al-eg-zan'-dri-a (he Alexandreia).

1. Historie:

I 331 f.Kr. standsede Alexander den Store, på vej for at besøge Amons orakel for at søge guddommelig hæder, ved Deltaets vestlige yderpunkt ved øen Faros, Odysseus' landingssted (Od. iv.35). Hans skarpe blik bemærkede de strategiske muligheder ved stedet, hvor den lille egyptiske landsby Rhakotis lå, og hans beslutning var øjeblikkelig: her, hvor den ville beherske porten til det rigeste område i hans rige, skulle der opføres en strålende by, som skulle kaldes med hans eget navn. Deinokrates, den største nulevende arkitekt, allerede berømt som bygger af Dianas tempel, fik frie hænder, og som i en drøm rejste den smukkeste by i den gamle eller den moderne verden sig (med Rom som eneste undtagelse), med lige, parallelle gader — mindst én af dem 200 fod bred — med fæstninger, monumenter, paladser, regeringsbygninger og parker, alt opført efter en fuldendt kunstnerisk plan. Byen var omkring femten mil i omkreds (Plinius), og set ovenfra forestillede den en makedonsk kappe, sådan som Alexanders heroiske forfædre bar den. En kolossal mole forbandt øen med fastlandet og skabte en dobbelt havn, den bedste i hele Egypten.

Før Alexander døde (323 f.Kr.), var byens fremtid som verdens handelsmetropol sikret, og her blev erobrerens gyldne kiste anbragt i et passende mausoleum. Under de to første Ptolemæers og Euergetes' beskyttelse nåede Alexandria sin højeste velstand; gennem Mareotis-søen modtog byen produkterne fra Øvre Egypten, over Det Store Hav nåede den hele Vestens rigdom, mens dens handelsskibe gennem Det Røde Hav bragte alle Indiens og Arabiens skatte ind i Alexandrias dokker uden én eneste gang at blive losset.

Alexandrias manufakturer var omfattende; den største industri var dog skibsbygning, og her blev verdens største handelsskibe samt krigsskibe, der kunne bære 1.000 mand og slynge ild med frygtelig virkning, bygget. Denne overlegenhed blev opretholdt under det romerske herredømme frem til det 5. århundrede, hvor Alexandria begyndte at gå tilbage. Selv da Alexandria blev erobret af araberne (641) under kaliffen Omar, kunne hærføreren dog rapportere: »Jeg har indtaget en by, der indeholder 4.000 paladser og 4.000 bade og 400 teatre.« De kaldte den en »marmorby« og mente, at de kolossale obelisker, der stod på krabber af krystal, og Faros, det hvide stentårn på 400 fods højde, »verdens under«, var skabt af jinner, ikke af mennesker. Med orientalsk overdrivelse erklærede de, at ét amfiteater uden vanskelighed kunne rumme en million tilskuere, og at det ligefrem var smertefuldt at gå på gaderne om natten på grund af skæret fra lyset, der blev reflekteret fra de hvide paladser. Men med arabernes komme begyndte Alexandria at gå tilbage. Byen sank dybere, da Kairo blev hovedstad (omkring 1000 e.Kr.), og den fik sit dødsstød, da man fandt en søvej til Indien via Kap det Gode Håb (omkring 1500).

I dag ligger det gamle Alexandria helt under havet eller under senere bebyggelse. Kun ét vigtigt levn er stadig synligt, den såkaldte Pompejus' søjle, som stammer fra Diocletians regeringstid. Udgravninger foretaget af englænderne (1895) og tyskerne (1898-99) har givet få resultater, skønt dr. G. Botti opdagede Serapeum og nogle vældige katakomber, og først for nylig (1907) nogle fine sfinkser. I byens mest blomstrende periode talte befolkningen fra 600.000 til 800.000, hvoraf måske halvdelen var slaver. Ved slutningen af det 18. århundrede talte den ikke mere end 7.000. Under khediverne har den i nyere tid genvundet noget af sin gamle betydning og tæller nu 320.000, hvoraf 46.000 er europæere, især grækere (Baedeker, Handbook, 1902; Murray, Handbook, 1907).

