ab-lu'-shun: Riten med afvaskning til religiøs renselse synes i en eller anden form at være blevet praktiseret i alle lande og til alle tider. Egyptens præster praktiserede den samvittighedsfuldt (Herodot ii.37). Grækerne blev advaret om »aldrig med uvaskede hænder om morgenen at udgyde den sorte vin for Zeus« (Hesiod, Opera et Dies v.722; jf. Homer, Iliaden vi.266; Od. iv.759). Romerne overholdt den også (Vergil, Æneiden ii.217), ligesom orientalske folk i almindelighed gjorde og gør (jf. Koranen, Sura 5,8 osv.). Afvaskninger til faktisk eller rituel renselse udgør et markant træk ved jødisk liv og ceremoni. Ingen havde lov til at gå ind på et helligt sted eller nærme sig Gud i bøn eller offer uden først at have udført afvaskningsriten, eller »helligelsen«, som den undertiden blev kaldt (2 Mos 19,10; 1 Sam 16,5; 2 Krøn 29,5; jf. Josefus, Ant, XIV, xi, 5).

Tre slags vask anerkendes i bibelsk og rabbinsk lov:

(1) vask af hænderne,

(2) vask af hænder og fødder, og

(3) nedsænkning af hele kroppen i vand. (1 og 2 = græsk nipto; 3 = græsk louo).

Noget mere end et ekko af en almen praksis findes i Skrifterne. Rabbinerne hævdede at finde støtte for ceremoniel håndvask i 3 Mos 15,11. Davids ord: »Jeg vil vaske mine hænder i uskyld; sådan vil jeg gå rundt om dit alter, o Jahve« (Sl 26,6; jf. Sl 73,13), anses af dem for at berettige den slutning, at afvaskning af hænderne var en forudsætning for enhver hellig handling. Dette er derfor den form for afvaskning, som jøder praktiserer mest almindeligt og samvittighedsfuldt. Før ethvert måltid, hvori brød indgår, ligesom før bøn eller enhver gudsdyrkelseshandling, skal hænderne højtideligt vaskes i rent vand; det samme gælder efter enhver uren legemlig funktion eller kontakt med noget urent. Sådanne håndvaske opstod sandsynligvis naturligt af den kendsgerning, at de gamle spiste med fingrene, og var derfor først kun til fysisk renselse; men de blev ceremonielle og usædvanligt bindende. Talmud viser rigeligt, at det at spise med uvaskede hænder kom til at blive regnet for en sag af største betydning — »ligestillet med at begå en ukysk handling eller en anden grov forbrydelse«. Akiba, da han var i fængsel, undlod at bruge vand, som var givet ham til at slukke hans tørst, frem for at forsømme afvaskningsriten (`Er. 216). Kun i ekstreme tilfælde, ifølge Mishna, f.eks. på en slagmark, kunne man undvære den. Simeon, essæeren, »den hellige« (Toseph. Kelim i.6), som gik ind på det hellige sted uden at have vasket hænder og hævdede, at han var helligere end ypperstepræsten på grund af sit asketiske liv, blev udelukket af fællesskabet, fordi han underminerede de ældstes myndighed (jf. `Eduy. 5 6).

Vask af hænder og fødder foreskrives i loven kun for dem, der skal udføre præstelige funktioner (jf. Koranen, Sura 5 8, som kontrast: »Når I gør jer rede til bøn, så vask jeres ansigter og hænder indtil albuerne, og stryg jeres hoveder og jeres fødder indtil anklerne«; Hughes, Dict. of Islam). For eksempel skulle Moses eller Aron eller enhver underordnet præst, når han ønskede at gå ind i helligdommen (Tabernaklet) eller nærme sig alteret, vaske hænder og fødder fra karet, som stod mellem Tabernaklet og alteret (2 Mos 30,19; 2 Mos 40,31). Den samme regel gjaldt i templet i Jerusalem. Vask af hele kroppen er imidlertid den form for afvaskning, som loven mest specifikt og strengt kræver. De tilfælde, hvor nedsænkning af hele kroppen befales, enten til renselse eller indvielse, er meget talrige. For eksempel foreskrev loven, at ingen spedalsk eller anden uren person af Arons slægt måtte spise af helligt kød, før han havde vasket hele sin krop i vand (3 Mos 22,4-6); at enhver, der kom i berøring med en person, som havde et urent udflåd, eller med en genstand brugt af en sådan, skulle vaske hele sin krop (3 Mos 15,5-10); at en, der led af et urent udflåd (3 Mos 15,16; 3 Mos 15,18), en menstruerende kvinde (2 Sam 11,2; 2 Sam 11,4), og enhver, der rørte ved en menstruerende kvinde eller noget, hun havde brugt, ligeledes skulle nedsænke hele personen i vand (3 Mos 15,19-27); at ypperstepræsten, som gjorde tjeneste på forsoningsdagen (3 Mos 16,24-28), præsten, som passede den røde kvie (4 Mos 19,7; 4 Mos 19,8; 4 Mos 19,19), og enhver præst ved sin indsættelse (2 Mos 29,4; 2 Mos 40,12) skulle vaske hele sin krop i vand. Jf. »forskellige dåb« (nedsænkninger) i Hebr 9,10, og se Broadus om Matt 15,2-20 med fodnote. (For et andet syn på badning se Kennedy i HDB, I, 257 v.)

