an'-ti-krist (antichristos):

I. I DET GAMLE TESTAMENTE

II. I DET NYE TESTAMENTE

1. Evangelierne

2. De paulinske breve

3. De johannæiske breve

4. Johannes' Åbenbaring

III. I APOKALYPTISKE SKRIFTER

IV. I PATRISTISKE SKRIFTER

V. MIDDELALDERLIGE OPFATTELSER

1. Kristne

2. Jødiske VI. OPFATTELSER EFTER REFORMATIONEN

LITTERATUR

Ordet "antikrist" forekommer kun i 1 Joh 2,18; 1 Joh 2,22; 1 Joh 4,3; 2 Joh 1,7, men den tanke, som ordet udtrykker, forekommer ofte i Skriften.

I. I Det Gamle Testamente.

Antikrist i Det Gamle Testamente:

Ligesom læren om Kristus i Det Gamle Testamente kun blev antydet, ikke udviklet, således forholder det sig også med læren om Antikrist. At Messias skulle være den guddommelige Logos, det eneste dækkende udtryk for Gud, blev blot antydet, ikke udtrykkeligt sagt; således blev Antikrist fremstillet som Guds modstander snarere end hans salvedes modstander. I Det Gamle Testamentes historiske bøger finder vi "Belial" brugt, som om han var en personlig modstander af Jahve; således kaldes de skændigt onde i KJV "Belials sønner" (Dom 19,22; Dom 20,13), "Belials datter" (1 Sam 1,16) osv. RV oversætter udtrykket i abstrakt betydning med "nedrige mennesker", "ond kvinde". I Dan 7,7; Dan 7,8 findes beskrivelsen af et stort hedensk rige, fremstillet ved et dyr med ti horn; dets fulde fjendskab mod Gud udtrykkes ved et lille ellevte horn, som havde "en mund, der talte store ord", og som "førte krig mod de hellige" (Dan 7,8; Dan 7,21). Den `Gamle af Dage' skulle tilintetgøre ham, og hans rige skulle gives til en `Menneskesøn' (Dan 7,9-14). Lignende, men dog på mange punkter forskellig, er beskrivelsen af Antiochos Epifanes i Dan 8,9-12; Dan 8,23-25.

II. I Det Nye Testamente.

1. Evangelierne:

I evangelierne betragtes Satans virksomhed som særligt rettet mod Kristus. I fristelsen (Matt 4,1-10; Luk 4,1-13) gør Djævelen krav på retten til at råde over "alle verdens riger", og hans krav anerkendes. Fristelsen er en kamp mellem Kristus og Antikrist. I lignelsen om ugræsset og hveden er han, der såede den gode sæd, Menneskesønnen, mens han, der såede ugræsset, er Djævelen, som således er Antikrist (Matt 13,37-39). Vor Herre opfattede det som den skarpeste fornærmelse, at hans mirakler blev tilskrevet satanisk hjælp (Matt 12,24-32). I Joh 14,30 henvises der til "verdens fyrste", som "intet" har i Kristus.

2. De paulinske breve:

De paulinske breve fremviser en mere udviklet form af læren. På det åndelige område identificerer Paulus Antikrist med Belial. "Hvilken overensstemmelse er der mellem Kristus og Belial?" (2 Kor 6,15). Andet Thessalonikerbrev, som blev skrevet tidligt, vidner om, at en temmelig udviklet lære var almindeligt anerkendt blandt de troende. Udlægningen af 2 Thess 2,3-9, hvor Paulus fremlægger sin lære om `lovløshedens menneske', er meget vanskelig, hvilket ses af de mange modstridende forsøg på at fortolke den. Se Lovløshedens menneske. Her vil vi kun angive, hvad der forekommer os at være den mest sandsynlige opfattelse af den paulinske lære. Det var blevet åbenbaret for apostlen ved Ånden, at kirken skulle blive udsat for et mere frygteligt angreb end noget, den hidtil havde oplevet. Omkring tolv år før brevet blev skrevet, havde den romerske verden set varslet om en vanvittig kejser i Caligula. Caligula havde krævet at blive tilbedt som en gud og havde fået opført et tempel for sig i Rom. Han gik videre og krævede, at hans egen statue skulle opstilles i templet i Jerusalem for at tilbedes. Da lignende årsager kunne forventes at frembringe lignende virkninger, kan Paulus, idet han fortolkede "hvad den Ånd, der var i ham, gav til kende", have tænkt på en ung mand, en der var opvokset i purpur, som, ophøjet til kejserens frygtelige, isolerende værdighed, måske ligesom Caligula ville blive ramt af vanvid, ligesom ham kræve guddommelig ære og være besat af en lige så umættelig tørst efter blod som hans. Raseriet hos en sådan tronende galning ville med alt for stor sandsynlighed blive rettet mod dem, der ligesom de kristne ville nægte ham guddommelig ære lige så stædigt som jøderne, men som ikke var talrige nok til at få romerske embedsmænd til at tøve med at gå til yderligheder. Så længe Claudius levede, blev Antikrists fremtræden i denne "lovløse" holdt tilbage; men når den aldrende kejser døde, eller Guds tid fastsatte det, ville denne "lovløse" blive åbenbaret, ham som Herren ville "dræbe med sin munds ånde" (2 Thess 2,8).

