ri'-chus-nes (tsaddiq, adjektiv, "retfærdig," eller undertiden "retskaffen"; tsedheq, substantiv, undertiden = "retfærdighed," undertiden = "ret"; dikaios, adjektiv, dikaiosune, substantiv, fra dike, hvis første betydning synes at have været "skik"; den almindelige brug antydede overensstemmelse med en norm: retfærdighed, "tilstanden hos den, der er sådan, som han bør være" (Thayer)):

1. Retfærdighedens dobbelte aspekt: foranderligt og varigt

2. Sociale skikke og retfærdighed

3. Foranderlig opfattelse af Guds karakter: magtens forpligtelser

4. Retfærdighed som indre

5. Retfærdighed som social

6. Retfærdighed som noget, der udvider sig i indhold med væksten i idealer om menneskelig værdi

LITTERATUR

1. Retfærdighedens dobbelte aspekt: foranderligt og varigt:

I kristen tænkning rummer idéen om retfærdighed både et varigt og et foranderligt element. Det faste element er viljen til at gøre det rette; den foranderlige faktor er opfattelsen af, hvad der kan være ret på forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder. Gennem hele den kristne åbenbarings forløb skelner vi betoningen af den første faktor. Ganske vist blev retfærdighed i den senere farisæismes dage i så høj grad et spørgsmål om ydre ting, at den indre hensigt ofte helt blev tabt af syne (Matt 23,23); men i det store og hele har kristen tænkning til alle tider anerkendt hensigten om at være og gøre det rette som det centrale element i retfærdigheden. Denne fælles ånd binder de første gudsdyrkere sammen med de seneste. Nutidens opfattelser af, hvad der er ret, adskiller sig med enorme afstande fra de tidligere hebræeres opfattelser, men de første gudsdyrkeres hensigter er lige så tydelige som hensigterne hos dem, der øver retfærdighed i dag.

2. Sociale skikke og retfærdighed:

Der synes kun at være ringe grund til at betvivle, at indholdet i idéen om retfærdighed i første omgang blev bestemt af sociale gruppers skikke. Der er naturligvis nogle, som vil have os til at tro, at det, vi erfarer som indre moralsk sanktion, ikke er andet end frygten for de følger, som kommer ved at overtræde den sociale gruppes vilje, eller den følelse af glæde, som opstår, når vi ved, at vi har handlet i overensstemmelse med de sociale krav. I det mindste vil nogle tænkere have os til at tro, at dette var alt, hvad der i begyndelsen fandtes i moralsk følelse. Hvis en social gruppe skulle overleve, måtte den pålægge sine enkelte medlemmer de tungeste krav. Bag udførelsen af religiøse ritualer lå gruppens frygt for, at gruppens gud ville blive mishaget, hvis bestemte æresbevisninger ikke blev ydet ham. Alene for at undgå straffene fra en vred guddom krævede gruppen ceremonielle religiøse overholdelser. Ud fra den basis af frygt, som således blev indarbejdet i gruppens individer, er alle vores højere bevægelser mod retfærdighed kommet.

Det er ikke nødvendigt at benægte det mål af sandhed, der kan være i denne fremstilling. For at påpege dens utilstrækkelighed ville en bedre formulering dog være, at den sociale gruppe fra begyndelsen udnyttede individets medfødte moralske følelse til gruppens forsvar. Den moralske følelse, hvormed vi mener en sans for forskellen mellem ret og uret, synes at være en del af sindets medfødte udstyr. Det er meget sandsynligt, at denne moralske følelse i begyndelsen var rettet mod udførelsen af de ritualer, som gruppen betragtede som vigtige.

Se almisser.