Badning i moderne og ikke-religiøs forstand nævnes sjældent i Skrifterne (2 Mos 2,5 Faraos datter; 2 Sam 11,2 Revised Version (British and American) Batseba, og det interessante tilfælde 1 Kong 22,38). Offentlige bade møder man først i den græske periode — indbefattet i »træningsstedet« (1 Makk 1,14), og rester af sådanne bygninger fra den romerske periode er talrige. For nylig er en bemærkelsesværdig række badekamre blevet opdaget ved Gezer i Israels land i forbindelse med en bygning, som menes at være paladset bygget af Simon Makkabæeren (Kennedy (illust. in PEFS, 1905, 294 f)). Afvaskningsriten blev også overholdt blandt de tidlige kristne. Eusebius (Historia Ecclesiastica, X, 4.40) fortæller om kristne kirker, der blev forsynet med springvand eller vandbassiner, efter den jødiske skik med at sørge for bækkenet til præsternes brug. De apostolske konstitutioner (VIII.32) har reglen: »Lad alle de troende .... når de står op af søvnen, før de går på arbejde, bede, efter at de har vasket sig« nipsamenoi.

Jesu holdning til den rabbinske lov om afvaskning er betydningsfuld. Markus (7,3) baner vejen for sin beretning om den ved at forklare: »Farisæerne og alle jøderne spiser ikke, medmindre de vasker hænderne op til håndleddet (pugme). (Se LTJM, II, 11). Ifølge Matt 15,1-20 og Mark 7,1-23 havde farisæere og skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem (dvs. de strengeste), set nogle af Jesu disciple spise brød med uvaskede hænder, og de spurgte ham: »Hvorfor overtræder dine disciple de ældstes overlevering? For de vasker ikke hænder, når de spiser brød.« Jesu svar var for jøderne, ja selv for hans egne disciple, i højeste grad overraskende, paradoksalt, revolutionerende (jf. Matt 12,8). De kunne ikke undgå at se, at det ikke blot gjaldt håndvask, men hele spørgsmålet om ren og uren mad; og dette var for dem en af lovens mest vitale dele (jf. ApG 10,14). Jesus så, at jødernes brede masser, ikke mindre end farisæerne, mens de var samvittighedsfulde med hensyn til ceremoniel renhed, var ligeglade med indre renhed. Derfor ville han her, ligesom i Bjergprædikenen og med henvisning til sabbatten (Matt 12,1 ff), føre dem ind i lovens dybere og sandere betydning og således bane vejen for at tilsidesætte ikke blot de ældstes overleveringer, som satte Guds bud ud af kraft, men om nødvendigt også selve lovens foreskrevne ceremonier, for at loven i sine højere principper og betydninger kunne blive »opfyldt«. Her forkynder han et princip, som går til hjertet af hele spørgsmålet om sand religion, når han siger: »Med rette profeterede Esajas om jer hyklere« (Mark 7,6-13)--I, som gør stort nummer ud af hengivenhed for Gud og stærkt insisterer på det ydre i hans tjeneste, mens I i hjertet ikke elsker ham, idet I gør Guds ord virkningsløst for jeres overleverings skyld!

LITTERATUR.

For en liste over ældre autoriteter se McClintock og Strong, Cyclopedia; Nowack, Biblische Archaeologie, II, 275-99; og Spitzer, Ueber Baden und Bader bei den alten Hebraern, 1884. George B. Eager