har'-lot: Dette navn erstatter i Revised Version (British and American) King James Versions "whore". Det står for flere ord og vendinger, der bruges til at betegne eller beskrive den ukyske kvinde, gift eller ugift, f.eks. zonah, 'ishshah nokhriyah, qedheshah; Septuaginta og Det Nye Testamente porne. porneia bruges især om umoral før ægteskabet, men den gifte kvinde, der gør sig skyldig i seksuel umoral, siges at være skyldig i porneia (Matt 5,32; Matt 19,9; jf. Am 7,17 Septuaginta). Disse og beslægtede ord anvendes især i Det Gamle Testamente om dem, der var viet til umoralsk tjeneste i afgudshelligdomme, eller som havde overgivet sig til et udsvævende liv for vindings skyld. En sådan klasse fandtes blandt alle oldtidens folk og kan spores i Israels historie. Vidnesbyrd om dens eksistens i meget tidlige tider findes (1 Mos 38). Den voksede frem af forhold, seksuelle og sociale, som var universelle. Efter de fordærvende fremmede tilstrømninger og påvirkninger på Salomos tid udviklede den sig til endnu mere fuld skamløshed, og dens sanselige sange (Es 23,16), forførende kunster (Ordsp 6,24) og ødelæggende indflydelse skildres levende og fordømmes af profeterne (Ordsp 7,10; Ordsp 29,3; Es 23,16; Jer 3,3; Jer 5,7; Ez 16,25; jf. 5 Mos 23,17). Der blev ødslet penge på kvinder af denne klasse, og de svage og uforsigtige blev taget til fange af dem, så det blev en af de fromme fædres hovedbekymringer i Israel at "holde (sin søn) fra den onde kvinde", som "jager efter det kostbare liv" (Ordsp 6,24; Ordsp 6,26). Ud fra den titel, der gives hende i Ordsp, en "fremmed kvinde" (23,27), og advarslerne mod "den fremmedes tunges smiger" (6,24; jf. 1 Kong 11,1; Ezra 10,2), kan vi slutte, at denne klasse i senere tider især bestod af fremmede udefra. Hele emnet må ses i tidens sammenhæng. Selv i Israel blev umoralske forhold mellem kønnene dengang, bortset fra brud på ægteskabsløfter, anset for tilgivelige (5 Mos 22,28 f). En mand fik forbud mod at tvinge sin datter til at synde (3 Mos 19,29), at "vanhellige (hende) og gøre hende til skøge", men hun synes tilsyneladende at have haft frihed til selv at vælge den vej (jf. 1 Mos 38). Skøgens børn var dog retsløse (5 Mos 23,2), og senere finder man skøgen under den strengeste sociale banlysning (Matt 21,31; Matt 21,32).

Emnet får en endnu mørkere farve, når det ses i lyset af de afskyelige forhold, der herskede i det gamle Syrien i forbindelse med denne praksis. Skøgen repræsenterede mere end en social fare og et socialt problem. Hun var en qedheshah, en af en indviet klasse, og som sådan var hun det konkrete udtryk for og redskab for den mest snigende og magtfulde indflydelse og det system, der truede renheden og varigheden af religionen for Jahve. Dette system guddommeliggjorde forplantningsorganerne og naturens kræfter, og dets tilhængere dyrkede deres afgudssymboler i groft tøjlesløse ritualer og orgier. Tempelprostituerede var omgivet af hellighed som medlem af den religiøse kaste, sådan som hun er det i Indien i dag. Mænd og kvinder prostituerede sig således i deres guders tjeneste. De kana'anæiske helligdomme var gigantiske bordeller, legaliseret under religionens sanktioner. For en tid var det højeste religiøse spørgsmål derfor, om en sådan kult skulle etableres og få lov til at slå rod i Israel, som den havde gjort i Babylon (Herodot i.199) og i Grækenland (Strabon viii.6). At den appel, der således blev rettet til israelitternes lavere lidenskaber, var alt for vellykket, er sørgeligt klart (Am 2,7; Hos 4,13). Profeterne giver levende billeder af sammenblandingen af dyrkelsen af Ba'al og Astarte med dyrkelsen af Jahve og af, i hvor høj grad de lokale helligdomme var overgivet til denne form for fordærv. De fordømte det som den højeste grad af ugudelighed og som noget, der med sikkerhed ville fremkalde guddommelige domme. Asa og Joshafat påtog sig at rense landet for sådanne modbydelige vederstyggeligheder (1 Kong 14,24; 1 Kong 15,12; 1 Kong 22,46). Den deuteronomiske lov krævede, at alle sådanne "elskere" skulle forvises, og forbød brugen af deres vanhellige indtægter som tempelindtægt (5 Mos 23,17; 5 Mos 23,18. Drivers note). Den levitiske lov forbød en præst at tage en skøge til hustru (3 Mos 21,7) og befalede, at en præsts datter, som bedrev skøgeri, skulle brændes (3 Mos 21,9).

Se ASHTORETH; BILLEDER; AFGUDSDYRKELSE.

Det er dystert betydningsfuldt, at profeterne fordømmer åndeligt frafald som "skøgeri" (King James Version "whoredom"). Men det synes, som om den sande etiske holdning til prostitution var uopnåelig, så længe ægteskabet befandt sig på det lave overgangsstadium, der afspejles i Det Gamle Testamente; selv om religionen for Jahve i nogen grad blev befriet fra den truende fare gennem eksilets brændende tugt.

På Det Nye Testamentes tid truede en beslægtet fare Kristi efterfølgere, især i Grækenland og Lilleasien (ApG 15,20; ApG 15,29; Rom 1,24; 1 Kor 6,9; Gal 5,19). At slappe syn på seksualmoral var vidt udbredt i den generation, som Kristus levede i, fremgår både af hans lejlighedsvise henvisninger til emnet og af hans særlige undervisning som svar på spørgsmål om ægteskabsbrud og skilsmisse (jf. Josefus, Ant, IV, viii, 23; Vita, afsnit 76; Sirak 7,26; 25,26; 42,9, og Talmud). Tidens forestillinger var fornedrede af de udbredte polygame skikke, idet »det fra gammel tid var tilladt jøderne at gifte sig med mange hustruer« (Josefus, BJ, I, xxiv, 2; jf. Ant, XVII, i, 2). Jesu undervisning stod i skarp kontrast til tidens lave idealer og rabbinernes lære. Striden om dette spørgsmål blev heftig mellem de to berømte rivaliserende rabbinske skoler. Hillel sænkede ægteskabsbrud til niveauet for mindre forseelser. Shammai modsatte sig hans lære som umoralsk i sin tendens. kata pasan aitian (Matt 19,3) giver et indirekte vidnesbyrd om stridens karakter. Det var karakteristisk for Jesu undervisning, at han gik til roden af sagen og lod denne synd bestå i »at se på en kvinde for at begære hende«. Han begrænsede sig heller ikke til den giftes tilfælde. Den almene karakter af udtrykkene i Matt 5,28, pas ho blepon, udelukker den tanke, at gunaika og emoicheusen skal begrænses til synd efter ægteskabet med en gift kvinde. På den anden side er det en karakteristisk del af Jesu gerning at redde den vildfarne kvinde fra det farisæiske tribunals ubarmhjertige kløer og føre hende ind under barmhjertighedens og forløsningens område (Matt 21,31; Matt 21,32). Overalt hældede han mod barmhjertighedens side i behandlingen af sådanne tilfælde, sådan som det antydes af den traditionelle og uden tvivl sande fortælling, der findes i den anerkendte tekst til det fjerde evangelium (Joh 7,53-8).

George B. Eager