a'-sa ('aca', »helbreder«; Asa):

(1) En konge af Juda, den tredje efter adskillelsen mellem Juda og Israel. Han var søn af Abija og sønnesøn af Rehabeam. Ma’aka, hans mor, eller snarere hans bedstemor, var datter af Abishalom (Absalom) (1 Kong 15,1). De første ti år af hans regering var fremgangsrige og fredelige (2 Krøn 14,1). Han indførte mange reformer, såsom at fjerne sodomitterne eller de mandlige prostituerede, fjerne afguder fra hellige steder og nedbryde altre, stenstøtter og Ashera-pæle. Han afsatte endda »dronningemoderen« på grund af hendes afguderiske handlinger og det billede, hun havde lavet til Ashera (1 Kong 15,12; 2 Krøn 14,3). Skønt kongen selv i det store og hele var en nidkær reformator, holdt hans undersåtter ikke altid trit med ham (1 Kong 15,17). Med en hær på 580.000 afviste han et angreb fra etiopieren Zerach og slog ham fuldstændigt ved Maresha i Judas lavland (2 Krøn 14,6). Ledet og opmuntret af profeten Azarja gennemførte han en stor vækkelse. Efter at have istandsat det store brændofferalter i templet samlede han folket for at forny deres pagt med Jahve. Ved denne lejlighed blev 700 okser og 7.000 får ofret.

I de næste tyve år var der tilsyneladende stor fremgang og fred i hele hans rige, men i det seksogtredivte år af hans regering blev Juda angrebet af Basha, Israels konge, som til alle tider var fjendtlig mod Juda (1 Kong 15,32). Basha fortsatte med at trænge frem og befæstede til sidst Rama som en grænsefæstning. Asa, der var modløs, sluttede i stedet for at sætte hele sin lid til Jahve en alliance med Ben-Hadad fra Damaskus. Den syriske konge indvilligede, mod en stor pengesum og mange skatte fra templet i Jerusalem, i at angribe den nordlige del af Bashas område. Det var i dette gunstige øjeblik, at Asa erobrede Rama, og med det store byggemateriale, som Basha havde samlet dér, byggede han Geba i Benjamin og Mispa (1 Kong 15,16-22). Denne mangel på tro på Jahve blev skarpt kritiseret af profeten Hanani. Asa blev, i stedet for tålmodigt at lytte til denne Guds profet, dybt krænket og rasende, og Hanani blev sat i fængsel (2 Krøn 16,1-10). Tre år senere blev Asa ramt af podagra eller en eller anden sygdom i fødderne. Her anklages han igen for mangel på tro, for »han søgte ikke Jahve, men lægerne« (2 Krøn 16,12). Efter at have regeret i enogfyrre år døde han og blev begravet med stor pragt i en grav, han selv havde ladet opføre i Davids by, dvs. Jerusalem. I det store og hele var hans regering meget vellykket, men det er sørgeligt at måtte nedtegne, at efterhånden som årene gik, blev han mindre og mindre trofast mod Jahve og hans lov.

(2) En søn af Elkana, en levit, som boede i en af netofatitternes landsbyer (1 Krøn 9,16).

W. W. Davies