a'-mos (`amoc, "byrdefuld" eller "byrdebærer"; Amos):

I. PROFETEN

1. Navn

2. Hjemsted

3. Personlig historie

4. Hans forberedelse

(1) Kundskab om Gud

(2) Kendskab til hans folks historie

(3) Personlige rejser

(4) Landskabet omkring hans hjem

5. Hans mission

6. Datering

II. BOGEN

1. Dens inddelinger

2. Dens udsyn

3. Bogens værdi

(1) Som et billede af de sociale forhold

(2) Som et billede af de religiøse forhold

(3) Vidnesbyrd om historien

(4) Vidnesbyrd om loven

(a) Ritualet

(b) Etisk lære

(5) Profetstanden

(6) Den profetiske religion

LITTERATUR

I. Profeten.

1. Navn:

Amos er den profet, hvis bog står som den tredje blandt »De Tolv« i den hebraiske kanon. Ingen anden person med samme navn nævnes i Det Gamle Testamente; navnet på profeten Esajas' far skrives anderledes ('amots). Der nævnes en Amos i slægtsrækken i Luk 3,25, men ellers er han ukendt, og vi ved ikke, hvordan hans navn ville være blevet skrevet på hebraisk. Om betydningen af profetens navn kan man kun sige, at et verbum med de samme rodbogstaver, i betydningen at læsse eller bære en byrde, ikke er ualmindeligt i sproget.

2. Hjemsted:

Tekoa, Amos' hjemsted, lå i en afstand af 5 miles syd for Betlehem, hvorfra det kan ses, og 10 miles fra Jerusalem, på en høj, 2.700 fod høj, med udsigt over Judas ørken. Det blev gjort til en »befæstet by« af Rehabeam (2 Krøn 11,6), og kan faktisk have fået sit navn på grund af sin fjerne og udsatte beliggenhed, for den stamme, som ordet er afledt af, forekommer ofte i betydningen at slå alarm med trompeten: f.eks. »Blæs i trompet i Tekoa, og rejs et ildsignal i Bet-Hakkerem« (Jer 6,1 KJV). Det samme ord bruges også om at rejse et telt ved at slå teltpløkkene i; og Hieronymus siger, at der på hans tid ikke lå nogen landsby hinsides Tekoa. Navnet er bevaret, og egnen er i dag græsningsområde for store flokke af får og geder. Fra det høje terræn, hvor den moderne landsby ligger, ser man ned over de nøgne, bølgende høje i et af de mest øde egne i Israels land, »den øde, hylende ørken«, som må have inspireret noget af den rystende billedbrug i profetens taler. Stedet kan have haft — som det ikke sjældent er tilfældet med byer eller landsbyer — ry for en særlig egenskab hos dets indbyggere; for det var fra Tekoa, at Joab hentede den »kloge kvinde«, som ved en opdigtet historie udvirkede Davids forsoning med hans forviste søn Absalom (2 Sam 2). Der er spor i Amos' Bog af en skarpsindighed og sund bondefornuft, som ikke er så iøjnefaldende i andre profetiske bøger.

3. Personlig historie:

De personlige enkeltheder, som nævnes i bogen, er få, men sigende. Amos var ikke profet eller profetsøn, fortæller han os (Am 7,14), dvs. han tilhørte ikke den professionelle klasse, som færdedes ved de såkaldte profetskoler. Han var »blandt hyrderne fra Tekoa« (1,1), idet det ord, der her bruges, kun findes ét andet sted (2 Kong 3,4) og anvendes om Mesha, Moabs konge. Det synes at henvise til en særlig fåreart, noget klodset af udseende, men med en rig uldproduktion. I Am 7,14 er det ord, der gengives med »kvæghyrde«, et andet og betegner en kvægejer, skønt nogle, ud fra Septuagintas gengivelse, mener, at ordet burde være det samme som i Am 1,1. Han var også »en, der passede morbærfigentræer« (Am 7,14). Det ord, der gengives med »passede« (Revised Version) eller »samler« (KJV), forekommer kun her, og ud fra Septuagintas gengivelse (knizon) formoder man, at der sigtes til en klemning eller prikning af morbærfigenen for at gøre den mere velsmagende eller fremskynde dens modning, selv om en sådan skik ikke kendes i landet i dag.

4. Hans forberedelse:

Der siges intet om nogen særlig forberedelse af profeten til hans gerning: »Herren tog mig bort fra at følge hjorden, og Herren sagde til mig: Gå, profetér for mit folk Israel« (Am 7,15, English Revised Version). Med disse ord stiller han sig på linje med alle profeterne, som i forskellige udtryksmåder gør krav på en direkte åbenbaring fra Gud. Men omtalen af profetkaldet i forbindelse med omtalen af hans verdslige kald er betydningsfuld. Der lå ingen periode mellem det ene og det andet, ingen afbrydelse af landbrugsarbejdet for at forberede sig på profetgerningen. Landmanden var forberedt til denne opgave, og da Guds tid kom, tog han den op. Hvad var den forberedelse? Selv om vi antager, at kaldet var en øjeblikkelig begivenhed, må manden have været rede til at modtage det, udrustet til at udføre det. Og når vi ser på den måde, han udførte det på, sådan som det fremgår af hans bog, kan vi se, at der var en forberedelse, både indre og ydre, af meget grundig og virkningsfuld karakter.

