sam'-u-el (shemu'el; Samouel): Ordet "Samuel" betyder "Guds navn" eller "hans navn er El" (Gud). Andre fortolkninger af navnet, som er blevet foreslået, er næsten med sikkerhed fejlagtige. Ordspillet på navnet i 1 Sam 1,20 er naturligvis ikke ment som en forklaring af dets betydning, men ligner ordspillet på navnet Moses i 2 Mos 2,10 og ofte andre steder i lignende tilfælde. Således bliver shemu'el ved tilføjelsen af nogle få bogstaver til sha'ul me'el, "bedt om af Gud", og minder Samuels mor om omstændighederne ved Guds gave til hende, en søn. Uden for Første Samuelsbog findes navnet på den store dommer og profet i Jer 15,1; Sl 99,6 og i Første og Anden Krønikebog. Henvisningen hos Jeremias synes at være ment til at give det samme indtryk som fortællingen i Første Samuelsbog, nemlig at Samuel i en vis forstand var kommet til at blive betragtet som en anden Moses, over hvem den førstes kappe var faldet, og som endnu en gang havde været folkets befrier og vejleder i en stor national krise.

1. Kilder og historiens karakter:

Fortællingen om begivenhederne i Samuels liv synes at være afledt af mere end én kilde (se SAMUEL, BOOKS OF). Fortælleren havde biografier og traditioner foran sig og gjorde brug af dem, idet han samlede dem til én sammenhængende historie. Det fuldendte billede af profetens stilling og karakter, som således fremstilles, er i det store og hele harmonisk og konsekvent og giver et meget højt indtryk af hans fromhed og troskab mod Jahve og af den vidtrækkende indflydelse til det gode, som han udøvede. Der er afvigelser, som er tydelige i detaljer og synsvinkel mellem kilderne eller traditionerne, hvoraf nogle sandsynligvis blot kan skyldes misforståelse af de nedskrevne begivenheders sande natur eller den moderne læsers manglende evne til rigtigt at vurdere de nøjagtige omstændigheder og tidspunktet. Størstedelen af fortællingen om Samuels liv synes dog at have én enkelt oprindelse.

2. Liv:

I den del af Israels almene historie, som findes i Første Samuelsbog, fortælles omstændighederne ved den kommende profets fødsel (kapitel 1); om hans barndom og hans forældres skik med at aflægge årlige besøg ved helligdommen i Shilo (2,11.18-21.26); om hans syn og den almindelige anerkendelse af ham som en profet, der nød Jahves særlige gunst (3-4,1). Fortællingen afbrydes derefter for at beskrive konflikterne med filistrene, Elis og hans sønners skæbne og erobringen af Guds ark. Det er først efter arkens tilbagekomst, og tilsyneladende ved afslutningen af de 20 år, hvor den blev opbevaret i Kirjat-Jearim, at Samuel igen træder offentligt frem, formaner folket til omvendelse og lover dem befrielse fra filistrene. Der gives derpå en sammenfattende beretning om indkaldelsen af en national forsamling i Mispa, hvor Samuel "dømte Israels børn" og bragte offer til Herren, og om Jahves svar i et stort tordenvejr, som førte til filistrenes nederlag og panikslagne flugt. Derefter følger fortællingen om rejsningen af en mindesten eller søjle, Eben-Ezer, "hjælpens sten", og generobringen af de israelitiske byer, som filistrene havde indtaget (7,5-14). Fortælleren tilføjer, at filistrene ikke mere kom inden for Israels grænse i alle Samuels dage (7,13); måske med en tilsigtet henvisning til de trængsler og ulykker, som dette folk var årsag til på Sauls tid. En kort almen bemærkning tilføjes om Samuels praksis som dommer, hvor han drog på årlig rundrejse gennem landet, og om hans hjem i Rama (7,15-17).

Der gives ingen angivelse af, hvor lang tid disse begivenheder strakte sig over. Ved deres afslutning var Samuel imidlertid en gammel mand, og hans sønner, som var blevet indsat som dommere i hans sted eller til at hjælpe ham i hans embede, viste sig uværdige (1 Sam 8,1-3). Folkets ældste kom derfor til Samuel og krævede, at der blev indsat en konge, som skulle være hans efterfølger og dømme i hans sted. Anmodningen blev af profeten betragtet som en illoyal handling mod Jahve, men hans protest blev tilsidesat ved guddommelig anvisning, og på Samuels bud spredtes folket (1 Sam 8,4-22).