3. De johannæiske breve:

Selv om Nero udviste mange af "lovløshedens menneskes" træk, kom det messianske rige dog ikke, og Kristus vendte ikke tilbage til sit folk ved Neros død. Apostlen Johannes skrev efter Neros fald og er, som ovenfor bemærket, den eneste af Det Nye Testamentes forfattere, der bruger udtrykket, og han giver os et andet syn på Antikrist ( 1 Joh 2,18; 1 Joh 2,22; 1 Joh 4,3; 1 Joh 4,2). Af det første af disse steder ("som I har hørt, at antikrist kommer") fremgår det, at Antikrists komme var en begivenhed, som det kristne fællesskab almindeligvis forventede, men det er også klart, at apostlen kun i begrænset omfang delte denne folkelige forventning. Han mente snarere, at de troendes opmærksomhed måtte rettes mod de antikristelige kræfter, som var i virksomhed iblandt og omkring dem ("allerede nu er der ... fremstået mange antikrister"). Af 1 Joh 2,22; 1 Joh 4,3; 2 Joh 1,7 ser vi, at apostlen betragter fejlagtige opfattelser af Kristi person som den egentlige Antikrist. For ham var doketismen (dvs. læren om, at Kristi legeme kun var tilsyneladende), som varslede gnosticismen, og elementerne af ebionismen (Kristus var kun et menneske), mere alvorligt at frygte end forfølgelse.

4. Johannes' Åbenbaring:

I Johannes' Åbenbaring får læren om Antikrist en videre udvikling. Hvis den traditionelle datering af Johannes' Åbenbaring skal godtages, blev den skrevet, da pausen efter den neroniske forfølgelse var afløst af den under Domitian -- »den skaldede Nero«. Apostlen opfatter nu hele kejserlige system som en legemliggørelse af Satans ånd; ja, ud fra identiteten mellem symbolerne, syv hoveder og ti horn, der anvendes både om dragen (Åb 12,3) og om dyret (Åb 13,1), synes han at have anset Romerrigets eksistensberettigelse for at ligge i dets legemliggørelse af Satan. De ti horn er lånt fra Dan 7, men de syv hoveder peger, som det ses af Åb 17,9, på de »syv høje«, som Rom sad på. Men der er ikke blot dyret, men også »dyrets billede«, som må tages i betragtning (Åb 13,14; Åb 13,15). Muligvis symboliserer dette Roms kult, idet byen blev betragtet som en gudinde og tilbedt med templer og statuer over hele riget.

At seeren udstyrer dyret, som kommer op af jorden, med »to horn som et lam« (Åb 13,11), viser, at apostlen må have haft et eller andet læresystem i tankerne, som lignede kristendommen; dets forhold til Satan viser sig ved, at det talte »som en drage« (Åb 13,11). Tallet 666, som gives til dyret (Åb 13,18), var formodentlig let forståeligt for forfatterens samtidige læsere, men har vist sig at være en gåde, der rummer for mange løsninger til nu overhovedet let at kunne løses. Den foretrukne forklaring, Neron Qecar (kejser Nero), som passer talmæssigt, bliver absurd, når den indebærer tilskrivningen af syv hoveder og ti horn. Der er ingen nødvendighed i at foretage beregningen på hebraisk; det tilsvarende aritmogram i Sib Or, 1 32830, hvor 888 står for Iesous, fortolkes på græsk. Ud fra denne hypotese ville Lateinos, et forslag bevaret hos Irenæus (V, 30), passe. Hvis vi følger analogien fra Daniel, som har øvet så stor indflydelse på Johannes' Åbenbarings forfatter, må den johannæiske Antikrist betragtes ikke som en person, men som et rige. I så fald må det være Romerriget, der menes.

