(ho anthropos tes hamartias; mange gamle tekstvidner læser »lovløshedens menneske«, anomias):

1. Den paulinske beskrivelse:

Navnet forekommer i Paulus' bemærkelsesværdige bekendtgørelse i 2 Thess 2,3-10 om åbenbaringen af en kolossal antikristen magt før genkomsten, som nogle af thessalonikerne var blevet vildledt til at tro var umiddelbart forestående (2,2). Den »Herrens dag«, erklærer apostlen, kommer ikke, før der, som han tidligere havde lært dem (2,5), først har været et stort frafald og åbenbaringen af »syndens menneske« (eller »lovløshedens«; sammenlign 2,8), også kaldet »fortabelsens søn« (2,3). Denne »lovløse« (2,8) ville ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud eller er genstand for tilbedelse; han ville sætte sig i Guds tempel og fremstille sig selv som Gud (2,4). For en tid holdt en anden magt hans åbenbaring tilbage; når den blev fjernet, ville han blive åbenbaret (2,6.7). Da ville »lovløshedens hemmelighed«, som allerede var virksom, nå sin fulde udvikling (2,7.8). Dette »syndens menneskes« komme, i Satans kraft, ville være med løgnagtige undere og al uretfærdigheds bedrag, hvorved mange ville blive bedraget til deres ødelæggelse (2,9.10). Men kun for en tid (2,6). Jesus ville dræbe (eller fortære) ham med sin munds ånde (sammenlign Es 11,4) og gøre ham til intet ved åbenbaringen af sit komme (2 Thess 2,8).

2. De skiftende fortolkninger:

Utallige er de teorier og spekulationer, som dette paulinske afsnit har givet anledning til; en meget fyldig fremstilling af disse kan ses i essayet om »The Man of Sin«, som er vedføjet Dr. J. Eadies posthume Commentary on Thessalonians, og i Lunemanns Commentary, 222 ff, engelsk oversættelse).

(1) Der findes den opfattelse, foretrukket af »moderne« fortolkere, at afsnittet ikke indeholder nogen egentlig forudsigelse (Paulus »kunne ikke kende« fremtiden), men gengiver en spekulation hos apostlen selv, baseret på Dan 8,23 ff; 11,36 ff, og på samtidige forestillinger om Antikrist (se ANTICHRIST; BELIAL; sammenlign Bousset, Der Antichrist, 93 ff, osv.). Denne opfattelse vil ikke tilfredsstille dem, der tror på virkeligheden af Paulus' apostolat og inspiration.

(2) Nogle forbinder beskrivelsen med Caligula, Nero eller andre af de romerske kejsere. Caligula befalede ganske vist, at der skulle rettes bøn til ham selv som den øverste gud, og ønskede at opstille sin statue i templet i Jerusalem (Suet. Calig. xxii.33; Josephus, Ant, XVIII, viii). Men dette var længe før Paulus' besøg i Thessalonika, og en sådan vanvittig mands handlinger kunne ikke danne grundlag for en så udførlig og vigtig forudsigelse som den foreliggende (sammenlign Lunemann og Bousset).

(3) Den foretrukne protestantiske fortolkning henfører forudsigelsen til pavedømmet, i hvem, hævdes det, mange af de blasfemiske træk i Paulus' fremstilling umiskendeligt er virkeliggjort. »Guds tempel« forstås her som kirken; den tilbageholdende magt som Romerriget; »syndens menneske« ikke som et individ, men som personifikationen af en institution eller et system. Det er dog vanskeligt at modstå indtrykket af, at apostlen betragter »lovløshedens hemmelighed« som noget, der kulminerer i et individ--en personlig Antikrist--og under alle omstændigheder går fremstillingen ud over alt, hvad der kan tænkes som blot navnkristent.

(4) Tilbage står den opfattelse, som de fleste af kirkefædrene havde, og som i nyere tid er vidt udbredt, at »syndens menneske« i dette afsnit er et individ, i hvem synden før genkomsten vil legemliggøre sig i sin mest lovløse og gudsfornægtende form. Forsøgene på at identificere dette individ med historiske personer kan lægges til side; men dermed er selve tanken ikke gjort ugyldig. Vanskeligheden er, at apostlen åbenbart forestiller sig, at »syndens menneskes« åbenbaring finder sted, ganske vist ikke øjeblikkeligt, men heller ikke i en meget fjern tid--ikke 2.000 år senere--og at den er direkte forbundet med Kristi endelige genkomst og dommen over de onde (sammenlign 2 Thess 1,7-9), tilsyneladende uden nogen henvisning til en »tusindårig« periode, hverken før eller efter.

I betragtning af afsnittets vanskeligheder synes det sikrest at holde sig til den almene tanke, det rummer, og lade detaljerne blive fortolket af den faktiske opfyldelse.

3. Den væsentlige tanke:

Der er megen støtte i Skriften--ikke mindst i Kristi egen undervisning (sammenlign Matt 13,30; Matt 13,37-43; Matt 24,11-14; Luk 18,8)--for troen på, at der før Kristi riges endelige sejr vil være en periode med stor trængsel, med svækkelse af troen, frafald, kulmination af både godt og ondt (»Lad begge dele vokse sammen indtil høsten«, Matt 13,30), og med det ondes tilsyneladende midlertidige sejr over det gode. Der vil komme en krisetid--skarp, streng og afsluttet ved en afgørende indgriben fra Menneskesønnen (»åbenbaringen af hans komme«, Revised Version randnote »Gr nærvær«), i hvilken præcis form kan lades uafgjort. Borgerlig lov og regering--det eksisterende bolværk mod anarki (på Paulus' tid repræsenteret af den romerske magt)--vil blive skyllet bort af ondskabens stigende flodbølge, og lovløshed vil få overtaget. Det kan være, at ugudeligheden, som afsnittet siger, vil samle sig i en enkelt leder; eller dette kan høre til formen for apostlens opfattelse i et tilfælde, hvor »tider og stunder« endnu ikke var fuldt åbenbaret: en opfattelse, der skulle udvides ved senere åbenbaringer (se REVELATION OF JOHN), eller overlades til at blive korrigeret af det faktiske forløb i Guds forsyn. Forudsigelsens kerne er, lige så lidt som i Det Gamle Testamentes profetier, afhængig af dens bogstavelige virkeliggørelse i hver eneste detalje. Den endelige åbenbaring af det onde udelukker heller ikke delvise og foregribende virkeliggørelser, som legemliggør mange af profetiens træk.

Se THESSALONIANS, THE SECOND EPISTLE OF PAUL TO THE, III.

James Orr