smur'-na (Smurna):

1. Oldtiden:

Smyrna, en stor oldtidsby på Lilleasiens vestkyst, inderst i en bugt som strækker sig 30 miles ind i landet, var oprindelig befolket af de asiater, der kendes som lelegerne. Byen synes at være blevet taget fra lelegerne af de aioliske grækere omkring 1100 f.Kr.; der findes stadig spor af det kyklopiske murværk fra denne tidlige tid. I 688 f.Kr. kom den i de joniske grækeres besiddelse og blev gjort til en af byerne i det joniske forbund, men i 627 f.Kr. blev den taget af lyderne. I årene 301 til 281 f.Kr. genopbyggede Lysimachus den fuldstændigt på et nyt sted sydvest for de tidligere byer og omgav den med en mur. Fordi den, som den gjorde, lå ved en god havn ved begyndelsen af en af hovedvejene ind i det indre, blev den tidligt et stort handelscentrum og den vigtigste havn for eksporthandelen. I romersk tid blev Smyrna betragtet som Lilleasiens mest strålende by og konkurrerede med held med Pergamon og Efesos. Dens gader var brede og brolagte. Dens møntsystem var gammelt, og nu findes der omkring byen mønter fra enhver periode. Den var berømt for sine skoler inden for videnskab og medicin og for sine smukke bygninger. Blandt dem var Homerion, for Smyrna var et af flere steder, som gjorde krav på at være digterens fødested. På skråningen af bjerget Pagus lå et teater, som havde plads til 20.000 tilskuere. I året 23 e.Kr. blev der bygget et tempel til ære for Tiberius og hans mor Julia, og Guldgaden, som forbandt Zeus' og Kybele-templerne, siges at have været den bedste i nogen oldtidsby. Smyrna blev tidligt en kristen by, for der lå en af de syv menigheder i Johannes' Åbenbaring (2,8-11). Der led Polykarp, biskoppen af Smyrna, martyrdøden, dog uden den romerske regerings godkendelse. Det synes, at jøderne i Smyrna var mere fjendtlige over for kristendommens udbredelse, end romerne var, for det siges, at de selv på lørdagen, deres hellige dag, bragte brænde til det bål, hvor Polykarp blev brændt. Hans grav vises stadig på en kirkegård dér. Ligesom mange andre byer i Lilleasien led Smyrna ofte, især i årene 178-80 e.Kr., under jordskælv, men den undgik altid fuldstændig ødelæggelse. I middelalderen var byen skueplads for mange kampe, hvoraf den voldsomste blev ledet af Timur mod de kristne. Traditionen fortæller, at han dér byggede et tårn og som sten brugte hovederne af tusind fanger, som han lod dræbe; dog var Smyrna den sidste af de kristne byer, der holdt stand mod muhamedanerne; i 1424 faldt den i tyrkernes hænder. Det var opdagelsen af Amerika og den deraf følgende opdagelse af en søvej til Indien, som ødelagde handelen i Smyrna.

2. Nutiden:

Det moderne Smyrna er stadig den største by i Lilleasien med en befolkning på omkring 250.000, hvoraf halvdelen er grækere og mindre end en fjerdedel er muhamedanere. Dens moderne navn, Ismir, er blot en tyrkisk forvanskning af det gamle navn. Selv under den tyrkiske regering er byen fremadskridende, og den er hovedstad i Aidin-vilayetet og derfor sæde for en guvernør. Flere jernbaner følger de gamle ruters løb ind i det fjerne indland. I dens havn kan man se skibe fra alle dele af verden. Den gamle havn fra Paulus' tid er blevet fyldt op, og dér ligger de moderne basarer. Det gamle stadion er blevet ødelagt for at give plads til moderne bygninger, og en stor del af oldtidsbyen ligger begravet under de moderne huse og de 40 moskeer, som byen praler af. De bedre af de moderne bygninger, som tilhører regeringen og er besat af de udenlandske konsuler, ligger langs den moderne kaj. Spor af de gamle mure kan stadig findes. Vest for bjerget Pagus ligger Efesos-porten, og Sorteporten, som tyrkerne kalder den, ligger nær jernbanestationen. Borgen på bjerget Pagus, 460 fod (ca. 140 m) over havet, stammer fra byzantinsk tid. Smyrnas velstand skyldes ikke blot havnen og indgangsporten til det indre, men delvis det fuldkomne klima om foråret og efteråret--vintrene er kolde og somrene varme; og også frugtbarheden i det omgivende land. Figner, druer, valonia, opium, svampe, bomuld og lakridsrod er blandt de vigtigste handelsvarer.

Se også de syv menigheder.

E. J. Banks