III. I apokalyptiske skrifter.

Antikrist i de apokalyptiske skrifter:

Selv om man ud fra deres eskatologiske tilbøjelighed skulle forvente, at de jødiske apokalyptiske skrifter var fulde af emnet, forekommer omtale af Antikrist kun i nogle få af apokalypserne. Den tidligste sikre omtale findes i de sibyllinske bøger (1 167). Her fortælles det, at »Beliar skal komme og gøre undere«, og »at han skal udspringe fra Sebasteni (Augusti)«; en udtalelse, der sammen med andre tegn får én til at tro, at Caligulas vanvittige krav, da dette blev skrevet, truede jøderne. Der er henvisninger til Beliar i De Tolv Patriarkers Testamenter, som, hvis den datering Dr. Charles tillægger dem, dvs. Johannes Hyrkan I's regeringstid, antages at være rigtig, er tidligere. Personligt tvivler vi på rigtigheden af denne slutning. Eftersom Dr. Charles desuden indrømmer tilstedeværelsen af mange interpolationer, kunne disse Beliar-passager skyldes interpolatoren, selv om man kunne tilslutte sig hans opfattelser af kernen i De Tolv Patriarkers Testamenter. Kun i ét afsnit er »Beliar« antichristos til forskel fra antitheos; Dan 5,10; Dan 5,11 (Charles' oversættelse): »Og der skal rejse sig for jer, af Judas og Levis stamme, Herrens frelse, og han skal føre krig mod Beliar og fuldbyrde evig hævn over vore fjender, og fangenskabet skal han tage fra Beliar og vende ulydige hjerter til Herren.« Dr. Charles mener at finde et ekko af denne sidste sætning i Luk 1,17; men kan forholdet ikke være omvendt?

Den mest udførlige fremstilling af de forestillinger, der forbindes med antikristen i de første årtier af kristendommens historie, findes i Esajas' Himmelfart. Her fortælles det, at »Beliar« (Belial) ville fare ind i »den modermordende konge« (Nero), som ville gøre store undere og gøre meget ondt. Efter udløbet af de 1.332 dage, hvor han har forfulgt den plante, som den Elskedes tolv apostle har plantet, »vil Herren komme med sine engle og med hære af sine hellige fra den syvende himmel, med den syvende himmels herlighed, og han vil slæbe Beliar ind i Gehenna og også hans hære« (Dan 4,3; Dan 4,13, Charles' oversættelse). Hvis tidspunktet, da Beliar formodedes at fare ind i Nero, var den nat, hvor den store brand i Rom begyndte, er den magtperiode, han fik, 89 dage for kort. Fra Roms brand til Neros død gik der 1.421 dage. Det må bemærkes, at der ikke er tegn på, at forfatteren var påvirket hverken af Paulus eller af Åbenbaringen. Da han forventede, at Herrens komme skulle være den umiddelbare årsag til Neros død, daterer vi skriftet nogle måneder før denne begivenhed. Det synes således at give samtidige og uafhængige vidnesbyrd om den opfattelse af Antikrist, som det kristne samfund nærede.

IV. I de kirkelige fædres skrifter.

De kirkelige fædres henvisninger til Antikrist:

Af kirkefædrene er Polykarp den eneste af de apostolske fædre, som direkte henviser til Antikrist. Han citerer Johannes' ord: "Enhver, som ikke bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er Antikrist" (7), og betragter doketismen som Antikrist i den eneste praktiske betydning. Barnabas bruger ganske vist ikke udtrykket, men antyder, at Daniels fjerde rige er Antikrist; dette synes han at identificere med Romerriget (4,5). Irenæus er den første kendte forfatter, der beskæftiger sig med Dyrets tal. Selv om han ser med nogen velvilje på Lateinos, foretrækker han selv Teitan som det tilsigtede navn (5,30). Hans opfattelse er interessant, fordi den viser troen på, at bogstavtallet skulle fortolkes ud fra bogstavernes græske talværdier. Flere enkeltheder om de fremherskende opfattelser kan uddrages af Hippolyt, som har et særligt skrift om emnet, hvori han påviser lighedspunkterne mellem Kristus og Antikrist (Om Kristus og Antikrist, 4.14.15. 19.25). I dette værk finder vi påstanden om, at Antikrist udspringer af Jakobs velsignelse over Dan. Blandt andre henvisninger må Commodians idé (250 e.Kr.) om, at Nero, opstået fra de døde, skulle være Antikrist, bemærkes. I kommentaren til Johannes' Åbenbaring, der tilskrives Victorinus af Petau, findes der indsat af en senere hånd en identifikation af Genserik med den bogs "Dyr". Det er tydeligt, at der kun kan hentes ringe lys over emnet fra de patristiske kilder.

