spå'-dom:

1. Definition

2. Arter af spådom

3. Grundlæggende antagelse i spådom

4. Legitim og illegitim spådom

5. Bibelen og spådom

6. Spådommens måder nævnt i Bibelen:

De godkendte og de fordømte

7. Ord brugt i Det gamle Testamente i forbindelse med spådom

8. Spådom og profeti

LITERATUR

1. Definition:

Spådom er handlingen at skaffe sig hemmelig viden, især den som vedrører fremtiden, ved hjælp af midler som næsten udelukkende ligger inden for nogle særlige personers rækkevidde.

2. Arter af spådom:

Der findes to hovedarter:

(1) kunstnerisk,

(2) inspireret, eller som det blev kaldt i oldtiden (Cicero, Lord Bacon osv.), naturlig spådom.

Kunstnerisk spådom afhænger af agentens evne til at læse og fortolke visse tegn kaldet varsler. Se varsler. Ved inspireret eller naturlig spådom påstår agenten at være under umiddelbar indflydelse af en eller anden ånd eller gud som gør spåmannen i stand til at se fremtiden osv., og til at fremsige orakler som indeholder det han ser. Blandt romerne var kunstnerisk spådom næsten udelukkende fremherskende, den anden havde hovedsagelig anvendelse blandt grærkene, hvilket sikkert viser det mere åndelige sind hos grærkene. Alligevel siger Cicero i sin mindeværdige afhandling om spådom, at han er enig med dem som tager hensyn til disse to forskellige arter af spådom. Som eksempler på inspireret spådom nævner han mennesker som drømmer eller er i ekstase (De Divinatione, i. 18). Men skønt Cicero ordner spåmændene efter deres påstande, tror han ikke på nogen overnaturlig kommunikation. Således forklarer han drømme ud fra psykologiske principper på samme måde som moderne psykologer ville gøre (op. cit. ii.63 ff). Faktisk var Cicero ateist, eller i det mindste agnostiker.

Det latinske ord divinatio blev brugt næsten udelukkende om spådom ved udvendige tegn, skønt dets etymologi (deus, "gud") antyder at det oprindeligt betegnede den anden art – den der skyldes inspiration fra overnaturlige væsener. Chrysippus (død i Athen 207 f.Kr.), skønt selv en græsk filosof, definerer ordet på en måde som ville have fundet bifald hos næsten hver romer, medtaget Cicero selv som aniver den. "Spådom," lader Cicero ham sige (op. cit. ii.63), er "en kraft i mennesket som forudser og forklarer de tegn som guderne kaster i dets vej." Grærkene var på den anden side et mere fantasi- og følelsesrigt folk, og hos dem havde inspireret spådom langt større plads. Det græske ord (mantis) ligner meget Det gamle Testamentes profet, thi begge påstod at være inspireret udefra og overnaturligt belæste. Det græske begreb for spådom (he) mantike (= he mantike techne) vedrører mantis's værk, og det betyder næsten aldrig spådom af den lavere art – den ved hjælp af tegn.

3. Grundlæggende antagelse i spådom:

Baggrund for alle spådommens metoder lå troen på at visse overnaturlige åndelige væsener (guder, ånder) besidder den hemmelige viden som mennesker ønsker, og at de under visse betingelser er villige til at meddele den.

(1) Ordet "spådom" selv, fra deus, "gud", eller divus, "gudelig", bærer med sig forestillingen at den opnåede viden kom fra guddom. Ligeledes antyder græsk mantike at budskabet kommer til mantis fra guder eller ånder gennem inspiration.

(2) Astrologi, eller astronomi, er blot en form for spådom og hviler på den sidste antagelse at himmellegemerne er guder som styrer menneskenes skæbne og åbenbarer fremtiden for dem som har øjne til at se. Ifølge Weltanschauung eller universets opfattelse som blev foreslået af Hugo Winckel, Alfred Jeremias (se Det gamle Testamente i lyset af østen) og andre, er jordiske begivenheder blot skygger af de himmelske virkeligheder (sammenlign Platons ideernes lære). Disse sidste repræsenterede gudernes sind (se ASTROLOGI sek. 1,2).