2. Jøderne i Alexandria:

Blandt Alexanders private papirer siges det, at man fandt en skitse, der opridsede hans vidtspændende plan om at skabe et græsk rige, som skulle omfatte alle racer som harmoniske enheder. I overensstemmelse med dette fandt europæere, asiater og afrikanere i Alexandria et fælles borgerskab. I flere byer under Ptolemæerne, som antog denne politik, fik fremmede endog forrang frem for de indfødte. Egyptere og grækere blev forsonet ved indførelsen af en synkretistisk religion, hvor den største græske gud blev tilbedt som Osiris, den egyptiske gud for underverdenen, hvis sjæl viste sig synligt i Apis-tyrens skikkelse.

Dette var den mest populære og menneskelige form for den egyptiske gudsdyrkelse. Denne nye religion opnåede en fænomenal succes. Det var til fremme af denne almindelige politik, at jøderne i Alexandria fik særlige privilegier, og skønt de sandsynligvis ikke besad fulde borgerrettigheder, »indtog de i Alexandria en mere indflydelsesrig stilling end noget andet sted i den antikke verden« (Jewish Encyclopedia). For at undgå unødvendig gnidning blev der givet et særskilt kvarter til jøderne, et andet til grækerne og et tredje til de indfødte egyptere. I den græske del lå Ptolemæernes paladser, Biblioteket og Museet. I det egyptiske kvarter lå templet, der var viet til Serapis (Osiris-Apis), og som i pragt kun blev overgået af Kapitol i Rom. Jøderne havde mange synagoger i deres eget kvarter, og på Filos tid var disse ikke begrænset til én bestemt del af byen. Nogle synagoger synes at have udøvet asylret, ligesom hedenske templer. En af disse var så stor, at chazan'en gav signal med et flag, når menigheden skulle sige amen! Hvert kvarter havde en praktisk talt uafhængig politisk styrelse.

Jøderne blev i begyndelsen styret af en hebraisk etnark. På Augustus' tid havde et ældsteråd (gerusia) kontrollen, ledet af 71 arkonter. På grund af deres rigdom, uddannelse og sociale stilling nåede de høje offentlige embeder. Under Ptol. VI og Kleopatra var de to øverstbefalende generaler for den kongelige hær jøder. Ptol. I havde 30.000 jødiske soldater i sin hær, hvis kaserner først for nylig er blevet opdaget. Det kan have været godt, at Antiochos Epifanes' forfølgelse (2. århundrede f.Kr.) bremsede jødisk hellenisering. Under det romerske overherredømme blev jødernes rettigheder opretholdt, bortset fra under deres forfølgelse i en kort periode under den vanvittige Caligula, og kontrollen over de vigtigste erhverv, herunder kornhandelen, kom i deres hænder.

Da kristendommen blev statsreligion i Egypten, begyndte jøderne straks at blive forfulgt. Heraklios' sejr over perserne (629 e.Kr.) blev fulgt af en sådan massakre på jøderne, at kopterne i Egypten stadig betegner den første uge i fasten som "Heraklios' faste." Visdommens Bog og mange andre indflydelsesrige jødiske skrifter havde deres oprindelse i Alexandria. Uden tvivl stammede en række af de nyligt opdagede dokumenter fra Kairos geniza oprindelig fra Alexandria. Men Alexandrias epokegørende betydning findes i den undervisning, som forberedte det hebraiske folk til modtagelsen af et evangelium for hele verden, som snart skulle prædikes af hebræere fra det helleniserede Galilæa.

3. Alexandrias indflydelse på Bibelen:

(1) I Dan 11 gøres ptolemæerne i Alexandria og deres hustruer til emne for profeti. Apollos, "taleren," blev født i Alexandria (ApG 18,24). Lukas taler to gange om, at han selv og Paulus sejlede med "et skib fra Alexandria" (ApG 27,6; ApG 28,11). Stefanus 'diskuterede' i Jerusalem i alexandrinernes synagoge (ApG 6,9). Disse direkte henvisninger er få, men Alexandrias indflydelse på Bibelen var uvurderlig.

