ra'-chel (rachel, "moderfår"; Rhachel (1 Mos 29,6; Jer 31,15, KJV "Rahel")):

1. Biografi:

En stammoder til Israel, Jakobs hustru, mor til Josef og Benjamin. Rakel var den yngste datter af aramæeren Laban, bror til Jakobs mor; derfor var Rakel og Jakob fætre og kusiner. De mødtes første gang, da Jakob kom til Karan; tiltrukket af hendes skønhed forelskede han sig straks i hende og vandt hendes kærlighed ved sin ridderlige handling, som fortælles i 1 Mos 29,10 ff. Efter tidens skik indgik Jakob en aftale med Laban om at få hende og gik med til at tjene ham i 7 år som den fastsatte pris (29,17-20). Men da tiden var gået, bedrog Laban Jakob ved at give ham Lea i stedet for Rakel. Da Jakob protesterede, gav Laban ham også Rakel på betingelse af, at Jakob tjente yderligere 7 år (29,21-29). Til hendes store sorg "var Rakel ufrugtbar" (1 Mos 29,30; 1 Mos 29,31), mens Lea fik børn. Rakel, som misundte sin søster, klagede til Jakob, der mindede hende om, at børn er Guds gave. Da greb Rakel til den udvej, som Sara engang havde brugt under lignende omstændigheder (16,2 ff.); hun bad Jakob tage hendes trælkvinde Bilha som medhustru for at "få børn ved hende" (30,3). Dan og Naftali var afkommet af denne forbindelse. Flerkoneriets onde viser sig tydeligt i den triste rivalisering, der opstod mellem de to søstre, idet hver af dem søgte ved hjælp af børn at vinde Jakobs hjerte. I sin iver efter at blive mor til børn handlede Rakel med Lea om hendes søn Rubens alruner, eller kærlighedsæbler, men alt var forgæves (1 Mos 30,14). Til sidst hørte Gud hendes bøn og gav hende hendes hjertes ønske, og hun fødte sin førstefødte, som hun gav navnet Josef (1 Mos 30,22-24).

Nogle år efter dette, da Jakob flygtede fra Laban med sine hustruer, fandt episoden sted med Rakels tyveri af Labans terafim, fortalt i 1 Mos 31,19; 1 Mos 31,34; 1 Mos 31,35. Ved at sikre sig sin fars husguder håbede hun at bringe velstand til sit eget nye hus. Skønt det lykkedes hende ved sin snuhed at skjule dem for Laban, lod Jakob dem senere, da han opdagede dem, fjerne (35,2-4). Trods alt blev hun ved med at være Jakobs yndlingshustru, sådan som det tydeligt fremgår af 33,2, hvor vi får at vide, at han tildelte hende den sikreste plads, og af hans forkærlighed for Josef, hendes søn. Efter ankomsten til Kanaan, mens de var på vej fra Betel til Efrat, dvs. Betlehem, fødte Rakel sin anden søn, Benjamin, og døde (35,16 ff.).

2. Karakter:

På en markant måde viser Rakels karakter træk fra hendes familie: snuhed og begærlighed, som er så tydelige hos Laban, Rebekka og Jakob. Skønt hun troede på den sande Gud (1 Mos 30,6; 1 Mos 30,8; 1 Mos 30,22), var hun dog hengiven til sit lands overtro, dyrkelsen af terafim osv. (1 Mos 31,19). Det forgæves i hendes forsøg på at ty til selvhjælp og overtroiske udveje, samt hendes mands kærlighed og stærkere tro (1 Mos 35,2-4), blev de forsynsmæssige midler til at rense hendes karakter. Mindet om hende levede videre i Israel længe efter hendes død. I Ruth 4,11 forekommer navnene Rakel og Lea i bryllupsvelsignelsen som grundlæggerne af Israels hus.