Når vi læser de tidligere dele af Det Gamle Testamente, slås vi af den kendsgerning, at meget af den tidlige hebraiske moral var af denne gruppeart. Den retfærdige mand var den mand, som udførte de ritualer, der var blevet overleveret fra begyndelsen (5 Mos 6,25). Betydningen af nogle af disse ritualer er tabt i dunkelhed, men fra en meget tidlig periode er det karakteristiske ved hebraisk retfærdighed, at den bevæger sig i retning af det, vi i dag ville kalde en udvidelse af menneskeligheden. Der syntes at være kræfter på spil, ikke blot de kræfter, som virker for gruppens bevarelse, ikke blot ønsket om at behage hebræernes Gud for de materielle gunsters skyld, som han kunne yde hebræerne, men de faktorer, som virker for menneskehedens forbedring som sådan. Når vi undersøger hebræernes love, selv på et så sent tidspunkt som færdiggørelsen af de formelle lovsamlinger, slås vi ganske vist af spor af primitive levn (4 Mos 5,11-31). Der er nogle påbud, hvis formål vi ikke rigtig kan forstå. Men på den anden side havde den overvældende masse af lovgivningen med virkelig menneskelige hensyn at gøre. Der er regler om sundhedsforhold (3 Mos 13), både som de berører gruppens og individets liv; love, hvis beherskelse frembringer en betoning, ikke blot af ydre konsekvenser, men af det indre resultat i individets liv (Sl 51,3); og forbud, som ville antyde, at moral, i det mindste i dens mere åbenlyse anstændighedskrav, var kommet til at blive værdsat for sin egen skyld. Hvis vi skulle søge efter en nøgle til udviklingen af hebræernes moralske liv, kunne vi meget vel finde den i denne betoning af menneskelivets voksende krav som sådan. En tankevækkende forfatter har påpeget, at det tilsyneladende meningsløse bud: "Du må ikke koge et kid i dets mors mælk" (2 Mos 23,19), har et virkeligt menneskeligt formål bag sig, nemlig at der er visse ting, som i sig selv er frastødende, uafhængigt af ydre konsekvenser (se også 3 Mos 18).

3. Foranderlig opfattelse af Guds karakter: magtens forpligtelser:

Et mål for folkets moralske livs vækst findes i den skiftende opfattelse af Guds karakter. Vi behøver ikke gå ind på spørgsmålet om, præcis hvor på det moralske plan forestillingen om hebræernes Gud begyndte, men helt fra begyndelsen ser vi klart, at hebræerne troede på deres Gud som én, der lidenskabeligt var viet til det rette (1 Mos 18,25). Det kan meget vel være, at hebræernes Gud i begyndelsen i vid udstrækning var en krigsgud, men det bør bemærkes, at hans fjendskab var rettet mod folk, der havde ringe respekt for de større menneskelige hensyn. Det er ofte blevet påpeget, at et bevis på Skrifternes inspiration findes i deres moralske overlegenhed i forhold til skrifterne hos de folk, der boede omkring hebræerne. Hvis de hebraiske forfattere brugte materiale, som var fælles eje for kaldæere, babyloniere og andre folk, brugte de ikke desto mindre dette materiale med en moralsk forskel. De indblæste i det et moralsk liv, som for altid adskiller det fra andre folks skrifter. Det vidunderlige ved den hebraiske historie er også, at hebræerne midt i oprørende umoralske omgivelser voksede frem til sådanne idealer om menneskets værd. Kilden til disse idealer findes i deres tanker om Gud. I moralsk fremskridt er der naturligvis en gensidig virkning; tanken om Gud påvirker tanken om menneskelivet, og tanken om menneskelivet påvirker tanken om Gud; men så snart hebræerne nåede til en ny moralsk indsigt, gjorde de deres moralske opdagelse til en del af Guds karakter. Fra begyndelsen, gentager vi, var hebræernes Gud en Gud, der i sin moralske vrede var rettet mod alle slags vederstyggeligheder, afvigelser og abnormiteter. Guds hensigt var ifølge hebræerne at skabe et folk, der var »adskilt« i den forstand, at de skulle være fri for alt, hvad der ville trække noget fra et fuldt moralsk liv (3 Mos 20,22).

Vi kan spore de vigtigste trin i væksten af det hebraiske ideal. Først var der en stadig klarere skelnen af, at visse ting straks må udelukkes som umoralske. De grundlæggende anstændighedskrav, som det individuelle og sociale liv afhang af, blev erkendt på et tidligt tidspunkt (sammenlign steder i Tredje Mosebog, der er citeret ovenfor). Sammen med dette må det indrømmes, at der var en langsommere tilnærmelse til nogle idealer, som vi i dag anser for vigtige, for eksempel idealerne for ægteskabsforholdet (5 Mos 24,1; 5 Mos 24,2). Dernæst var der en voksende sans for, hvad der udgør moralsk forpligtelse i opfyldelsen af menneskers ansvar over for deres medmennesker (Es 5,8; Es 5,23). Der var også en stigende erkendelse af, hvad Gud, som et moralsk væsen, er forpligtet til at gøre. Håbet om frelse for folkeslag og enkeltpersoner hviler samtidig på Guds retfærdighed.

