si'-don (tsidhon): Kana'ans ældste søn (1 Mos 10,15).

si'-don (tsidhon; Sidon; King James Version, Sidon og Zidon; Revised Version (British and American) kun SIDON):

1. Beliggenhed og særpræg:

En af de ældste fønikiske byer, beliggende på en smal slette mellem Libanonbjergene og havet, omtrent på 33 grader 34 minutter nordlig bredde. Sletten er vandrig og frugtbar, omkring 10 mil lang, og strækker sig fra lidt nord for Sarepta til Bostrenus (Nahr el-'Auly). Den gamle by lå nær slettens nordlige ende, omgivet af en stærk mur. Den havde to havne, den nordlige omkring 500 yards lang og 200 bred, godt beskyttet af småøer og en bølgebryder, og en sydlig omkring 600 gange 400 yards, omgivet af land på tre sider, men åben mod vest og derfor udsat i dårligt vejr. Tidspunktet for byens grundlæggelse er ukendt, men vi finder den omtalt i Tell el-Amarna-brevene i det 14. århundrede f.Kr., og i 1 Mos 10,19 er den kana'anæernes hovedby, og Josva (Jos 11,8) kalder den Store Sidon. Den førte an blandt alle de fønikiske byer i den tidlige udvikling af søfarten; dens søfolk var de første til at sejle ud på det åbne hav uden land i sigte og til at sejle om natten, hvor de orienterede sig efter stjernerne. De var de første, der kom i kontakt med grækerne, og vi finder dem nævnt flere gange hos Homer, mens andre fønikiske byer ikke omtales. Sidon blev tidligt kendt for sine produkter og sine håndværkeres dygtighed, såsom smukt metalarbejde i sølv og bronze samt tekstiler, der var broderet og farvet med den berømte purpurfarve, som blev kendt som tyrisk, men som tidligere blev fremstillet i Sidon. Omtaler af disse udsøgte varer findes hos Homer, både i Iliaden og Odysseen. Sidon havde en monarkisk styreform, ligesom alle de fønikiske byer, men den havde også en slags førerstilling over byerne mod syd helt til Fønikiens grænse. Den gjorde ligeledes ét forsøg på at oprette en koloni inde i landet ved Lajish eller Dan, nær Jordans kilder, men dette endte i katastrofe (Dom 18,7; Dom 18,27; Dom 18,28). Forsøget blev ikke gentaget, men mange kolonier blev grundlagt oversøisk. Citium på Cypern var en af de tidligste.

2. Historisk:

(1) Sidons uafhængighed gik tabt, da kongerne af Egyptens XVIII. og XIX. dynasti lagde Israels land og Syrien til deres herredømmer (1580-1205 f.Kr.). Sidons konger fik lov at blive på tronen, så længe de betalte tribut, og udøvede måske stadig myndighed over de byer, som tidligere havde været underlagt dem. Da Egyptens magt aftog under Amenhotep IV (1375-1358), synes Sidons konge at have kastet åget af sig, som det fremgår af Tell el-Amarna-brevene. Rib-addi fra Gebal skriver til Egyptens konge, at Zimrida, Sidons konge, havde sluttet sig til fjenden, men Zimrida selv hævder i de breve, han skrev, at være loyal og erklærer, at den by, som tilhørte ham, var blevet taget af Khabiri (Tab. 147). Sidon blev sammen med de andre byer efterhånden uafhængig af Egypten, og den bevarede førerstillingen over de sydlige byer og føjede måske Dor, som filistrene gjorde krav på, til sit herredømme. Dette kan have været grunden til den krig, der fandt sted omkring midten af det 12. århundrede f.Kr., hvor filistrene indtog og plyndrede Sidon, hvis indbyggere flygtede til Tyrus og gav denne by et stærkt opsving. Sidon kom sig dog efter katastrofen og blev igen mægtig. Dommerbogen hævder, at Israel blev undertrykt af Sidon (10,12), men sandsynligvis står Sidon her for Fønikien i almindelighed, som hovedbyen.

