kre-a'-shun (bara' "at skabe"; ktisis, "det, som er skabt," "skabning"):

1. Skabelsen som vedvarende

2. Fejlagtige forestillinger

3. Den sande opfattelse

4. Første Mosebogs kosmogoni

5. Materien ikke evig

6. "Visdom" i skabelsen

7. En fri, personlig handling

8. Skabelse og evolution

9. Er skabelsen evig?

10. Skabelse ex nihilo

11. Ud fra Guds vilje

12. Panteismens fejl

13. Første årsag som en nødvendig forudsætning

14. Målet--den guddommelige herlighed

LITTERATUR

1. Skabelsen som vedvarende:

Meget negativt terræn er blevet ryddet af vejen for enhver moderne drøftelse af læren om skabelsen. Ingen idé om skabelse kan nu anses for fuldstændig, hvis den ikke, ud over verden som den først blev indrettet, også omfatter alt, hvad der den dag i dag er i og af skabelsen. For Gud skaber ikke væren, som kan eksistere uafhængigt af ham; hans bevarende virke er uadskilleligt forbundet med hans skabende magt. Vi er for længst ophørt med at tænke på Guds skabelse som en maskine, der, fuldt færdig, er overladt til sin egen automatiske funktion. Med en sådan skabelseslære ville en teistisk evolution være ganske uforenelig.

2. Fejlagtige forestillinger:

Lige så lidt tænker vi på Guds skabende virke som blot en første årsags virksomhed, forbundet med universet udefra gennem utallige kæder af årsager og virkninger. Naturen i sin helhed er lige så meget hans skabelse i dag, som den nogensinde har været. Guds dynamiske allestedsnærvær, som virksom energi, må bekræftes. Gud er stadig alt og i alle, men dette på en måde, der klart adskilles fra panteistiske opfattelser, hvad enten de ser universet som Gud eller Gud som universet. Af sin egen frihed skaber han, så gnostiske teorier om naturlig og nødvendig emanation bliver langt tilbage. Ikke alene er "tømrer"- og "gartner"-teorierne--sammen med naturligvis Platons teori om arkitekten eller verdensbyggeren--blevet afvist; ikke alene er evolutionsbegrebet blevet vist at være i harmoni med skabende mål, plan, hensigt, ordning og ledelse; men evolutionsvidenskaben kan selv siges at have givet tanken om teistisk evolution dens bedste basis eller grundlag. Den teistiske opfattelse er, at verden--at alle kosmiske eksistenser, substanser og begivenheder--afhænger af Gud.

3. Den sande opfattelse:

Læren om skabelsen--om alle endelige eksistensers oprindelse og fortsatte beståen--som Guds værk, er et nødvendigt postulat i den religiøse bevidsthed. En sådan bevidsthed er kendetegnet ved en dybere indsigt end den, der tilhører videnskaben. Den underliggende sandhed er den anti-panteistiske, at den energi og visdom--ved hvilken det, som ikke var, blev til--i art var en anden end dets egen. For videnskaben kan kun spore rækkefølgernes kontinuitet i hele naturen, mens i skabelsen, i dens primære betydning, må denne kontinuitetslov overskrides, og verden må betragtes alene som et produkt af guddommelig intelligens, immanent i dens udvikling. For Gud er den absolutte fornuft, altid immanent i det univers, der udvikler sig. Bortset fra de kosmogoniske forsøg i begyndelsen af Første Mosebog, som klart er religiøse og etiske i sigte og karakter, giver Det Gamle Testamente ingen teoretisk redegørelse for den måde og orden, hvori den skabende proces føres videre.