(1) Kundskab om Gud.

Først og fremmest har han ingen tvivl eller usikkerhed om karakteren af den Gud, i hvis navn han er kaldet til at tale. Amos' Gud er en, hvis herredømme er grænseløst (Am 9,2), hvis magt er uendelig (Am 8,9), og som ikke blot styrer naturens kræfter (Am 4; Am 8), men leder folkeslagenes bevægelser og skæbner (Am 6,1; Am 6,14; Am 9,7). Desuden er han retfærdig på alle sine veje og handler med folkeslagene efter moralske principper (Am 1,3; Am 2,1); og skønt han i særlig grad er velvillig mod Israel, gør han netop dette valg af dem som folk til grundlag for at hjemsøge dem med strengere gengældelse for deres synder (Am 3,2). Ligesom alle profeterne giver Amos ingen forklaring på, hvordan han kom til at kende Gud og danne sig denne opfattelse af hans karakter. Det var ikke ved at søge, at de fandt frem til Gud. Det forudsættes, at Gud er til, og at han er et sådant væsen; og denne viden, som kun kunne komme fra Gud, betragtes som ubestridt og uomtvistelig. Kaldet til at tale i Guds navn kan være kommet pludseligt, men profetens opfattelse af karakteren hos den Gud, der kaldte ham, er ingen ny eller pludselig åbenbaring, men en fast og velgrundet overbevisning.

(2) Kendskab til hans folks historie.

Dernæst viser hans bog ikke blot, at han var godt fortrolig med sit folks historie og traditioner, som han tager for givet er velkendte for hans tilhørere, men også at han havde tænkt over disse ting og indset deres betydning. Vi udleder, at han havde indåndet en religiøs atmosfære, eftersom intet tyder på, at han i sit kendskab til sit folks religiøse kendsgerninger adskilte sig fra dem, han boede iblandt, selv om kaldet til at gå ud og indskærpe dem kom til ham på en særlig måde.

(3) Personlige rejser.

Man har formodet, at Amos gennem personlige rejser havde erhvervet det nøjagtige kendskab, som han viser i sine levende skildringer af samtidens liv og forhold; og det kan have været tilfældet, at han som uldhandler eller hjordeejer havde besøgt de nævnte byer og færdedes på de forskellige markeder, som folk søgte til.

(4) Landskabet ved hans hjem.

Vi må heller ikke overse en anden faktor i hans forberedelse: det landskab, hvor han havde sit hjem, og hans daglige livs beskæftigelser. Landskabet var egnet til at gøre et højtideligt indtryk på et eftertænksomt sind: den udstrakte ørken, Det Døde Havs glitrende vande, den høje mur af Moabs fjerne bjerge, over alt dette det skiftende lys og skygge. Ørkenens stille liv, mens han med sådanne scener stadig for øje vogtede sin hjord eller forsvarede den mod vilde dyrs hærgen, ville hos en, hvis tanker var fulde af Gud, nære det ophøjede syn på den guddommelige majestæt, som vi finder i hans bog, og give stof til de billeder, hvori hans tanker er udtrykt (Am 1,2; Am 3,4; Am 4,13; Am 5,8; Am 9,5). Da han hentes fra arbejdet med hjorden, træder han frem for os med sit daglige livs sprog og billeder (Am 3,12), men gennem det hele lyder tonen fra en, der har set Guds virke i hele naturen og hans nærvær i hvert fænomen. Landlig kan han være, men der er ingen råhed eller bondskhed i hans stil, som er præget af naturlig og lidenskabelig veltalenhed, ordnet og regelmæssig som fra et sind, der var modtageligt for Guds ordnede virke i naturen omkring ham. Der er en duft af ørkenens frie luft over hans ord; men profeten lever i en videre æter og indånder en renere luft; alle ting i naturen og på historiens mark ses i et guddommeligt lys og måles med en guddommelig målestok.

5. Hans mission:

Således forberedt i ensomheden i Judas yderste syd blev han kaldet til at gå hen og profetere for Israels folk og træder frem i Betel, Nordrigets hovedstad. Det kan være, at han under udøvelsen af sit verdslige erhverv havde set og var blevet grebet af livets og religionens forhold i disse egne. Der gives ingen grund til hans mission til den nordlige hovedstad, men grunden er ikke svær at finde. Det er profeternes måde at træde frem på dér, hvor der er størst brug for dem; og Nordriget var omkring den tid kommet sejrrigt ud af krig og havde nået højdepunktet af rigdom og magt, med de ledsagende følger af luksus og udskejelser, mens Sydriget havde nydt en periode med ydre ro og hjemlig tilfredshed.

