sel (substantiv chotham, "segl," "signet," Tabba`ath, "signetring"; aramæisk `izqa'; sphragis; verbum chatham, (aramæisk chatham); (sphragizo), (katasphragizomai, "at forsegle"):

I. Bogstavelig betydning.

Et segl er et redskab af sten, metal eller et andet hårdt materiale (undertiden indfattet i en ring), hvorpå der er indgraveret et mærke eller en figur, og som bruges til at lave et aftryk i et blødt materiale, som ler eller voks, fastgjort til et dokument eller en anden genstand som tegn på ægthed.

1. Udbredelse i oldtiden:

Brugen af segl går tilbage til en meget fjern oldtid, især i Egypten, Babylonien og Assyrien. Herodot (i.195) omtaler den babylonske skik at bære signeter. I Babylonien havde seglet som regel form af en cylinder, skåret i krystal eller en eller anden hård sten, som var gennemboret fra ende til ende, så en snor kunne føres igennem den. Motivet, ofte ledsaget af ejerens navn, var indgraveret på den krumme del. Signetet blev derefter hængt i snoren om halsen eller livet (sammenlign Revised Version (britisk og amerikansk) "snor" i 1 Mos 38,18; "på dit hjerte .... på din arm," dvs. ét segl hængende ned fra halsen og et andet om livet; Højs 8,6). Også i Egypten, som i Babylonien, var cylinderen den tidligste form, der blev brugt som segl; men i Egypten blev denne form gradvis fortrængt af skarabæen (= billeformet) som den fremherskende type. Andre former, såsom den kegleformede, var også i brug. Fra civilisationens tidligste periode blev fingerringen, hvorpå et kendetegnende mærke var indgraveret, brugt som en praktisk måde at bære signetet på; de tidligste bevarede ringe er dem, der er fundet i egyptiske grave. Andre oldtidsfolk, såsom fønikerne, brugte også segl. Fra Østen gik skikken videre til Grækenland og andre vestlige lande. Mærker af mange forskellige slags var i brug i Rom, både hos kejserne og hos private personer. I oldtiden blev næsten alle slags ædelstene brugt til segl, ligesom billigere materiale, såsom kalksten eller terrakotta. I Vesten kom voks tidligt i brug som materiale til at modtage seglets aftryk, men i oldtidens Østen var ler det medium, man brugte (sammenlign Job 38,14). Farvestof og blæk kom også i brug.

2. Segl blandt hebræerne:

At israelitterne kendte brugen i Egypten af signeter indfattet i ringe, ses af oplysningen om, at Farao overgav Josef sit kongelige signet som tegn på delegeret myndighed (1 Mos 41,41). De kendte også brugen af segl blandt perserne og mederne (Est 3,12; Est 8,8-10; Dan 6,17). Hebræerne selv brugte dem på et tidligt tidspunkt; det første nedskrevne eksempel er 1 Mos 38,18; 1 Mos 38,25, hvor patriarken Juda siges at have givet Tamar pant på sit ord ved at efterlade hende sit signet, sin snor og sin stav. Vi har vidnesbyrd om, at indgraverede signeter var i vigtig brug blandt dem i tidlige tider, i beskrivelsen af de to sten på ypperstepræstens efod (2 Mos 28,11; 2 Mos 39,6), af hans guldplade (2 Mos 28,36; 2 Mos 39,30) og brystskjold (2 Mos 39,14). Ben-Sirak nævner som et særskilt erhverv arbejdet med at gravere på signeter (Sirak 38,27). Ud fra tilfældet med Juda og den almindelige brug i andre lande kan vi slutte, at enhver hebræer af nogen anseelse bar et segl. Når det gjaldt signetringen, var det almindeligt at bære den på en af fingrene på højre hånd (Jer 22,24). Hebræerne synes ikke at have udviklet en oprindelig type signeter. De segl, der hidtil er fundet i Israels land, viser, at den dominerende type var den egyptiske og i mindre grad den babylonske.

3. Brugen af forsegling:

(1) En af de vigtigste anvendelser af forsegling i oldtiden var at give bevis for ægthed og myndighed til breve, kongelige befalinger osv. Det tjente samme formål som en moderne underskrift på en tid, hvor skrivekunsten kun var kendt af få. Således "skrev Jezabel breve i Akabs navn og forseglede dem med hans segl" (1 Kong 21,8); Ahasverus' skrevne befalinger blev "forseglet med kongens ring," "for den skrivelse, der er skrevet i kongens navn og forseglet med kongens ring, kan ingen tilbagekalde" (Est 8,8; Est 8,10; Est 3,12).

(2) Beslægtet hermed er den formelle stadfæstelse af en handel eller pagt. Jeremias forseglede skøderne til den mark, som han købte af Hanamel (Jer 32,10-14; sammenlign Jer 32,44); Nehemias og mange andre satte deres segl på den skriftlige pagt mellem Gud og hans folk (Neh 9,38; Neh 10,1).

(3) En yderligere anvendelse var at bevare bøger i sikkerhed. En rulle eller et andet dokument, der skulle bevares, blev forseglet, før det blev lagt et sikkert sted (Jer 32,14; sammenlign "bogen .... tæt forseglet med syv segl," Åb 5,1). Når rullen blev forseglet, blev den viklet om med hørtråd eller snor; derefter blev en klump ler fæstnet til den og præget med et segl. Seglet måtte brydes af en bemyndiget person, før bogen kunne læses (Åb 5,2; Åb 5,5; Åb 5,9; Åb 6,1; Åb 6,3, osv.).