(3) Om leverdivinering, eller at spå fra leveren, se nedenfor, 6, (2), (c).

(4) Det kan bevises at blandt oldtidens folk (babylonere, egyptere, grækere, romere osv.) var det opfattelse at ikke kun orakler men også varsler af alle slag gives mennesker af guderne og udtrykker disse guders sind.

4. Legitim og illegitim spådom:

Blandt oldtidens babylonere, egyptere, grækere og romere stod spåmannen i statens tjeneste og blev officielt rådspurgt før krige og andre store foretagender blev påbegyndt. Men blandt disse og andre oldtidsfolk blev visse klasser af spåmænd forbudt af regeringen at udøve deres kald, sandsynligvis fordi man antog at de var i forbund med andre nationers og fjendte guder. Et folks guder var i dengang tidens tro beskytterne af deres folk og derfor fjenderne af deres beskyttedes fjender. Det er på denne grund at trolddom er blevet så meget fordømt og straffet (se trolddom). Nekromanti er overalt forbudt i Det gamle Testamente (se 3 Mos 19,31; 5 Mos 18,11; Es 8,19; Es 19,3), sandsynligvis på grund af dens forbindelse med forfader-dyrk. Men blandt andre oldtidsfolk var det tilladt og meget praktiseret. Bemærk at hebraiske ord oversat (5 Mos 18,11) "rådspørger af en familieånd" og "troldkoner" betegner på samme måde sådanne personer som søger orakler fra de dødes ånder (se forfatteren af dette værk Magic, Divination, and Demonology among the Hebrews, 85 ff). De tidlige kirkefædre troede at ved hedenskabets spådom har vi Satans værk som ønskede at miskreditere den sande religion ved at frembringe fænomener blandt hedenske folk meget lig de valgte folks profetiske undere. Dette hviler selvfølgelig på en opfattelse af Det gamle Testamentes profet som gør ham til en "forudsiger" og intet eller næsten intet mere. Se PROFETI.

Bibelens holdning til spådomskunst er i det store og hele klart fjendtlig og gengives ret dækkende af 5 Mos 18,10 f, hvor Jahves profet stilles i kontrast til spåmænd af enhver art som det eneste autoriserede middel til overnaturlig åbenbaring. Bemærk dog følgende:

(1) Bileam (4 Mos 22-24) var en hedensk spåmand, hvis ord til velsignelse og forbandelse blev anset for at have magisk kraft, og når hans tjenester tages i brug i Jahvismens sag, så han i stedet for at forbande velsignede Israel, findes der ikke en stavelse af misbilligelse i fortællingen.

(2) I Es 3,2 regnes spåmænd sammen med dommere, krigere og profeter som statens søjler. De forbindes med profeter og seere i Jer 27,9; Jer 29,8; Ez 22,28 (jf. 13,6-9; 12,24). Det er sandt, at de profeter og spåmænd, der nævnes i disse afsnit, bruger rene løgne, idet de siger fred, hvor der ingen fred er; alligevel sættes de mænd, der kaldes profeter og spåmænd, i samme klasse som lignende funktionærer.

