mistede politisk betydning. Faktisk nævnes den ikke igen i monarkiets historie. Tilsyneladende var der israelitter i den efter fangenskabet; nogle af dem mødte på vej til Herrens hus i Jerusalem en tragisk skæbne ved Ishmael ben Netanjas hånd (Jer 41,5). Den blev samaritanernes centrale by, og deres helligdom blev bygget på Gerizim-bjerget (Sirak 50,26; Ant, XI, viii, 6; XII, i, 1; XIII, iii, 4). Sikem blev indtaget af Johannes Hyrkanos i 132 f.Kr. (Ant., XIII, ix, 1; BJ, I, ii, 6). I Det Nye Testamente forekommer den kun i Stefanos' tale (ApG 7,16, King James Version "Sychem"). Nogle (f.eks. Smith, DB, under ordet) vil identificere den med Sykar i Joh 4,5; men se SYCHAR. Under romerne blev den til Flavia Neapolis. I senere tider var den sæde for et bispedømme; navnene på fem indehavere af bispesædet kendes.

2. Beliggenhed og fysiske kendetegn:

Der er ingen tvivl om det gamle Sikems beliggenhed. Det lå i passet, som skærer sig gennem Efraims bjerge, med Ebal og Gerizim som værn mod henholdsvis nord og syd. Langs denne linje løber den store vej, som fra umindelige tider har været den letteste og hurtigste forbindelse mellem området øst for Jordan og havet. Det må have været et stærkt befæstet sted fra oldtiden. Navnet synes at forekomme i Travels of a Mohar (Max Muller, Asien u. Europa, 394), hvor »Sahamas bjerg« sandsynligvis sigter til Ebal eller Gerizim. Den gamle by kan have ligget noget længere mod øst end det moderne Nablus, hvor det romerske navn Neapolis lever videre. Beliggenheden er overordentlig smuk. Byen ligger tæt ved foden af Gerizim. Bjergets terrasserede skråninger rejser sig stejlt mod syd. På den anden side af dalen, der klinger af lyden fra rindende vand, rejser Ebals store masse sig mod nord; dets sider, lodne af figenkaktus, glider ned i kornmarker og frugthaver. De rigelige kilder, som giver vand i overflod, springer frem ved Gerizims fod. Den frugtbare og skovrige dal snor sig vestpå mellem højene. Den gennemskæres af kørevejen, der fører til Jaffa og havet. Mod øst åbner dalen sig ud mod Makhnehs slette. Øst for byen, i en fordybning ved Gerizims fod, ligger helligdommen kendt som Rijal el-`Amud, bogstaveligt »søjlens mænd« eller »pælens mænd«, hvor nogle vil placere den gamle »Mores eg« eller »søjlens eg«. Andre vil finde den i en lille landsby længere mod øst med en fin kilde, kaldet BalaTa, et navn der kan være forbundet med balluT, »eg«. Endnu længere mod øst og nær Ebals fod ligger den traditionelle Josefs grav, en lille hvidkuplet bygning ved siden af en frodig frugthave. På bjergskråningen derovre ligger landsbyen `Askar; se SYCHAR. Syd for dalen ligger den traditionelle Jakobs brønd; se JACOB'S WELL. Sydvest for byen ligger en lille moské på det sted, hvor Jakob siges at have sørget over Josefs blodplettede kjortel. I den nærliggende minaret findes en sten, hvorpå De Ti Bud er indgraveret med samaritanske skrifttegn. Det vigtigste centrum for interesse i byen er samaritanernes synagoge med deres gamle håndskrift af Pentateuken.

3. Det moderne Sikem:

Den moderne by har omkring 20.000 indbyggere, hvoraf langt de fleste er muslimer. Der er omkring 700 eller 800 kristne, hovedsagelig tilhørende den græsk-ortodokse kirke. Samaritanerne udgør ikke mere end 200 i alt. Stedet er stadig marked for et vidtstrakt distrikt, både øst og vest for Jordan. Der drives en betydelig handel med bomuld og uld. Sæbe fremstilles i store mængder, idet olie til dette formål leveres rigeligt af olivenlundene. Garvning og fremstilling af lædervarer foregår også. I gamle dage var Ebals skråninger dækket af vingårde; men disse blev en fristelse for de »troende«. De blev derfor fjernet af myndighederne, og deres plads blev overtaget af de ovennævnte figenkaktusser.

W. Ewing