skribz: Lovens eksistens fører nødvendigvis til en stand, hvis opgave er at studere og kende loven; i hvert fald hvis loven er omfattende og kompliceret. På Ezras tid og sandsynligvis i nogen tid derefter var dette hovedsageligt præsternes opgave. Ezra var både præst og lærd (copher). Det var især af hensyn til den præstelige kult, at den vigtigste del af Pentateuken blev skrevet. Præsterne var derfor også i første omgang de lærde og lovens vogtere; men med tiden ændrede dette sig. Jo højere loven blev værdsat i folkets øjne, desto mere blev dens studium og fortolkning en livsgerning i sig selv, og således udviklede der sig en klasse af lærde, som, skønt de ikke var præster, flittigt viede sig til loven. Disse blev kendt som de skriftkloge, det vil sige de professionelle lovstuderende. I den hellenistiske periode blev præsterne, især dem fra overklassen, præget af tidens hellenisme og vendte ofte deres opmærksomhed mod hedensk kultur, hvorved de mere eller mindre forsømte deres fædres lov og vakte de skriftkloges modstand. Således var det nu de skriftkloge og ikke præsterne, der var lovens nidkære forsvarere, og derfor var de folkets sande lærere. På Kristi tid var denne sondring fuldendt. De skriftkloge udgjorde en fast stand, som havde ubestridt herredømme over folkets tænkning. I Det Nye Testamente kaldes de sædvanligvis (grammateis), dvs. "studerende af Skrifterne", "lærde", svarende til det hebraiske (copherim) = homines literati, dem der gør litterære studier til deres profession, hvilket i dette tilfælde naturligvis især betød loven. Foruden denne almindelige betegnelse finder vi også det særlige ord (nomikoi), dvs. "studerende af loven", "lovkyndige" (Matt 22,35; Luk 7,30; Luk 10,25; Luk 11,45; Luk 11,52; Luk 14,3); og for så vidt som de ikke blot kender loven, men også lærer den, kaldes de (nomodidaskaloi), "lovlærere" (Luk 5,17; ApG 5,34).

De usædvanlige æresbevisninger, som disse lærde blev tildelt fra folkets side, kommer til udtryk i deres ærestitler. Mest almindelig var tiltaleformen "rabbi" = "min herre" (Matt 23,7 og andre steder). Dette høflige tiltaleord blev gradvist en titel. Ordet "rabboni" (Mark 10,51; Joh 20,16) er en udvidet form og blev brugt af disciplene til at udtrykke deres ærbødighed for Kristus. I det græske Nye Testamente oversættes "rabbi" med (kurie) (Matt 8,2; Matt 8,6; Matt 8,8; Matt 8,21; Matt 8,25 og andre steder), eller (didaskale) (Matt 8,19 og andre steder), hos Lukas med (epistata) (Luk 5,5; Luk 8,24; Luk 8,45; Luk 9,33; Luk 9,19; Luk 17,13). Foruden disse finder vi (pater), "far", og (kathegetes), "lærer" (Matt 23,9).

Af deres studerende krævede rabbinerne æresbevisninger, der endog overgik dem, der blev vist forældre. "Lad din vens ære grænse til din lærers ære, og din lærers ære til frygten for Gud" ('Abhoth 4 12). "Din lærers ære må overgå den ære, der vises din far; for både søn og far er pligtige til at ære læreren" (Kerithoth 6 9). Overalt krævede rabbinerne den øverste plads (Matt 23,6; Mark 12,38; Luk 11,43; Luk 20,46). Deres klædedragt svarede til adelens. De bar (stolai), "kjortler", og disse var overklassens kendetegn.

