ol'-ter (mizbeach, bogstaveligt »slagte- eller offersted«, af zabhach, som findes i begge betydninger; bomos (kun i ApG 17,23), thusiasterion):

I. KLASSIFIKATION AF HEBRAISKE ALTRE

Betydningen af sondringen

II. LÆGALTRE

1. Førmosaiske

2. I den mosaiske tid

3. Skikkens farer

4. De mosaiske bestemmelser

III. HORNALTRER TIL BRÆNDOFFER

1. Tabernaklets alter

2. Alteret i Jos 22

3. Alteret indtil Salomo

4. Hornalteret i brug

5. Salomos tempel

6. Akaz' alter

7. Ezekiel

8. Det eftereksilske alter

9. Afgudiske og ulovlige altre

10. Hornene

IV. RØGELSESALTRE

V. NYERE ARKÆOLOGISK MATERIALE 1. Et alter fra Gezer

2. Røgelsesalteret fra Taanak

LITTERATUR

A. KRITISK

I. Klassifikation af hebraiske altre.

Før de bibelske tekster behandles, må opmærksomheden henledes på, at disse tekster kender mindst to slags altre, som i udseende var så forskellige, at ingen samtidig muligvis kunne forveksle dem. Det første var et alter bestående af jord eller utilhugne sten. Det havde ingen fast form, men varierede efter materialerne. Det kunne bestå af en klippe (Dom 13,19) eller en enkelt stor sten (1 Sam 14,33-35) eller også en række sten (1 Kong 18,31 f). Det kunne ikke have horn, for det ville være umuligt at give stenen horn uden at tilhugge den, og en jorddynge ville heller ikke egne sig til at danne horn. Af samme grund kunne det ikke have noget regelmæssigt mønster. På den anden side møder vi en gruppe passager, der henviser til altre af en helt anden type. Vi læser om horn, om faste mål, om en bestemt form, om bronze som materiale. For hurtigere at tydeliggøre forskellen gives illustrationer af de to typer side om side. Den første figur forestiller et røsealter, sådan som det var i brug i visse andre oldtidsreligioner. Den anden er en hypotetisk rekonstruktion af hebraiske brændoffer- og røgelsesaltre af den anden slags.

Betydningen af sondringen:

Begge disse kunne kaldes og blev kaldt altre, men det er så indlysende, at denne fælles betegnelse ikke kunne have fået noget øjenvidne til at forveksle de to, at vi ved læsningen af Bibelen omhyggeligt må undersøge hver tekst for sig og se, hvilken slags forfatteren henviser til. Uendelig forvirring er blevet skabt, selv i vor egen tid, ved at man ikke har bemærket denne sondring, og læseren kan kun håbe på at få mening i de bibelske love og fortællinger, hvis han er meget omhyggelig med i hvert enkelt tilfælde at forestille sig den nøjagtige genstand, som hans tekst henviser til. For klarhedens skyld vil der i denne artikel blive brugt forskellige betegnelser for de to slags altre. Den første vil blive kaldt »lægaltre«, eftersom Loven, som det vil fremgå, tillod enhver lægmand at frembære visse ofre ved et alter af jord eller utilhugget sten uden bistand fra en præst; den anden vil blive kaldt »hornaltrere« på grund af de horn, de havde, og som, som allerede påpeget, ikke kunne findes på et lægalter, der var i overensstemmelse med lovens bestemmelser.

II. Lægaltre.

1. Førmosaiske:

I Første Mosebog læser vi ofte om opførelse af altre, f.eks. 1 Mos 8,20; 1 Mos 12,7; 1 Mos 13,4. Selvom der ikke gives detaljer, kan vi med betydelig præcision slutte os til deres almindelige karakter. Når man læser beretningerne, er det undertiden tydeligt, at vi har at gøre med en grov, improviseret konstruktion. For eksempel kan man, når Abraham bygger alteret til ofringen af Isak i 1 Mos 22, ikke antage, at han brugte metal eller bearbejdet sten. Da Jakob slutter pagt med Laban, rejses en stenhob, »og de spiste dér ved stenhoben« (31,46). Denne hob kaldes ikke udtrykkeligt et alter, men hvis denne pagt sammenlignes med senere pagter, vil man se, at dens plads i disse indtages af et alter af lægtypen (SBL, kapitel 2), og det er rimeligt at antage, at denne hob faktisk blev brugt som et alter (sammenlign 1 Mos 31,54). En yderligere betragtning gives ved det forhold, at araberne havde en skik med for anledningen at bruge en hvilken som helst sten som alter, og sådanne altre findes bestemt i den mosaiske og eftermosaiske historie. Vi kan derfor være sikre på, at altrene i Første Mosebog var af den almindelige type, som er gengivet i fig. 1, og var helt forskellige fra altrene i fig. 2.

