sal'-a-mis (Salamis):

1. Beliggenhed:

En by på Cyperns østkyst, beliggende omkring 3 miles nord for det middelalderlige og moderne Famagusta. Den lå nær floden Pediaeus, ved den østlige ende af Mesoreas store slette, som strækker sig langt ind i øens indre mod Nicosia (Lefkosia), den nuværende hovedstad. Den havde en god havn og var den folkerigeste og mest blomstrende by på Cypern i den hellenistiske og romerske periode, med livlig handel med havnene i Kilikien og Syrien. Dens befolkning var blandet og bestod af græske og fønikiske elementer. De førstnævnte gav dog byen dens præg og farve, og hovedkulten og templet var viet til den salaminske Zeus.

2. Tidlig historie:

Traditionen fremstillede Salamis som grundlagt kort efter Trojas fald af Teukros, de græske bueskytters fyrste ifølge Iliadens fortælling, som opkaldte den efter sit hjem, øen Salamis ud for Attikas kyst. I det 6. århundrede f.Kr. fremtræder den som en vigtig hellenistisk by, styret af en kongeslægt, der sagdes at nedstamme fra Teukros, og styrket af en alliance med Kyrene (Herodotus iv.162). Gorgus, som sad på tronen i 498 f.Kr., nægtede at slutte sig til det joniske oprør mod Persien, men byens borgere, anført af hans bror Onesilus, greb til våben i kampen for frihed. Et knusende nederlag, som blev tilføjet dem under Salamis' mure, bragte imidlertid øen tilbage under dens persiske overherrer, som genindsatte Gorgus som vasalfyrste (Herodotus v.103 ff). I 449 besejrede en græsk flåde under athensk ledelse den fønikiske flåde, som var i Persiens tjeneste, ud for Salamis; men den athenske tilbagetrækning, som fulgte efter slaget, førte til en tydelig anti-hellenistisk reaktion, indtil den dygtige og kraftfulde regering under den salaminske fyrste Euagoras, som var en varm ven af athenerne (Isocrates, Euag.) og en fremgangsrig forkæmper for hellenismen. I 306 blev endnu et stort søslag udkæmpet ud for Salamis, hvor Demetrius Poliorcetes besejrede styrkerne fra Ptolemaios I (Soter), Egyptens konge. Men 11 år senere kom byen i Ptolemaios' hænder og forblev, sammen med resten af øen, et lydland under det egyptiske kongerige indtil Cyperns indlemmelse i Romerriget (58 f.Kr.).

3. Apostlenes besøg:

Da Barnabas og Paulus, ledsaget af Johannes Markus, drog ud på deres 1. missionsrejse, sejlede de fra Seleukia, Antiokias havneby, og gik i land ved Salamis, omtrent 130 miles borte, som den havn der lå nærmest den syriske kyst. Dér prædikede de evangeliet i "jødernes synagoger" (ApG 13,5); udtrykket er værd at bemærke, fordi det peger på, at der fandtes flere synagoger og dermed et stort jødisk samfund i Salamis. Om arbejde blandt hedningerne hører vi intet, og der gives heller ingen antydning af hverken varigheden af apostlenes besøg eller resultatet af deres mission; men det synes, at de efter et kort ophold fortsatte "gennem hele øen" (ApG 13,6 Revised Version (British and American)) til Pafos. Ordene synes at indebære, at de besøgte alle, eller i det mindste de fleste, af de byer hvor der fandtes jødiske samfund. Paulus vendte ikke tilbage til Salamis, men Barnabas drog uden tvivl dertil på sin 2. missionsrejse (ApG 15,39), og traditionen siger, at han led martyrdøden dér under Neros regering, på det sted der markeres af klosteret opkaldt efter ham.

4. Senere historie:

I 116 e.Kr. gjorde jøderne på Cypern oprør og massakrerede 240.000 grækere og romere. Opstanden blev slået ned med den største strenghed af Hadrian. Salamis blev næsten affolket, og dens ødelæggelse blev siden fuldbyrdet af jordskælv i 332 og 342 e.Kr. Den blev genopbygget, dog i langt mindre målestok, af kejser Constantius II (337-61 e.Kr.) under navnet Constantia og blev øens metropolitansæde. Den mest berømte af dens biskopper var Epiphanius, den standhaftige modstander af kætteri, som beklædte sædet fra 367 til 403. I 647 blev byen endeligt ødelagt af saracenerne. Betydelige rester af gamle bygninger findes stadig på stedet; en beretning om de udgravninger, der blev udført dér i 1890 af d'herrer J. A.R. Munro og H.A. Tubbs under Cyprus Exploration Funds auspicier, findes i Journal of Hellenic Studies, XII, 59-198.

M. N. Tod