6. Datering:

Profeten Amos' datering kan omtrent fastsættes ud fra udsagnet i det første vers om, at hans virksomhed faldt »i de dage, da Uzzija var konge i Juda, og i de dage, da Jeroboam, Joashs søn, var konge i Israel, to år før jordskælvet.« Begge disse konger havde lange regeringsperioder, Uzzijas fra 779 til 740 f.Kr. og Jeroboam II's fra 783 til 743 f.Kr. Hvis vi ser på de år, hvor de regerede samtidig, og tager i betragtning, at Jotam mod slutningen af Uzzijas regeringstid fungerede som medregent, kan vi trygt placere Amos' tid omkring år 760 f.Kr. I et land, hvor jordskælv ikke er ualmindelige, må det her omtalte have været usædvanlig voldsomt, for mindet om det blev længe bevaret (Zak 14,5). Hvor længe han udøvede sin tjeneste, får vi ikke at vide. Efter al sandsynlighed er bogen aflejringen af en række taler, der blev holdt fra tid til anden, indtil hans ligefremme tale vakte myndighedernes harme, og han fik ordre til at forlade landet (Am 7,10). Vi kan kun formode, at han nogen tid senere trak sig tilbage til sit hjemsted og nedskrev en sammentrængt beretning om de taler, han havde holdt.

II. Bogen.

Vi kan med mere end almindelig sikkerhed skelne omridset af de enkelte taler, og bogens opbygning er klar og enkel. Også teksten er i det store og hele trofast bevaret; og selv om kritikere nogle få steder mener at finde spor af senere redaktionelle hænder, hviler disse konklusioner hovedsagelig på subjektive grunde og vil blive vurderet forskelligt af forskellige sind.

1. Dens inddelinger:

Bogen falder naturligt i tre dele, som kan kendes på bestemte tilbagevendende formler og almene litterære træk.

(1) Det første afsnit, som er tydeligt genkendeligt, omfatter Am 1 og 2. Her, efter overskriften og betegnelsen af profeten i Am 1,1, følger en højtidelig proklamation af guddommelig myndighed for profetens ord. "Jahve vil brøle fra Zion og lade sin røst lyde fra Jerusalem" (vers 2). Dette er bemærkelsesværdigt hos en, der gennem hele bogen anerkender Guds magt som verdensomspændende og hans virke som lige så vidtstrakt som skabningen; og det bør tjene som en advarsel i betragtning af på den ene side påstanden om, at templet i Jerusalem ikke var mere helligt end nogen af de talrige "offerhøje" rundt om i landet, og på den anden side den overfladiske måde, hvorpå nogle forfattere taler om den hebraiske forestilling om en guddom, hvis bolig var begrænset til ét sted, uden for hvilket hans indflydelse ikke mærkedes. For denne Gud, som har sin bolig på Zion, fordømmer nu gennem profetens mund efter tur de omgivende folkeslag, og dette hovedsagelig ikke for forseelser begået mod det udvalgte folk, men for moralske forseelser mod hinanden og for brud på en lov, der er bindende for menneskeheden. Det vil bemærkes, at de folkeslag, der fordømmes, ikke nævnes i geografisk rækkefølge, og profeten udviser bemærkelsesværdig retorisk dygtighed i udvælgelsens orden. Tilhørernes interesse og sympati sikres ved at fæstne opmærksomheden på skyldens uhyrligheder hos deres naboer, og nysgerrigheden holdes vågen ved usikkerheden om, hvor det næste slag fra den profetiske pisk vil falde. Han begynder med de fjernere og fremmede folk i Damaskus, Gaza og Tyrus, drejer derpå rundt til de nærmere og beslægtede folk Edom, Ammon og Moab, indtil han et øjeblik standser ved broderstammen Juda; og således, efter ubønhørligt at have trukket nettet sammen om Israel ved opregningen af syv folk, styrter han ned over Nordriget, som hans budskab særligt skal rettes til.

(2) Det andet afsnit omfatter Am 3 til 6 og består tilsyneladende af en række taler, hver indledt med formlen: "Hør dette ord" (Am 3,1; Am 4,1; Am 5,1), og en anden indledt med et omfattende: "Ve dem, der lever sorgløst på Zion, og dem, der er trygge på Samarias bjerg" (Am 6,1). Inddelingerne her er ikke så klart markerede. Det vil f.eks. bemærkes, at der er endnu et "Ve" i Am 5,18; og i kapitel 4, skønt talen i begyndelsen er rettet til de luksuselskende kvinder i Samaria, har ordene fra 4,4 og fremefter en bredere reference. Derfor ville nogle opdele dette afsnit i et større antal underafsnit; og nogle har da også beskrevet hele bogen som en samling dårligt ordnede brudstykker. Men selv om det ikke er nødvendigt at antage, at den skrevne bog er en nøjagtig gengivelse af de talte taler, og selv om inddelingen i kapitler ikke har nogen autoritet, må vi dog give plads til en vis frihed i de detaljer, som en lidenskabelig taler ville indføre i sine taler, og til overgange og tankeforbindelser, som måske ikke er åbenbare på overfladen.