2. I den mosaiske tid:

Moses fandt således en skik, hvorefter israelitten opkastede primitive altre af de materialer, som lettest kunne skaffes på marken, og ved forskellige lejligheder frembar offerdyrkelse for Gud. At skikken ikke var særegen for israelitterne, fremgår af sådanne eksempler som Bileams (4 Mos 23,1 osv.). Sandsynligvis kan vi tage beretningen om Jetros offer som et rimeligt eksempel på de lejligheder, hvor sådanne altre blev brugt, for man kan ikke antage, at Aron og alle Israels ældste åbenlyst begik en ulovlig handling, da de spiste brød med Moses' svigerfar for Guds ansigt (2 Mos 18,12). Ligeledes giver beretningen, hvor vi ser Moses bygge et alter med henblik på en pagt, sandsynligvis et eksempel på en skik, der var i brug ved andre pagter, som ikke blev genstand for beretning (2 Mos 24,4 ff).

3. Skikkens farer:

Men en skik med at rejse altre kunne let give anledning til misbrug. Således har arkæologien vist os ét alter — ganske vist fra en langt senere tid — som er prydet med ansigter, en praksis der var helt i strid med de mosaiske forestillinger om at bevare en fuldstændig billedløs gudsdyrkelse. Andre mulige misbrug blev antydet af kana'anæernes samtidige praksis eller forklares af lovenes ordlyd.

Se offerhøj.

4. De mosaiske bestemmelser:

I overensstemmelse hermed regulerede Moses disse lægmandsaltre. Idet han lod anledningen til deres opførelse og brug blive bestemt af skik og brug, kundgjorde han følgende love: »Et alter af jord må du lave til mig, og på det må du ofre dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine okser; på hele det sted, hvor jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig, og jeg vil velsigne dig. Og hvis du laver mig et alter af sten, må du ikke bygge det af tilhuggede sten; for hvis du løfter dit redskab mod det, har du vanhelliget det. Du må heller ikke gå op ad trin til mit alter,« osv. (2 Mos 20,24-26; således korrekt i engelske bibeloversættelser). Flere bemærkninger må gøres om denne lov.

Det er en lov for lægfolk, ikke for præster. Dette bevises af anden person ental og også af begrundelsen for forbuddet mod trin — eftersom præsterne var anderledes klædt. Den gælder »på hele det sted, hvor jeg lader mit navn nævne«, ikke, som den almindelige gengivelse lyder, »på ethvert sted«. Det sidste er ganske uforståeligt: det forklares sædvanligvis som steder, der er helliget ved teofanier, men der er mange eksempler i historien om lægmandsofre, hvor man ikke kan forudsætte nogen teofani; se f.eks. 1 Mos 31,54; 1 Sam 20,6; 1 Sam 20,29 (EPC, 185 f). »Hele det sted« henviser til Israels område på det pågældende tidspunkt. Da Na'aman ønskede at ophøre med at ofre til nogen guddom undtagen Israels Gud, stod han over for problemet med at afgøre, hvordan han kunne ofre til ham uden for dette »sted«. Han løste det ved at bede om jord fra »stedet«, svarende til to muldyrs byrde (2 Kong 5,17). Endelig, som allerede bemærket, udelukker denne lov muligheden for at give altrene horn eller få dem til at svare til et bestemt mønster, eftersom stenen ikke måtte bearbejdes. Én anden lov må bemærkes i denne forbindelse: 5 Mos 16,21 f: »Du må ikke plante dig en ashera af nogen slags træ ved siden af Herren din Guds alter, som du laver dig. Du må heller ikke rejse dig en stenstøtte, som Herren din Gud hader.« Også her gælder henvisningen sandsynligvis lægmandsaltrene, ikke det religiøse centrum, som stod under præsternes kontrol.

