Ananias
Easton's Bible Dictionary
Et almindeligt jødisk navn, det samme som Hananja.
Et af medlemmerne af menigheden i Jerusalem, som sammensvor sig med sin hustru Safira om at bedrage brødrene, og som faldt om og straks udåndede, efter at han havde udtalt løgnen (ApG 5,5). Efter fælles aftale viede medlemmerne af det tidlige kristne fællesskab deres ejendom til arbejdet med at fremme evangeliet og hjælpe de fattige og trængende. Udbyttet af de ejendele, de solgte, blev stillet til apostlenes rådighed (ApG 4,36, 37). Ananias kunne have beholdt sin ejendom, hvis han havde valgt det; men han erklærede sig enig med brødrene i det fælles formål og havde af egen drift viet det hele, som han sagde, til disse hellige formål. Alligevel beholdt han en del af det til sine egne formål og løj således, da han erklærede, at han havde givet det hele. “Ananias’ og Safiras forseelse viste foragt for Gud, forfængelighed og ærgerrighed hos de skyldige og fuldstændig ligegyldighed over for den fordærvelse, de bragte ind i fællesskabet. En sådan synd, begået på trods af det lys, de ejede, krævede et særligt tegn på guddommelig vrede.”
En kristen i Damaskus (ApG 9,10). Han blev Paulus’ vejleder; men hvornår eller på hvilken måde han selv blev kristen, har vi ingen oplysninger om. Han var “en from mand efter loven, som havde et godt vidnesbyrd af alle de jøder, der boede” i Damaskus (22,12).
Ypperstepræsten, som Paulus blev ført frem for under Felix’ prokuratorat (ApG 23,2, 5, 24). Han blev så rasende over Paulus’ ædle erklæring: “Jeg har levet med en fuldt god samvittighed for Gud indtil denne dag,” at han befalede en af sine tjenere at slå ham på munden. Sviende under denne uprovokerede fornærmelse svarede Paulus hurtigt: “Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg.” Da han blev mindet om, at Ananias var ypperstepræsten, hvis embede man skyldte al respekt, svarede han: “Jeg vidste ikke, brødre, at han var ypperstepræst” (ApG 23,5). Dette udtryk har voldt nogen vanskelighed, da det næppe er sandsynligt, at Paulus skulle have været uvidende om en så offentlig kendsgerning. Udtrykket kan betyde (a), at Paulus i øjeblikket havde overset den ære, der tilkom ypperstepræsten; eller (b), som andre mener, at Paulus talte ironisk, som om han havde sagt: “Ypperstepræsten, der bryder loven! Guds ypperstepræst som tyran og lovbryder! Jeg ser en mand i hvide klæder og har hørt hans stemme, men det kan da umuligt, det bør ikke være, ypperstepræstens stemme.” (Se Dr. Lindsay om Apostlenes Gerninger, in loco.) (c) Andre mener, at Paulus på grund af svagt syn ikke kunne se, at den talende var ypperstepræsten. I alt dette kan det dog forklares sådan, at Paulus, med al sin fremragende karakter, ikke når op til sin guddommelige Mesters eksempel, han som, når han blev hånet, ikke hånede igen.
International Standard Bible Encyclopedia
Ananias (1)
an-a-ni'-as (Ananias; Westcott and Hort, The New Testament in Greek, Hananias; chananyah, »Jah har været nådig«): Navnet var almindeligt blandt jøderne. I sin hebraiske form findes det ofte i Det Gamle Testamente (f.eks. 1 Krøn 25,4; Jer 28,1; Dan 1,6).
Se Hananja.
1. En discipel i Jerusalem:
Safiras mand (ApG 5,1-10). Han og hans hustru solgte deres ejendom og gav en del af købesummen til menighedens fælles kasse, idet de foregav, at det var det hele. Da hans hykleri blev afsløret af Peter, faldt Ananias død om; og tre timer senere mødte hans hustru samme skæbne. Følgende punkter er af interesse.
(1) Fortællingen følger umiddelbart efter beretningen om de troendes intense broderlighed, som førte til en fælles kasse, hvortil Barnabas havde givet et rundhåndet bidrag (ApG 4,32-37). Oprigtigheden og spontaniteten i Barnabas’ og de andres gaver fremhæver i mørk kontrast Ananias’ beregnende bedrag. Jo klarere lyset er, desto mørkere er skyggen.
(2) Ananias’ forbrydelse bestod ikke i, at han beholdt en del, men i, at han foregav at give det hele. Han var ikke tvunget til at give alt, for urmenighedens fælleseje var ikke absolut, men helt frivilligt (se især ApG 5,4). Løgn og hykleri (»lyve for Helligånden« ApG 5,3), snarere end begærlighed, var de synder, han blev straffet så strengt for.
(3) Dommens strenghed kan forsvares med den betragtning, at handlingen var »det første åbne forsøg på overlagt ondskab« (Meyer) inden for menigheden. Straffen var en »ærefrygtindgydende handling af guddommelig kirketugt.« Fortællingen indebærer dog ikke, at Peter bevidst ville deres død. Hans ord var anledningen til den, men han var ikke den forsætlige udvirker. Selv ordene i ApG 5,9 er snarere en forudsigelse end en retslig dom.
