ar'-a-ba, a-ra'-ba ha-`arabhah, ("Arabaen"): Dette ord betegner i almindelighed et øde område, men anvendes specifikt, helt eller delvis, om sænkningen i Jordandalen, der strækker sig fra Hermonbjerget til Akababugten. I King James Version transskriberes det kun én gang (Jos 18,18), hvor Benjamins grænse beskrives. Andre steder gengives det med "slette". Men i Revised Version (britisk og amerikansk) transskriberes det overalt. Syd for Det Døde Hav er navnet stadig bevaret i Wady el-Arabah. I 5 Mos 1,1; 5 Mos 2,8 (King James Version "slette") henvises der til den sydlige del; i 5 Mos 3,17; 5 Mos 4,49; Jos 3,16; Jos 11,2; Jos 12,3 og 2 Kong 14,25 er navnet tæt forbundet med Det Døde Hav og Kinnerets Sø (Gennesaret). Hentydningerne til Araba i 5 Mos 11,30; Jos 8,14; Jos 12,1; Jos 18,18; 2 Sam 2,29; 2 Sam 4,7; 2 Kong 25,4; Jer 39,4; Jer 52,7 viser, at ordet almindeligvis blev brugt i sin mest udvidede betydning, mens det i Jos 11,16 og 12,8 fremstilles som en af landets store naturlige inddelinger.

Den sydlige del, som stadig bærer navnet Araba, indgår i Zins ørken (4 Mos 34,3). Ifølge den opmåling, som Lord Kitchener og George Armstrong foretog i 1883 i regi af Palestine Exploration Fund, er dens længde fra inderst i Akababugten til Det Døde Hav 112 miles (ca. 180 km). Det laveste punkt på vandskellet ligger 45 miles (ca. 72 km) fra Akaba og 660 fod (ca. 201 m) over havets overflade (1.952 fod over Det Døde Hav). Dalens gennemsnitlige bredde op til dette punkt er omkring 6 miles (ca. 10 km), men her løber en række lave kalkstensrygge (kaldet Er Risheh), der hæver sig 150 fod (ca. 46 m) over sletten, skråt tværs over den over en strækning på 10 miles (ca. 16 km) og indsnævrer den til en bredde på omkring en halv mile (ca. 800 m). Nord for dette punkt, over for Horbjerget, udvider dalen sig til 13 miles (ca. 21 km) og snævrer derefter gradvis ind til 6 miles ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Ved Ain Abu Werideh, 29 miles (ca. 47 km) nord for vandskellet, ligger dalen i havniveau--1.292 fod (ca. 394 m) over Det Døde Havs niveau. Nord for vandskellet er hovedafløbet Wady el-Jeib, som overalt holder sig temmelig tæt til dalens vestside.

Ved Ain Abu Werideh får den tilløb af talrige wadier, der strømmer ned fra Edoms bjerge mod øst, og som tilsammen vander en oase af betydelig udstrækning, dækket af et krat af unge palmer, tamarisker, piletræer og rør. Fireogtyve miles (ca. 39 km) længere mod nord falder Araba pludseligt ned i Det Døde Havs dal, eller Ghor, som den teknisk kaldes. Lord Kitcheners rapport er her så levende, at den fortjener at gengives ordret. "Nedstigningen til Ghor gik ned ad en sandet skråning på 300 fod, og klimaændringen var særdeles markant, fra den sandede ørken til masser af sammenfiltret vegetation med vandløb, der løb i alle retninger, fugle, der baskede fra hvert træ, hele landet levende af liv; intetsteds har jeg set en så stor og pludselig kontrast" (Mount Seir, 214). Den nedstigning, der her beskrives, lå på østsiden af den halvcirkelformede klippelinje, dannet af sand, grus og mergel, som omslutter Ghor ved sydenden, og som sandsynligvis er det, der i Jos 15,3 omtales som "Akrabbims opstigning". Den almindelige rute, der fører til Arabasletten fra Det Døde Hav, går imidlertid op gennem den rende, som Wady el-Jeib har slidt langs dalens vestside. Men denne rute ville være ufremkommelig i regntiden efter de skybrud, der af og til rammer dette område, når vandstrømme vælter ned gennem den, kraftige nok til at rulle klippeblokke af betydelig størrelse og føre en enorm mængde groft sediment med sig.

Syd for Det Døde Hav strækker en mudret slette, kendt som Sebkah, sig 6 miles (ca. 10 km) og fylder omkring halvdelen af Ghors bredde. Det meste af året er mudderet over dette område så tyndtflydende og dybt, at det er umuligt at krydse det nær dets nordlige ende. Hele dette område mellem "Akrabbims opstigning" og Det Døde Hav er tydeligvis blevet stærkt omdannet af de sedimentaflejringer, som de talrige tilløbswadier har ført ind gennem de sidste 4.000 år; det grovere materiale er trængt ind over det fra begge sider, og det fine materiale er blevet aflejret over den midterste del og har dannet det ler, som er så besværligt for rejsende. (For yderligere overvejelser om dette punkt, se Det Døde Hav; Slettens byer.)

