Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 8

1 Til korlederen*; al-ha-gittit; en salme af David.
2 HERRE, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn over hele jorden,
du som udbreder din majestæt på himlene!
3 Af spædes og diendes mund har du grundlagt et værn for dine modstanderes skyld
for at standse fjenden og den som vil hævne sig.
4 Når jeg ser din himmel, dine fingres gerninger,
månen og stjernerne, som du anbragte,
5 hvad er da et skrøbeligt menneske at du husker på det;
et menneskebarn at du tager dig af det?
6 Du har gjort det kun lidt ringere end Gud;
du kronede det med ære og pragt.
7 Du har ladet det regere* over dine hænders gerninger;
du har lagt alt under dets fødder:
8 Får og okser, dem alle sammen,
ja, også markens dyr,
9 fuglene under himlen og fiskene i havet,
det som færdes ad havets stier.
10 HERRE, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn over hele jorden!