Ren jahvisme er i selve sit grundprincip, og må altid have været, fjendtlig over for spådomskunst af enhver art, skønt inspiratorisk spådomskunst har ligheder med profetisme og endda slægtskab med den. Hvorfor synes Bibelen da at tale med to stemmer, idet den almindeligvis forbyder, men til tider billiger forskellige former for spådomskunst? I Det Gamle Testamentes faktiske religion har vi en synkretisme, hvor Jahvismen ganske vist danner underbygningen, men hvor der indgår bestanddele fra de oprindelige indbyggeres religioner og fra folkene omkring. Den underliggende tanke i alle former for spådomskunst er, at mennesker ved at bruge bestemte midler kan opnå viden, som ellers ligger uden for deres rækkevidde. Israels religion gjorde Jahve til kilden til denne viden og profeten til det middel, hvorigennem den kom til mennesker. Vi har et tilsvarende eksempel på synkretisme, der fører til forening af modsatte elementer, i den gamle zarathustrisme (zoroastrisme), som, skønt den i sit centrale princip var uforenelig med spådom ved varsler, dog fra Persiens indfødte turanske kulter overtog visse former for spådomskunst, især lodkastning (se Lenormant, La Divination, 22 ff). Man bør heller ikke glemme, at Bibelen er et bibliotek og ikke én bog, og hvor så mange forfattere, der levede på vidt adskilte tider, har været i arbejde, er det naturligt at vente forskellighed i læren, skønt ingen kan nægte, at Bibelens forfattere i grundlæggende spørgsmål er forunderligt samstemmende.

6. Former for spådomskunst nævnt i Bibelen:

Om former for spådomskunst, der var i brug blandt de gamle babylonere, egyptere, grækere, romere osv., se de relevante værker og leksikonartikler. De arter af spådomskunst, der omtales i Bibelen, kan ordnes under to hovedpunkter: (1) dem, der tilsyneladende godkendes, og (2) dem, der fordømmes i Bibelen.

De godkendte og de fordømte:

(1) Metoder til spådomskunst, som stiltiende eller udtrykkeligt godkendes i Bibelen.

(a) Følgende er eksempler på inspiratorisk spådomskunst:

(i) Tilfældet Bileam er allerede blevet nævnt. Han var moabit og derfor en hedensk sandsiger. Hans ord til velsignelse eller forbandelse er så kraftfuldt, at uanset om han velsigner eller forbander, sikrer hans ord sin egen virkeliggørelse. Hans kald er så langt fra at blive dadlet, at det faktisk tages i Jahves tjeneste (se 4 Mos 22-24).

(ii) Drømme tildeler Bibelen en vigtig plads som et legitimt middel til at åbenbare fremtiden. Sådanne drømme er af to slags:

(aa) Ufrivillige, eller sådanne som kommer uden at være søgt. Selv disse betragtes som sendt til vejledning i menneskelige anliggender. Hovedparten af de drømme, der omtales i Bibelen, hører til denne klasse: se 1 Mos 20,3; 1 Mos 20,1 (Abimelek); 28,2 f; 31,10-14 (Jakob); 37,5-9 (Josef; se astronomi, afsn. II, 6); 40,5-21 (Faraos mundskænk og bager); 41,1-35 (Farao); Dom 7,9-14 (Gideon og en unavngiven mand); Dan 1,17 (Daniel havde forstand på drømme); Dan 2,1-49 (Nebukadnesars drøm og Daniels tydning af den); Matt 1,20; Matt 2,13 f,19 f (Josef, jomfru Marias mand); 27,19; se også Jer 23,25 ff, hvor lovligheden af profetiske drømme forudsættes (jf. 23,32, hvor »løgnedrømme« forudsætter ægte drømme). I det skrift, som moderne kritikere almindeligvis tilskriver Elohisten (E), fylder drømme meget, som eksemplerne ovenfor viser. Blandt babylonerne gav troen på drømmes betydning anledning til en videnskab (oneiromanti), der var så udførlig, at kun særlige tydere, kaldet seere (ental, baru), blev anset for i stand til at forklare dem (se Lenormant, op. cit., 143, for eksempler).