4. Første Mosebogs kosmogoni:

De første kapitler af Første Mosebog blev naturligvis ikke givet for at åbenbare den fysiske videnskabs sandheder, men de anerkender skabelsen som præget af orden, kontinuitet, lov, plastisk frembringelseskraft i de forskellige riger, verdens enhed og fremadskridende udvikling. Første Mosebogs kosmogoni lærer en tilblivelsesproces såvel som en skabelse (se EVOLUTION). Denne kosmogoni er af Haeckel blevet anerkendt som fortjenstfuldt præget af de to store idéer om adskillelse eller differentiering og om fremadskridende udvikling eller fuldkommengørelse af den oprindeligt simple materie. Det Gamle Testamente fremlægger forestillingen om tidsverdener eller på hinanden følgende tidsaldre, men dets egentlige vægt ligger på det guddommelige ords energi, der bringer ting, som ikke eksisterede, til at være.

5. Materien ikke evig:

Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente anerkender i deres lære om skabelsen ingen evig materie før skabelsen. Vi kan ikke sige, at materiens oprindelse er udelukket fra Første Mosebogs beretning om skabelsen, og dette ganske bortset fra brugen af bard', som giver plads for materiale og midler i skabelsen. Men det synes uklogt at bygge på passager i Første Mosebog, der ikke giver mere end et grundlag, som eksegetisk har vist sig usikkert. Det Nye Testamente synes at begunstige afledningen af materien fra det ikke-eksisterende--det vil sige, tidsverdenerne skyldtes det udstrømmende guddommelige ord eller den ophavsgivende vilje, snarere end at være bygget ud af Guds egen usynlige essens. Sådan fortolker den bedste eksegese Hebr 11,3.

6. "Visdom" i skabelsen:

I gammeltestamentlige bøger som Salmerne, Ordsprogene og Jeremias erklæres skabelsen udtrykkeligt for at være Visdommens værk--en Visdom, der ikke er adskilt fra Godheden, sådan som det endnu klarere fremdrages i Jobs Bog. Himlene forkynder Guds herlighed; verden manifesterer eller åbenbarer ham for vores erfaring, sådan som den optages og fortolkes af den religiøse bevidsthed. Den primære kendsgerning ved tidsverdenernes begyndelse--den grundlæggende kendsgerning, at verdenerne blev til ved Guds ord--er noget, der kun kan fattes ved den religiøse tros kraft, som det eneste princip, der kan anvendes på tilfældet (Hebr 11,3). En sådan intuitiv tro er i virkeligheden en anvendelse af de første principper på det højeste område--og en virkelig rationel anvendelse (se LOGOS). I skabelsen udtrykker eller udfolder Gud blot den bevidste guddommelighed, som er i ham. I den virkeliggøres tanken om hans absolutte visdom gennem hans fuldkomne kærligheds handling. Det er filosofisk nødvendigt at fastholde, at Gud, som det absolutte væsen, må finde skabelsens mål i sig selv. Hvis målet var uden for ham og uafhængigt af ham, ville han dermed være betinget.

7. En fri, personlig handling:

Det, den religiøse bevidsthed er optaget af at fastholde, er Guds absolutte frihed i frembringelsen af universet og det faktum, at han er så meget større end universet, at eksistens af ham er blevet skænket alle ting, som eksisterer. Skrifterne er fra først til sidst gennemtrængt af denne sandhed. Hverken Kant eller Spencer kan ud fra selvbevidsthedens eller sanseopfattelsens data hæve sig til forestillingen om skabelse, for de når begge ikke frem til ideen om guddommelig personlighed. Skabelsens ufattelighed er blevet fremhævet af Spencer; tanken om en selveksisterende Skaber, ved hvis virke den er blevet til, er for ham utænkelig. Som om det ikke var et gennemskueligt sofisteri, som Spencers egen videnskabelige praksis gendrev, at en hypotese ikke kan have filosofisk eller videnskabelig værdi, fordi den er, hvad vi kalder utænkelig eller ufattelig. Som om en sand og tilstrækkelig årsag ikke var nok, eller en guddommelig viljeshandling ikke var en vera causa. Afhængig eksistens leder uundgåeligt tanken til at kræve eksistens, som ikke er afhængig.