(4) Forsegling var et tegn på delegeret myndighed og magt, som når en konge overgav sin signetring til en af sine embedsmænd (1 Mos 41,42; Est 3,10; Est 8,2; /RAPC 1Ma 6,15).

(5) Lukkede døre blev ofte forseglet for at forhindre, at nogen uvedkommende kom ind. Sådan var det med døren til løvekulen (Dan 6,17; sammenlign Bel og Dragen vers 6,14). Herodot nævner skikken med at forsegle grave (ii.121). Sådan læser vi om ypperstepræsterne og farisæerne, at de forseglede stenen ved åbningen til vor Herres grav for at "sikre graven" mod disciplenes indtrængen (Matt 27,66). Sammenlign forseglingen af afgrunden for at forhindre Satans flugt Åb 20,3). En dør blev forseglet ved at spænde en snor over den sten, der blokerede indgangen, smøre ler eller voks på snoren og derefter præge den med et segl.

(6) Et segl kunne sættes på enhver anden genstand som et officielt ejermærke; fx er et stort antal lerpropper fra vinkrukker stadig bevaret, hvor seglaftryk af cylindertypen blev stemplet ved at rulle cylinderen hen over lerets overflade, mens det endnu var blødt (jf. Job 38,14).

II. Metaforisk brug af udtrykket.

Ordet "segl", både som substantiv og verbum, bruges ofte billedligt om en handling eller et tegn på godkendelse, stadfæstelse, bevis, sikkerhed eller ejendom. Synd siges ikke at være glemt af Gud, men samlet og gemt hos ham imod synderen, under et segl (5 Mos 32,34; Job 14,17). En elskers signet er kærlighedens symbol som en uafhændelig ejendom (Højs 8,6); en pige, der ikke svarer på kærligheden, er "en lukket have, en forseglet kilde" (Højs 4,12). Seglet er undertiden en metafor for hemmeligholdelse. Det, som ligger uden for de uindviedes forståelse, siges at være som "en bog, der er forseglet" (Es 29,11; jf. bogen med syv segl, Åb 5,1). Daniel får befaling om at "lukke ordene" i sin profeti "og forsegle bogen indtil endens tid", dvs. at holde sin profeti hemmelig, indtil den skal åbenbares (Dan 12,4; Dan 12,9; jf. Åb 10,4). Andre steder står det for stadfæstelsen af profeti (Dan 9,24). Den nøjagtige betydning af billedet er undertiden tvetydig (som i Job 33,16; Ez 28,12). I Det Nye Testamente er hovedtankerne i billedet godkendelse, stadfæstelse og sikkerhed. Den, der tror på Kristus, siges at "sætte sit segl på dette: at Gud er sand" (Joh 3,33), dvs. at bevidne Guds sanddruhed, at stemple den med den troendes egen tilslutning og stadfæstelse. Faderen har beseglet Sønnen, dvs. godkendt ham som den, der skænker livgivende brød (Joh 6,27). Abrahams omskærelse var et "tegn" og "segl", en ydre stadfæstelse, af den trosretfærdighed, som han allerede havde modtaget, mens han var uomskåret (Rom 4,11; jf. bønnen, der fremsiges ved et barns omskærelse: "Velsignet være han, som helligede sin elskede fra moderlivet og lagde sin forordning på hans kød og beseglede hans offer med tegnet på en hellig pagt"; også Targum Højs 3,8: "Omskærelsens segl er i jeres kød, sådan som det blev beseglet i Abrahams kød"). Paulus beskriver sin handling, da han overdrog bidraget fra hedningerne til de hellige i Jerusalem, som at han havde "beseglet denne frugt til dem" (Rom 15,28); udtrykkets betydning er usikker, men billedet synes at bygge på besegling som stadfæstelse af en handelstransaktion og udtrykker Paulus' hensigt om formelt at overdrage dem frugten (af hans eget arbejde eller af de åndelige velsignelser, som hedningerne gennem ham havde nydt godt af) og at markere den som deres egen ejendom. Paulus' omvendte er "seglet", den autentiske bekræftelse, på hans apostelskab (1 Kor 9,2). Gud viser ved sin Ånd, hvem der er hans, ligesom ejeren sætter sit segl på sin ejendom; og ligesom dokumenter forsegles indtil det rette tidspunkt for at åbne dem, sådan er kristne beseglet ved Helligånden "indtil forløsningens dag" (Ef 1,13; Ef 4,30; 2 Kor 1,22). Ejerskab, sikkerhed og godkendelse ligger i ordene: "Guds faste grundvold står og har dette segl: Herren kender dem, der hører ham til" (2 Tim 2,19). Guds segl på hans tjeneres pander (Åb 7,2-4) afmærker dem som hans egne og garanterer deres evige sikkerhed, hvorimod de, der "ikke har Guds segl på deres pander" (Åb 9,4), ikke har nogen sådan garanti.

I analogi med omskærelsesritualet (se ovenfor) blev udtrykket "segl" (sphragis) på et meget tidligt tidspunkt anvendt om den kristne dåb. Men der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at henføre sådanne steder som Ef 1,13; Ef 4,30; 2 Kor 1,22 til dåbsritualet (som nogle gør). Brugen af metaforen i forbindelse med dåb kom efter nytestamentlig tid (tidlige eksempler gives hos Gebhardt og Lightfoot til 2 Clem 7,6). Harnack og Hatch hævder, at navnet "segl" om dåben blev taget fra de græske mysterier, men Anrich og Sanday-Headlam mener, at det blev lånt fra den jødiske opfattelse af omskærelsen som et segl.

Se mysterium.

D. Miall Edwards