Røgelse
På engelsk: Incense
Easton's Bible Dictionary
En vellugtende blanding fremstillet ved “apotekerkunst”. Den bestod af fire ingredienser, der blev “stødt fint” (2 Mos 30,34-36). Det, som ikke var fremstillet på denne måde, blev kaldt “fremmed røgelse” (30,9). Den blev ofret sammen med hvert afgrødeoffer; desuden blev den dagligt ofret på guldalteret i det hellige rum, og på den store forsoningsdag blev den brændt af ypperstepræsten i det allerhelligste (30,7.8). Den var et symbol på bøn (Sl 141,1, 2; Åb 5,8; 8,3, 4).
International Standard Bible Encyclopedia
in'-sens (qeTorah; i Jer 44,21, qiTTer; i Mal 1,11, qaTar, "På hvert sted skal der ofres røgelse til mit navn"; ordet lebhonah, oversat "røgelse" flere steder i Esajas og Jeremias i KJV, betyder egentlig "virak" og gengives sådan i Revised Version (britisk og amerikansk)): Ofring af røgelse, eller afbrænding af aromatiske stoffer, er almindelig i næsten alle folkeslags religiøse ceremonier (egyptere, babyloniere, assyrere, fønikere osv.), og det er naturligt at finde den med en fremtrædende plads i Israels tabernakel- og tempelgudstjeneste. Den nyere kritiske teori, at røgelse var en sen indførsel i Israels religion, og at røgelsesalteret beskrevet i 2 Mos 30,1 ff er en eftereksilsk opfindelse, hviler på forudsætninger, som ikke anerkendes her, og står i modstrid med de udtrykkelige omtaler af røgelsesalteret i 1 Kong 6,20; 1 Kong 6,22; 1 Kong 7,48; 1 Kong 9,25; sammenlign 2 Krøn 4,19 (se Delitzschs drøftelse af emnet i Luthardts Zeitschrift, 1880, 113 ff). I fordømmelsen af Eli i 1 Sam 2,27 ff nævnes afbrændingen af røgelse som en af præsteskabets funktioner (2,28). Den "røg", der fyldte templet i Esajas' syn (Es 6,4), må formodes at være røgelsesrøg. Selve ordet keTorah betegner egentlig "røg". Om røgelsesalteret, se artiklen om dette emne samt TABERNAKEL og TEMPEL. Røgelsen, der blev brugt i tabernakeltjenesten--kaldet "vellugtende røgelse" (keToreth ha-cammim, 2 Mos 25,6 osv.)--blev sammensat efter en bestemt forskrift af vellugtende stoffer: stakte, onyks, galbanum og ren virak (2 Mos 30,34), og røgelse, der ikke var sammensat sådan, blev afvist som "fremmed røgelse" (keTorah zarah, 2 Mos 30,9). Ved ofringen af røgelse blev glødende kul fra brændofferalteret båret i et røgelseskar og lagt på røgelsesalteret (det "gyldne alter" foran oraklet); derefter blev den vellugtende røgelse strøet på ilden (sammenlign Luk 1,9 f). Udførlige detaljer om de rabbinske regler for røgelse kan ses i artiklen "Incense" i DB.
Se CENSER.
Billedligt var røgelse et symbol på bøn, der stiger op. Mængden bad, mens Zakarias ofrede røgelse (Luk 1,10, thumiama), og i Åb 5,8; Åb 8,3 f forbindes røgelsen i det himmelske tempel med, ja identificeres endog (5,8) med "de helliges bønner".
James Orr
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).