(bb) Den anden art af drømme består af sådanne, som fremkaldes ved det, der kaldes »inkubation«, dvs. ved at sove på et helligt sted, hvor stedets gud menes at åbenbare sine hemmeligheder for den sovende. Herodot (iv.172) siger, at nasamonerne, en egyptisk stamme, plejede at udøve spådomskunst ved at sove i deres forfædres grave. De drømme, der da kom til dem, blev forstået som åbenbaringer fra deres guddommeliggjorte forfædre. Se Herod. i.181 for et andet eksempel på inkubation i Nineve. Vi har en henvisning til denne skik i Es 65,4 (»som sidder blandt gravene«), hvor Jahve går i rette med jøderne for deres synd, idet de hengiver sig til denne overtro. Salomos drøm (1 Kong 3,5-15) kom til ham på offerhøjen i Gibeon. Se også drøm, drømmer.

(b) Men Bibelen synes nogle steder at give sin godkendelse til nogle former for kunstig eller (som det kan kaldes) varselsspådom.

(2) Spådomsmåder, der fordømmes.

Follgende metoder til spådomskunst fordømmes eksplicit eller implicit i Det gamle Testamente:

(a) Astromanci (= Astrologi). Se Astrologi.

(b) Rabdomanci, eller brugen af spådomskaarden, tilsyneladende omtalt i Hos 4,12 (som kan omskrives således: "Mit folk spørger råd af et stykke træ, og staven deraf giver svar på deres spørgsmål"); Ez 8,17 ("De putter en stav (KJV 'grenen') til deres næse").

(c) Ved at undersøge dyrs lever; se Ez 21,21. Denne måde at spå på, kaldet hepatoskopi, var meget udbredt blandt babylonerne, grækerne, romerne osv. i den gamle verden, og den er stadig brugt i Borneo, Burma og Uganda. Vi har intet bevis for, at den blev praktiseret blandt israelitterne, for i ovenstående passage er det Babylons konge (Nebukadnesar), der siges at have "set på leveren".

Meningerne er delte om, hvordan tilstanden af leveren kunne virke som et varsel. Jastrow siger, at leveren blev betragtet som livets sæde, og at hvor dyrets ofrede lever (normalt et får) blev accepteret, tog den karakteren af den gud, den blev ofret til. Dyrets sjæl, som set i leveren, blev da en afspejling af gudens sjæl (se EB, XX, 102 f). På den anden side siger Alfred Jeremias, at efter de gamle babyloneres opfattelse blev linierne og formerne på fårets lever betragtet som en afspejling af universet og dets historie (The Old Testament in the Light of the Ancient East, I, 61). Ingen af disse forklaringer gøres sandsynlig af deres tilhængere.

(d) Ved terafim (sammenlign Terafim); se 1 Sam 15,23; Ez 21,21; Zak 10,2.

(e) Nekromanci, eller at spørge de døde; se 3Mos 19,31; 3Mos 20,6; {{5Mos.18.11}}; Esajas 8,19; Esajas 19,3; se ovenfor.

(f) Spådomskunst gennem ofring af børn ved at brænde dem (se {{5Mos.18.10}}). Sammenhængen gør det næsten sikkert, at ordene oversat "den som lader sin søn eller sin datter passere gennem ilden" (KJV; men læs og oversæt "den som brænder sin søn eller sin datter i ilden") refererer til en måde at få et orakel på (sammenlign 2Konger 3,27). Fønikerne og kartagerne ofrede deres børn til Kronos i tider med alvorlig national fare eller ulykke (Porphyry Apud Euseb. Praep. Ev. iv.64,4; Diod. Sic. xx.14).

7. Ord brugt i Det gamle Testamente i forbindelse med spådomskunst:

Disse er undersøgt i detaljer i T. Witton Davies' Magic, Divination, and Demonology among the Hebrews and Their Neighbors. Se også artiklen "Divination" i Encyclopedia Biblica af samme forfatter. Følgende korte noter må være tilstrækkelige her.

(1) kecem, almindeligt oversat "spådomskunst", er et generelt ord for spådomskunst af alle slags. I Ez 21,21 (26) står det for spådomskunst ved pile, mens det i 1 Sam 28,8 bruges om spådomskunst gennem en 'obh ("hushuld-ånd"). Om ordets oprindelse se EB, artikel "Trolddom", afsnit 3.

