al-eg-zan'-der Alexandros, bogstavelig betydning »menneskers forsvarer«. Dette ord forekommer fem gange i Det Nye Testamente (Mark 15,21; ApG 4,6; ApG 19,33; 1 Tim 1,19; 1 Tim 1,20; 2 Tim 4,14): Det er ikke sikkert, om det tredje, fjerde og femte af disse steder henviser til den samme mand.

1. En søn af Simon fra Kyrene:

Den første af disse Alexandere omtales i stedet hos Markus, hvor det siges, at han var en af sønnerne af Simon fra Kyrene, den mand der bar Kristi kors. Alexander kan derfor have været nordafrikaner af fødsel. Matthæus, Markus og Lukas gengiver alle den kendsgerning, med varierende detaljer, at Simon tilfældigvis kom forbi på det tidspunkt, da Kristus blev ført ud af byen for at blive korsfæstet på Golgata. Kun Markus fortæller, at Simon var far til Alexander og Rufus. Af denne udtalelse fra evangelisten fremgår det, at da det andet evangelium blev skrevet, var Alexander og Rufus kristne, og at de var velkendte i det kristne fællesskab. Markus tager for givet, at de første læsere af hans evangelium straks vil forstå, hvem han mener.

Der er ingen anden omtale af Alexander i Det Nye Testamente, men man mener almindeligvis, at hans bror Rufus er den person, Paulus nævner i Rom 16,13: »Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor og min.« Hvis denne identifikation er rigtig, følger det ikke alene, at Simons sønner var kristne, men også at hans hustru var kristen, og at de alle var blevet ved med at være tro mod Kristus i mange år. Det ville også følge, at husstandene hørte til Paulus' nære venner, så meget at familiens mor kærligt tiltales af ham som »Rufus' mor og min«. Meningen med dette er, at denne kvinde tidligere havde behandlet Paulus med den ømme omsorg, som en mor føler og viser sin egen søn.

Denne omtale af Rufus og hans mor står på listen over navne på kristne bosat i Rom. Lightfoot (Comm. on Phil, 176) skriver: »Der synes ikke at være nogen grund til at betvivle overleveringen om, at Markus skrev særlig for romerne; og hvis det er sådan, er det værd at bemærke, at han som den eneste af evangelisterne beskriver Simon fra Kyrene som ›far til Alexander og Rufus.‹ En person med dette navn (Rufus) synes derfor at have indtaget en fremtrædende plads blandt de romerske kristne; og således er der i det mindste rimelig grund til at identificere Paulus' Rufus med Markus' Rufus. Indskrifterne viser flere medlemmer af (kejserens) husstand, som bærer navnene Rufus og Alexander, men denne kendsgerning har ingen værdi, hvor begge navne er så almindelige.«

Sammenfattende var Alexander sandsynligvis af fødsel en nordafrikansk jøde; han blev kristen og var et velkendt medlem af kirken, sandsynligvis kirken i Rom. Hans vigtigste krav på at blive husket er, at han var søn af den mand, der bar verdens Frelsers kors.

2. En slægtning til Annas:

Den anden Alexander, omtalt i ApG 4,6, var en slægtning til Annas, den jødiske ypperstepræst. Han nævnes af Lukas som en, der var til stede som medlem af Sanhedrinet, for hvilket Peter og Johannes blev ført frem for at blive forhørt om det, de havde gjort ved helbredelsen af den lamme mand ved tempelporten. Intet mere vides om denne Alexander end det, Lukas her giver. Man har gættet på, at han kan have været den Alexander, som var bror til Filon, og som også var alabarch eller magistrat i byen Alexandria. Men denne formodning støttes ikke af noget bevis overhovedet.

3. Alexander og urolighederne i Efesos:

Den tredje Alexander nævnes i ApG 19,33: »Og nogle af mængden instruerede Alexander, idet jøderne skubbede ham frem. Og Alexander gav tegn med hånden og ville have holdt forsvarstale for folket. Men da de opdagede, at han var jøde, råbte alle med én stemme,« osv., Revised Version, randnote. I sagen om urolighederne i Efesos lå hele ansvaret hos sølvsmeden Demetrios. I sin vrede mod de kristne i almindelighed, men især mod Paulus på grund af hans vellykkede forkyndelse af evangeliet, sammenkaldte han et møde for håndværkerne; handelen med fremstilling af afguder var i fare. Fra dette møde opstod urolighederne, hvor hele byen kom i oprør. Jøderne var helt uskyldige i sagen: de havde ikke gjort noget, der kunne forårsage nogen uro. Men urolighederne havde fundet sted, og ingen kunne vide, hvad der ville ske. Moderne antisemitisme i Rusland og andre europæiske lande giver en forestilling om en ophidset pøbel, som er sat i bevægelse af had mod jøderne. Da jøderne straks erkendte, at efesernes raseri kunne få udløb i vold og blodsudgydelse, og at de i dette raseri ville blive ofrene, »skubbede« de Alexander »frem«, så han ved sin dygtighed som taler kunne rense dem, enten for at have anstiftet urolighederne eller for at stå i ledtog med Paulus. »En vis Alexander blev skubbet frem af jøderne for at tale til pøbelen; men dette øgede blot råbene og forvirringen. Der var ingen klar forestilling blandt oprørerne om, hvad de ønskede: en anti-jødisk og en anti-kristen demonstration var blandet sammen, og sandsynligvis var hensigten med at fremholde Alexander at vende den almindelige stemning bort fra jøderne. Det er muligt, at han var kobbersmeden, som senere gjorde Paulus megen skade« (Ramsay, Paul the Traveler, etc., 279).