1. Områdets geologi:

Araba optager i hele sin udstrækning en del af den store geologiske forkastning eller spalte i jordskorpen, som strækker sig fra Antiokia nær Orontes' munding sydpå mellem Libanon og Anti-Libanon-bjergene til Jordandalen og Det Døde Hav og videre til Akababugten, hvorfra den med betydelig sandsynlighed kan spores gennem Det Røde Hav og Afrikas indsøer. Den mest bemærkelsesværdige del af denne særegne spalte er den, der strækker sig fra Meroms vande til kilderne ved Ain Abu Werideh; for på hele denne strækning ligger Araba under havniveau, idet sænkningen ved Det Døde Hav er omtrent 1.292 fod. Se Det Døde Hav. På hele strækningen fra Meroms vande til vandskellet, 45 miles fra Akaba, afgrænses Arabas vestside af lag af kridttidskalksten, som ret sammenhængende stiger til en højde af 2.000 til 3.000 fod over havniveau, og der forekommer ingen ældre bjergarter på den side. Men på østsiden afgrænser ældre sandsten (nubiske og nedre karboniske) og granitiske bjergarter sletten, idet de dog i en højde af 2.000 eller 3.000 fod bærer kridttidskalksten, som svarer til dem, der går ned til slugtens niveau på vestsiden.

Gennem hele denne strækning må lagene derfor enten være gledet ned på den vestlige side eller være hævet på den østlige side, eller der har været en bevægelse i begge retninger. Oprindelsen til denne sprække daterer sig fra den senere del af Kridttiden eller den tidlige del af Tertiærtiden.

Men i post-tertiær tid fyldte en udvidet sø området; den strakte sig fra Meroms vande til Ain Abu Werideh, en afstand på omkring 200 miles (ca. 320 km), og steg til en højde på omkring 1.400 fod (ca. 425 m) over Det Døde Havs nuværende niveau, men ikke højt nok til at opnå forbindelse med havet, hverken gennem selve Araba eller tværs over Jizre'els dal. Denne vandmasse var i gennemsnit 30 miles (ca. 48 km) bred og havde over den nordlige del af Det Døde Hav en største dybde på 2.700 fod (ca. 820 m). Det tydeligste bevis for denne udvidelse af søens eksistens findes ved Ain Abu Werideh, hvor Hull beretter om »banker af vandret lagdelte materialer .... undertiden af groft materiale, såsom grus; til andre tider bestående af fint sand, lerjord eller hvid mergel, med meget jævn lagdeling, og indeholdende blegede, halvfossile skaller af mindst to slags enkeltskallede snegle, som professor Haddon har bestemt som Melania tuberculata Mull, og Melanopsis Saulcyi, Bourg« (Mount Seir, 99, 100).

Dette er skaller, som ifølge Tristram nu findes i stort antal i halvfossil tilstand i Det Døde Havs mergelaflejringer, og begge disse slægter findes i de fluvio-marine lag, der er dannet i brak- eller saltvandet ved Isle of Wight. Skallernes tilstedeværelse viser, i hvor høj grad Det Døde Havs salte vand på den tid var blevet fortyndet. Det bør dog tilføjes, at noget lignende arter stadig findes omkring Det Døde Havs bredder i laguner, hvor ferskvand i store mængder blandes med vandet fra Det Døde Hav. Dette gælder især i strømhvirvler nær Jordans udløb. (Se Merrill, East of the Jordan.) Huntington bekræfter i 1909, at disse højtliggende kystlinjer findes på begge sider af Det Døde Hav, selv om de af en eller anden grund ikke er blevet sporet længere mod nord.

På lavere niveauer, især ved det niveau, der ligger 650 fod (ca. 200 m) over Det Døde Hav, findes der imidlertid en meget vedvarende terrasse af grus, sand og ler, som markerer en kystlinje hele vejen fra Det Døde Havs sydende til Genesaret Sø. Den kan ses løbe op i alle wadierne på begge sider og er meget fremtrædende over for deres udmundinger, men stærkt eroderet siden sin aflejring. På søens bredder mellem wadierne markeres linjen af en svag ophobning af groft materiale. Under 650-fods-linjen findes der flere andre mindre strandlinjer, som markerer perioder, hvor de synkende vandmasser for en kort tid stod stille.