(3) Det tredje afsnit har nogle tydeligt markerede kendetegn, selv om det er endnu mindre ensartet end det foregående. Det fremtrædende træk er udtrykket: "Således viste Herren Jahve mig" (Am 7,1; Am 7,4; Am 7,7; Am 8,1), varieret i Am 9,1 med ordene: "Jeg så Herren stå ved siden af alteret." Vi har således en række "syner", der angår og fortolkes som anvendt på Israels tilstand. Det er i løbet af et af disse, da profeten kommer til ordene: "Jeg vil rejse mig mod Jeroboams hus med sværdet" (Am 7,9), at indgrebet fra Amasja, præsten i Betel, omtales, sammen med profetens ædle svar om sit guddommelige kald og hans irettesættelse og fordømmelse af præsten, som ender med en profetisk kundgørelse om Israels fald og fangenskab (Am 7,14-17).

2. Dens udsyn:

Hvis talerne er nedskrevet i kronologisk rækkefølge efter deres fremførelse, ville det se ud til, at Amos ikke straks drog bort, eftersom der følger flere syner efter denne episode, og der er en særlig passende grund til Amasjas indgriben netop på det sted, hvor den er omtalt. Hvad angår den afsluttende passage i dette afsnit (Am 9,11-15), som giver et lyst perspektiv for fremtiden, er der en gruppe kritikere, som er tilbøjelige til at forkaste den netop af denne grund, som uforenelig med den strenge fordømmende tone i resten af bogen. Det er imidlertid ganske muligt, at profeten selv (og ingen efterfølgende senere redaktør) kan have tilføjet passagen, da han kom til at nedskrive sine taler. Der er ingen grund til at tro, at nogen af profeterne--hvor hårde deres ord end var--troede, at Israels Gud ville gøre fuldstændig ende på sit folk i fangenskab; tværtimod får deres vished om Guds trofasthed mod sit løfte og den dybt rodfæstede overbevisning om, at retten til sidst ville sejre, os til selv hos de strengeste eller tidligste af profeterne at forvente håbet om en fremtidig herlighed--det håb, som blev lysere og lysere, efterhånden som nationens udsyn blev mørkere, og som opnåede intensitet og klarhed i det messianske håb, der holdt dem oppe i eksilets mørkeste dage. Det er vanskeligt at tro, at nogen af profeterne var fortvivlelsens profeter, eller at forestille sig, hvordan de overhovedet kunne have profeteret, hvis de ikke havde haft en fast tro på det godes endelige sejr.

3. Bogens værdi:

Amos' Bog er særlig værdifuld, fordi han med sikkerhed er en af de tidligste profeter, hvis skrifter er bevaret for os. Den er, ligesom Hoseas' Bog, der hører til omtrent samme tid, et samtidigt dokument fra en periode af stor betydning i Israels historie og giver ikke blot levende skildringer eller oplysende antydninger af folkets liv og religiøse tilstand, men giver også en pålidelig målestok til at vurdere værdien af visse andre bøger, hvis dateringer ikke er så præcist fastlagt, et bestemt udgangspunkt for at følge forløbet i Israels historie.

(1) Som et billede af den sociale tilstand.

Bogen er værdifuld, fordi den rummer et samtidigt billede af samfundet og religionens tilstand. Ud fra de misbrug, som profeten fordømmer, og de livagtige skildringer, han tegner af de scener, han færdedes iblandt, sammenholdt med det vi ellers ved om periodens historiske bevægelser, kan vi danne os et nogenlunde fyldestgørende skøn over tidens og landets tilstand. Under Jeroboam II's regering rejste Israels rige sig, efter at det var blevet stærkt reduceret under de foregående regeringer, til en udstrækning og indflydelse, der ikke havde set sin lige siden Salomos dage (2 Kong 14,25); og vi bliver ikke overraskede over i Amos' Bog at læse de hovmodige ord, som han lægger i munden på sin tids folk, når de talte om Israel som "det ypperste blandt folkene", i moderne sprogbrug en stormagt, og pralede af de "horn", hvormed de havde opnået denne fremragende stilling (Am 6,1; Am 6,13).

Men hvis succes i krig opmuntrede denne pralende ånd, førte den også uundgåelige onder med sig. Sejr betød, som vi ved fra de assyriske monumenter, plyndring; for den ene konge efter den anden beretter, hvor meget bytte han havde taget, hvor mange fanger han havde ført bort; og vi må antage, at krige mellem mindre stater blev ført efter de samme metoder. I sådanne krige betød succes en udvidelse af territoriet og øget rigdom, mens nederlag medførte det modsatte. Men man må huske, at i et landbrugsland og i et samfund, der var sammensat som Israels, var krigens resultat for én klasse af befolkningen i vid udstrækning katastrofalt, uanset udfaldet, og når der blev opnået succes, førte den onder med sig, som endda forværrede deres tilstand. Bonden, der blev pålagt at gribe til våben til angreb eller forsvar, blev taget bort fra markarbejdet, som i bedste fald blev forsømt for en tid, og i værste fald blev ødelagt og gjort ufrugtbart. Og når sejren så var sikret, kunne byttet falde i hænderne på de fornemme og lederne, dem der var "kaldt ved navn" (Am 6,1), mens bonden vendte tilbage til sine ødelagte eller forsømte marker uden særligt mange håndgribelige midler til at begynde livet på ny. Den rigdom, som de stærke mænd sikrede sig, førte til øget luksus hos dens ejere og blev faktisk midlet til yderligere at øge de fattiges vanskeligheder, fordi de var afhængige af de rige for at få mulighed for at tjene til livets ophold. Situationen ville blive forværret under en svag eller korrupt regering, sådan som Jeroboams efterfølgeres regering bestemt var. Tilstanden findes i nutidige østlige lande, selv under en forholdsvis klog og retfærdig administration; og at det var den tilstand, der herskede på Amos' tid, fremgår fuldt ud af hans bog.

