ser'-a-fim (seraphim): Et flertalsord, der kun forekommer i Es 6,2 ff--Esajas' syn af Jahve. Udtrykkets oprindelse på hebraisk er usikker. Saraph i 4 Mos 21,6; Es 14,29, osv., betegner en ildslange. Et babylonisk navn for ildguden Nergal var Sharrapu. I Egypten er der fundet ørne-løve-formede figurer, som vogter en grav, og som navnet seref anvendes på. Det tilsvarende engelske udtryk er "griffin".

Det er sandsynligt nok, at folkelig mytologi blandt forskellige folk på forskellige måder forbandt ild med guddommens ledsagere, og at brænden ligger til grund for ideen i alle disse foreslåede etymologier. Det står dog fast, at der i Esajas' brug ikke er noget af den folkelige legende eller overtro. Disse serafer er ophøjede væsener, hvis skikkelser slet ikke beskrives fuldt ud. De havde ansigter, fødder, hænder og vinger. De seks vinger, i tre par, dækkede deres ansigter og fødder i ydmyghed og ærefrygt og blev brugt til at holde dem oppe på deres pladser omkring Jahves trone. En af dem er redskabet til at brænde (med et kul fra alteret, ikke med sin egen kraft eller person) synden bort fra profetens læber.

Serafer forbindes i jødisk teologi med keruber og ophanim som de tre højeste ordener af tjenere hos Jahve og står over englene, som er sendebud sendt ud på forskellige opgaver. Ligesom keruberne i folkets forestillingsverden blev repræsenteret ved stormskyerne, således blev seraferne repræsenteret ved lynenes slangeagtige glimt; men intet af dette viser sig i Esajas' syn.

I Det Nye Testamente er den eneste mulige parallel i "de levende væsener" ("dyr" i KJV) i Es 4; Es 5, osv. Her, som hos Esajas, viser de sig nærmest Jahves trone, højeste i lovprisningen af hans hellighed.

William Owen Carver