V. Middelalderlige opfattelser.

Der behøver ikke bruges megen tid på middelalderens opfattelser af Antikrist i nogen af de to strømninger, hvori de forekom, den kristne og den jødiske.

1. Kristne:

De kristne var hovedsagelig optaget af at finde metoder til at omforme navnene på dem, som munkeforfatterne afskyede, til en skikkelse, der kunne udregnes til 666. Yndlingsnavnet for denne form for tortur var naturligvis Maometis (Muhammed). Gregor IX havde ingen vanskelighed ved at tilpasse navnet Frederik II, så han kunne identificere sin store modstander med "dyret, som stiger op af havet"; kejseren gengældte denne identifikation mod paven. Rabanus Maurus giver en udførlig redegørelse for, hvad Antikrist skulle gøre, men uden noget forsøg på at give nogen samtidig denne betegnelse. Han skulle gøre mirakler og genopbygge templet i Jerusalem. Den opfattelse, som senere blev så almindeligt holdt blandt protestanter, at pavedømmet var Antikrist, havde sine repræsentanter blandt de sekter, som hierarkiet fordømte som kætterske, såsom katharerne. I forskellige perioder spredtes rygtet om, at Antikrist allerede var født. Undertiden sagdes hans fødested at være Babylon, undertiden blev denne udmærkelse tildelt det mystiske Babylon, Rom.

2. Jødiske:

De jødiske opfattelser havde kun ringe indflydelse på kristen spekulation. Hos talmudisterne blev Antikrist kaldt Armilus, en variation af Romulus. Rom er tydeligvis først og fremmest tilsigtet, men Antikrist blev udstyret med personlige egenskaber. Han fører krig mod Messias, Josefs søn, og dræber ham, men bliver selv til gengæld ødelagt af Messias, Davids søn.

VI. Opfattelser efter Reformationen.

Teorier om Antikrist efter Reformationen:

I tiden umiddelbart efter Reformationen så den romersk-katolske kirkes teologer Antikrist og Åbenbaringens Dyr i Luther og de reformerte kirker. På den anden side identificerede protestanterne pavedømmet og den romerske kirke med disse og med Paulus' Lovløshedens menneske. Den sidstnævnte opfattelse havde en vis sandsynlighed, ikke blot på grund af de mange ubestrideligt antikristelige træk i det udviklede romerske system, men også på grund af det forhold, hvori den romersk-katolske kirke stod til byen Rom og til kejsertanken. Det forhold, at Dyret, som kom op af jorden (Åb 13,11), havde et lammes horn, peger på en eller anden forbindelse med Lammet, som var blevet slagtet (Åb 5,6). Futuristiske fortolkere har søgt Antikrist i historiske personer, såsom Napoleon III. Disse personer levede imidlertid ikke længe nok til at opfylde de forventninger, der var knyttet til dem. Den kritiske menings enighed er, at Nero er tilsigtet med Åbenbaringens Dyr, men dette er af mange grunde, som tidligere set, ikke tilfredsstillende. En fremtidig udvikling af ondskaben kan mere nøjagtigt opfylde problemets betingelser.

LITTERATUR.

Bousset, Der Antichrist; "The Antichrist Legend," The Expositor T, indeholder en fortræffelig gennemgang af de gamle kilder om emnet. Se artikler om emnet i Schenkels Biblical Lex. (Hausrath); Herzogs RE, 2. udgave (Kahler), 3. udgave (Sieffert); Encyclopedia Biblica (Bousset); samt kommentarer til 2 Thessalonikerbrev og Johannes' Åbenbaring. En fuldstændig redegørelse for fortolkningerne af "Lovløshedens menneske" findes i dr. John Eadies afhandling om emnet i hans Commentary on Thessalonians.

J. E. H. Thomson