2. En discipel i Damaskus:
En discipel i Damaskus, for hvem Saulus fra Tarsus’ omvendelse blev gjort kendt i et syn, og som blev redskabet for hans legemlige og åndelige genoprettelse og midlet til at føre ham sammen med de andre kristne i Damaskus (ApG 9,10-19). Paulus omtaler ham ærefuldt i sin beretning om sin omvendelse, holdt i Jerusalem (ApG 22,12-16), hvor vi får at vide, at Ananias nød stor respekt blandt alle jøderne i Damaskus på grund af sin strenge lovfromhed. Han nævnes ikke i Paulus’ tale for Agrippa i Cæsarea (ApG 26). I senere tradition sættes han på listen over Jesu halvfjerds disciple og fremstilles som biskop af Damaskus og som en, der led martyrdøden.
3. En ypperstepræst i Jerusalem:
En ypperstepræst i Jerusalem fra 47-59 e.Kr. Fra Josefus (Ant., XX, v, 2; vi, 2; ix, 2; BJ, II, xvii, 9) samler vi følgende oplysninger: Han var søn af Nedebaeus (eller Nebedaeus) og blev udnævnt til ypperstepræstembedet af Herodes af Chalkis. I 52 e.Kr. blev han sendt til Rom af Quadratus, Syriens legat, for at svare på en anklage om undertrykkelse fremsat af samaritanerne, men kejser Claudius frikendte ham. Da han vendte tilbage til Jerusalem, genoptog han ypperstepræstembedet. Han blev afsat kort før Felix forlod provinsen, men fortsatte med at udøve stor indflydelse, som han brugte på lovløs og voldelig måde. Han var en typisk saddukæer: rig, hovmodig, skruppelløs; han beklædte sit hellige embede med rent selviske og politiske mål, var anti-nationalistisk i sit forhold til jøderne og venligtsindet over for romerne. Han fik en vanærende død, idet han blev myrdet af de folkelige zeloter (sicarii) ved begyndelsen af den sidste jødiske krig. I Det Nye Testamente optræder han i to passager.
(1) ApG 23,1-5, hvor Paulus forsvarer sig for Synedriet. Ananias’ overlegne optræden, da han befalede, at Paulus skulle slås på munden, var karakteristisk for manden. Paulus’ vrede blev for et øjeblik vakt, og han slyngede det hånlige tilnavn »hvidkalkede væg« tilbage. Da han blev draget til ansvar for at »håne Guds ypperstepræst«, genvandt han hurtigt herredømmet over sine følelser og sagde: »Jeg vidste ikke, brødre, at han var ypperstepræst; for der står skrevet: Du må ikke tale ondt om en leder for dit folk.« Denne bemærkning har voldt fortolkerne store vanskeligheder. Ypperstepræsten kunne let være blevet identificeret ved sin plads og sit officielle sæde som Synedriets formand. Nogle har fejlagtigt antaget, at Ananias havde mistet sit embede under sin retssag i Rom, men senere havde tilranet sig det under en vakance (John Lightfoot, Michaelis osv.). Andre opfatter ordene som ironiske: »Hvordan kunne jeg kende som ypperstepræst en, der handler så uværdigt i forhold til sit hellige embede?« (således Calvin). Andre (f.eks. Alford, Plumptre) mener, at Paulus på grund af dårligt syn ikke vidste, hvem de uforskammede ord var kommet fra. Måske er den enkleste forklaring, at Paulus mente: »Jeg havde i øjeblikket ikke i tanke, at jeg talte til ypperstepræsten« (således Bengel, Neander osv.).
(2) I ApG 24,1 finder vi Ananias komme personligt ned til Cæsarea med en deputation fra Synedriet for at anklage Paulus for Felix.
D. Miall Edwards
International Standard Bible Encyclopedia
Ananias (2)
(Apokryferne), an-a-ni'-as:
(1) Ananias, Revised Version (britisk og amerikansk) Annis, Revised Version, randnote, Annias (1 Esdras 5,16). Se Annis.
(2) En søn af Emmer (1 Esdras 9,21) = Hanani, Immers søn, i Ezra 10,20.
(3) En søn af Bebai (1 Esdras 9,29) = Hananja i Ezra 10,28. De to sidste nævnes i listen over præster, som viste sig at have fremmede hustruer.
(4) En af dem, der stod ved siden af Esdras, mens han læste loven for folket (1 Esdras 9,43) = Anaja i Neh 8,4.
(5) En af levitterne, som forklarede loven for folket (1 Esdras 9,48) = Hanan i Neh 8,7.
(6) Ananias den Store, søn af Shemaiah den Store; en slægtning til Tobit, som englen Rafael, forklædt som et menneske, udgav for at være sin far (Tobit 5,12 f).
(7) Søn af Gideon, nævnt som en forfader til Judit (Judit 8,1).
(8) En anden Ananias nævnes i De tre børns sang (Azarja) (vers 66).
D. Miall Edwards
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).