za'-dok (tsadowq, én gang tsadhoq (1 Kong 1,26), beslægtet med tsaddiq og tsadduq, efterbibelsk, med betydningen justus, "retfærdig"; Septuaginta Sadok): Cheyne foreslår i Encyclopedia Biblica, at Sadok var en ændring af et folkenavn, navnet på sidkitterne i Negeb, som sandsynligvis afledte deres betegnelse fra roden ts-d-q, en sekundær titel på den gud, de dyrkede. Samtidig indrømmer Cheyne, at dannede israelitter kan have tolket Sadok som betydende "retvis", "retfærdig" -- en langt mere troværdig antagelse.

(1) Sadok, Ahitubs søn (2 Sam 8,17) -- ikke Ahitub, Ahimeleks stamfar (1 Sam 14,3) og stamfar til hans søn Ebjatar (1 Sam 22,20).

(2) Sadok, far til Jerusha, Jotams mor og hustru til Uzzija, Judas konge (2 Kong 15,33; 2 Krøn 27,1).

(3) Sadok, Ahitubs søn og far til Shallum (1 Krøn 6,12) eller Meshullam (Neh 11,11), og Ezras forfader (7,1.2).

(4) Sadok, Baanas søn, en murbygger på Nehemias' tid (Neh 3,4), og sandsynligvis en af underskriverne af den pagt, som Israels fyrster, præster og levitter sluttede (Neh 10,21) -- begge steder forekommer hans navn umiddelbart efter Meshezabels.

(5) Sadok, Immers søn, og ligesom den foregående en, der udbedrede muren (Neh 3,29).

(6) Sadok, en skriver på Nehemias' tid (13,13). Om dette var den samme som en af de to foregående, kan ikke afgøres.

Den første af disse indtog en større plads i Det Gamle Testamentes historie end nogen af de andre; og derfor handler de følgende afsnit om ham. De fremstiller de beretninger, der gives om ham, først i Samuel og Kongebøgerne og dernæst i Krønikebøgerne; derefter fremsætter og kritiserer de den kritiske teori om ham.

1. I Samuel og Kongebøgerne:

(1) I disse ældre kilder optræder Sadok første gang under Davids regering, efter at Israel og Juda var blevet forenet under ham, som fælles indehaver af ypperstepræsteembedet sammen med Ahimelek, og hans navn står foran hans kollega Ahimeleks, Ebjatars søns (2 Sam 8,17).

(2) Da David flygtede fra Jerusalem på grund af Absaloms oprør, fulgte Sadok og Ebjatar (nu fælles ypperstepræst), ledsaget af hele levitternes skare, kongen over Kidron, mens de bar Pagtens Ark. De fik dog besked på at bære den tilbage til byen og tage deres to sønner med sig, Ahima'as, Sadoks søn, og Jonatan, Ebjatars søn, for at fungere som spioner over for oprørernes adfærd og sende oplysninger til kongen (2 Sam 15,24-36; 2 Sam 17,15; 2 Sam 17,17-21).

(3) Ved Absaloms død blev Sadok og Ebjatar brugt af David som mellemmænd mellem ham selv og Judas ældste for at rådføre sig om hans tilbagevenden til byen, hvilket ved deres hjælp lykkedes (2 Sam 19,11).

(4) Da Adonija, Haggits søn, og derfor kronprinsen, hen imod slutningen af Davids liv fremførte sit krav på tronen over hele Israel og rådførte sig med Joab og Ebjatar, stillede Sadok sig sammen med Benaja, Jojadas søn, og profeten Natan på Salomos, Batsebas søns, side, og efter Davids anvisninger salvede de ham til konge ved Gihon (1 Kong 1,8; 1 Kong 1,26; 1 Kong 1,32-45).

(5) Da Salomo derfor fandt sig fast etableret på tronen, satte han Sadok i Ebjatars sted, dvs. gjorde ham til eneste ypperstepræst, mens han beholdt Ebjatar i præsteembedet, skønt denne var afsat fra en stilling med sideordnet myndighed sammen med Sadok (1 Kong 2,26; 1 Kong 2,27; 1 Kong 2,35; 1 Kong 4,4).

2. I Krønikebøgerne:

(1) Som i de tidligere kilder var Sadoks far også her Ahitub og hans søn Ahima'as -- med den oplysning tilføjet, at de alle nedstammede fra Aron gennem Eleazar (1 Krøn 6,50-53).

(2) Blandt de krigere, der kom til Hebron for at overføre Sauls kongedømme til David, var "Sadok, en ung mand, vældig i tapperhed," som blev fulgt af 22 førere fra sit fædrenehus (1 Krøn 12,26-28).

(3) Sammen med Ebjatar og levitterne fik Sadok af David befaling om at føre Arken op fra Obed-Edoms hus til det telt, der var rejst til den på Zions bjerg, da Sadok blev udpeget til at gøre tjeneste i Gibeon, mens Ebjatar, må man formode, gjorde tjeneste i Jerusalem (1 Krøn 15,11; 1 Krøn 16,39).