(2) Sidon underkastede sig de assyriske konger, som de fønikiske byer i almindelighed gjorde, men gjorde oprør mod Sankerib og igen under Esarhaddon. Sidstnævnte ødelagde en stor del af byen og bortførte de fleste af indbyggerne; han erstattede dem med fanger fra Babylon og Elam og omdøbte byen til Ir-Esar-had-don ("Esarhaddons by"). Nybyggerne blandede sig villigt med fønikerne, og Sidon rejste sig igen til magt, da Assyrien faldt. Byen blev belejret af Nebukadnesar samtidig med hans belejring af Jerusalem og Tyrus og blev indtaget, efter at den havde mistet omtrent halvdelen af sine indbyggere ved pest. Babylons fald gav endnu en kort periode med uafhængighed, men perserne fik uden vanskelighed kontrol, og Sidon var fremtrædende i den persiske periode som den førende sømagt blandt fønikerne, der hjalp deres lensherre i hans angreb på Grækenland. I 351 f.Kr. gjorde Sidon oprør under Tabnit II (Tennes) og tilkaldte hjælp fra græske lejetropper i et antal af 10.000; men Ochus, den persiske konge, rykkede mod ham med en styrke på 300.000 fodfolk og 30.000 ryttere, hvilket skræmte Tabnit så meget, at han forrådte byen for at redde sit eget liv. Men da borgerne fik kendskab til forræderiet, brændte de først deres flåde og derefter deres huse og omkom sammen med deres hustruer og børn hellere end at falde i hænderne på Ochus, som nedslagtede alle, han greb, Tabnit blandt dem. Det siges, at 40.000 omkom i flammerne. En liste over Sidons konger i den persiske periode er blevet fremdraget fra indskrifterne og mønterne, men datoerne for deres regeringer kendes ikke nøjagtigt. Dynastiet af de kendte konger begynder med Esmunazar I, efterfulgt af Tabnit I, Amastoreth; Esmunazar II, Strato I (Bodastart), Tabnit II (Tennes) og Strato II. Indskrifter fra Esmun-templet, som for nylig er blevet opdaget, giver navnet på en Bodastart og en søn, Yatonmelik, men om den første er en af de ovennævnte Stratoer eller en tredje, er usikkert; ligeledes om sønnen nogensinde regerede eller ej. Da Bodastart kalder sig Esmunazars sønnesøn, er han sandsynligvis Strato I, som regerede omkring 374-363 f.Kr., og derfor må hans bedstefar, Esmunazar I, have regeret i 400 f.Kr. eller tidligere. Strato II sad på tronen, da Alexander tog Fønikien i besiddelse, og han gjorde ingen modstand mod ham, ja, han hjalp ham endda ved belejringen af Tyrus, hvilket viser, at Sidon var kommet sig efter den frygtelige katastrofe, den havde lidt på Ochus' tid. Måske så byen med tilfredshed på Alexanders fremrykning som sin hævner. Ødelæggelsen af Tyrus øgede Sidons betydning, og efter Alexanders død blev byen knyttet til ptolemæernes rige og forblev det indtil Antiochus III's sejr over Scopas (198 f.Kr.), da den overgik til seleukiderne og fra dem til romerne, som gav den en vis grad af selvstyre med indfødte embedsmænd og et råd, og den fik lov til at slå mønt i bronze.

3. Omtale i Det Nye Testamente:

Sidon kommer til syne flere gange i Det Nye Testamente; først da Kristus drog ind i områderne ved Tyrus og Sidon og helbredte den syrofønikiske kvindes datter (Mark 7,24-30); også da Herodes Agrippa I modtog en delegation fra Tyrus og Sidon i Cæsarea (ApG 12,20), hvor byen synes at have ligget uden for hans jurisdiktion. Paulus fik på sin vej til Rom lov til at besøge nogle venner i Sidon (ApG 27,3). Se også Matt 11,21 f og Mark 3,8.

Byen var kendt for sin filosofiske skole under Augustus og Tiberius, idet dens indbyggere i vid udstrækning var grækere; og da Berytus blev ødelagt af et jordskælv i 551, blev dens store juridiske skole flyttet til Sidon. Den var ikke af stor betydning under korstogene, da den langt blev overgået af Akko, og i nyere tid er den en lille by på omkring 15.000 indbyggere.

LITTERATUR.

Se PHOENICIA.

H. Porter