(2) Septuaginta, oversat i Alexandria (3. til 2. århundrede f.Kr.), bevarer en hebraisk tekst, der er 1.000 år ældre end nogen, der nu kendes. Denne oversættelse blev, hvis den ikke blev brugt af Jesus, bestemt brugt af Paulus og andre nytestamentlige forfattere, som deres citater viser. Den er egyptisk selv i småting. Denne græske Bibel åbnede ikke blot for første gang de "guddommelige orakler" for hedningerne og gav således Det Gamle Testamente en international indflydelse, men den påvirkede på den mest vitale måde den hebraiske og kristne udvikling.

(3) Codex Alexandrinus (4. til 5. århundrede) var den første af alle de store uncialhåndskrifter, der kom i moderne forskeres hænder. Den blev erhvervet i Alexandria og sendt som gave til kongen af England (1628) af Cyrellus Lucaris, patriarken af Konstantinopel. Uncialhåndskrifterne Sinaiticus og Vaticanus samt mange andre meget vigtige bibelhåndskrifter--hebraiske, græske, koptiske og syriske--kom fra Alexandria.

(4) Johannes og flere andre nytestamentlige skrifter er med rette blevet anset for at vise indflydelsen fra denne filosofiske by. Hverken udtryksmåden eller forestillingerne i det fjerde evangelium kunne være blevet grebet i en verden, som Alexandria ikke havde undervist. Pfleiderers udsagn om, at det "kan kaldes den mest fuldendte afhandling om den alexandrinske filosofi," kan betvivles, men ingen kan betvivle kendsgerningen om alexandrinsk indflydelse på Det Nye Testamente.

4. Alexandrias indflydelse på kulturen:

Med grundlæggelsen af universitetet i Alexandria begyndte den "tredje store epoke i civilisationens historie" (Max Muller). Det var formet efter den store skole i Athen, men overgik den, idet det i særlig grad var "fremskridtets universitet" (Mahaffy). Her ses for første gang en skole for videnskab og litteratur, tilstrækkeligt udstyret med midler og med store faciliteter til målrettet original forskning. Det berømte bibliotek, som i forskellige epoker blev angivet at rumme fra 400.000 til 900.000 bøger og ruller--rullerne var lige så kostbare som bøgerne--var en prægtig bygning, forbundet ved marmorkolonnader med Museet, "Musernes tempel." Et observatorium, et anatomisk laboratorium og store botaniske og zoologiske haver var til rådighed. Berømte lærde, medlemmer af de forskellige fakulteter, havde bolig i Museets sale og modtog stipendier eller lønninger fra staten.

Studiet af matematik, astronomi, poesi og medicin blev særligt begunstiget (selv vivisektion på forbrydere var almindelig); alexandrinske arkitekter var efterspurgte over hele verden; alexandrinske opfindere var næsten lige så berømte; indflydelsen fra alexandrinsk kunst kan stadig spores i Pompeji, og en alexandrinsk maler var en forhadt rival til Apelles. Her skrev Euklid sine Elementer i geometri; her gjorde Arkimedes, "den største matematiske og opfinderiske begavelse i oldtiden," sine spektakulære opdagelser inden for hydrostatik og hydraulik; her beregnede Eratosthenes jordens størrelse og gjorde sine andre mindeværdige opdagelser; mens Ptolemæus studerede her i 40 år og udgav en forklaring af stjerneuniverset, som blev accepteret af videnskabsmænd i 14 århundreder, og opstillede matematiske teorier, som endnu er grundlaget for trigonometri. "Lige siden denne epoke har forestillingerne om jordens kugleform, dens poler, akse, ækvator, de arktiske og antarktiske kredse, jævndøgnspunkterne, solhvervene og klimaets uensartethed på jordens overflade været gængse begreber blandt videnskabsmænd. Mekanismen bag månens faser var fuldt ud forstået, og der blev foretaget omhyggelige, om end ikke helt vellykkede, beregninger af afstande mellem stjerner. På den anden side blomstrede litteratur og kunst under hoffets omhyggelige beskyttelse. Litteraturen og dens historie, filologi og kritik blev videnskaber" (Alexandria Weber).