(2) me`onen, sandsynligvis fra en semitisk rod (sammenlign arabisk `anna), som betyder at udsende en hæs næselyd, sådan som var kutyme ved at recitere den foreskrevne formel (se TRYLLEFORMULAR). For "me`onims eg" se Spåmandsegetræet. Nogle siger, at ordet betyder en som spår fra skyerne, afledt af `anan, "en sky", selv om intet i sammenhængen foreslår denne betydning, og det samme gælder betydningen "en som rammer med det onde øje", hvilket gør ordet til et navneord afledt af `ayin, "øje". Den sædvanlige oversættelse i King James Version er pluralis "iagttager af tider" og i den reviderede version (britisk og amerikansk) "dem som øver spådomskunst" (5Mos. 18,10.14).

(3) Verbet nichesh, hvoraf lichesh kun er en variant, er sandsynligvis et navneord afledt af nachash, "en slange" (l og n bytter plads på hebraisk), betyder "at hvisle", "at hviske" (som en slange), dernæst "at udtale spådommelsesformularer". Fordi det bruges til så mange slags spådomskunst, konkluderer W. R. Smith, at det blev et generelt ord for at spå. Participium af dette verbum oversættes "trylleman" i {{5Mos.18.10}}, det beslægtede verbum, "at bruge trylleri" i 3Mos 19,26; 2Konger 21,6; {{2Krøn.33.6}}, og det tilsvarende substantiv "trylleri" i {{4Mos.23.23}}; {{4Mos.24.1}}.

(4) gazerin, bogstaveligt “skærere”, dvs. sådanne som dræber (på arabisk betyder det beslægtede verbum “at slagte”) med det formål at undersøge leveren eller indvoldene som varsler. Måske antyder etymologien “offer”, idet dyr blev ofret som en appel til guddommen. Ordet forekommer kun i Dan (2,27; 4,7 (4); 5,7.11) og oversættes “spåmænd”. Nogle mener, at de var “astrologer”, idet etymologien i så fald sigter til opdelingen af himlene med henblik på, ved at stille horoskopet, at forudsige fremtiden.

(5) 'ashshaph (KJV “astrolog”, RV (britisk og amerikansk) “besværger”) forekommer kun i Dan i bogens hebraiske (1,20; 2,2) og aramæiske (2,10; 4,4 (7) osv.) dele. Udtrykket er sandsynligvis taget fra babylonisk og betegner en magiker og især en eksorcist snarere end en spåmand.

(6) kasda'im, det samme ord som det græske (Chaldaioi) (engelske oversættelser: “kaldæere”), betegner i Dan (1,4 osv.), hvor det alene forekommer, ikke det folk, der kaldes sådan, men en klasse af astrologer. Denne brug (almindelig hos klassiske forfattere) opstod efter det babyloniske riges fald, da de eneste kaldæere, man kendte, var astrologer og spåmænd. Se videre magi. Om “spådomsånd” (ApG 16,16), se Python; Filippi.

8. Spådomskunst og profeti:

Inspireret spådomskunst og gammeltestamentlig profeti har meget til fælles. Begge forudsætter følgende betingelser:

(1) det primitive instinkt, som higer efter hemmelig viden, især den, der angår fremtiden;

(2) troen på, at en sådan viden besiddes af bestemte åndelige væsener, som på visse betingelser er villige til at meddele den;

(3) at sådan hemmelig viden i almindelighed meddeles til særlige klasser af mænd (sjældent kvinder), kaldet spåmænd eller (babylonske) seere og profeter.

Mange antropologer (Tylor, Frazer osv.) og gammeltestamentlige forskere (Wellhausen, W. Robertson Smith osv.) betragter profeti som blot en udløber og højere form for spådomskunst. De ældre teologer næsten uden undtagelse, og et betydeligt antal moderne, indtager præcis det modsatte synspunkt, at spådomskunst er en forvanskning af profeti. Sandsynligvis er ingen af synspunkterne strengt taget sandt. Undertiden finder vi i menneskelivet vidnesbyrd om fremskridt fra det lavere til det højere. Undertiden er processen den stik modsatte. Det er vigtigt at lægge mærke til forskellene såvel som lighederne mellem spåmanden og profeten.

