ra'-vn (`orebh; korax; Latin Corvus corax): En stor familie af de mindre rovfugle, der tilhører slægten Corvus corax. En fugl med så vid udbredelse, at den kendes fra Island til Japan, over hele Asien, Europa og Afrika, men næsten uddød og ikke almindeligt udbredt i vort eget land. I intet land er den talrigere end i Israels land. I almindeligt udseende ligner den kragen, men er meget større, næsten to fod lang, glinsende sort, med børster omkring næbbet og ret stive, spidse nakkefjer. Som en fugl, der udviser lige så megen intelligens som nogen anden, og med et frækt, pågående sind, har den fra begyndelsen været genstand for interesse. Den har kunnet sige sætninger på nogle få ord, når den er blevet omhyggeligt oplært, og ved sine uhyggelige handlinger har den gjort sig til en fugl omgivet af overtro, myte og fabel og er knyttet til mange folks religiøse ritualer. Den lever delvis af ådsler, hvis affald eller kroppe er friske; den spiser også andre fugles unger og meget små dyr samt frø, bær og frugt og har en lige så varieret kost som nogen fugl. Den er støjende, med et højt, groft, eftertrykkeligt skrig, og dens unger er højrøstede ved fodringstid.

Aristoteles skrev, at ravne drev deres unger bort fra deres område og tvang dem til at sørge for sig selv fra det tidspunkt, de forlod reden. Dette er tvivlsomt. Fugles vaner og kendetegn ændrer sig kun gennem lange tidsaldre af udvikling. Vore ravne i dag er i alle henseender de samme fugle som dem i Israels land på Moses' tid, og vore følger ungerne ud på markerne i flere dage og fodrer dem, indtil de skræppende, flagrende unger ser større ud end forældrene. På Plinius' tid var ravne blevet lært at tale, og som et eksempel på deres snuhed fortæller han, at en ravn i tørketid fandt en spand med lidt vand ved siden af en grav og hævede det til drikkeniveau ved at kaste sten i.

Israels land har mindst 8 forskellige arter af ravne. Denne fugl var den første, Noa sendte ud i et forsøg på at finde ud af, om vandfloden var ved at aftage (1 Mos 8,6-8). Fordi den delvis levede af ådsler, blev den regnet blandt vederstyggelighederne (se 3 Mos 11,15; 5 Mos 14,14). Om 1 Kong 17,4-6, se ELIJAH og nærværende forfatters Birds of the Bible, 401-3. Blandt skabelsens og forsynets undere i Job 38,41 har vi denne omtale af ravnen:

"Hvem skaffer ravnen dens bytte,

når dens unger råber til Gud

og flakker om af mangel på føde?"

Svaret på dette spørgsmål findes i Sl 147,9:

"Han giver dyret dets føde

og ravneungerne, som skriger."

Begge disse citater peger på den kendsgerning, at ungerne er særligt støjende. I Ordsp 30,17 antydes det, at ravnene, ligesom ørne, gribbe og høge, fandt byttets øje som det sårbare punkt og derfor angreb det først. Det hebraiske `orebh betyder "sort", og af denne grund blev det anvendt om ravnen, så henvisningen til brudgommens lokker i Salomos Højsang bliver klar (Højs 5,11). Ravnen er en af de fugle, der angives at skulle finde bytte blandt Edoms ruiner (Es 34,11). Den sidste henvisning findes i Luk 12,24: "Betragt ravnene: De hverken sår eller høster; de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føde." Dette kunne med lige stor sandhed være sagt om enhver vild fugl.

Gene Stratton-Porter