ra'-moth-gil'-e-ad (ramoth gil'adh; Codex Vaticanus Rhemmath Galadd; Codex Alexandrinus Rhammoth, og andre former): En stor og stærk by øst for Jordan i Gads område, som spillede en vigtig rolle i Israels krige. Den nævnes først i forbindelse med udpegelsen af tilflugtsbyerne (5 Mos 4,43; Jos 20,8). Den blev tildelt merarit-levitterne (Jos 21,38; 1 Krøn 6,80). I disse fire passager kaldes den "Ramot i Gilead" (ramoth ba-gil'adh). Denne form gengives fejlagtigt af King James Version i 1 Kong 22,3. Alle andre steder bruges formen "Ramot-Gilead".e til formen af et kæbeben (Dom 15,9; Dom 15,14; Dom 15,19). Den kan have ligget i Wady es-Sarar, ikke langt fra Zora og Timna; men de foreliggende oplysninger tillader ikke en sikker identifikation.

1. Historie:

Her blev Ben-Geber sat til at lede et af Salomos administrative distrikter (1 Kong 4,13), som omfattede Havvot-Jair og "Argobs område, som ligger i Bashan." Byen blev taget fra Omri af aramæerne under Ben-Hadad I (Ant., VIII, xv, 3 ff), og selv efter Ben-Hadads nederlag ved Afek forblev de herrer over denne fæstning. For at vinde den tilbage for Israel indbød Akab Joshafat af Juda til at følge ham på et felttog. Trods Mikalabs modløsende ord drog de to konger ud på det ulykkelige foretagende. Ved deres angreb på byen kæmpede Akab forklædt, men blev dødeligt såret af en pil fra en bue, der var spændt "på må og få" (1 Kong 22,1-40; 1 Kong 22,2). Forsøget blev gentaget af Akabs søn Joram; men hans fars uheld fulgte ham, og hårdt såret trak han sig tilbage til Jizre'el for at blive helbredt (2 Kong 8,28; 2 Krøn 22,5). Mens kongen var borte fra lejren ved Ramot-Gilead, blev Jehu dér salvet til konge over Israel af Elisa (2 Kong 9,1; 2 Krøn 22,7). Han viste sig at være et hurtigt redskab for hævnen over Akabs dømte hus. Ifølge Josefus (Ant., IX, vi, 1) blev byen indtaget før Jorams afrejse. Dette bekræftes af 2 Kong 9,14 ff. Stedet nævnes ikke igen, medmindre det da er identisk med "Mispa" i 1 Makk 5,35.

2. Identifikation:

Det er netop muligt, at Ramot-Gilead svarer til MIZPAH, (1), og til RAMATH-MIZPEH. Stedet, hvor Laban og Jakob skiltes, kaldes både Galeed og Mispa. Ramath kan blive til Ramot, som vi ser i tilfældet med Sydens Rama.

Merrill identificerer byen med Jerash, hvis prægtige ruiner ligger i Wady ed-Deir, nord for Jabbok. Han citerer den babylonske Talmud (Makkoth 9b) for at placere tilflugtsbyerne parvis, sådan at dem øst for Jordan ligger over for dem mod vest; Sikem, som var den midterste af de tre vest for Jordan, burde have Ramot-Gilead omtrent over for sig mod øst, og dette ville placere stedet ved Gerasa, det moderne Jerash (Hastings Dictionary of the Bible, under ordet). Men Talmuds ord må ikke tolkes for strengt. Det synes meget sandsynligt, at Golan lå langt syd for en linje trukket ret mod øst fra Qedes (Kedesh-Naftali). Der er ikke fundet rester ved Jerash, som er ældre end græsk-romersk tid, skønt tilstedeværelsen af en god, stadig rindende kilde gør bebyggelse i oldtiden sandsynlig. Stedet kunne nås med stridsvogne langs Wady `Ajlun, og det tilstødende land var ikke uegnet til stridsvognsmanøvrer.

Conder og andre har foreslået Reimun, et oldtidssted vest for Jerash. Manglen på nogen kilde til en god vandforsyning er i praksis ødelæggende for denne identifikation. Buhl (Geographic des Alten Palestina, 261 ff) foretrækker el-Jil`ad, et ruinområde på en høj syd for Jabbok; se Gilead, (1). Eusebius og Hieronymus (Onomasticon, under ordet) modsiger hinanden, idet den første placerer Ramot-Gilead 15 miles vest for Philadelphia, og den anden 15 miles øst for Philadelphia. Det er dog klart, at dette blot er en fejl fra Hieronymus' side, eftersom begge siger, at den ligger nær Jabbok. Mange har identificeret den med es-Salt, som ganske vist ligger 15 miles vest for `Amman (Philadelphia), men den ligger 10 miles syd for Jabbok og kan derfor næppe beskrives som nær denne flod. Den er heller ikke et sted for stridsvognskrig. Sagen imod identifikation med Ramot-Gilead er endegyldigt fremlagt af G.A. Cooke i Driver's Deuteronomy, xx.

Når disse steder er blevet foreslået, er der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, hvad der siges i 1 Kong 4. Kongens embedsmands myndighed i Ramot-Gilead strakte sig over Argobs land i Bashan såvel som over Jairs byer i Gilead. Man må derfor søge en beliggenhed nord for Mahanajim. Guthe ville finde den ved er-Remtheh, på pilgrimvejen, omkring 10 miles syd for Mezerib (sammenlign Smith, Historical Geography of the Holy Land, 586 ff). Cheynes forslag om Salkhad, langt borte på Bashan-bjergets kam, er udelukket. Caleb Hauser (Palestine Exploration Fund Statement, 1906, 304 f) argumenterer for Beit Ras, over 11 miles sydøst for Gadara, en position der behersker hele Nordgilead og er lige så gunstigt beliggende som Jerash for stridsvognskrig og forbindelse med området vest for Jordan. "Her har vi Nordgileads højder. Ramot, Capitolias og Beit Ras er på deres respektive sprog idiomatiske ækvivalenter. Det er usandsynligt, at en stor by som Capitolias skulle have afløst andet end en meget vigtig by fra tidligere tider." Vi må indtil videre nøjes med at lade spørgsmålet stå åbent.

W. Ewing