rodz (Rhodos): En ø (og by) i Det Ægæiske Hav, vest for Karien, stedvis ujævn og klippefuld, men vandrig og frugtbar, skønt den i dag ikke dyrkes særlig omfattende. Næsten en tredjedel af øen er nu dækket af træer trods tidligere skovrydning. De højeste bjerge når en højde på næsten 4.000 fod (ca. 1.220 m). De ældre navne var Ophiusa, Asteria, Trinacria, Corymbia. Hovedstaden i oldtiden var Rhodos, ved den nordøstlige ende, en stærkt befæstet by med en dobbelt havn. Nær havnens indsejling stod et af oldtidens syv underværker – en kolossal bronzestatue viet til Helios. Denne kolos, fremstillet af Chares omkring 290 f.Kr. til en pris af 300 talenter (300.000 dollars i 1915), ragede op i en højde af 104 fod (ca. 32 m).

I den folkelige forestilling – både før og efter at Shakespeare fremstillede Cæsar som en kolos, der overskræver verden – tænkes denne gigantiske skikkelse som et billede af et menneske af uhyrlig størrelse med benene spredt vidt fra hinanden ved indgangen til den indre havn, så enorm, at det største skib med sejlene sat kunne bevæge sig ind under den; men den beretning, som denne forestilling bygger på, synes ikke at have noget grundlag.

Statuen blev ødelagt i 223 f.Kr. af et jordskælv. Den blev genopført af romerne. I 672 e.Kr. solgte saracenerne ruinerne til en jøde. Mængden af metal var så stor, at den ville fylde vognene i et moderne godstog (900 kamellæs).

De ældste byer på Rhodos var Ialysus, Ochyroma og Lindus. De ældste indbyggere var indvandrere fra Kreta. Senere kom karerne. Men der skete ikke noget egentligt fremskridt i civilisationen før dorernes indvandring under Tlepolemus, en af herakliderne, og (efter den trojanske krig) Aethaemanes. Lindus, Ialysus og Camirus dannede sammen med Kos, Knidos og Halikarnassos den såkaldte doriske Hexapolis (Seksbyforbund), hvis centrum var templet for den triopiske Apollon på Kariens kyst. Rhodos grundlagde nu mange kolonier – i Spanien (Rhode), i Italien (Parthenope, Salapia, Sirus, Sybaris), på Sicilien (Gela), i Lilleasien (Soli), i Kilikien (Gaaae) og i Lykien (Corydalla). Øen opnåede ingen politisk storhed, før de tre hovedbyer dannede et forbund og grundlagde den nye hovedstad (Rhodos) i 408 f.Kr. I begyndelsen af den peloponnesiske krig holdt Rhodos med athenerne, men efter 19 års loyalitet mod Athen gik den over til spartanerne (412 f.Kr.). I 394, da Konon viste sig med sin flåde foran byen, faldt øen igen i athenernes hænder. En garnison blev placeret på Rhodos af Alexander den Store. Efter hans død blev denne garnison drevet ud af rhodierne. Det er på dette tidspunkt, at den virkelig store periode i øens historie begynder. Indbyggerne forsvarede tappert deres hovedstad mod Demetrius Poliorcetes i 304 f.Kr. – den samme Demetrius, som to år tidligere havde vundet en søsejr og ladet mønter præge med en »Sejr«, der er modstykket til den »bevingede sejr«, som vækker den moderne verdens ubegrænsede beundring – og udvidede deres herredømme over en stribe af den kariske kyst samt over flere af naboøerne og etablerede for første gang i verdenshistorien en international sø- og handelsret. Kunsterne og videnskaberne begyndte nu at blomstre på den smukke ø i det sydøstlige Ægæerhav. Aischines, den berømte taler fra Athen, flygtede til Rhodos efter sit nederlag til Demosthenes og grundlagde en retorisk skole, som mange romere besøgte. Rhodos blev Roms trofaste allierede efter Antiochos’ nederlag i 189 f.Kr. Som belønning for sin loyalitet modtog øen Karien. I 168 forblev dog kun en lille del af dette område under rhodisk herredømme (Peraea, eller Chersonesus). I 42 f.Kr. blev øen hærget af Cassius. Senere blev den gjort til en del af den romerske provins Asien (44 e.Kr.). Strabon siger, at han ikke kender nogen by så prægtig i havn, mure og gader. Da den romerske magt gik tilbage, faldt Rhodos i hænderne på kaliffen Moawijah, men blev senere indtaget af grækerne, fra hvem genoveserne på et senere tidspunkt fravristede øen. I 1249 forsøgte Johannes Kantakuzenos at generobre Rhodos, men forgæves. Til sidst blev grækernes bestræbelser under Theodoros Protosebastos dog kronet med held. I 1310 gjorde johanniterridderne, som var blevet fordrevet fra Israels land, Rhodos til deres hjem. Efter øens undertvingelse af sultan Soliman i 1522 flyttede johanniterridderne til Malta, og Rhodos er uafbrudt forblevet en besiddelse under Den Høje Port helt ned til den nylige krig mellem Tyrkiet og Balkanforbundets allierede og udgjorde sammen med de andre øer provinsen »Det Hvide Havs Øer« (Øhavet). Den har en kristen guvernør, hvis sæde, skønt det for det meste er på Rhodos, undertiden er på Chios. Øens befolkning er stærkt formindsket ved udvandring. I 1890 var det samlede antal indbyggere 30.000 (20.000 grækere, 7.000 muhammedanere, 1.500 jøder). Rhodos’ vigtigste produkter er hvede, olie, vin, figner og tropiske frugter. En meget vigtig industri er eksporten af svampe. Luftens renhed og klimaets mildhed gør Rhodos til et yderst dejligt sted at bo om efteråret, vinteren og det tidlige forår. Byen, der er bygget i form af et amfiteater, har en storslået udsigt mod havet. Den rummer flere kirker, som er lavet af gamle moskeer. Den engang berømte havn er nu næsten fyldt med sand. Indbyggerne tæller næsten 12.000 (alle tyrkere og jøder). Rhodos nævnes i Det Nye Testamente kun som et sted, hvor Paulus lagde til på sin rejse sydpå fra Hellespont til Cæsarea (ApG 21,1); men i 1 Makk 15,23 får vi at vide, at det var en af de stater, som romerne sendte breve til på jødernes vegne.

LITTERATUR.

Berg, Die Insel Rhodes (Braunschweig, 1860-62): Schneiderwirth, Geschichte der Insel Rhodes (Heiligenstadt, 1868); Guerin, L'ile de Rhodes, 2. udgave, Paris, 1880; Biliotti og Cottrel, L'ile de Rhodes (Paris, 1881); Torr, Rhodes in Ancient Times (Cambridge, 1885) og Rhodes in Modern Times (1887).

J. E. Harry