III. Hornede brændofferaltere.

1. Tabernaklets alter:

I 2 Mos 27,1-8 (jf. 2 Mos 38,1-7) gives der befaling om at bygge et alter til tabernaklet af akacietræ beklædt med bronze. Det skulle være fem alen langt, fem bredt og tre højt. De fire hjørner skulle have horn i ét stykke med det. Et bronzegitter skulle nå halvvejs op ad alteret til en kant. På en måde, der kun defineres ved henvisning til det, der blev vist Moses på bjerget, skulle alteret være hult med planker, og det skulle udstyres med ringe og bærestænger for at lette transporten. Den præcise konstruktion kan ikke bestemmes, og det er nytteløst at spekulere, hvor anvisningerne så tydeligt styres af det, Moses så på bjerget; men visse træk, som er vigtige for at belyse bibelteksterne, træder klart frem. Alteret er rektangulært og fremviser øverst en kvadratisk flade med horn i de fire hjørner. Det vigtigste materiale, der anvendes, er bronze, og hele konstruktionen var så forskellig som muligt fra det almindelige lægmandsalter. Brugen af dette alter i tabernaklets ritual hører under overskriften offer. Her må vi bemærke, at det blev betjent af præster. Når vi finder henvisninger til et alters horn eller til dets mønster, ser vi, at forfatteren taler om et alter af denne almindelige type. Således flygtede en forbryder, der søgte asyl, til et alter af denne type, som det fremgår af hornene, der nævnes i de to historiske tilfælde, og også af udtryk som at komme ned eller gå op. Se asyl.

2. Alteret i Jos 22:

Vi læser i Jos 22,9 ff, at Rubens børn og Gads børn byggede et alter. I 22,28 finder vi dem sige: »Se mønsteret af alteret,« osv. Dette er afgørende for betydningen, for lægmandsalteret havde intet mønster. Følgelig må dette alter i sin almene form have svaret til typen på tabernaklets alter. Det var sandsynligvis ikke lavet af de samme materialer, for ordet »bygge« bruges hele tiden i forbindelse med det, og dette ord ville næppe være passende om bearbejdning af metal; heller ikke var det nødvendigvis af samme størrelse, men det var af samme mønster; og det var tænkt som et vidnesbyrd om, at efterkommerne af de mænd, der byggede det, havde del i Herren. Det synes at følge, at mønsteret for tabernaklets alter var særpræget og forskelligt fra de hedenske altre, der almindeligvis blev brugt i Israels land, og dette synes at blive bekræftet af moderne udgravninger, som har afdækket offerhøje med altre, der er helt forskellige fra dem, Pentateuken forudsætter. Se offerhøj.

3. Alteret indtil Salomo:

I den efterfølgende historie indtil opførelsen af Salomos tempel behøver opmærksomheden kun rettes mod det faktum, at der fandtes et hornet alter, mens arken stadig var anbragt i et telt. Dette er vigtigt af to grunde. Det viser en historisk periode, hvor der fandtes et hornet alter i det religiøse centrum side om side med en række lægmandsaltre over hele landet, og det afviser G. A. Smiths forslag (Jerusalem, II, 64) om, at den nøgne klippe ec-Cakhra blev brugt af Salomo som alter, eftersom den utilhuggede klippe tydeligvis ikke kunne udgøre et hornet alter af den slags, vi finder allerede i 1 Kong 1,50-53.

4. Det hornede alter i brug:

Bemærk også, at vi her læser om at føre ned fra alteret, og dette udtryk forudsætter højde. Videre hører vi i 1 Kong 9,25, at Salomo plejede at ofre på det alter, han havde bygget, og dette beviser igen, at han havde bygget et alter og ikke blot brugte tempelklippen. (Se også Watson i PEFS (januar 1910), 15 ff, som svar til Smith.)

5. Salomos tempel:

Af de netop anførte grunde er det sikkert, at Salomo brugte et alter af den hornede type, men vi har ingen beretning om opførelsen i Kongebøgerne. Ifølge en note, der er bevaret i Septuaginta, men ikke i den hebraiske tekst, udvidede Salomo det alter, som David havde rejst på Araunas tærskeplads (2 Sam 24,25), men denne oplysning har meget tvivlsom historisk værdi og kan blot være en glossators gæt. Ifølge 2 Krøn 4,1 var alteret lavet af bronze og målte tyve alen gange tyve gange ti. Krønikeskriverens mål betvivles af mange, men oplysningen om materialet bekræftes af 1 Kong 8,64; 2 Kong 16,10-15. Af det sidste sted fremgår det, at et alter af bronze havde været i brug indtil Akaz' tid.

6. Akaz' alter:

Denne konge så et alter i Damaskus af et andet mønster og lod et stort alter lave til templet efter dets forbillede. Da teksten stiller det store alter i kontrast til bronzealteret, kan vi slutte, at Akaz' alter ikke var lavet af bronze. Om et af disse altre, eller begge, havde trin (sammenlign Ez 43,17) eller blev tilgået ad en skråning som i fig. 2, kan ikke afgøres med sikkerhed. Det kan bemærkes, at vi i Es 27,9 læser om alterets sten i et afsnit, hvis sigte er usikkert.