(4) Hen imod slutningen af Davids regering virkede Sadok og Abimelek, Ebjatars søn, som præster, idet Sadok som før havde forrangen (1 Krøn 18,16).

(5) Den gamle konge betroede dem opgaven med at ordne præsterne og levitterne efter deres forskellige pligter, idet fortælleren antyder, at Sadok var af Eleazars sønner, og Ahimelek (i 1 Krøn 18,16 kaldet Ebjatar; se ovenfor) af Itamars sønner (1 Krøn 24,3). I 1 Krøn 24,6 kaldes Ahimelek Ebjatars søn, mens Ebjatars søn i 18,16 er Abimelek -- hvilket tyder på, at bogstaverne "b" og "h" kunne ombyttes i navnene på Ebjatars sønner.

(6) Da Salomo blev salvet til konge, blev Sadok salvet til (eneste) præst (1 Krøn 29,22).

Det er tydeligt, at der findes en stor grad af overensstemmelse mellem de to beretninger. Alligevel kræver nogle punkter forklaring.

3. Beretningernes overensstemmelse:

(1) Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem udsagnene i de tidligere kilder, at Sadoks kollega i ypperstepræsteembedet først kaldes Ahimelek (2 Sam 8,17) og senere Ebjatar (2 Sam 15,24), bør kun volde ringe forvirring. Enten var Ahimelek og Ebjatar én og samme person -- ikke en usandsynlig antagelse (se ovenfor); eller, hvad der er mere sandsynligt, Ebjatar var Ahimeleks søn og havde efterfulgt sin far i embedet.

(2) Sadoks optræden som ung soldat blandt de førere, der bragte David til Jerusalem (forudsat at soldaten Sadok var præsten Sadok, hvilket ikke er helt sikkert), behøver ikke skabe nogen vanskelighed, hvis Sadok på det tidspunkt ikke var gammel nok til at efterfølge sin far i præsteembedet. De tidligere kilder gør ikke Sadok til fungerende præst før efter Davids tronbestigelse over hele Israel.

(3) Det bør heller ikke vise sig at være et uløseligt problem at forklare, hvordan Zadok kort efter Davids tronbestigelse over Juda og Israel kunne findes beskæftiget sammen med Ebjatar med at føre arken op til Zions bjerg, eftersom Zadok på dette tidspunkt åbenbart var trådt ind i ypperstepræsteembedet, enten som efterfølger efter eller som kollega til sin far.

(4) At Zadok blev efterladt til at gøre tjeneste i Gibeon, hvor tabernaklet var, mens Ebjatar blev udvalgt til at udøve embedet i hovedstaden, strider på ingen måde mod den tidligere beretning og synes rimeligt som en fordeling af de officielle pligter. Hvorfor Zadok blev sendt til Gibeon, hvor tabernaklet var, og ikke beholdt i Jerusalem, hvortil arken var blevet ført, skønt han altid nævnes før Ebjatar og sandsynligvis blev betragtet som den øverste ypperstepræst, kan have haft sin grund enten i den kendsgerning, at kongen betragtede Gibeon som det centrale helligsted for den nationale gudsdyrkelse, eftersom tabernaklet var dér (det gjorde Salomo åbenbart; se 2 Krøn 1,3), og derfor som det rette sted for den øverste ypperstepræst; eller i den kendsgerning, at Zadok var yngre end Ebjatar og derfor mindre egnet end sin ældre kollega til at være ved hoffet som rådgiver for kongen.

(5) At det hen imod slutningen af Davids regeringstid ikke var Ebjatar, men hans søn Ahimelek (eller Abimelek), der skulle fremtræde som fælles ypperstepræst med Zadok, vil ikke være overraskende, hvis Ebjatar på dette tidspunkt var en gammel mand, sådan som hans far var ved begyndelsen af Davids regering. At bedstefar og barnebarn skulle have samme navn, er lige så sandsynligt at have været almindeligt dengang, som det er i dag.

(6) At Zadok skulle være blevet udnævnt til eneste ypperstepræst ved Salomos tronbestigelse (1 Krøn 29,22), er ikke uforeneligt med udsagnet (1 Kong 4,4) om, at under Salomo var Zadok og Ebjatar præster. Ebjatar kunne stadig anerkendes som præst eller endda som ypperstepræst, skønt han ikke længere fungerede som sådan. Afsættelsen kan også have berørt hans søn Ahimelek, og hvis både far og søn blev degraderet, skete det måske kun i den udstrækning, at de blev udelukket fra ypperstepræstens øverste værdighed.