8. Skabelse og evolution:

Skabelse modbevises bestemt ikke af evolution, som ikke forklarer oprindelsen til selve det homogene stof og ikke gør rede for bevægelsens begyndelse i det. Om den oprindelige skabende handling, som ligger uden for dødelig erkendelse eller menneskelig iagttagelse, er videnskaben – eftersom den kun beskæftiger sig med processens måde – åbenlyst ikke i stand til at udtale sig. Skabelse kan i en vigtig betydning siges ikke at have fundet sted i tiden, eftersom tiden ikke kan forudsættes før verdens eksistens. Vanskelighederne ved den almindelige hypotese om en skabelse i tiden kan aldrig overvindes, så længe vi fortsætter med at lade evighed betyde blot uendeligt forlænget tid. Augustin havde uden tvivl ret, da han ud fra det menneskelige standpunkt erklærede, at verden ikke blev skabt i tiden, men sammen med tiden. Tiden er selv en skabning, samtidig med og betinget af verdensskabelse og bevægelse. At sige, på almindelig vis, at Gud skabte i tiden, er tilbøjeligt til at få tiden til at fremstå som uafhængig af Gud eller Gud som afhængig af tiden. Alligevel indgår tidsformerne i hele vores psykologiske erfaring, og en konkret begyndelse er utænkelig for os.

9. Er skabelsen evig?:

Tidsbetingelserne kan kun overskrides ved en dybere intuition, end blot logisk indsigt kan levere – ved netop en sådan intuitiv bestræbelse, som virkeliggøres i den nødvendige tro på den selveksisterende Gud. Hvis et sådant evigt væsen handler eller skaber, kan han siges at handle eller skabe i evigheden; og det er fuldt ud legitimt på denne måde at tale om hans skabende handling som evig. Dette synes at være at foretrække frem for Origenes’ standpunkt, som spekulativt antog en evig eller begyndelsesløs virksomhed hos Gud som Skaber, fordi den guddommelige natur evigt må være selvbestemt til at skabe for at åbenbare sine fuldkommenheder. Aquinas indså klart, at vi ikke kan hævde, at en evig skabelse er umulig, eftersom den skabende handling ikke falder inden for vores kategorier af tid og rum. Spørgsmålet er udelukkende et spørgsmål om Guds frie vilje, hvori – og ikke i “intet” – verdens kilde findes.

10. Skabelse ex nihilo:

Dette fører os til at bemærke den ofte fremførte indvending, at skabelse ikke kan være ud af intet, eftersom der af intet kommer intet. Dette ville betyde, at materien er evig. Men materiens evighed, som noget andet end Gud, betyder dens uafhængighed af Gud og dens magt til at begrænse eller betinge ham. Vi har naturligvis ingen direkte viden om materiens oprindelse, og forestillingen om dens nødvendige selveksistens er fyldt med håbløse vanskeligheder og absurditeter. Aksiomet om, at af intet kommer intet, modsiges ikke i skabelsens tilfælde. Universet kommer fra Gud; det kommer ikke fra intet. Men aksiomet gælder egentlig ikke verdens skabelse, men kun rækkefølgen af dens fænomener. Væren springer ikke ud af ikke-væren. Men der findes en modsat og positiv sandhed: at noget forudsætter noget, i dette tilfælde snarere en eller anden – aliquis snarere end aliquid.

11. Fra Guds vilje:

Det er nok at vide, at Gud i sig selv har de kræfter og ressourcer, der er tilstrækkelige til at skabe, uden at vi kan definere de måder, hvorpå skabelsen virkeliggøres af ham. Det er en ren nødvendighed for rationel tro eller åndelig fornuft, at det noget, som betinger verden, hverken er hule eller elementær materie, men personlig Ånd eller oprindende Vilje. Vi har ingen ret til at antage, at verden er skabt ud af intet, og derpå, som Erigena gjorde, at identificere dette “intet” med Guds egen essens. Det, vi har ret til at fastholde, er, at det, Gud skaber eller kalder til eksistens, skylder sin eksistens intet andet end hans vilje alene, al virkeligheds grund. Forudeksisterende personlighed er grunden og betingelsen for verdens begyndelse.