7. Ezekiel:

Ezekiel giver også en beskrivelse af et alter (Ez 43,13-17), men der er intet, der viser, om det er rent idealt, eller om det repræsenterer Salomos alter eller Akaz' alter, og moderne forfattere har forskellige opfattelser. I synet stod det foran huset (Ez 40,47). Desuden beskriver han et alter eller bord af træ (Ez 41,22). Dette kunne naturligvis kun være et bord, ikke i nogen forstand et alter. Se bord.

8. Alteret efter eksilet:

Ezra 3,2 f fortæller om opstillingen af alteret ved Zerubbabel og hans samtidige. Ingen oplysning om dets form osv. kan udledes af denne notits. Vi læser om en vanhelligelse af tempelalteret i 1 Makk 1,54. Dette var lavet af sten (2 Mos 20,24-26 var på dette tidspunkt blevet anvendt på tempelalteret i strid med dets oprindelige hensigt), og et nyt alter af hele sten blev bygget (1 Makk 4,44-49). Formodentlig havde dette alter ingen horn.

9. Afguderiske og ulovlige altre:

Det er klart af de historiske og profetiske bøger, at der i begge riger var en række ulovlige altre i brug. Den skelnen, der er blevet draget mellem lægaltere og hornede altre, hjælper til at gøre disse afsnit lette at forstå. Når Amos således, idet han taler om Betel, skriver: "Alterets horn skal hugges af," ser vi, at han ikke tænker på lægaltere, som ikke kunne have horn (Am 3,14). Ligeledes står Hoseas' ord: "Fordi Efraim har gjort altre mange 'til synd', er altre blevet ham 'til synd'" (Hos 8,11, sammenlign Hos 10,1-8; Hos 12,11 (12)), ikke i modstrid med 2 Mos 20,24-26, fordi profeten ikke taler om lægaltere. Jeroboams offerhøje (1 Kong 12,28-33) var klart ulovlige, og deres altre var ulovlige altre af den hornede type. Sådanne tilfælde må klart skelnes fra Sauls og andres lægaltere.

10. Hornene:

Hornenes oprindelse er ukendt, skønt der findes mange teorier. Flygtninge greb fat i dem (1 Kong 1,50; 1 Kong 1,51), og offerdyr kunne bindes til dem (Sl 118,27).

IV. Røgelsesaltre.

2 Mos 30,1-10 indeholder befalingerne om opførelsen og brugen af et røgelsesalter. Materialet var akacietræ, målene én alen gange én gange to, og det havde også horn. Dets top og sider var overtrukket med guld, og det var omgivet af en krans eller kant af guld. For at lette transporten havde det guldringe og bærestænger. Det stod foran forhænget foran arken.

Salomo byggede også et røgelsesalter (1 Kong 6,20; 1 Kong 7,48; 1 Krøn 28,18), hvor cedertræ erstattede akacietræ. Røgelsesalteret dukker igen op i 1 Makk 1,21; 4,49.

V. Nyere arkæologisk materiale.

For nylig er flere altre blevet fremdraget ved udgravninger. De kaster især lys over Bibelen ved at vise, hvad der er forbudt. Se især offerhøj.

1. Et alter fra Gezer:

Fig. 3 viser et alter fundet i Gezer, indbygget i fundamentet til en mur, der dateres til omkring 600 f.Kr. Hr. Macalister beskriver det med følgende ord: "Det er en firsidet blok af kalksten, 1 fod 3 tommer høj. Toppen og bunden er omtrent henholdsvis 10 1/2 og 9 tommer i kvadrat; men dette er kun sidernes gennemsnitsmål, for de er ikke regelmæssigt tilhugget. Hjørnerne er forlænget opad med yderligere 1 1/2 tomme som afrundede knopper--uden tvivl alterets 'horn'. Toppen er ganske svagt konkav, så den måske kan rumme en ottendedel pint væske" (PEFS (juli 1907), 196 f). Størrelsen antyder et røgelsesalter snarere end et brændofferalter, men i betragtning af den almindelige lighed mellem tabernaklets brændofferalter og røgelsesalter er dette en kendsgerning af mindre betydning. På den anden side er formen, mønsteret og materialet af stor interesse. At alteret i princippet overtræder loven i 2 Mos 20,25, som forbyder tilhugning af stenene, er indlysende, skønt det sted ikke udtrykkeligt gælder røgelsesaltre; men blokkens udseende minder bestemt i almindelighed om altre af den anden type--de hornede altre. Ligesom dem er det firsidet med en kvadratisk top, og ligesom dem har det knopper eller horn ved hvert hjørne. Muligvis blev det formet i almindelig efterligning af tempelaltrene. Andre altre på kana'anæiske offerhøje eksemplificerer ved deres udseende de skikke, som Pentateuken forbyder. Se illustrationer hos H. Vincent, Canaan d'apres l'exploration recente; R. Kittel, Studien zur hebraischen Archaologie und Religions-Geschichte; S. R. Driver, Modern Research as Illustrating the Bible.

