Det kar, hvori røgelse blev frembåret på “det gyldne alter” for Herren i templet (2 Mos 30,1-9). Præsten fyldte røgelseskarret med glødende kul fra den hellige ild på brændofferalteret, og efter at have båret det ind i helligdommen kastede han den vellugtende røgelse på de brændende kul (3 Mos 16,12, 13), som sendte en sky af røg op og fyldte rummet med duft. De røgelseskar, der blev brugt dagligt, var af kobber (4 Mos 16,39) og blev betegnet med et andet hebraisk navn, miktereth (2 Krøn 26,19; Ez 8,11), mens dem, der blev brugt på forsoningsdagen, var af guld og blev betegnet med et ord (mahtah), der betyder “noget at tage ild med”; LXX. pureion = en ildpande. Salomo lod fremstille røgelseskar af rent guld til templet (1 Kong 7,50; 2 Krøn 4,22). Englen i Åbenbaringen fremstilles med et gyldent røgelseskar (Åb 8,3, 5). Paulus omtaler det gyldne røgelseskar som hørende til tabernaklet (Hebr 9,4). Det græske ord thumiaterion, der her er gengivet “røgelseskar”, kan mere passende betegne, som i randnoten i Revised Version, “røgelsesalteret”. Paulus siger ikke her, at thumiaterion stod i det allerhelligste, for det stod i det hellige, men at det allerhelligste havde det, dvs. at det hørte til det allerhelligste (1 Kong 6,22). Det var nøje forbundet med ypperstepræstens tjeneste i det allerhelligste.

Måden, hvorpå røgelseskarret skulle bruges, beskrives i 4 Mos 4,14; 3 Mos 16,12.