På dette punkt afbrydes fortællingens forløb igen for at beskrive Sauls familie og oprindelse, hans ydre fremtoning og søgningen efter hans fars bortkomne æsler (1 Sam 9,1-5); hans møde med Samuel i en by i Sufs land, i eller ved grænsen til Benjamins område (Suf er navnet på en forfader til Elkana, Samuels far, i 1 Sam 1,1), et møde som Samuel havde modtaget et guddommeligt forvarsel om (1 Sam 9,15); den hædersplads, Saul fik ved festen; hans salvelse ved Samuel som hersker over Israel, sammen med bekendtgørelsen af tre "tegn", som for Saul skulle være forsikringer om virkeligheden af hans udnævnelse og bestemmelse; profetiens ånd, som tog den kommende konge i besiddelse, hvorved et ordsprogsagtigt udsagn forklares, som regnede Saul blandt profeterne; og hans tavshed med hensyn til, hvad der var foregået mellem ham selv og Samuel om kongedømmet (1 Sam 9,6-10).

Det antages sædvanligvis, og sandsynligvis med rette, at beretningen om disse sidste hændelser stammer fra en anden kilde end de foregående kapitler. Små forskelle i inkonsekvens eller uoverensstemmelse ligger på overfladen. Samuels hjem er ikke i Rama, men i en navnløs by i Sufs land, hvor han er præst ved offerhøjen, med en lokal, men så vidt beretningen viser, ikke national indflydelse eller anseelse; og det forudsættes, at han vil kræve den sædvanlige gave af sine besøgende (1 Sam 9,6-8). Desuden beskrives han ikke som dommer, og han udøver heller ikke dømmende funktioner, men udtrykkeligt som en "seer", et navn der siges at være en tidligere betegnelse svarende til det senere "profet" (1 Sam 9,9; 1 Sam 9,11; 1 Sam 9,19). Bortset fra den tilsyneladende anderledes stilling, som Samuel indtager, er beretningens tone og stil dog helt forskellig fra de foregående kapitlers. Den antyder, både i sin form og i de religiøse forestillinger, som forudsættes eller antydes, en ældre og mindre udarbejdet tradition end den, der har fundet udtryk i størstedelen af bogen; og den synes at betragte begivenhederne så at sige fra et mere oprindeligt standpunkt end de senere beretningers højt religiøse og monoteistiske syn. Dens værdi som vidne til historien svækkes ikke, men styrkes måske snarere af dens særskilte og uafhængige stilling. Forfatteren eller samleren af 1 Samuelsbog har indsat den som en helhed i sin færdige beretning på det sted, han fandt mest passende. Til samme kilde bør muligvis medregnes meddelelsen om Sauls forkastelse i 13,8-15a.

Beretningens forløb genoptages ved 1 Sam 10,17 ff., hvor Saul ved en anden national forsamling i Mispa udvælges ved lodkastning og accepteres af folket som konge (10,17-24); derefter spredtes folket, og Saul vendte tilbage til sit hjem i Gibea (10,25-27). Ved en højtidelig forsamling i Gilgal, hvor kongedømmet igen formelt overdrages til Saul, holdt Samuel en afskedstale til sine landsmænd. Et tordenvejr skræmte folket; de blev dog beroliget af Samuel med løfter om Jahves beskyttelse og gunst, hvis de fortsatte med at frygte og tjene ham (11,14-12,25). Senere meddeles Sauls forkastelse for ulydighed og formastelighed af Samuel (13,8-15a). Befalingen om at ødelægge Amalek overbringes til Saul af Samuel; og kongens forkastelse udtales igen, fordi han ikke udførte befalingen. Agag dræbes derefter af Samuel med hans egen hånd; og da denne var vendt tilbage til sit hjem i Rama, tilføjer fortælleren, at han blev dér i afsondrethed indtil sin dødsdag, "sørgende" over Saul, men nægtende at møde ham igen (1 Samuelsbog 15). Til sidst omtales Samuels død og begravelse i Rama, sammen med folkets klage over ham, kort i 1 Sam 25,1, og der henvises igen til det i 28,3.