4. Den højere kritiks teori:

Den højere kritik hævder:

(1) at Zadok fra Davids regeringstid i virkeligheden ikke var en aronit, nedstammet fra Eleazar gennem Ahitub, som ikke var Zadoks far, men Ahimeleks (Gray i EB, artiklen »Ahitub«), men en eventyrer, en lykkeridder, der havde arbejdet sig op i præsteembedet, skønt det ikke vides på hvilken måde (Wellhausen, GJ, 145);

(2) at præstedømmet indtil Zadoks fremtræden havde været i Itamars linje, skønt det ifølge en senere forfatters indskud i teksten til 1 Sam 1 (se 2,27 ff.) på Elis tid blev forudsagt, at det skulle gå bort fra Elis hus og gives til en anden;

(3) at da Ebjatar eller Ahimelek eller begge blev afsat, og Zadok af Salomo indsat som eneste ypperstepræst, blev denne fiktive profeti opfyldt — skønt der i virkeligheden hverken var profeti eller opfyldelse;

(4) at Ezekiel under eksilet i sin skitse af visionstemplet fremstillede zadokitterne som de eneste legitime præster, mens de øvrige af A's linje blev degraderet til at være levitter;

(5) at forfatteren til Præsteskriftet (P), for at fastslå Zadoks legitimitet, opfandt hans aronitiske afstamning gennem Eleazar og indsatte den fiktive profeti i 1 Samuel.

5. Kritik af denne teori:

(1) Denne teori går ud fra den antagelse, ikke at Krønikeskriveren var en eftereksilsk forfatter (hvilket indrømmes), men at han bevidst og med vilje idealiserede og i den udstrækning forfalskede sit folks tidligere historie ved at tillægge dem en trofast fastholden ved Præsteskriftets levitiske institutioner, som ifølge denne teori ikke dengang eksisterede — med andre ord ved at fremstille sin egen tids religiøse institutioner og skikke som om de havde eksisteret i nationen fra begyndelsen. Var denne teori blevet fastslået ved velbevidnede fakta, måtte den uden tvivl accepteres; men den vigtigste, om ikke den eneste, støtte den har, stammer fra en forudgående rekonstruktion af den hellige tekst i overensstemmelse med den teori, den bliver kaldt til at underbygge.

(2) At Zadoks far ikke var Ahitub, en præst af Eleazars linje, når man frem til ved at erklære teksten i 2 Sam 8,17 for at være blevet bevidst forvansket, formodentlig af en sen redaktør, idet versets oprindelige form ifølge kritikken (Wellhausen, TBS, 176 f.) skulle have været: »Ebjatar, Ahimeleks søn, Ahitubs søn, og Zadok var præster.« Men hvis dette var ordenes oprindelige form, er det ikke let at forklare, hvorfor de skulle være blevet vendt så fuldstændigt om, at de kom til at sige det modsatte, nemlig at Ahimelek var Ebjatars søn, og at Ahitub var Zadoks far, når han i virkeligheden var Ahimeleks far. Hvis, som Cornill indrømmer (Einl, 116), Krønikeskriveren arbejdede »med godt, gammelt historisk materiale«, er det ikke troværdigt, at han fik det til at sige det modsatte af, hvad det betød.

(3) Hvis Zadok ikke oprindelig var præst, men kun en militær eventyrer, hvorfor skulle David da overhovedet have gjort ham til præst? Wellhausen siger (GI, 20), at da David kom på tronen, »lagde han vægt på at have den gamle families arvinger, som havde tjent arken i Shilo, som præster.« Men hvis det var sådan, havde han Ebjatar af Itamars linje ved hånden og behøvede ikke at gå til hæren efter en præst. Hvis det derimod hævdes, at han ved at gøre Zadok til præst gav ham en lavere rang end Ebjatar og sendte ham til Gibeon, hvor tabernaklet var, hvorfor sætter begge kilder da så vedholdende Zadok før Ebjatar?

(4) Hvis Zadok oprindelig var en soldat uden forbindelse med præsteskabet og først blev præst, efter at David kom til Jerusalem, hvorfor skulle den tidligere kilde da have undladt at fortælle dette, når der, så vidt man kan opdage, ikke fandtes nogen grund til, at det skulle være udeladt? Og hvorfor skulle den præsteligt sindede Krønikeskriver have indarbejdet dette i sin beretning, når alle hans tilbøjeligheder burde have fået ham til at udelade det, især når han havde til hensigt (ifølge den kritiske teori) at opfinde en aronitisk afstamning for den unge kriger?

(5) At forudsigelsen om Elis hus' fald (1 Sam 2,27-36) blev indsat af en sen forfatter for at retfærdiggøre, at det blev erstattet af Zadoks slægt, har intet grundlag ud over den forudsætning, at forudsigelse er umulig, hvilket en retfærdig kritik ikke kan indrømme. Det hævdes, at forekomsten af ordet »salvet« forudsætter monarkiet. Dette forudsiger det imidlertid kun; og højst kan det, som Driver ser (Introduction, 164), ikke bevise profetiens fiktive karakter, men blot at den er blevet »omarbejdet af fortælleren og farvet af de forbindelser, som han selv er fortrolig med«; og selv dette er helt hypotetisk.

(6) Ezekiels henvisning til Zadoks efterkommere som de eneste legitime præster i synets tempel beviser ikke, at Zadok selv var en soldat, der klatrede op i præsteskabet. Selv hvis den kritiske fortolkning af synets tempel var korrekt, berører den på ingen måde Zadoks personlighed og modbeviser bestemt ikke hans oprindelige forbindelse med præsteskabet eller hans afstamning fra Eleazar.

T. Whitelaw