(shekhar; sikera; fra shakhar, "at være eller blive beruset"; sandsynligvis fra samme rod som sugar, saccharine): Med undtagelse af 4 Mos 28,7 er "stærk drik" altid koblet sammen med "vin". De to udtryk bruges almindeligvis som gensidigt udelukkende og som tilsammen dækkende alle slags berusende drikke.

Oprindelig synes shekhar at have været en almen betegnelse for berusende drikke af enhver art, uden hensyn til det materiale, de var fremstillet af; og i den betydning ville det omfatte vin. Minder om denne ældre brug kan findes i 4 Mos 28,7 (hvor shekhar tydeligt svarer til vin, som man kan se ved at sammenligne det med 28,14 og med 2 Mos 29,40, hvor drikofferets materiale udtrykkeligt betegnes som "vin").

Da hebræerne levede et nomadeliv, før de bosatte sig i Kanaan, var druevin praktisk talt ukendt for dem, og der ville ikke være behov for et særligt ord til at beskrive den. Men da de slog sig ned i et landbrugsliv og begyndte at dyrke vinstokken, blev det nødvendigt at skelne den fra de ældre slags berusende drikke; derfor blev låneordet yayin ("vin") anvendt om den førstnævnte, mens de sidstnævnte blev samlet under det gamle ord shekhar, som da kom til at betyde alle berusende drikke bortset fra vin (3 Mos 10,9; 4 Mos 6,3; 5 Mos 14,26; Ordsp 20,1; Es 24,9). Den nøjagtige karakter af disse drikke angives ikke klart i selve Bibelen. Den eneste gærede drik ud over druevin, der nævnes særskilt, er granatæblevin (Højs 8,2: "saften af mit granatæble," Revised Version, randnote "sød vin af mit granatæble"); men vi kan slutte, at andre slags shekhar end den, der blev fremstillet af granatæbler, var i brug, såsom drikke lavet af dadler, honning, rosiner, byg, æbler osv. Sandsynligvis ramte Hieronymus (circa 400 AD) nogenlunde rigtigt, da han skrev: "Sikera betyder på det hebraiske sprog enhver slags drik, som kan beruse, hvad enten den er lavet af korn eller af saften fra æbler, eller når honningtavler koges ind til en sød og fremmedartet drik, eller palmens frugt presses til væske, og når vand farves og fortykkes af kogte urter" (Ep. ad Nepotianum). Således er shekhar en omfattende betegnelse for alle slags gærede drikke, med undtagelse af vin.

Sandsynligvis var den mest almindelige slags shekhar, der blev brugt i bibelsk tid, palme- eller daddelvin. Dette nævnes ikke direkte i Bibelen, og vi møder ikke dets hebraiske navn yen temarim ("daddelvin") før den talmudiske periode. Men det omtales ofte i de assyrisk-babylonske kontrakttavler (kileskrift), og ud fra dette og andet vidnesbyrd slutter vi, at det var meget velkendt blandt de gamle semitiske folk. Desuden ved man, at palmetræet voksede rigt i de bibelske lande, og formodningen er derfor meget stærk for, at vin lavet af dadlers saft var en almindelig drik. Man må dog ikke antage, at udtrykket shekhar udelukkende henviser til daddelvin. Det betegner snarere alle berusende drikke bortset fra druevin, mens det i enkelte tilfælde sandsynligvis endda omfatter vin.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at shekhar var berusende. Dette bevises

(1) ud fra ordets etymologi, idet det er afledt af shakhar, "at være eller blive beruset" (1 Mos 9,21; Es 29,9; Jer 25,27 osv.); sammenlign ordet for drukkenbolt (shikkar) og for beruselse (shikkaron) fra samme rod;

(2) ud fra beskrivelserne af dets virkninger: f.eks. skildrer Esajas levende den bedøvende virkning, shekhar har på dem, der drikker det i overmål (Es 28,7; Es 28,8).

Hanna forsvarede sig mod anklagen om at være beruset ved at sige: "Jeg har hverken drukket vin eller stærk drik," dvs. hverken vin eller nogen anden berusende drik (1 Sam 1,15). Forsøget på at bevise, at det blot var ugæret saft af bestemte frugter, er helt uden grundlag. Dets umådeholdne brug fordømmes stærkt (Es 5,11; Es 5,12; Ordsp 20,1; se drukkenskab). Det var forbudt for præster, der gjorde tjeneste (3 Mos 10,9), og for nasiræere (4 Mos 6,3; Dom 13,4; Dom 13,7; Dom 13,14; sammenlign Luk 1,15), men blev brugt i offermåltidet som drikoffer (4 Mos 28,7) og kunne købes for tiendepengene og indtages af tilbederen i templet (5 Mos 14,26). Det anbefales til de svage og døende som et middel til at dulme deres smerte; men ikke til fyrster, for at det ikke skulle få dem til at fordreje retten (Ordsp 31,4-7).

D. Miall Edwards