På Esajas’ tid er Guds retfærdighed kommet til at omfatte magtens forpligtelser (Es 63,1). Gud vil frelse sit folk, ikke blot fordi han har lovet at frelse dem, men fordi han må frelse dem (Es 42,6). Dette »må« er moralsk. Hvis Israels folk viser sig uværdigt, må Gud straffe dem; men hvis en rest, selv en lille rest, viser sig trofast, må Gud vise dem sin gunst. Moralsk værd opfattes ikke som noget, der skal betales med ydre belønninger, men hvis Gud er moralsk, må han ikke behandle den retfærdige og den uretfærdige ens. Denne opfattelse af, hvad Gud må gøre som et forpligtet væsen, påvirker dybt den hebraiske fortolkning af hele historiens forløb (Es 10,20; Es 10,21).

På dette ideal om moralsk forpligtelse vokser senere tanken om stedfortrædende lidelses dyd (Esajas 53). Den gode mands og Guds lidelser for dem, der ikke i sig selv fortjener sådanne lidelser (for dem), er et tegn på en endnu højere retfærdighed (se HOSEA). Skrifternes bevægelse går hele vejen fra tanken om en Gud, der kæmper for det rette, til tanken om en Gud, der i sig selv modtager de tungeste stød i den kamp, for at andre kan få mulighed for moralsk liv.

Disse forskellige linjer i den moralske udvikling når naturligvis deres krone i Det Nye Testamente i Kristi liv og død, sådan som det fremstilles for os i evangelierne og fortolkes af apostlene. Jesus formulerede visse moralske grundsætninger så klart, at verden aldrig vil slippe fri af deres kraft. Han sagde nogle ting én gang for alle, og han gjorde nogle ting én gang for alle; det vil sige, at han i sit liv og sin død ophøjede Guds retfærdighed som på én gang moralsk forpligtelse og selvopofrende kærlighed (Joh 3,16) og med en sådan virkning, at verden ikke har undsluppet og ikke kan undslippe denne retfærdige indflydelse (Joh 12,32). Desuden har den apostolske og den senere histories forløb vist, at Kristus lagde en vindende og tvingende kraft ind i retfærdighedens idé, som den ellers ville have manglet (Rom 8,31; Rom 8,32).

4. Retfærdighed som indre:

De idéer, der virker gennem hele den hebraiske og kristne histories forløb, er naturligvis virksomme i dag. Kristendommen uddyber fornemmelsen af forpligtelsen til at gøre det rette. Den gør den moralske ånd væsentlig. Dernæst bruger den enhver kraft, der virker for at øge menneskelig lykke, til at ophøje retfærdighedens betydning. Jesus talte om sig selv som "liv" og erklærede, at han kom, for at mennesker skulle have liv og have det i overflod (Joh 10,10). Overholdelsen af budene spiller naturligvis en stor rolle i udfoldelsen af den retfærdige kristnes liv, men overholdelsen af budene må ikke forstås på en kunstig eller mekanisk måde (Luk 10,25-37). Efterhånden som århundrederne går, træder nogle bud, der engang blev opfattet som væsentlige, ned på en sekundær plads, og andre bud indtager den styrende position. I den kristne udvikling gives der stadig større plads til visse hurtige indsigter fra den moralske ånd. Vi tror, at nogle ting er retfærdige, fordi de straks tiltaler os som retfærdige. Igen synes nogle andre ting retfærdige, fordi deres følger er gavnlige, både for samfundet og for den enkelte. Hvad som helst der fremmer det største liv, går i retning af retfærdighed. Når vi tolker livet, må vi dog huske den væsentligt kristne opfattelse, at mennesket ikke lever ved ydre følger alene. I al tanke om følger må hovedpladsen gives til de indre følger. Ved at give afkald på ydre lykke og ydre fremgang kan et menneske opnå indre fremgang. Korsets ånd er stadig vejen til den højeste retfærdighed.