(1) Den gammeltestamentlige profet tror på en personlig Gud, hvis talsmand han anser sig selv for at være. Når han talte eller skrev, var det, fordi han, i hvert fald efter eget udsagn, var inspireret og underrettet af Jahve. “Så siger Jahve” var den sædvanlige formel, hvormed han indledte sine orakler. Den græske og romerske mantis, derimod, arbejdede sig selv op til den nødvendige ekstatiske tilstand ved musik, stoffer (rusmidler osv.), offerrøg og lignende. Undertiden har man ment, at det var et tilstrækkeligt middel til spådom at sluge de vitale dele af varsel-fugle og -dyr. Man troede, at mennesker ved at spise hjerterne af ravne, muldvarpe eller høge optog skabningens varslende sjæl i deres kroppe (Frazer, Golden Bough (NOTE: Adskillelse, skelnen: “Jeg vil sætte et skel (RV, randnote: ‘tegn på udfrielse’) mellem mit folk og dit folk” (2 Mos 8,23). Det hebraiske ord her er pedhuth = “løsesum”, “forløsning” (jf. Sl 111,9), men læsemåden er tvivlsom. KJV og RV (britisk og amerikansk) følger Septuaginta, syrisk og Vulgata, som gengiver “sætte et skel”, måske på grundlag af en anden læsemåde end den i vores hebraiske tekst.), II, 355).

(2) Mantis udøvede sin kunst som et lønnet erhverv, krævede høje honorarer og nægtede i de fleste tilfælde at udøve sit kald uden passende betaling. De lokale orakelhelligdomme (Delfi, Clavis osv.) blev brugt til personlige og politiske formål. Den gammeltestamentlige profet, derimod, hævdede at tale, som han blev befalet af sin Gud. For ham var det et spørgsmål om overbevisning om, hvilke liv mennesker burde leve, og hvilken hjertetilstand de burde opdyrke. Langt fra at fremme sine egne materielle interesser, som han kunne have gjort ved at sige, hvad konger og andre højtstående personer ønskede at høre, fordømte han frimodigt tidens synder, selv når han, som det ofte skete, måtte fordømme kongers adfærd og regeringers politik. Se for eksempel Esajas’ frygtløse fordømmelse af Akaz’ handlemåde, da han tilkaldte Assyriens hjælp (Es 7), og de sviende ord, hvormed Jeremias dadlede folkets lederes handlinger på hans tid (Jer 9,26 osv.), selv om begge disse ædle profeter led hårdt for deres mod, især Jeremias, som måske fremstår som det fineste nedskrevne eksempel på, hvad den religiøse lærer altid bør være over for formidabel modstand. Om Mika ben Imla sagde kong Akab af Israel: “Jeg hader ham; for han profeterer ikke godt om mig, men ondt.” Hvilken belønning fik denne profet for sin troskab mod sin samvittighed og sin Gud? Fængsling (1 Kong 22,1-35). Havde han behaget kongen ved at forudsige en lykkelig, fremgangsrig fremtid, som aldrig skulle blive til virkelighed, ville han være blevet klædt i pragtfulde klæder og indlogeret i et helt palads.

LITTERATUR.

Ud over henvisningerne ovenfor og den fulde bibliografi, der er sat foran nærværende forfatters ovennævnte bog (Magic osv.), bemærk følgende: Bouche-Leclercq, Histoire de la divination dans l'antiquite; E. B. Tylor, Primitive Culture 3, I, 78-81; 117-33; II, 155; J. G. Frazer, Golden Bough 2, I, 346; II, 355; III, 342, et passim, samt artiklerne i de vigtigste bibelordbøger.

T. Witton Davies