Denne periode med udvidelse af vandmasserne i Araba sættes nu, med rigelig grund, i forbindelse med istiden, hvis indflydelse var så udbredt over den nordlige halvkugle i tidlig post-tertiær tid. Der fandtes dog ingen levende gletsjere inden for Arabadalens grænser — Hermons bjerg var ikke stort nok til at bære nogen omfattende iskappe. Den nærmeste gletsjer af nogen størrelse lå på vestsiden af Libanonbjergene, 40 til 50 miles (ca. 65-80 km) nord for Beirut, hvor der ifølge mine egne iagttagelser gik en ned fra bjergenes top (10.000 fod høj, ca. 3.050 m) 12 miles (ca. 19 km) ned gennem Kadesha-flodens dal til et niveau 5.500 fod (ca. 1.675 m) over havet, hvor den opbyggede en vældig endemoræne, flere miles på tværs af dalen og 5 miles (ca. 8 km) op i den fra dens front; på den vokser nu den berømte lund af Libanons cedre. (Se Records of the Past, Am. series, V, 195-204.) Morænens eksistens var dog blevet bemærket af Sir Joseph Hooker fyrre år tidligere. (Se Nat. Hist. Rev., januar 1862.)

Men selv om der ikke fandtes gletsjere i selve Arabadalen, strakte der sig dér, som andre steder, halvglaciale forhold et betydeligt stykke ud over gletsjergrænserne ind i de lavere breddegrader; det sikrede den øgede nedbør og den formindskede fordampning, som ville forklare udvidelsen af de vandmasser, der optog lukkede bækkener inden for rækkevidde af disse påvirkninger. Great Salt Lake-bækkenet i Utah frembyder forhold, der næsten nøjagtigt ligner Arabas, ligesom Det Kaspiske Hav og Aralsøen samt søerne Urumiah, Van og forskellige andre i Centralasien. Under istiden steg vandstanden i Great Salt Lake mere end 1.000 fod (ca. 300 m) højere end nu og dækkede ti gange dens nuværende areal. På samme tid havde Aralsøen afløb til Det Kaspiske Hav gennem et udløb så stort som Niagara. Da istidens forhold forsvandt, fik fordampningen igen overtaget, indtil vandarealerne i disse lukkede bækkener blev reduceret til deres nuværende omfang, og den nuværende ligevægt mellem nedbør og fordampning blev etableret.

Selv om det kan bevises, at afslutningen på denne epoke geologisk set var nylig, sandsynligvis ikke mere end 10.000 år siden (se Wright, Ice Age in North America, 5. udgave, kapitel xx), var de nuværende forhold i det væsentlige blevet etableret længe før Abrahams tid og før civilisationens udvikling i Babylonien og Egypten.

Øst for Araba mellem Det Døde Hav og Akaba hæver talrige bjergtoppe sig til en højde af mere end 4.000 fod (ca. 1.220 m) over havets niveau; den højeste er Hors bjerg, skønt der bagved ligger en kalkstensrække, som når 5.000 fod (ca. 1.525 m). Dette bjergområde rummer talrige frugtbare områder og tilfører gennem sine mange wadier en betydelig mængde vand, som fremmer vegetationen. Kalkstensbunden i Araba syd for Det Døde Hav er dybt dækket af sand og grus, skyllet ind fra granitområderne mod øst. Dette begunstiger i høj grad ophobningen af sediment ved udmundingerne af de wadier, der løber ud i Ghors sydende.

2. Historie: I dag opretholder den egyptiske regering et fort og en havn ved Akaba, men dens myndighed strækker sig ikke ind i det indre land. Araba har imidlertid fra umindelige tider udgjort en karavanerute mellem det nordlige Arabien og Sinaihalvøen. Det var denne rute, der understøttede det store handelscentrum Petra. Israelitterne gennemvandrede dens sydlige del både på deres vej fra Horeb til Kadesh-Barnea og på deres tilbagevej, da Edoms konge nægtede dem passage gennem sit land (4 Mos 20,21; 5 Mos 2,3). Denne modstand tvang dem til at dreje op gennem den afskrækkende Wadi el-Ithem, som munder ud i Araba nogle få mil nord for Akaba og fører til pilgrimruten mellem Damaskus og Mekka. Rædslerne ved denne passage omtales i 4 Mos 21,4, hvor det siges, at »folkets sjæl blev meget modløs på grund af vejen.« Omkring selve Akaba findes der stadig palmelunde; at de eksisterede på udvandringens tid, antydes af navnet Elat (5 Mos 2,8), »en lund af træer.«

LITTERATUR.

Burchkhardt, Travels in Syria and the Holy Land, 1822; De Laborde, Voyage en Orient, 1828; Hull, Mount Seir, Sinai, and Western Israel's land, 1889; "The Physical Geol. and Geog. of Arabia Petrea," etc., in PEF, 1886; Lartet, Voyage d'exploration de la Mer Morte, t. 3me, 1880; Robinson, BR, 1855; Stanley, Sinai and Pal5, 1860; Blankenkorn, "Entstehung u. Gesch. des Todten Meeres," in ZDPV, 1896; Ritter, "Comp. Geog. of Israel's land and the Sinaitic Peninsula," 1866, translation by Wm. L. Gage; Huntington, Israel's land and Its Transformation, 1911.

George Frederick Wright