12. Panteismens fejl:

I denne forstand kan dens begyndelse siges at være relativ snarere end absolut. Gud går altid forud for universet – dets prius, årsag og skaber. Det forbliver en virkning og opretholder et forhold af årsagsmæssig afhængighed af ham. Hvis vi, ligesom Cousin, siger, at Gud af nødvendighed skaber evigt, løber vi risiko for at falde i spinozistisk panteisme og, ved at udelukke absolut frihed i skabelsen fra ham, identificere Gud med universets upersonlige og ubevidste substans. Eller hvis vi, sammen med Schelling, antager noget i Gud, som ikke er Gud – en mørk, irrationel baggrund, hvilken oprindelige grund også er grunden til den guddommelige eksistens – kan vi forsøge at finde et grundlag for universets materie, men vi er i fare for at blive opslugt – ved forestillinger farvet af legemlighed – i den form for panteisme, for hvilken Gud blot er universets sjæl.

Universet, føler vi os sikre på, er blevet forårsaget; dets eksistens må have et eller andet grundlag; selv hvis vi fastholdt en filosofi, der var så idealistisk, at den gjorde ordningen af skabte ting til én stor illusion, ville en så vældig illusion stadig kræve en forklarende årsag. Selv hvis vi ikke er tilfredse med forestillingen om en første årsag, der virker på verden udefra og forud i tiden, er vi endnu ikke befriet fra nødvendigheden af at hævde en årsag. En underliggende og bestemmende årsag til universet måtte stadig forudsættes som dets grundlag.

13. Første årsag som en nødvendig forudsætning:

Selv et univers, der anses for at være evigt, måtte forklares--vi ville stadig være nødt til at spørge, hvordan et sådant univers blev til. Dets endeløse bevægelse må have retning og karakter meddelt sig fra et immanent grundlag eller en underliggende årsag. Et sådant selveksisterende og evigt verdensgrundlag eller første årsag er, ved en ubønhørlig tankelov, det nødvendige modstykke til verdens endelighed eller betingede karakter. Gud og verden skal ikke blot opfattes som årsag og virkning, for moderne metafysisk tænkning er ikke tilfreds med et sådant blot ens extra-mundanum som grundlaget for al mulig erfaring. Gud, den selveksisterende årsag til den altid nærværende verden og dens fænomener, er det endelige grundlag for muligheden af alt, hvad der er.

14. Målet--den guddommelige herlighed:

En sådan guddom, som causa sui, der skabende frembringer verden ud af sin egen kraft, kan ikke tillades at være et vilkårligt hvilested, men må være et virkelig rationelt grundlag for den højeste tænkning. Heller ikke kan hans skabelse tillades at være et formålsløst og mekanisk univers: den er gennemtrængt af mål eller hensigt, som stræber efter at afspejle den evige og personlige Guds herlighed, han som i fuld og virkelig forstand er dens skaber. Men den guddommelige handling er ikke dramatisk: om hans virken kan vi sandt sige med Es 45,15: "Sandelig, du er en Gud, der skjuler dig selv." Efterhånden som skabelsen gradvis åbenbares for os, bør dens herlighed, idet den åbenbarer Gud, vække i os en stadig dybere fornemmelse af følelsen i Sl 8,1; Sl 8,9: "O Jahve, vor Herre, hvor herligt er dit navn på hele jorden!"

Se også antropologi; jord; verden.

LITTERATUR.

James Orr, Christian View of God and the World, 1st edition, 1893; J. Iverach, Christianity and Evolution, 1894; S. Harris, God the Creator and Lord of All, 1897; A. L. Moore, Science and the Faith, 1889; B. P. Bowne, Studies in Theism, new edition, 1902; G. P. Fisher, Grounds of Theistic and Christian Belief, new edition, 1902; J. Lindsay, Recent Advances in Theistic Philosophy of Religion, 1897; A. Dorner, Religionsphilosophie, 1903; J. Lindsay, Studies in European Philosophy, 1909; O. Dykes, The Divine Worker in Creation and Providence, 1909; J. Lindsay, The Fundamental Problems of Metaphysics, 1910.

James Lindsay