rab'-sha-ke, rab-sha'-ke (rabhshaqeh): Et sammensat ord, hvor den første del, rabh, betegner "hoved" eller "øverste" (se RAB-MAG; RAB-SARIS). Den anden del, som på aramæisk sandsynligvis betød "mundskænk", havde i denne forbindelse og andre steder, ifølge senere opdagelser, en udvidet betydning og betød øverste embedsmand, dvs. den øverste blandt lederne eller kaptajnerne.

Rabshakeh var en af de embedsmænd, som Sankerib, Assyriens konge, sendte sammen med Tartan og Rabsaris for at kræve Jerusalems overgivelse, mens byen var belejret af den assyriske hær (2 Kong 18,17; 2 Kong 18,19; 2 Kong 18,26; 2 Kong 18,27; 2 Kong 18,28; 2 Kong 18,37; 2 Kong 19,4; 2 Kong 19,8; Es 36,2; Es 36,4; Es 36,11; Es 36,12; Es 36,13; Es 36,22; Es 37,4; Es 37,8). De tre nævnte embedsmænd gik fra Lakish til Jerusalem og trådte frem ved vandledningen fra den øvre dam. Da de havde kaldt på kong Hizkija, trådte hans repræsentanter frem: Eljakim, Hilkijas søn, Shebna, skriveren, og Joah, historieskriveren. Rabshakeh sendte gennem dem et budskab til kongen, hvori han fremstillede sig selv som talsmand for Assyriens konge. Han hånede kong Hizkija på uforskammet vis ved at fremstille hans tillid til Egypten som et knækket rør, der ville gennembore hånden. Ligeledes var hans tillid til Jahve forgæves, for heller ikke han ville være i stand til at udfri dem. Da svarede kongens embedsmænd og bad ham tale på syrisk—som de forstod—og ikke på jødernes sprog, som folket på muren forstod. Det nægtede han at gøre og talte endnu højere, for at de kunne høre og blive overtalt. Med bestikkelse og appel, med løfte og bedrag opfordrede han dem til at forråde Hizkija og overgive sig til ham. Folket var imidlertid tro mod Hizkijas befaling (2 Kong 18,36), "de tav og svarede ham ikke et ord." Senere vendte Rabshakeh tilbage og "fandt Assyriens konge i krig mod Libna". (2 Kong 19,8). Ud fra denne beskrivelse sluttes det, at Rabshakeh var en mand med betydelig litterær dannelse, idet han efter al sandsynlighed var i stand til at tale tre sprog. Ud over sin officielle magt havde han frygtløst mod, en uforskammet ånd og en karakteristisk orientalsk ligegyldighed over for sandfærdighed.

Walter G. Clippinger