Da de skriftkloge var lovkyndige (se LAWYER), var meget af deres tid optaget af undervisning og juridiske funktioner, og begge disse aktiviteter måtte udøves vederlagsfrit. Rabbi Zadok sagde: "Gør ikke kundskaben om loven til en krone at rose sig af eller til en spade at grave med." Hillel plejede at sige: "Den, der bruger kronen (loven) til ydre formål, skal svinde ind." At dommeren ikke skulle modtage gaver eller bestikkelse, stod skrevet i loven (2 Mos 23,8; 5 Mos 16,19); derfor sagde Mishna: "Hvis nogen tager betaling for at afsige dom, er hans dom ugyldig og uden kraft." Rabbinerne var derfor nødt til at skaffe sig deres udkomme på andre måder. Nogle havde uden tvivl arvet rigdom; andre udøvede et håndværk ved siden af deres studium af loven. Rabbi Gamaliel II rådede indtrængende til at drive en forretning ved siden af at beskæftige sig med loven. Det er velkendt, at apostlen Paulus fortsatte med sit håndværk, selv efter at han var blevet forkynder af evangeliet (ApG 18,3; ApG 20,34; 1 Kor 4,12; 1 Kor 9,6; 2 Kor 11,7; 1 Thess 2,9; 2 Thess 3,8), og det samme berettes om mange rabbinere. Men i hvert eneste tilfælde fremstilles beskæftigelsen med loven som den mere værdige, og der advares imod at overvurdere værdien af det almindelige erhverv. Det var et ord af Hillel: "Den, der hengiver sig til handel, bliver ikke vis." Princippet om vederlagsfrihed blev sandsynligvis i praksis kun gennemført i forbindelse med de skriftkloges dømmende virksomhed; næppe i forbindelse med deres arbejde som lærere. Selv evangelierne siger, trods formaningen om at disciplene skulle give uden betaling, fordi de havde modtaget uden betaling (Matt 10,8), alligevel også, at arbejderen er sin løn værd (Matt 10,10; Luk 10,7); og Paulus (1 Kor 9,14) fremstiller det som sin retmæssige tilkommende, at han får sit underhold fra dem, for hvem han forkynder evangeliet, selv om han kun i undtagelsestilfælde gør brug af denne ret (1 Kor 9,3-18; 2 Kor 11,8; 2 Kor 11,9; Gal 6,6; Fil 4,10; Fil 4,18). Da dette synes at have været tidens tanke, er vi uden tvivl berettigede til at antage, at de jødiske lærere i loven også krævede betaling for deres tjenester. Ja, de ovenfor nævnte formaninger om ikke at gøre undervisning i loven til genstand for egeninteresse fører til den konklusion, at vederlagsfrihed ikke var reglen; og i Kristi straffetaler mod de skriftkloge og farisæerne nævner han særligt deres grådighed (Mark 12,40; Luk 16,14; Luk 20,47). Derfor må de, selv om de tilsyneladende gav undervisning i loven vederlagsfrit, have anvendt metoder, hvorved de indirekte sikrede sig deres honorarer.

Naturligvis var det sted, hvor de skriftkloge havde størst indflydelse frem til år 70 e.Kr., Judæa. Men det var ikke kun dér, de fandtes. Overalt hvor nidkærheden for fædrenes lov var en mærkbar kraft, var de uundværlige; derfor finder vi dem også i Galilæa (Luk 5,17) og i diasporaen. I de jødiske gravskrifter i Rom, der stammer fra rigets senere dage, nævnes grammateis hyppigt; og de babyloniske skriftkloge i det 5. og 6. århundrede var forfatterne til rabbinsk jødedoms mest monumentale værk--Talmud.

Efter adskillelsen mellem de farisæiske og de saddukæiske retninger i jødedommen tilhørte de skriftkloge i almindelighed den farisæiske klasse; for denne sidste er intet andet end det parti, der anerkendte de fortolkninger eller "traditioner", som de skriftkloge i tidens løb havde udviklet ud fra den skrevne lovs stof og pålagt folket som den bindende livsregel. Da "skriftkloge" imidlertid blot er "studerende af loven", må der også have været skriftkloge af saddukæisk type; for man kan ikke forestille sig, at dette parti, som kun anerkendte den skrevne lov som bindende, ikke skulle have haft nogle modstående lærde i den anden klasse. Ja, forskellige steder i Det Nye Testamente, som taler om "farisæernes skriftkloge" (Mark 2,16; Luk 5,30; ApG 23,9), antyder, at der også fandtes "saddukæernes skriftkloge."