Man kan hævde, at der i litteraturen ikke blev udvist nogen særlig originalitet, skønt de tidligste »kærlighedsstorme« og hyrdedigtning stammer fra denne periode (Mahaffy); dog kan litteraturen i den augustæiske tidsalder ikke forstås »uden behørig vurdering af den alexandrinske skoles karakter« (EB, 11. udg.), mens der ved redigering af tekster og ved afskrivning og oversættelse af håndskrifter blev udvist en ufattelig tålmodighed og lærdom. Vore autoriserede tekster af Homer og andre klassiske forfattere kommer fra Alexandria, ikke fra Athen. Alle berømte bøger, som blev bragt til Egypten, blev sendt til biblioteket for at blive afskrevet.

Josefus’ udsagn om, at Ptolemaios Filadelfos (285-247) bad jøderne oversætte Det Gamle Testamente til græsk, er ikke utroligt. Det var i overensstemmelse med skikken i den tid. Ptol. Euergetes siges at have sendt bud til Athen efter værker af Aischylos, Sofokles, Euripides osv., og da disse var blevet afskrevet, sendte han smukke kopier tilbage til Grækenland og beholdt originalerne! Intet bibliotek i verden, bortset fra det profetiske bibliotek i Jerusalem, har nogensinde været så værdifuldt som de to alexandrinske biblioteker. Fortællingen om, at araberne brændte det i det 7. århundrede, er miskrediteret og tilsyneladende modbevist (Butler). I hvert fald hører vi efter denne periode om store private biblioteker i Alexandria, men verdens største litterære under er forsvundet.

5. Indflydelse på filosofien:

Skønt der ikke blev oprettet nogen afdeling for filosofi i Museet, var det ikke desto mindre fra det 3. århundrede f.Kr. til det 6. århundrede e.Kr. tyngdepunktet i den filosofiske verden. Her opstod ny-pythagoræismen. Her nåede nyplatonismen, den kontemplative og mystiske reaktion mod stoikernes materialisme, sin fulde blomstring. Det er vanskeligt at overvurdere den sidstnævntes indflydelse på religiøs tænkning. I den blev de dybeste ariske spekulationer forenet med de mest ophøjede semitiske begreber. Platon blev regnet blandt profeterne. Her anerkendte Grækenland den guddommelige enhed, som Det Gamle Testamente var viet til. Her erkendte jøden, at Athen lige så sandt som Jerusalem havde lært et syn af Gud. Dette var det første forsøg på at danne en universel religion.

Den alexandrinske filosofi var den Elias, der skulle berede vejen for en verdens frelser. Både saddukæerens og farisæerens tankegang blev påvirket af den, og meget sen førkristen jødisk litteratur er gennemtrængt af den. Nyplatonismen rettede opmærksomheden mod det sande forhold mellem materie og ånd, godt og ondt, endeligt og uendeligt; den viste dybden af modsætningen mellem det naturlige og det åndelige, det virkelige og det ideelle; den forkyndte nødvendigheden af en mystisk forening mellem det menneskelige og det guddommelige. Den formulerede problemet, men kunne ikke løse det. Dens sidste ord var flugt, ikke forsoning (Ed. Caird). Nyplatonismen var den »kim, hvoraf kristen teologi udsprang« (Caird), skønt den senere blev en modstående kraft. Trods dens farlige lære om det onde var den i det store og hele gunstig for fromheden, idet den var mystikkens forløber og havde sympati med de dybeste, reneste elementer i en åndelig religion.