Den indledende fordømmelse af Israel for undertrykkelse af de fattige og for jordgrådighed (Am 2,6; Am 2,7) genlyder og udvides i de følgende kapitler (Am 3,9; Am 3,10; Am 4,1; Am 5,11; Am 5,12; Am 8,4-6); og de riges luksus, de som mæskede sig på deres fattigere brødres ulykke, bliver revset med bidende ironi i sådanne passager som Am 6,3-6. Særligt bemærkelsesværdig i denne forbindelse er den foragtelige henvisning til de luksuriøse kvinder, "Bashans køer" (Am 4,1), hvis ekstravagance opretholdes ved undertrykkelsen af de fattige. Kort sagt var situationen en, der har fundet slående paralleller i nutidige despotiske lande i Østen, hvor folket er delt i to klasser: de magtfulde rige, rige fordi de er magtfulde og magtfulde fordi de er rige, og de undertrykte fattige, mennesker som ikke har nogen hjælper, ingen "ryg" i det almindelige østlige udtryk, afhængige af de rige og indflydelsesrige og tilbøjelige til at synke dybere ned i fattigdom under grådige beskyttere.

(2) Som et billede af den religiøse tilstand.

I en sådan social atmosfære, som forgiftede de elementære dyder, kunne en levende religion ikke trives; og der er tydelige tegn i Amos’ ord på den lave tilstand, den var sunket ned i. Som vi forstår af hans taler, manglede der ganske vist ikke ydre opmærksomhed på gudsdyrkelsens former; men disse former var af en så fordærvet karakter og forbundet med så megen praktisk gudløshed og endda umoral, at den i stedet for at højne folkets karakter førte til dets endnu større fornedrelse. Folket roste sig af det, de betragtede som dyrkelsen af den nationale Gud, idet de mente, at så længe de ærede ham med kostbare ofre og et pragtfuldt ritual, behagede de ham og var trygge under hans beskyttelse. Betel, Dan, Gilgal, Be’ersheba og vi ved ikke hvor mange andre steder blev opsøgt på pilgrimsfærd af skarer af tilbedere. Med alle de ledsagende elementer af ceremonielt ritual, som den nyligt erhvervede rigdom gav dem mulighed for, med ofre ud over det lovmæssigt foreskrevne eller sædvanlige (Am 4,4; Am 4,5), blev tjenesten ved disse helligdomme opretholdt; men selv disse ofre blev bragt på de fattiges bekostning (Am 5,11), den fremherskende luksus trængte sig endog ind på altrenes område (Am 2,8), og retfærdighed og barmhjertighed var iøjnefaldende fraværende fra det religiøse liv. Folket syntes at have slået sig til ro i en selvtilfreds optimisme, uden tvivl næret af national velstand, og skønt der ikke havde manglet påmindelser om en retfærdig Guds suverænitet i naturens omvæltninger—tørke, hungersnød, pest og jordskælv (Am 4,6-11)—havde disse ikke været til nogen nytte for at vække den sovende samvittighed. De skød den onde dag langt fra sig (Am 6,3), for Jahve var deres nationale Gud, og “Herrens dag”, den kommende gode tid (Am 5,18), hvor Gud ville komme dem til hjælp, fyldte mere i deres sind end den bydende pligt til at vende tilbage til ham (Am 4,6; Am 4,8 osv.).

(3) Vidnesbyrd om historien.

Bogen er værdifuld på grund af den bekræftelse, den giver af de historiske udsagn i andre bøger, især på grund af de henvisninger, den indeholder til den tidligere historie, som findes i Pentateuken. Og her må vi skelne mellem henvisninger til, eller citater fra, bøger og udsagn eller antydninger eller tegn på historiske begivenheder, som måske eller måske ikke var nedskrevet i bøger eller tilgængelige for profeten og hans tilhørere. Meningerne er delte om tidspunktet for affattelsen af de bøger, som beretter den tidligere historie, og de ældste bibelske forfattere har ikke for vane at sige, hvilke kilder de hentede deres oplysninger fra, eller om de citerer fra bøger. Vi kan næppe tro, at kopier af eksisterende bøger eller skrifter på Amos’ tid ville være i hænderne på folkets brede masse, selv hvis evnen til at læse dem var almindelig. Under sådanne omstændigheder, hvis vi finder en profet som Amos, inden for rammerne af en lille bog, henvise til fremtrædende begivenheder og stadier i den forgangne historie som forhold, der var kendt af alle hans tilhørere og uomtvistelige, bliver vores tillid til sandfærdigheden af de bøger, hvori disse kendsgerninger er optegnet, stærkt forøget, og det bliver et spørgsmål af forholdsvis mindre betydning, på hvilket tidspunkt disse bøger blev affattet.