Under de skriftkloges herredømme og ledelse blev det enhver israelits stræben at kende mere eller mindre til loven. Målet for opdragelsen i familie, skole og synagoge var at gøre hele folket til et lovens folk. Selv den almindelige arbejder skulle vide, hvad der stod skrevet i loven; og ikke blot vide det, men også gøre det. Hele hans liv skulle styres efter lovens norm, og i det store og hele blev dette formål realiseret i høj grad. Josefus forsikrer: "Selv om vi bliver berøvet vore rigdomme og vore byer og vore andre goder, forbliver loven vor ejendom for evigt. Og ingen jøde kan være så langt borte fra sine fædres land, eller frygte en fjendtlig kommandant i en sådan grad, at han ikke ville frygte sin lov mere end sin kommandant." Så loyale var flertallet af jøderne over for deres lov, at de gerne ville udholde tortur på strækkebænken og endog døden for den. Denne sindstilstand skyldtes næsten udelukkende de skriftkloges systematiske og vedholdende undervisning.

Motivet bag denne begejstring for loven var troen på guddommelig gengældelse i den strengeste juridiske forstand. Den profetiske tanke om en pagt, som Gud havde sluttet med sit udvalgte folk, blev fortolket rent juridisk. Pagten var en kontrakt, hvorved begge parter var gensidigt bundet. Folket er bundet til at holde den guddommelige lov bogstaveligt og samvittighedsfuldt; og til gengæld for dette er Gud forpligtet til at give den lovede løn i forhold til de ydelser, der er præsteret. Dette gælder folket som helhed såvel som den enkelte. Ydelser og løn må altid stå i gensidigt forhold til hinanden. Den, der yder store tjenester, kan af Guds retfærdighed forvente, at han får stort udbytte som sin del, mens på den anden side enhver overtrædelse også må følges af sin tilsvarende straf.

Resultaterne svarede til motiverne. Ligesom motiverne i det store og hele var overfladiske, sådan blev resultaterne et overordentlig overfladisk syn på det religiøse og moralske liv. Religionen blev reduceret til juridisk formalisme. Hele det religiøse og moralske liv blev trukket ned på lovens niveau, og dette måtte nødvendigvis føre til følgende resultater:

(1) Det enkelte menneske styres af en norm, hvis anvendelse kun kunne få onde følger, når den blev anvendt på dette område. Loven har til formål at regulere menneskers forhold til hinanden efter bestemte normer. Dens genstand er ikke individet, men kun samfundslegemet. I loven må den enkelte finde den rette regel for sin adfærd over for samfundet som en organisme. Dette er et spørgsmål om forpligtelse og om samfundets styring. Men religion er ikke et spørgsmål om styring; hvor den findes, er den et spørgsmål om frihed, om valg og om adfærd.

(2) Ved at reducere udøvelsen af religion til lovens form bliver alle handlinger sat på linje med hinanden. Motiverne tages ikke længere i betragtning, men kun selve gerningen.

(3) Heraf følger, at den højeste etiske præstation var den formelle opfyldelse af loven, hvilket naturligt førte til pedantisk bogstavtrohed.

(4) Endelig må det moralske liv under sådanne omstændigheder miste sin enhed og blive splittet op i mangfoldige forskrifter og pligter. Loven giver altid mulighed for kasuistik, og det var udviklingen af denne i vejledningen af det jødiske religiøse liv gennem »de ældstes forskrifter«, som fremkaldte Kristi gentagne fordømmelse af de skriftkloges arbejde.

Frank E. Hirsch