2. Røgelsesalteret fra Taanak:

Der knytter sig betydning til et røgelsesalter af terrakotta, som Sellin fandt i Taanak, fordi dets højde og mål ved soklen minder om alteret i 2 Mos. "Det var netop 3 fod højt (ca. 91 cm) og havde i formen omtrent skikkelse af en afskåret pyramide; de fire sider forneden var hver 18 tommer lange (ca. 46 cm), og det hele endte foroven i en skål med en diameter på en fod (ca. 30 cm). .... Alteret er hult. .... Professor Sellin daterer alteret til omkring 700 f.Kr. .... Et røgelsesalter af nøjagtig samme form .... men af meget mindre størrelse .... er ganske for nylig blevet fundet i Gezer i affaldslag fra omkring 1000-600 f.Kr." (Driver, Modern Research, osv., 85). Disse opdagelser giver en dyster kommentar til teorierne hos de kritikere, som hævder, at røgelse ikke blev brugt af hebræerne før Jeremias' tid. Alterets egen form er så stridende mod principperne i Pentateukens lov, som noget kan være.

Om alterudstyr se gryde; skovl; bækken; kødgaffel; ildpande. Om stedet, tempel, og i almindelighed, Ariel; offer; helligdom; tabernakel; offerhøj.

LITTERATUR.

R. Kittel, Studien zur hebraischen Archaologie und Religions-Geschichte, I og II; Hastings, Encyclopedia of Religion and Ethics; Murray, Illustrated Bible Dictionary; EB, under ordet "Altar"; EPC, kapitel 6. Drøftelserne i de almindelige opslagsværker må bruges med forsigtighed af den grund, der er angivet i I ovenfor.

Harold M. Wiener

I. I GUDSDYRKELSEN: TABERNAKEL OG TEMPLER

1. Patriarkalske altre

2. Hellige steder

3. Altre før tabernaklet II. BRÆNDOFFERALTERET; KOBBERALTERET

1. Alteret foran tabernaklet

2. Dets historie

3. Alteret i Salomos tempel

4. Alteret i Ezekiels tempel

5. Alteret i det andet tempel

6. Alteret i Herodes' tempel

III. RØGELSESALTERET (GULDALTERET)

1. I tabernaklet

2. Måden at brænde røgelse på

3. I Salomos tempel og senere

4. I Herodes' tempel

5. Symbolikken i røgelsesbrændingen

B. I GUDSDYRKELSEN

I. I gudsdyrkelsen: Tabernakel og templer.

I Bibelens litteratur går ofre forud for altre, og altre går forud for hellige bygninger. De nævnes første gang i forbindelse med det alter, som Noa byggede efter syndfloden (1 Mos 8,20).

1. Patriarkalske altre:

Det næste er alteret, der blev bygget ved Sikems sted, hvorved Abraham formelt tog hele Kanaans land i besiddelse på sine efterkommeres vegne (1 Mos 12,7). Et andet alter blev bygget mellem Betel og Aj (1 Mos 12,8). Til dette vendte patriarken tilbage på sin vej fra Egypten (1 Mos 13,4). Hans næste offersted var Hebron (1 Mos 13,18); og traditionen hævder stadig at kunne vise stedet, hvor hans alter stod. Et senere alter blev bygget på toppen af et bjerg i Morijas land til ofringen af Isak (1 Mos 22,9).

2. Hellige steder:

Hver af disse fire steder var skueplads for en særlig åbenbaring af Jahve; muligvis kan vi tilskrive det tredje af dem (Hebron) det mindeværdige syn og den pagt, der omtales i 1 Mos 15. Disse steder blev i senere år nationens mest ærede og eftertragtede besiddelser, og kampe om at eje dem bestemte i høj grad dens historie. Til dem føjede Isak et alter ved Be'ersheba (1 Mos 26,25), sandsynligvis en genopførelse på samme sted af et alter, som Abraham havde bygget, og hvis hjem i mange år var ved Be'ersheba. Jakob byggede ingen nye altre, men istandsatte igen og igen dem ved Sikem og Betel. Ved én lejlighed bragte han et offer på et af Gileads bjerge, men uden at et alter nævnes (1 Mos 31,54). Der var således fire eller fem steder i Kanaan, som på én gang var forbundet med dyrkelsen af Jahve og med navnet på deres store stamfar, og som for hebræerne ikke mistede deres hellighed ved tidens gang, nemlig Sikem, Betel, Hebron, Morija og Be'ersheba.