6. Den kristne kirke i Alexandria:

Ifølge al tradition bragte evangelisten Markus evangeliet til Alexandria, og hans legeme hvilede her, indtil det blev flyttet til Venedig, 828 e.Kr. Fra denne by nåede kristendommen ud til hele Egypten og trængte ind i Nubien, Etiopien og Abessinien. I løbet af det 4. århundrede blev der afholdt ti kirkemøder i Alexandria, da byen var kristenhedens teologiske og kirkelige centrum. Den første alvorlige forfølgelse af kristne fra hedningers side fandt sted her under Decius (251) og blev fulgt af mange andre; den under Diocletian (303-11) var så voldsom, at den indfødte koptiske kirke stadig regner sin tidsalder fra den. Da de kristne fik politisk magt, brugte de de samme metoder i stridighederne, idet de ødelagde Caesarion i 366 og Serapeum femogtyve år senere. Serapis (Osiris-Apis) var den mest elskede af alle de indfødte guddomme. Hans tempel var bygget af de kostbareste marmorsorter og fyldt med uvurderlige skulpturer, mens der i dets klostergange fandtes et bibliotek, som kun stod tilbage for Museets store bibliotek. Da kristendommen blev Egyptens statsreligion, samledes de indfødte filosoffer, drevet af patriotisme, til støtte for Serapis. Men Theodosius (391) forbød afgudsdyrkelse, og under biskoppens ledelse blev Serapeum taget, og billedet – som sandsynligvis repræsenterede den gamle hedenske religion, når den var bedst – blev ramt af en soldats stridsøkse, slået i stykker og slæbt gennem gaderne.

Den dag, som Steindorff træffende udtrykker det, »fik egyptisk hedenskab sit dødsstød; den egyptiske religion faldt i stykker« (History of Egypt). Derefter skjulte hedensk gudsdyrkelse sig i jordens huler og grotter. Selv hemmelig troskab mod Serapis medførte forfølgelse og undertiden død. Den mest rystende tragedie af denne art indtraf i 415, da Hypatia, den jomfruelige filosof, lige berømt for skønhed, dyd og lærdom, blev slæbt af en pøbelhob til katedralen, afklædt og revet i stykker foran alteret. Nogle af de største kristne ledere brugte al deres indflydelse imod sådanne grusomheder, men de egyptiske kristne var altid kendt for deres ophidselighed. De dræbte let kættere, men de lod sig selv dræbe frem for at fornægte selv den mindste og mest uhåndgribelige teologiske læresætning. Der skulle blot ændres et ord, f.eks. i den sædvanlige version, for at udløse et oprør (Expos, VII, 75).

Nogle mærkelige levn fra den tidlige egyptiske kirke er for ganske nylig kommet for dagen. Det ældste kendte egenhændige kristne brev (3. århundrede) beviser, at kirken på den tid blev brugt som bank, og at dens gejstlige (som, hvad enten de var præster eller biskopper, blev kaldt "paver") forventedes at hjælpe landets købmænd i deres forretninger med de romerske markeder. Omkring tres breve fra det 4. århundrede, skrevet til en kristen kavaleriofficer i den egyptiske hær, er også bevaret, mens papyri og ostraka fra omkring 600 e.Kr. viser, at på denne tid kunne ingen diakon ordineres uden først at have lært så meget udenad som et helt evangelium eller 25 salmer og to af Paulus' breve, mens et brev fra en biskop i denne periode er fyldt med Skriften, idet han lyser "de fattiges undertrykker" i band; denne sammenlignes med ham, der spyttede vor Herre i ansigtet på korset og slog ham i hovedet (Adolph Deissmann, Light from the Ancient East, etc., 1910). Undertrykkelse af jøder og kættere var dog ikke forbudt, og i det 5. og 6. århundrede var Egypten en slagmark, hvor hver sekt forfulgte alle de andre.

Selv da araberne under kaliffen Omar erobrede byen på langfredag (641), blev påskedag brugt af de ortodokse på at torturere formodede kættere! Næste morgen blev byen rømmet, og jøder og koptere fik bedre behandling af araberne, end de havde fået af de romerske eller græske gejstlige. Efter den arabiske erobring blomstrede den koptiske kirke, befriet fra forfølgelse, og vandt mange omvendte, endda blandt muhammedanerne.