Det er nu bemærkelsesværdigt, hvor mange hentydninger, mere eller mindre præcise, til forudgående historie der findes inden for denne lille bogs rammer; og deres betydning ligger ikke i det faktiske antal henvisninger, men i henvisningens art og i de antydninger, der ligger i de enkelte henvisninger. Det vil sige, at hver henvisning ikke skal tages som et isoleret vidnesbyrd om en enkelt begivenhed, men indebærer langt mere end det, der udtrykkes, og er kun forståelig, når andre kendsgerninger eller hændelser tages i betragtning. Således er fx henvisningen til Sodomas og Gomorras omstyrtelse (Am 4,11) kun forståelig ud fra den forudsætning, at beretningen om denne katastrofe var almindeligt kendt; og det ville være en smålig kritik at hævde, at ødelæggelsen af de andre byer på sletten på samme tid og hele beretningen om Lot var ukendt på Amos’ tid, fordi de ikke nævnes her i detaljer. Når vi således ét sted har en henvisning til Isaks hus (Am 7,16), et andet sted til Jakobs hus (Am 3,13), et andet til Josefs hus (Am 5,6) og et andet til fjendskabet mellem Jakob og Esau (Am 1,11), kan vi ikke tage disse som løsrevne meddelelser, men må indsætte de forbindelsesled, som profetens ord ville vække hos hans tilhørere. Med andre ord: sådanne korte bemærkninger antyder, netop fordi de er tilfældige og korte, et kendskab til en sammenhængende patriarkhistorie som den, der findes i Første Mosebog. Endvidere er profetens henvisninger til »hele slægten« af »Israels børn«, som Herren »førte op fra Egyptens land« (Am 3,1), og til Guds ledelse af folket »fyrre år i ørkenen, for at de skulle tage amoritternes land i eje« (Am 2,10), ikke løse stumper af folkelig fortælling, men led i en kæde af national historie. Det synes at være på grundlag af disse og lignende henvisninger i Amos’ og Hoseas’ bøger, hvis dateringer er kendte, at kritikere er blevet enige om at fastsætte dateringen af de tidligste historiske dele af Pentateuken, sådan som de forstår dem, nemlig de dele, der betegnes som Jahvisten og Elohisten, til det 8. og 9. århundrede f.Kr., dvs. på eller kort før disse profeters tid. Det kan overlades til læserens uhildede dømmekraft at afgøre, om henvisningerne ligner henvisninger til et nyligt udarbejdet dokument, eller om det ikke er mere sandsynligt, at disse henvisninger i en tidsalder, hvor skriftlige dokumenter nødvendigvis var få og ikke tilgængelige for mængden, er appeller til ting, der var fast forankret i folkets erindring, en erindring der rakte tilbage til tingene selv. Eller hvis profetens ord skal tages som tilstrækkeligt bevis for eksistensen af skriftlige kilder, ville det forhold, at sagerne forudsættes som velkendte, snarere støtte den konklusion, at de pågældende skriftlige kilder går tilbage til en langt tidligere periode, eftersom de forhold, de indeholdt, på dette tidspunkt var blevet almindeligt kendte.

(4) Vidnesbyrd om loven.

(a) Ritualet.

Og hvad med de andre elementer i Pentateuken af juridisk og rituel karakter, som fylder så meget i disse bøger? Spørgsmålet om, hvorvidt Amos' Bog viser kendskab til disse eller ej, er vigtigt, fordi det i høj grad er på grundlag af profetiske og historiske forfatteres tavshed, at kritikere af en bestemt skole henfører disse lovprægede dele af Pentateuken til en sen datering. Nu er det fra begyndelsen oplagt at spørge, hvad vi med rimelighed har ret til at forvente. Vi må huske på, hvilken tilstand det folk befandt sig i, som Amos talte til, og hvad formålet og sigtet var med hans sendelse til Nordriget. Det må erindres, at Jeroboam I, som vi får at vide i Kongebogen (1 Kong 12,25 ff), bevidst søgte at skabe et brud mellem gudsdyrkelsen i Jerusalem og gudsdyrkelsen i hans eget rige, samtidig med at han overbeviste sit folk om, at dyrkelsen af Jahve blev opretholdt. Skismaet fandt sted omkring 170 år før Amos' tid, og det er ikke sandsynligt, at Nordrigets gudsdyrkelse og ritual i dette tidsrum udviklede sig i retning af større renhed eller større overensstemmelse med det, der havde været den autoritative praksis i det udelte rige ved templet i Jerusalem. Når Amos derfor, over for den fordærvede gudsdyrkelse forbundet med udførligt ritual, som herskede omkring ham, erklærer, at Gud hader og foragter deres fester og ikke har behag i deres højtidelige forsamlinger (Am 5,21), er vi ikke berettigede til at presse hans ord, som det undertiden gøres, til en altomfattende fordømmelse af alt ritual. Tværtimod, når han i den samme sammenhæng (Am 5,22) nævner brændofre, afgrødeofre og takofre, og i et andet afsnit (Am 4,4; Am 4,5) daglige ofre og tiender, taksigelsesofre og frivillige ofre, er det naturligt at slutte, at han med disse udtryk, som er velkendte i Pentateuken, henviser til de lovbestemte forskrifter, der var en del af det forenede Israels nationale gudsdyrkelse, men som var blevet overdækket af fordærv og havde mistet åndelig værdi, sådan som de blev praktiseret i Nordriget. Således kan vi også forstå hans hentydninger til nymånen og sabbatten (Am 8,5) som tider med særlig hellighed og almindeligt anerkendte. Efter i så hånlige og altomfattende vendinger at have fordømt den gudsdyrkelse, han så foregå omkring sig, hvad skulle Amos da vinde ved at gå ind i detaljerede rituelle forskrifter eller definere præsters og levitters præcise pligter og rettigheder; og efter at have fordømt pilgrimsrejserne til helligdommene i Betel, Gilgal, Be'ersheba, Samaria og Da (Am 4,4; Am 5,5; Am 8,14), hvad skulle han da vinde ved at citere loven i Deuteronomium om én central helligdom? Og hvis en af hans tilhørere, ligesom kvinden fra Samaria på et senere tidspunkt, havde forsøgt at drage ham ind i en drøftelse af de to templers relative fortrin, kan vi forestille os, at han ville have svaret i den store Lærers ånd: "I tilbeder det, I ikke kender; vi kender det, vi tilbeder" (Joh 4,22 KJV). En regulering af formen var til ingen nytte, mens hele ånden i overholdelsen var fordærvet; religionens sjæl var død, og profeten havde en højere pligt end at pynte på liget.