3. Altre før tabernaklet:

Den tidligste bestemmelse om et alter som en del af en fast religiøs ordning findes i 2 Mos 20,24-26, umiddelbart efter forkyndelsen af Dekalogen. Det befales, at altre skal laves af jord eller af utilhuggen sten, dog sådan at de ikke har trin, men kun skråninger som adgang dertil--påbuddet forudsætter, at de stod på en forhøjning (se alter, afsnit A, ovenfor). Før ankomsten til Sinaj, under krigen mod Amalek, havde Moses bygget et nødalter, som han gav navnet Jahve-Nissi (2 Mos 17,15). Dette var sandsynligvis kun et mindealter (sammenlign alteret `Ed i Jos 22,21 ff). Ved Sinaj indtraf den store krise i Israels nationale historie. Det krævedes, at den pagt, der skulle indgås med Jahve, skulle stadfæstes med offerblod; men før Moses kunne stænke Pagtens Bog og det folk, der indgik pagten (2 Mos 24,6; sammenlign Hebr 9,19), var det nødvendigt, at der blev bygget et alter til offerhandlingen. Dette blev gjort "under bjerget", hvor der ved siden af alteret blev rejst tolv støtter, som symboliserede Israels tolv stammer (2 Mos 24,4). I forbindelse med tabernaklet og de efterfølgende templer var der to altre--Brændofferalteret (alteret i egentligste forstand, Ez 43,13) og Røgelsesalteret. Om disse er det nu nødvendigt at tale mere udførligt.

II. Brændofferalteret (Kobberalteret)

(mizbach ha-`olah), (mizbach ha-nechosheth).--(Ved "brass" skal overalt forstås "bronze".)

1. Alteret foran tabernaklet:

Alteret, som stod foran tabernaklet, var en transportabel kasse, bygget af akacietræ og udvendigt beklædt med kobberplader (2 Mos 27,1). »Hult, af brædder« er dets beskrivelse (2 Mos 27,8). Det var fem alen langt, fem alen bredt og tre alen højt; efter almindelig beregning ca. 7 1/2 fod i det vandrette kvadrat og 4 1/2 fod i højden (muligvis mindre; se alen). Om »et gitterværk af kobber«, der beskrives som siddende rundt om alteret og halvvejs oppe på det (vers 4.5), se gitterværk. I hjørnerne af dette gitter, på to sider, blev der nittet ringe fast, hvori de bærestænger blev stukket ind, som arken blev båret med (se bærestænger). Om dets hjørnefremspring, se HORNS OF THE ALTAR. Forbuddet mod trin i 2 Mos 20,26 og analogien med senere altre antyder, at dette lille alter foran tabernaklet blev anbragt på en sokkel eller platform, som man gik op til ad en skråning af jord. Asylretten nævnes i 2 Mos 21,14. Om de redskaber, der hørte til alteret, se pande; skovl; bækken; kødgaffel; røgelseskar. Alle disse redskaber var lavet af kobber.

2. Dets historie:

Historien om alteret foran tabernaklet var historien om selve tabernaklet, da de to ikke blev skilt ad, så længe tabernaklet bestod (se TABERNACLE). Deres afskaffelse fandt først sted, da Salomos tempel var klar til brug; da blev den store offerhøj i Gibeon (1 Kong 3,4) nedlagt, og tabernaklet og dets hellige kar blev bragt til det nye tempel (1 Kong 8,4). I mellemtiden havde David rejst et andet alter foran det tabernakel, han havde lavet på Zion, og pagtens ark blev flyttet derind (1 Krøn 15,1; 1 Krøn 16,1). Dette har været en dublet af alteret i Gibeon og har delt dets tilsidesættelse ved opførelsen af det første tempel.

3. Alteret i Salomos tempel:

I Salomos tempel blev alteret betydeligt udvidet, som man måtte vente ud fra den større bygning, det stod foran. Vi skylder Krønikebogens forfatter dets nøjagtige mål (2 Krøn 4,1). Det dannede et kvadrat på tyve alen med en højde på ti alen (30 x 30 x 15 fod; eller noget mindre). Det beskrives som »et alter af kobber« (2 Krøn 4,1) eller »kobberalteret« (1 Kong 8,64; 2 Krøn 7,7; jf. 2 Kong 16,14), enten fordi det, ligesom sine forgængere, var beklædt med kobber, eller, som andre mener, helt var lavet af kobber. Det var ikke beregnet til at være transportabelt, men at selve alteret kunne flyttes, ses af den kendsgerning, at Akaz fik det fjernet (2 Kong 16,14). Yderligere enkeltheder om dets konstruktion gives ikke. Alteret stod »midt i forgården foran huset«, men viste sig at være for lille til at rumme gaverne på dagen for templets indvielse (1 Kong 8,64; 2 Krøn 7,7). Det forblev dog centrum for israelitisk gudsdyrkelse i 2 1/2 århundrede, indtil Akaz fjernede det fra pladsen forrest ved huset og anbragte det på nordsiden af sit damaskenske alter (2 Kong 16,14). Denne vanære blev udbedret af Hizkija (jf. 2 Kong 18,22), og alteret indtog sin gamle plads i tempeltjenesten indtil dets ødelæggelse ved Nebukadnesar i 586 f.Kr.

