ar'-a-rat ('araraT): Et bjergrigt plateau i det vestlige Asien, hvorfra floderne Eufrat, Tigris, Aras og Choruk strømmer i forskellige retninger. Dets almindelige højde er 6.000 fod over havet. Vansøen, som ligesom Det Døde Hav ikke har noget afløb, ligger næsten i dets centrum. Det babyloniske navn var Urartu, idet konsonanterne er de samme i begge ord. I 2 Kong 19,37 og Es 37,38 oversættes ordet i King James Version med Armenia, hvilket korrekt gengiver det område, der betegnes. Det var til Armenien, at Sankeribs sønner flygtede. I Jer 51,27 forbindes Ararat med Minni og Ashkenaz, som ifølge de assyriske monumenter lå lige øst for Armenien. I 1 Mos 8,4 siges arken at være standset "på Ararats bjerge", dvs. i Armeniens bjergrige område; flertalsformen viser, at der ikke sigtes til den bjergtop, der er kendt som Ararat. Denne top er af vulkansk oprindelse og ligger uden for det generelle område; den hæver sig fra lavlandet ved floden Araxes (Aras) til en højde af 17.000 fod, støttet af en anden top syv miles derfra, 13.000 fod høj. Det er først i forholdsvis moderne tid, at den har fået sit nuværende navn. Armenierne kalder den stadig Massis, men tror dog, at Noa blev begravet ved Nachitchevan nær dens fod.

Det oprindelige navn på det kongerige, der optog Armenien, var Bianias, som Ptolemæus transskriberede Byana. Senere blev "B" ændret til "V", og vi har det moderne Van, provinsens nuværende hovedstad. De "Ararats bjerge", som arken hvilede på, var sandsynligvis bjergene i den kurdiske kæde, som adskiller Armenien fra Mesopotamien og Kurdistan. I den babyloniske beretning kaldes stedet "Nizirs bjerg", som ligger øst for Assyrien. Ligeledes placerer Berosus stedet "i kordyæernes bjerg" eller kurdernes bjerg (Ant., I, iii, 6), mens den syriske version har Hardu i Gen. 8,4 i stedet for Ararat. Kurderne betragter stadig Jebel Judi, et bjerg på grænsen mellem Armenien og Kurdistan, som stedet, hvor arken hvilede.

Dette højtliggende plateau i Armenien har stadig mange tiltrækningspunkter og er i høj grad egnet til at have været det centrum, hvorfra menneskeslægten bredte sig i alle retninger. Trods sin store højde er regionen frugtbar, giver rigeligt græsland og frembringer gode afgrøder af hvede og byg, mens vinstokken er hjemmehørende. Desuden er der umiskendelige tegn på, at der i tidlig historisk tid faldt langt mere regn i hele dette område, end der gør nu, så klimaet dengang var bedre tilpasset det primitive menneskes behov. Det ses af de højtliggende strandlinjer omkring søerne Van, Urumiah og i virkeligheden alle søerne i Centralasien. Store mængder mammutknogler er fundet i disse tilstødende søaflejringer, svarende til dem, der er fundet i Europas og Amerikas glaciale og postglaciale aflejringer. Det bør også erindres, at udtørringen af flodens vande fremstilles som meget gradvis--der gik 170 dage fra det tidspunkt, hvor vandene begyndte at synke, før Noa kunne gå fra borde. Der kan være gået mange århundreder, før de nuværende forhold blev etableret, mens klimaet i mellemtiden blev ændret i tilsvarende grad af nærheden til enorme omgivende vandmasser.

Armenien er rigt på indskrifter, udhugget i klipper, altersten og søjler, men de er kun ufuldstændigt oversat. Skriften er kileskrift, og hvert tegn har kun én fonetisk værdi knyttet til sig. Men der er indført ganske mange lånte ideogrammer, som har hjulpet ved tydningen. Ifølge Sayce blev dette kileskrift-stavelsessystem indført fra Assyrien efter Salmanassar II's erobring i det 9. århundrede f.Kr.

George Frederick Wright