ak'-o (`akko; [`Akcho]; Ake Ptolemais; moderne arabisk `Akka, engelsk Acre; KJV Accho): En by på den syriske kyst nogle få kilometer nord for Karmel, på et lille forbjerg på nordsiden af en bred bugt, der ligger mellem den og den moderne by Haifa. Denne bugt giver den bedste ankerplads for skibe på hele denne kyst, bortset fra Sankt Georgs-bugten ved Beirut og Alexandretta længst mod nord. Da beliggenheden beherskede adgangen fra havet til Esdraelons frugtbare højslette og også kystruten fra nord, blev byen i oldtiden regnet for meget vigtig, og i forskellige perioder af historien var den skueplads for hårde kampe om besiddelsen af den. Den lå inden for de grænser, der blev tildelt israelitterne, især Ashers stamme, men de var aldrig i stand til at indtage den (Jos 19,24-31; Dom 1,31).

Den var, ligesom Tyrus og Sidon, for stærk til, at de kunne angribe den, og den blev faktisk en fæstning af usædvanlig styrke, så den udholdt mangen en belejring og ofte gjorde sine angribere til skamme. I korstogenes tid var den den mest berømte fæstning på kysten, og i meget tidlig tid var den et betydningsfuldt sted og optræder i Tell el-Amarna-brevene som en besiddelse under de egyptiske konger. Dens guvernør skrev til sin lensherre og erklærede sin loyalitet, mens byerne mod nord faldt fra (Am Tab 17 BM, 95 B). Det egyptiske overherredømme over kysten, som blev grundlagt af Thothmes III omkring 1480 f.Kr., gik tilsyneladende tabt i det 14. århundrede, sådan som Tell el-Amarna-brevene antyder, men blev genvundet under Seti I og hans mere berømte søn Rameses II i det 13. århundrede, for igen at gå tabt i det 12., da de fønikiske byer synes at have etableret deres uafhængighed. Sidon overgik dog sine søsterbyer i magt og udøvede en slags førerstilling over de fønikiske byer, i det mindste i syd, og Akko var indbefattet i den (Rawl. Phoenica, 407-8).

Men da Assyrien trådte frem på scenen, måtte byen underkaste sig denne magt, skønt den gjorde oprør, hver gang Assyrien blev svagt, sådan som det fremgår af omtalen af dens undertvingelse ved Sankerib (ib 449) og ved Ashurbanipal (ib 458). Sidstnævnte »beroligede« den ved en massakre i stor stil og førte derefter de tilbageværende indbyggere i fangenskab. Ved Assyriens fald kom den, sammen med andre fønikiske byer, under Babylons og derpå Persiens herredømme, men vi har ingen optegnelser om dens historie i denne periode; den fulgte dog de vigtigere byers, Tyrus’ og Sidons, skæbne. I den seleukidiske periode (312-65 f.Kr.) fik byen betydning i stridighederne mellem seleukiderne og ptolemæerne. Sidstnævnte besatte den under de kampe, der fulgte efter Alexanders død, gjorde den til deres fæstning på kysten og ændrede navnet til Ptolemais, som den var kendt under i den græske og romerske periode, sådan som vi ser i beretningerne hos de græske og romerske forfattere og hos Josefus, samt i Det Nye Testamente (1 Makk 5,22; 10,39; 12,48; ApG 21,7).

Det gamle navn fortsatte stadig lokalt og gjorde sig igen gældende i senere tider. Ptolemæerne havde ubestridt besiddelse af stedet i omkring 70 år, men det blev taget fra dem af Antiochus III af Syrien i 219 f.Kr. og kom i seleukidernes varige besiddelse efter Antiochus’ afgørende sejr over Scopas i det år, hvilket førte til ptolemæernes fordrivelse fra Syrien, Israels land og Fønikien (Ant., XII, iii, 3). I seleukidernes dynastiske kampe faldt byen i hænderne på Alexander Balas, som dér modtog Kleopatra, Ptolemaios Filometors datter, til ægte som pant på en alliance mellem dem (ib XIII, iv, 1). Tigranes, kongen af Armenien, belejrede den under sin invasion af Syrien, men blev nødt til at opgive den, da romerne nærmede sig hans egne områder (BJ, I, v, 3).

Under romerne blev Ptolemais en koloni og en metropol, sådan som det kendes fra mønter, og den var betydningsfuld, hvilket bevidnes af Strabon. Men de begivenheder, der fulgte efter saracenernes erobringer og førte til korstogene, bragte den i stor forgrund. Den blev erobret af korsfarerne i 1110 e.Kr. og forblev i deres hænder indtil 1187, da Saladin tog den fra dem, og dens befæstninger blev så stærkt forstærket, at den næsten blev uindtagelig. Denne fæstnings betydning som en nøgle til Det hellige land blev af korsfarerne anset for så stor, at de i to år satte alt ind på at generobre den, men alt var forgæves indtil Richard Løvehjerte og Filip August ankom med forstærkninger, og først efter deres mest anstrengende indsats faldt stedet i deres hænder, men det kostede dem 100.000 mand. Befæstningerne blev udbedret, og den blev siden overdraget til johanniterridderne, som holdt den i 100 år, og den fik navnet Jean d’Acre. Den blev til sidst indtaget af saracenerne i 1291 og var det sidste sted, korsfarerne holdt i Israels land

Den gik derefter tilbage og faldt i osmannernes hænder under Selim I i 1516 og lå for det meste i ruiner indtil det 18. århundrede, da den kom i Jezzar Pashas besiddelse; han tilranede sig myndigheden over den og det omkringliggende distrikt og blev i praksis uafhængig af sultanen og trodsede hans myndighed. I 1799 blev den angrebet af Napoleon, men blev tappert og med held forsvaret af tyrkerne med hjælp fra den engelske flåde, og Napoleon måtte opgive belejringen, efter at han havde tilbragt to måneder foran byen og vundet en sejr over den tyrkiske hær ved Tabor. Den nød derefter en betydelig grad af velstand indtil 1831, da den blev belejret af Ibrahim Pasha fra Egypten og indtaget, men først efter en belejring på mere end fem måneder, hvor den led under ødelæggelsen af sine mure og mange af sine bygninger. Den forblev i egypternes hænder indtil 1840, da den blev givet tilbage til osmannerne af englænderne, hvis flåde næsten lagde den i ruiner ved bombardementet. Den har siden da genvundet noget og er nu en by med omkring 10.000 indbyggere og sæde for et mutasarrifiyet, eller en underafdeling af vilajetet Beirut. Den rummer et af vilajetets statsfængsler, hvor langtidsfanger er indespærret. Dens tidligere handel er næsten helt gået tabt til byen Haifa på bugtens sydside, eftersom sidstnævnte har en nogenlunde god red, mens Akko ingen har; og da førstnævnte er endestation for jernbanen, som forbinder med indlandet og Damaskus-Mekka-linjen, har den naturligt erstattet Akko som handelscentrum.

H. Porter