4. Alteret i Ezekiels tempel:

Alteret i Ezekiels idealtempel var, som det var planlagt, en meget kompliceret konstruktion; den alen, der blev brugt til dette formål, var »en alen og en håndsbred« (Ez 43,13), eller historiens store alen (se alen). Afsnittet, der beskriver det (Ez 43,13-17), er meget præcist, selv om der er usikkerhed om betydningen af nogle af detaljerne. Alteret bestod af fire trin, der lå oven på hinanden og gradvis aftog i størrelse, indtil man nåede ildstedet, hvor ilden bogstaveligt brændte. Dette var et kvadrat på tolv alen (18 fod), fra hvis hjørner 4 horn ragede opad (Ez 43,15). Soklen eller det nederste trin var én alen højt og havde en rand hele vejen rundt, en halv alen høj (Ez 43,13); de øvrige trin var henholdsvis to, fire og fire alen høje (Ez 43,14; Ez 43,15); hornene kan have målt endnu en alen (således Septuaginta). Hvert trin var markeret ved et indspring på én alen (Ez 43,13; Ez 43,14). Fundamentet var således tilsyneladende et kvadrat på atten alen eller 27 fod. Ordet »bund« (bogstaveligt »barm«) i Ezekiels beskrivelse fortolkes forskelligt; nogle betragter det som et »afløb« til at lede offerblodet bort, andre identificerer det med »fundamentet«. På østsiden havde alteret trin, der vendte mod øst (Ez 43,17) -- en afvigelse fra den tidligere praksis (om grunden til dette, jf. Perownes artikel »Altar« i Smith, Dictionary of the Bible).

5. Alteret i det andet tempel:

Om alteret i det andet tempel gives ingen mål. Det fortælles kun, at det blev bygget før templet og sat på sin sokkel (Ezra 3,3), formodentlig på Cakhra-stenen -- det gamle sted.

6. Alteret i Herodes' tempel:

I Herodes' tempel opstår der en vanskelighed ved at bringe Mishnas og Josefus' beretninger om alterets størrelse i overensstemmelse. Sidstnævnte angiver det som en kvadrat på halvtreds alen (BJ, V, v, 6). Nøglen til løsningen ligger sandsynligvis i at skelne mellem selve alterets konstruktion (toogtredive alen i kvadrat) og en platform med større areal (halvtreds alen i kvadrat = 75 fod), som det stod på. Når man husker, at Cakhra-stenen er 56 fod lang og 42 fod bred, er det let at se, at den kunne udgøre en del af en platform, der var bygget op over og omkring den til dette niveau og denne størrelse. Alteret var, ligesom i Ezekiels plan, bygget i aftagende trin; i Mishna ét på én alen og tre på fem alen i højden, hvor det øverste trin målte seksogtyve alen i kvadrat, eller, med fradrag af en alen til de tjenstgørende præster, fireogtyve alen. Josefus angiver derimod højden til femten alen. Alteret havde som tidligere fire horn. Både Josefus og Mishna siger, at alteret var bygget af utilhuggede sten. Opgangen, toogtredive alen lang og seksten bred, ligeledes af utilhugget sten, var på sydsiden. Se videre templet, Herodes' tempel. Det er om dette alter, ordene blev sagt: »Lad din gave blive dér foran alteret, og gå bort; bliv først forligt med din bror, og kom så og bring din gave« (Matt 5,24).

III. Røgelsesalteret (det gyldne alter)

(mizbach ha-qeToreth), (mizbach ha-zahabh).

