jur'-ni (sabbatou hodos): Bruges kun i ApG 1,12, hvor det betegner afstanden fra Jerusalem til Oliebjerget, hvortil Jesus førte sine disciple på sin himmelfartsdag. Udtrykket kommer fra rabbinsk sprogbrug og angiver den afstand, en jøde kunne rejse på sabbatten uden at overtræde loven, idet buddet mod at arbejde på den dag blev fortolket som også omfattende rejse (se 2 Mos 16,27-30). Den grænse, rabbinerne satte for en sabbatsvejs rejse, var 2.000 alen fra ens hus eller bolig, hvilket blev udledt af udsagnet i Jos 3,4 om, at dette var afstanden mellem arken og folket på deres vandring; man antog, at dette var afstanden mellem folkets telte og tabernaklet under opholdet i ørkenen. Derfor måtte det have været tilladt at rejse så langt for at deltage i gudstjenesten ved tabernaklet. Vi ved ikke, hvornår denne antagelse om sabbatsvejs rejse blev gjort, men den synes at have været gældende på Kristi tid. Afstanden fra Oliebjerget til Jerusalem angives hos Josefus (Ant., XX, viii, 6) til fem stadier eller furlongs og i BJ, V, ii, 3, til seks stadier; uoverensstemmelsen forklares ved at antage forskellige udgangspunkter. Dette ville gøre afstanden for en sabbatsvejs rejse til 1.000 til 1.200 yards (ca. 914-1.097 m), hvor den første stemmer meget nøje med de 2.000 alen. Rabbinerne opfandt dog en måde at øge denne afstand på uden teknisk set at overtræde loven, ved før sabbatten at lægge noget mad ved grænsen på 2.000 alen og erklære dette sted for en midlertidig bolig. Derefter kunne de gå 2.000 alen fra dette punkt uden at overtræde loven.

Og i nogle tilfælde var selv denne indviklede forberedelse unødvendig. Hvis for eksempel sabbattens komme fandt en mand undervejs, kunne den rejsende udvælge et træ eller en stenmur i en afstand af 2.000 skridt og i tankerne erklære dette for sin bolig på sabbatten; i så fald havde han lov til at gå de 2.000 skridt til det udvalgte træ eller muren og også 2.000 skridt videre. Men i et sådant tilfælde måtte han udføre handlingen grundigt og sige: "Lad min sabbatsbolig være ved stammen af det træ," for hvis han blot sagde: "Lad min sabbatsbolig være under det træ," ville det ikke være tilstrækkeligt, fordi udtrykket ville være for generelt og ubestemt (Traktat `Erubhin 4,7).

Andre ordninger til at udvide afstanden er blevet udtænkt, såsom at betragte det kvarter i byen, hvor man bor, eller hele byen selv, som boligen, hvorved man fik lov til at gå fra enhver del af byen til et punkt 2.000 alen uden for dens yderste grænser. Dette var højst sandsynligt tilfældet i det mindste med befæstede byer, og grænsesten er blevet fundet i nærheden af Gaza med indskrifter, som menes at markere disse grænser. Grænserne på 2.000 alen omkring levitbyerne (4 Mos 35,5) kan også have givet anledning til grænsen for en sabbatsvejs rejse. Udtrykket kom til at blive brugt som en betegnelse for en afstand, der må have været mere eller mindre bestemt.

H. Porter