1. Plads i kanon:

Den plads, som Ruths Bog indtager i rækkefølgen af bøgerne i den engelske Bibel, er ikke den samme som i den hebraiske kanon. Der er den en af de fem meghilloth eller skriftruller, som var bestemt til at blive læst i synagogen ved 5 særlige lejligheder eller højtider i løbet af året.

I trykte udgaver af Det Gamle Testamente er megilloth sædvanligvis ordnet i rækkefølgen: Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren, Esther. Ruth indtog andenpladsen, fordi bogen var bestemt til at blive læst ved Ugefesten, som var den anden af de 5 særlige dage. I hebraiske håndskrifter varierer rækkefølgen imidlertid betydeligt. I spanske håndskrifter almindeligvis, og i mindst ét fra den tyske skole, som citeres af Dr. Ginsburg (Introduction to the Hebrew Bible, London, 1897, 4), går Ruth forud for Højsangen; og i de førstnævnte placeres Prædikeren før Klagesangene. Meghilloth udgør den anden del af kethubhim eller Hagiograferne, den tredje store afdeling af bøgerne i De Hebraiske Skrifter. Talmud adskiller imidlertid Ruth helt fra de øvrige meghilloth og placerer den først blandt Hagiograferne, før Salmernes Bog. Af de græske oversættere blev bogen flyttet fra den plads, den havde i den hebraiske kanon, og fordi den beskrev begivenheder, der var samtidige med dommerne, blev den knyttet som en slags tillæg til dette værk. Denne rækkefølge blev overtaget i Vulgata og er således gået over i alle moderne bibler.

2. Forfatterskab og formål:

Bogen er skrevet uden forfatternavn, og der findes ingen direkte angivelse af dens datering. Dens formål er at nedskrive en begivenhed af interesse og betydning i Davids slægtshistorie og samtidig at belyse gammel skik og ægteskabslov. Der er intet grundlag for at antage, som det er blevet foreslået, at forfatteren havde et polemisk formål for øje og ønskede at vise, at den strenge og barske handlemåde, som Ezra og Nehemias efter hjemkomsten fulgte ved at forbyde blandede ægteskaber, ikke var berettiget ud fra fortilfælde. Fortællingen er enkel og ligefrem, og bevarelsen af den tradition, den nedskriver, om Israels kongehus’ afstamning fra en moabitisk stammoder skyldtes sandsynligvis i første omgang mundtlig overlevering gennem ganske lang tid, før den blev nedfældet skriftligt. Første Samuelsbog viser også en nær forbindelse mellem David og Moab, da den kommende konge i sin fredløse tid betroede sin far og mor i Moabs konges varetægt (1 Sam 22,3), og den støtter dermed i nogen grad sandheden i den tradition, som er indarbejdet i Ruths Bog.

3. Affattelsestid:

Hvad angår tidspunktet, hvor fortællingen blev nedfældet skriftligt, er det ud fra Ruths Bogs placering i den hebraiske kanon tydeligt, at affattelsestidspunktet ligger efter afslutningen af den store periode med de »tidligere profeter«. Ellers ville den have fundet en naturlig plads, sådan som den fik det i den græske Bibel, sammen med Dommerbogen og andre historiske skrifter i den anden afdeling af De Hebraiske Skrifter. Også i bogens indledende ord, »Og det skete i de dage, da dommerne dømte« (Ruth 1,1), synes forfatteren at se tilbage på dommertiden som på en forholdsvis fjern epoke. Sprogets karakter er ren og enkel; men man har ment, at det i visse enkeltheder, såsom tilstedeværelsen af såkaldte aramaismer, røber en sen oprindelse. Henvisningen til overholdelsen af ægteskabsskikke og deres stadfæstelser »i tidligere tid i Israel« (Ruth 4,7) indebærer ikke nødvendigvis, at Ruths affattelse var senere end Femte Mosebogs, hvor arvelovene og arverettighederne påbydes, eller at forfatteren til det førstnævnte værk kendte det sidstnævnte i dets eksisterende form. Små forskelle i enkeltheder i fremgangsmåden synes snarere at pege i modsat retning. På den anden side ville bogens motiv, at fremstille Davids hus’ afstamning, have mistet sin betydning og raison d'etre med den sidste hersker af Davids slægts død eller forsvinden i den tidlige periode efter hjemkomsten fra Babylon (sammenlign Zak 4,9). Den mest sandsynlige datering for bogens affattelse vil derfor være i eksilets sene dage eller umiddelbart efter hjemkomsten. Der er ingen ledetråd til forfatterskabet. De sidste fire vers, som giver slægtslisten fra Peres til David (sammenlign 1 Krøn 2,4-15; Matt 1,3-6; Luk 3,31-33), anerkendes almindeligvis som en senere tilføjelse.

4. Etisk lære:

Den etiske værdi af Ruths Bog er betydelig, idet den fremstiller et eksempel på urokkelig barnlig fromhed. Ruths handling, da hun nægter at forlade sin svigermor og holder ud i at følge hende til hendes eget land, får sin rette belønning i den fremgang og lykke, der bliver hendes, og i den ære, hun modtager som stammoder til Davids kongehus. Forfatteren ønsker i Ruths person og eksempel at vise, at en oprigtig og storsindet hensyntagen til pligtens og hengivenhedens krav fører til fremgang og ære; og samtidig at principperne for og gengældelsen af retfærdig handlemåde ikke afhænger af race, men er lige så gyldige for en moabitisk kvinde som for en jøde. Der læres ingen særskilt lære i bogen. Den er først og fremmest historisk, idet den nedskriver en afgørende begivenhed i Davids hus’ oprindelse; og for det andet etisk, idet den i et velkendt eksempel påpeger og indskærper fordelen og betydningen af ret handlemåde og overholdelsen af de krav, som barnlig pligt stiller. For detaljeret indhold, se den foregående artikel.

LITTERATUR. Engelske kommentarer til Ruths Bog er naturligt nok ikke talrige. Sammenlign G. W. Thatcher, »Judges and Ruth«, i (New) Century Bible; R.A. Watson, i Expositor's Bible; den nyeste kritiske kommentar er af L. B. Wolfenson i AJSL, XXVII (juli 1911), 285 ff., som forsvarer bogens tidlige datering. Se også de relevante artikler i Jew Encyclopedia, HDB, EB, og Driver, LOT, 6, 454 ff.

A. S. Geden