Ved roden af religionens fordærv lå en råddenskab i den moralske sans; og fra begyndelse til ende insisterer Amos på nødvendigheden af et rent og retfærdigt liv. I denne forbindelse stemmer hans appeller på slående måde overens med lovbøgernes særligt etiske krav, og i udtryksmåde ligner de dem så meget, at det berettiger den konklusion, at lovens krav på disse områder var kendte og anerkendte. Således er hans fordømmelser af dem, der undertrykker de fattige (Am 2,7; Am 4,1; Am 8,4), helt i ånd og stil med 2 Mos 22,21; 2 Mos 22,22; 2 Mos 23,9; hans henvisninger til fordrejning af retten og til at tage imod bestikkelse (Am 2,6; Am 5,7; Am 5,10; Am 6,12) er retoriske indskærpelser af lovens forbud i 2 Mos 23,6-8; når han irettesætter dem, der "lægger sig ved hvert alter på klæder taget i pant" (Am 2,8), hører vi et ekko af buddet: "Hvis du overhovedet tager din næstes kappe i pant, skal du give ham den tilbage, før solen går ned" (2 Mos 22,26); og når han fordømmer dem, der gør "efaen lille og sekelen stor og handler falsk med svigefulde vægte" (Am 8,5), ligger hans ord tæt op ad loven: "I må ikke gøre uret i dom, i længdemål, i vægt eller i rummål. Rette vægtskåle, rette vægtlodder, en ret efa og en ret hin skal I have" (3 Mos 19,35; 3 Mos 19,36, KJV).

(b) Etisk undervisning.

Som forkynder af retfærdighed bekræfter og insisterer Amos på de etiske dele af loven, som er dens livsvigtige elementer, og som ligger til grund for al profeti; og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget han selv i udtryksmåde stemmer overens med Pentateukens mest etiske bog, Deuteronomium. Han dvæler ganske vist ikke, som sin samtidige Hoseas, ved Guds kærlighed, sådan som Deuteronomium gør; men af strengere støbning fremhæver han, næsten med Deuteronomiums egne ord, overholdelsen af Guds bud og fordømmer dem, der ringeagter loven (sammenlign Am 2,4 med 5 Mos 17,19). Blandt verbale sammenfald er kombinationerne "undertrykke" og "knuse" (Am 4,1; 5 Mos 28,33), "svidning" og "meldug" (Am 4,9; 5 Mos 28,22) samt "galde" og "malurt" (Am 6,12; 5 Mos 29,18) blevet bemærket.

Sammenlign også Am 9,8 med 5 Mos 6,15, og læg mærke til forkærligheden for det samme ord for "at ødelægge", som er fælles for begge bøger (sammenlign Am 2,9 med 5 Mos 2,22). I lyset af alt dette synes det at være en usædvanlig påstand at fremsætte, at "Amos' tavshed med hensyn til centraliseringen af gudsdyrkelsen, som Deuteronomium er så tydelig om, alene synes tilstrækkelig til at opveje enhver sproglig lighed, der kan opdages" (H. G. Mitchell, Amos, an Essay in Exegesis, 185).

(5) Den profetiske stand.

Da Amos uden tvivl er en af de tidligste skrivende profeter, er hans bog uvurderlig som eksempel på, hvad profeti var i det gamle Israel. Og én ting kan ikke undgå at gøre indtryk på læseren helt fra begyndelsen: nemlig at han ikke gør krav på at være den første eller blandt de første i rækken, eller på at udøve en ny og hidtil uhørt funktion. Han begynder med frimodigt at tale i Guds navn, idet han forudsætter, at selv folket i Nordriget var fortroligt med den slags tale. Ja, han går videre og siger i utvetydige ord, at »Herren Gud gør intet, uden at han åbenbarer sin hemmelighed for sine tjenere profeterne« (Am 3,7, King James Version).