To hændelser i Samuels liv står tilbage, hvor han bringes i forbindelse med den kommende konge David. Der gives ingen angivelse af tid eller omstændigheder, bortset fra at den første hændelse tilsyneladende følger umiddelbart efter den anden og endelige forkastelse af Saul, sådan som den er nedskrevet i 1 Samuelsbog 15. I 16,1-13 fortælles der om Samuels opgave med at salve en efterfølger til Saul, og om hans udførelse af opgaven ved valget af David, Isajs søn, betlehemitten. Og i et senere kapitel (19,18-24) nævnes en anden lejlighed, hvor profetiens tvingende ånd kom over Saul, og igen citeres ordsproget: "Er Saul også blandt profeterne?" (19,24; sammenlign 10,11.12), og det betragtes tilsyneladende som havende sin oprindelse i denne begivenhed.

Samuels salvelse af David er en naturlig fortsættelse af hans salvelse af Saul, når denne er blevet forkastet, og hans myndighed og rettigheder som konge er ophørt. Der er intet, der absolut kan afgøre, om beretningen stammer fra samme kilde som størstedelen af den foregående historie. Små stilforskelle og de tilsyneladende forudsætninger hos forfatteren har ført de fleste forskere til den slutning, at den har en særskilt og selvstændig oprindelse. Hvis det er tilfældet, trak samleren af Samuelsbøgerne på en tredje kilde til sin beretning om seerens liv, en kilde som der ikke er nogen grund til at betragte som andet end lige så autentisk og pålidelig. Med den anden hændelse, der fortælles i 1 Sam 19,18-24, forholder det sig anderledes. Det er næppe sandsynligt, at et så iøjnefaldende ordsprog blev foranlediget og kom i omløb uafhængigt ved to forskellige lejligheder. Det synes tydeligt, at der her blev brugt to uafhængige kilder eller autoriteter, som gav næppe forenelige beretninger om oprindelsen til et velkendt ordsprog; i den ene er det fejlagtigt blevet tilskrevet en lignende, men ikke identisk, begivenhed i Sauls liv. Ved bogens endelige sammensætning blev begge beretninger derefter indsat, uden at der blev taget notits af den uoverensstemmelse, som var tydelig imellem dem.

Endnu senere i historien fremstilles Samuel som den, der viser sig for Saul i et syn i Endor på tærsklen til hans død (1 Sam 28,11-20). Også heksen ser profeten og rammes af frygt. Han beskrives af udseende som en gammel mand, "dækket med en kappe" (1 Sam 28,14). I karakteristisk alvorlige og afmålte toner gentager han dødsdommen over kongen for hans ulydighed mod Jahve og meddeler, at den vil blive fuldbyrdet næste dag; også Sauls sønner skal dø sammen med ham (1 Sam 28,19), og hele folket vil blive inddraget i straffen og lidelsen, eftersom de alle havde del i synden.

Den høje plads, som Samuel indtager i forfatternes tanke og i folkets tradition og agtelse, er tydelig gennem hele historien. De forskellige kilder, som beretningen stammer fra, er enige om dette, skønt måske ikke i samme grad. Han er den sidste og største af dommerne, den første af profeterne, og han indleder under guddommelig ledelse det israelitiske kongedømme og den davidiske linje.

3. Samuels karakter og indflydelse:

Det er derfor ikke uden grund, at han er blevet anset for i værdighed og betydning at indtage en stilling som en anden Moses i forhold til folket. I hans formaninger og advarsler afspejles og gentages Moses' deuteronomiske taler. Han udfrier nationen af filistrenes hånd, ligesom Moses udfriede den fra Farao og egypterne, og åbner for dem en ny national epoke med fremgang og orden under de konger, som de har ønsket sig. Således afslutter han, ligesom Moses, den gamle orden og grundfæster folket med lysere udsigter på sikrere grundlag for national velstand og storhed. Også i karakterens og talens ædelhed og i troskab mod Jahve er Samuel ikke uværdig til at blive stillet ved siden af den ældre lovgiver. Beretningen om hans liv skæmmes ikke af nogen handling eller noget ord, som ville forekomme uværdigt for hans embede eller forret. Og de få henvisninger til ham i den senere litteratur (Sl 99,6; Jer 15,1; 1 Krøn 6,28; 1 Krøn 9,22; 1 Krøn 11,3; 1 Krøn 26,28; 1 Krøn 29,29; 2 Krøn 35,18) viser, hvor højt hans navn og minde blev agtet af hans landsmænd i efterfølgende tider.

LITTERATUR.

Litteraturen er angivet i artiklen SAMUELS BØGER (se den).

A. S. Geden