Men den saracenske civilisation og religion fortrængte støt den gamle, og den hjemlige lærdom og hjemlige religion forsvandt snart ud i ørkenen. I det 8. århundrede havde arabisk erstattet græsk og koptisk, ikke blot i offentlige dokumenter, men i daglig tale. Derefter forblev den egyptiske kirke i 1.000 år uden mærkbar indflydelse på kultur eller teologi. Men dens tidlige indflydelse var umålelig og kan stadig spores i kristen kunst, arkitektur og ritual såvel som i filosofi og teologi. Måske var dens mest synlige indflydelse fremme af billedærbødighed og askese. Det er tankevækkende, at den første eneboer (Antonius) var indfødt egypter, og at den første grundlægger af et kloster (Pachomius) var en omvendt egyptisk (hedensk) munk. I dag er Alexandria igen blevet en kristen metropol, der rummer koptere, romere, grækere, armeniere, maronitter, syrere, kaldæere og protestanter. Protestanterne er repræsenteret ved den anglikanske kirke, den skotske frikirke, den evangeliske kirke i Tyskland og United Presbyterian Church i USA. (For detaljerede inddelinger se Catholic Encyclopedia)

7. Kateketskolen i Alexandria:

Kristenhedens første teologiske skole blev grundlagt i Alexandria. Den var sandsynligvis udformet efter tidligere gnostiske skoler, der var oprettet til studiet af religiøs filosofi. Den tilbød et treårigt kursus. Der var ingen betaling, idet lærerne blev understøttet af gaver fra rige studerende. Pantaenus, en omvendt stoisk filosof, var dens første leder (180). Han blev efterfulgt af Clemens (202) og af Origenes (232), under hvem skolen nåede sit højdepunkt. Den stod altid for en filosofisk retfærdiggørelse af kristendommen. Blandt dens største forfattere var Julius Africanus (215), Dionysius (265), Gregor (270), Eusebius (315), Athanasius (373) og Didymus (347), men Origenes (185-254) var dens største pryd; ham tilkommer æren for at have besejret hedenskab og gnosticisme med deres egne våben; han gav kirken en "videnskabelig bevidsthed", og hans trefoldige fortolkning af Skriften prægede den bibelske eksegese helt ned til det sidste århundrede.

Arius var kateket ved denne institution, og Athanasius, "ortodoksiens fader" og "det nikænske tidsalders teologiske centrum" (Schaff), var, skønt han ikke officielt var knyttet til kateketskolen, stærkt påvirket af den, da han var opvokset og uddannet i Alexandria. Skolen blev lukket hen imod slutningen af det 4. århundrede på grund af teologiske uroligheder i Egypten, men dens arbejde blev fortsat fra Cæsarea og andre centre og påvirkede dybt vestlige lærere som Hieronymus og Ambrosius og beherskede fuldstændigt den østlige tænkning. Fra begyndelsen var der en synlig mystisk og doketisk tendens, mens dens syn på inspiration og fortolkningsmetoder, herunder dens stadige antagelse af en hemmelig lære for den kvalificerede indviede, med rette stammede fra nyplatonismen. I flere århundreder efter at skolen var blevet opløst, blev dens læresætninger bekæmpet af "skolen i Antiokia", men i det 8. århundrede blev den alexandrinske teologi accepteret af hele den kristne verden, øst og vest.

LITTERATUR.

Ud over værker nævnt i teksten se især: Petrie, History of Egypt (1899), V, VI, Mahaffy, Empire of the Ptolemies (1895), Progress of Hellenism (1905); Butler, Arab Conquest of Egypt (1902); Ernst Sieglin, Ausgrabungen in Alexandrien (1908); Harnack, Lehrbuch der Dogmengeschichte (1895-1900), og i New Sch-Herz (1910); Inge, Alexandrian Theology i Encyclopedia of Religion and Ethics (1908); Ed. Caird, Evolution of Theology in the Greek Philosophers (1904); Pfleiderer, Philosophy and Development of Religion (1894); Schaff, History of Christian Church (1884-1910); Zogheb, Etudes sur l'ancienne Alexandrie (1909).

Camden M. Cobern