Vi behøver ikke lede længere efter en definition af profeten, sådan som han og andre gammeltestamentlige forfattere forstod ham: profeten er én, for hvem Gud åbenbarer sin vilje, og som træder frem for at forkynde denne vilje og hensigt for mennesket. Der er blevet gjort meget ud af ordene fra Amasja, præsten i Betel (Am 7,12), som om de beviste, at profeten på den tid blev betragtet som en omvandrende taler, der tjente sit brød ved at fremsige sine taler; og man har udledt af Amos' egne ord, at profeterne på hans tid var en så vanæret klasse, at han foragtede at blive nævnt sammen med dem (Am 7,14). Men alt dette er fantasifuldt. Selv hvis vi indrømmer, at der fandtes mænd, som kaldte sig profeter, og som profeterede mod betaling (Mika 3,5; Mika 3,11), kan man ikke forudsætte, at udtrykket her om at »spise brød« har den betydning; for i andre passager synes det ganske enkelt at betegne at føre et roligt eller almindeligt liv, at gå omkring i sine daglige gøremål (se 2 Mos 24,11; Jer 22,15). Under alle omstændigheder skal vi ikke foretrække vurderingen hos en mand som Amasja eller hos en gudløs befolkning frem for Amos' egen opfattelse og hans beretning om sit kald. Det var ikke ved et menneske eller ved nogen profetskole, men ved Jahve selv, at han blev udpeget, og hvilket navn han end måtte kaldes ved, lød kaldet: »Gå, profetér for mit folk Israel« (Am 7,15). Her er der intet spor af, at »profeterne blev sig en forskel bevidst mellem dem selv og de professionelle nebhi'im, som var tilbøjelige til blot at give genlyd af folkets patriotiske og nationalistiske følelser og i virkeligheden kun adskilte sig lidt fra de semitiske hedningers spåmænd og sandsigere« (Ottley, The Religion of Israel, 90). Hvem de »professionelle nebhi'im« end måtte have været på hans tid, eller hvad han mente om dem, hvis de fandtes, fortæller Amos os intet; men han stiller sig selv på linje med mænd, til hvem Jahve i sandhed har talt (Am 3,7; Am 3,8), og antyder, at der havde været en række sådanne mænd (Am 2,11), trofaste midt i den herskende fordærvelse, skønt de blev fristet til at være utro (Am 2,12); kort sagt lader han os forstå, at den »profetiske stand« går tilbage til en periode længe før hans egen tid og har sine rødder i Israels sande og oprindelige religion.

(6) Den profetiske religion.

Endelig kan vi af Amos' Bog lære, hvad den profetiske religion var. Heller ikke her er der nogen antydning af en primitivt rå opfattelse eller af en smertefuld kamp opad fra naturalismens plan eller troen på en blot stammegud. Den Gud, i hvis navn Amos taler, har magt over alle naturens kræfter (Am 4,6; Am 5,8; Am 5,9), styrer nationernes skæbner (Am 6,2; Am 6,14; Am 9,2-6), ransager hjertets tanker (Am 4,13), er ubøjelig i retfærdighed og handler med nationer og mennesker efter samme retfærdige målestok (Am 1; Am 2), og er strengest mod det folk, som har modtaget de største privilegier (Am 3,2). Og dette er den Gud, hvis navn hans tilhørere kalder sig ved, hvis krav de ikke kan benægte, hvis handlinger med dem fra gammel tid er velkendte og anerkendte (Am 2,11), hvis love de har brudt (Am 2,4; Am 3,10), og hvis retfærdige dom de advares om at berede sig på (Am 4,12). Alt dette fremhæver profeten trofast og strengt; ikke én røst hæves i kredsen af hans tilhørere for at bestride hans ord; alt, hvad præsten Amasja kan gøre, er at opfordre profeten til at afholde sig fra uvelkomne ord i Betel, fordi det er kongens helligdom og et kongeligt hus; den eneste slutning er, at folket følte sandheden og retfærdigheden i profetens ord. Den »profetiske religion« begynder ikke med Amos.

LITTERATUR.

W. R. Harper, "Amos and Hosea," i ICC; S. R. Driver, "Joe and Amos" i Cambridge Bible for Schools and Colleges; H. G. Mitchell, Amos, an Essay in Exegesis (Boston); A. B. Davidson, to artikler i The Expositor, 3. række, V, VI (1887); W. R. Smith, The Prophets of Israel; G. A. Smith, "The Book of the Twelve Prophets," i Expositor's Bible; J. J. P. Valeton, Amos und Hosea (1894); C. von Orelli, Die zwolf kleinen Propheten, 3. Aufl. (1908) og engelsk oversættelse; Nowack, "Die kleinen Propheten," i Hand-commentar zum Altes Testament; Marti, "Das Dodekapropheton erklart," i Kurzer Hand-Commentar zum Altes Testament.

James Robertson

a'-mos (Amos): En forfader til Jesus i Lukas' slægtsregister, den ottende før Josef, Marias mand (Luk 3,25).