1. I tabernaklet:

Dette var et lille bord af akacietræ, overtrukket med guld, hvis overside var en kvadrat på én alen, og hvis højde var to alen, med en ophøjet gesims eller krone omkring toppen (2 Mos 30,2). Ligesom det store brændofferalter hørte det til de »højhellige« ting (2 Mos 30,10); en betegnelse, som gav det ret til en plads i cellaens indre rum, eller det Allerhelligste. Derfor siges det i 1 Kong 6,22 at »høre til oraklet«, og i Hebr 9,4 siges dette rum at have »røgelsesalteret«. Det stod dog ikke faktisk dér, men i det ydre rum, »foran forhænget« (2 Mos 40,26). Grunden til denne afvigelse fra tempelritualets strenge regel var, at vellugtende røgelse skulle brændes dagligt på det ved ofringen af hvert dagligt offer, idet lamperne da blev tændt og slukket (sammenlign 4 Mos 28,3 f; 2 Mos 30,7; 2 Mos 30,8), så en røgsky kunne fylde det indre rum i det øjeblik, hvor offerblodet blev stænket (se sonedækket). At brænde denne røgelse inden for forhænget ville have krævet gentagne indgange i det Allerhelligste, og sådanne indgange var forbudt (3 Mos 16,2). Alteret stod således umiddelbart uden for forhænget, og røgen fra røgelsen, der blev brændt på det, trængte ind i det indre rum gennem åbningerne over forhænget. Om den materielle konstruktion, som muliggjorde dette, se det Hellige.

Om andre anvendelser af røgelsesalteret, se alterets horn, hvor det vises, at dets horn ved ofringen af særlige syndofre og på den årlige fastedag blev stænket med blod. Dette, sammen med røgelsesofringen på det, var dets eneste anvendelser, eftersom hverken afgrødeofre måtte lægges på det eller drikofrenes udgydelser hældes på det (2 Mos 30,9). Tamiyd, eller det stadige offer for Israel, var et helt brændoffer af et lam, der blev ofret to gange dagligt med dets afgrødeoffer, ledsaget af en røgelsestjeneste.

2. Måden at brænde røgelse på:

Det er sandsynligt, at de røgelseskar, der var i brug på tidspunktet for dette alters opførelse og derefter, i formen lignede en ske eller øse (se skuebrødsbordet), som, når de var fyldt med glødende kul fra det store alter, blev båret ind i helligdommen og lagt på røgelsesalteret (3 Mos 16,12). Røgelsespindene, brudt i små stykker, blev derefter lagt på kullene. Beretningen om Arons sønner Nadab og Abihus død bliver derved forståelig, idet ilden i deres røgelseskar ikke var taget fra det store alter.

3. I Salomos tempel og senere:

Det oprindelige lille alter, som Moses havde lavet, blev erstattet af et, som Salomo lavede. Dette blev lavet af cedertræ, overtrukket med guld (1 Kong 6,20; 1 Kong 6,22; 1 Kong 7,48; 1 Kong 9,25; 2 Krøn 4,19); derfor blev det kaldt det »gyldne alter«. Det var blandt »alle karrene i Guds hus, store og små«, som Nebukadnesar tog med til Babylon (2 Krøn 36,18). Som følge deraf gav Ezekiel, da han tegnede planer for et nyt tempel, det et røgelsesalter lavet helt af træ og med større mål end før (Ez 41,22). Det havde en højde på tre alen og en top på to alen i kvadrat. Der var ligeledes et røgelsesalter i det andet tempel. Det var dette alter, sandsynligvis beklædt med guld, som Antiokus Epifanes fjernede (1 Makk 1,21), og som Judas Makkabæus genoprettede (1 Makk 4,49). (Om kritiske tvivlsspørgsmål vedrørende det gyldne alters eksistens i det første og andet tempel, sammenlign POT, 323.)

4. I Herodes' tempel:

At det herodianske tempel også havde sit røgelsesalter, ved vi fra hændelsen, hvor Zakarias dér fik et syn af »en engel .... stående ved højre side af røgelsesalteret«, da han gik ind i Herrens tempel for at brænde røgelse (Luk 1,11). Ingen gengivelse af et sådant alter findes på Titusbuen, skønt det nævnes af Josefus (BJ, V, v, 5). Det blev sandsynligvis smeltet om af Johannes under belejringen (V, xiii, 6).

5. Røgelsesbrændingens symbolik:

I Johannes’ Åbenbaring var der intet tempel i den genoprettede himmel og jord (Åb 21,22), men i den tidligere del af synet var der et tempel (Åb 14,17; Åb 15,6) med et alter og et røgelseskar (Åb 8,3). Det beskrives som »det gyldne alter, som stod foran tronen«, og sammen med røgen fra dets røgelse steg de helliges bønner op for Gud. Dette billedsprog stemmer overens med Lukas’ udsagn om, at mens præsterne brændte røgelse, »bad hele folkeskaren udenfor i røgelsens time« (Luk 1,10). Således bevidner både historie og profeti den vedvarende sandhed, at frelse sker ved offerblod, og at den gøres tilgængelig for mennesker gennem helliges og synderes bønner, frembåret af en stor ypperstepræst.

W. Shaw Caldecott