4. Alexander, en efesisk kætter:

Den fjerde af Det Nye Testamentes Alexandere er en af to kætterske lærere i Efesos--den anden var Hymenæus: se artiklen under dette ord--som Paulus advarer Timotheus imod i 1 Tim 1,19; 1 Tim 1,20. Hymenæus' og Alexanders lære gik ud på, at kristen moral ikke var påkrævet--antinomisme. De lagde troen og en god samvittighed fra sig--»skubbede dem fra sig«, Revised Version (britisk og amerikansk)--; de opgav med vilje de store centrale kendsgerninger om Kristus, og således »led de skibbrud med hensyn til troen«.

5. Hans kætteri som spirende gnosticisme:

I 2 Tim 2,17; 2 Tim 2,18 forbindes Hymenæus med Filetus, og dér gives der yderligere oplysninger om deres falske lære. Det, de lærte, beskriver Paulus som "ugudelig snak", som noget der fører til mere ugudelighed, og som noget der æder "som koldbrand gør". Deres kætteri bestod i at sige, at opstandelsen allerede var sket, og det havde haft så stor fremgang, at det havde omstyrtet troen hos nogle. Disse tre vranglæreres lære, Hymenæus', Alexanders og Filetus', var derfor en af de tidlige former for gnosticisme. Den hævdede, at materien oprindeligt og i sit væsen var ond; at legemet af den grund ikke var en væsentlig del af menneskets natur; at den eneste opstandelse var den, hvert menneske erfarede, når det vågnede op fra syndens død til et retfærdigt liv; at således, for enhver der havde angret synden, "opstandelsen allerede var sket", og at legemet ikke tog del i det kommende livs salighed, men at frelsen bestod i sjælens fuldstændige udfrielse fra al kontakt med en materiel verden og et materielt legeme.

Så fordærvelig var denne begyndende gnosticismes lære i den kristne kirke, at den hurtigt bredte sig og åd om sig som koldbrand. Fornægtelsen af legemets fremtidige opstandelse indebar også fornægtelsen af Kristi legemlige opstandelse og endda selve inkarnationens kendsgerning. Den måde, hvorpå apostlen derfor behandlede dem, der lærte en så dødbringende vildfarelse, var, at han greb til de samme yderlige forholdsregler, som han havde brugt i tilfældet med den umoralske person i Korinth; han overgav Hymenæus og Alexander til Satan, for at de kunne lære ikke at spotte. Sammenlign 1 Kor 5,5.

6. Kobbersmeden Alexander:

Den femte og sidste forekomst af navnet Alexander er i 2 Tim 4,14; 2 Tim 4,15: "Kobbersmeden Alexander gjorde mig meget ondt; Herren vil gengælde ham efter hans gerninger; ham skal også du vogte dig for (King James Version: "of whom be thou ware also"); for han stod meget imod vore ord." Denne Alexander var en arbejder i kobber eller jern, en smed. Det er ganske usikkert, om Alexander nummer 5 skal identificeres med Alexander nummer 4, og endda med Alexander nummer 3. I den forbindelse bør det huskes, at alle disse tre Alexandere boede i Efesos; og det er især værd at bemærke, at den fjerde og den femte med dette navn boede i den by omtrent på samme tid; intervallet mellem Paulus' henvisninger til disse to er ikke mere end et år eller to, eftersom der ikke gik mere tid mellem, at han skrev Første Timotheusbrev og Andet Timotheusbrev. Det er derfor ganske muligt, at disse to Alexandere kan være én og samme person.

Under alle omstændigheder er det, der siges om denne sidste Alexander, at han havde vist det onde, som var i ham, ved at gøre apostlen mange onde gerninger, tydeligvis i forbindelse med et nyligt besøg, Paulus havde aflagt i Efesos. Disse onde gerninger havde antaget form af personlig modstand mod apostlens forkyndelse. Alexanders personlige fjendskab viste sig ved, at han i høj grad modstod Paulus' forkyndelse af evangeliet. Da Timotheus nu var i Efesos med ansvar for menigheden dér, advarer apostlen ham kraftigt om at være på vagt over for denne modstander.

John Rutherfurd