5. Retfærdighed som social:

Det særlige træk ved betoningen af retfærdighed i vor egen tid er den vægt, der lægges på social tjeneste. Det betyder ikke, at kristendommen skal tabe den enkeltes værdi i sig selv af syne. Vi er kommet til ret klart at se, at den enkelte er det eneste moralske mål i sig selv. Retfærdighed skal have som sit mål at opbygge individuelle liv. Budene for det retfærdige liv er ikke til for samfundets skyld som en ting i sig selv. Samfundet er intet bortset fra de individer, der udgør det; men vi er ved at indse, at individer har større relationer, end vi engang forestillede os, og større ansvar, end vi havde drømt om. Den enkeltes indflydelse berører andre på flere punkter, end vi tidligere havde indset. Vi har til tider fordømt tingenes system som ansvarligt for megen menneskelig elendighed, som vi nu ser kan føres tilbage til enkeltpersoners virke. Arbejdsgiveren, daglejeren, fagmanden, den offentligt ansatte, alle disse har stort ansvar for livet hos dem, der er omkring dem. Det uretfærdige individ har en kraft til at besmitte andre individer, og hans dødelighed er vi først lige begyndt at forstå. Alt dette får ny vægt i vor tids forkyndelse af retfærdighed. Mens vore sociale relationer ikke er mål i sig selv, er de mægtige midler til at nå individer i stort antal. Den kristne opfattelse af den forløste menneskehed er ikke den af samfundet som en organisme, der eksisterer for sin egen skyld, men den af individer, der er meget nært knyttet sammen i deres sociale relationer og berører hinanden til det gode i disse relationer (1 Kor 1,2; Åb 7,9; Åb 7,10). Hvis vi skulle forsøge at pege på den linje, ad hvilken den kristne lære om retfærdighed mere og mere skal bevæge sig gennem årene, måtte vi betone dette element af forpligtelse over for samfundet. Det betyder ikke, at et nyt evangelium skal afløse det gamle eller endog stille sig ved siden af det gamle. Det betyder, at Guds retfærdighed og Kristi lære og korset, som til enhver tid er kristendommens centrum, skal finde frisk kraft i tanken om den kristnes retfærdighed, idet den binder sig, ikke blot ved bud til at gøre Guds vilje i samfundet, men ved den indre ånd til at leve Guds liv ud i samfundet.

6. Retfærdighed som udvides i indhold med væksten i idealer om menneskelig værdi:

I al vor tanke om retfærdighed må man holde sig for øje, at der ikke er noget i den kristne åbenbaring, som vil fortælle os, hvad retfærdighed kræver i enhver særlig omstændighed. Forskellene mellem tidligere og senere praktiske normer for adfærd og forskellene mellem forskellige normer under forskellige omstændigheder har ført til megen forvirring på den kristne tænknings område. Vi kan dog bevare orienteringen ved at huske det dobbelte element i retfærdigheden, som vi nævnte i begyndelsen: på den ene side viljen til at gøre det rette og på den anden vanskeligheden ved i en bestemt omstændighed at afgøre netop, hvad det rette er. De større kristne forestillinger har altid et element af bevægelighed, eller snarere et element af udvidelsesevne. For eksempel er det klart en kristen forpligtelse at behandle alle mennesker med en ånd af god vilje eller med en ånd af kristen kærlighed. Men hvad kræver kærligheden i et bestemt tilfælde? Vi kan kun besvare spørgsmålet ved at sige, at kærligheden søger det, der er bedst, både for den, der modtager, og for den, der giver. Dette kan føre til én handlemåde i én situation og til en helt anden i en anden. Vi må dog altid holde målet om det største liv for alle personer, som vi kan nå, for øje. Kristen retfærdighed i dag insisterer endnu stærkere på materielle ting, såsom sanitære ordninger, end Moseloven gjorde. Forpligtelsen til at bruge den nyeste viden til hygiejnisk velfærd er lige så bindende nu som dengang, men "den nyeste viden" er et skiftende udtryk. Materielt fremskridt, uddannelse, åndelig undervisning, er alle påvirkninger, som virkelig fremmer fuldt liv.

Nutidig retfærdighed er ikke blot social og voksende; den beskæftiger sig også i høj grad med tanken om den verden, som er nu. Retfærdighed er alt for ofte blevet opfattet blot som midlet til at forberede sig på livet i et fremtidigt himmerige. Nutidens betoning er ikke ophørt med at tænke på livet hinsides dette, men livet hinsides dette kan bedst mødes og stås i møde af dem, som i fuld forstand har været retfærdige i det liv, som er nu. Her er der intet brud i den sande kristne sammenhæng. De seere, som bedst har forstået kristendommen, har altid fastholdt, at den nuværende verden i fuldeste mål må blive forløst ved kristendommens livgivende kræfter. Vi fastholder stadig, at enhver forestilling om jordisk retfærdighed tager sit udgangspunkt i himmelsk retfærdighed, eller rettere, at menneskets retfærdighed skal bygges på dets opfattelse af Guds retfærdighed. Nutidig tænkning beskæftiger sig i høj grad med tanken om Guds immanens. Gud er i denne nuværende verden. Det betyder ikke, at der ikke kan være andre verdener, eller at der ikke er andre verdener, og at Gud ikke også er i disse verdener; men Guds umiddelbare åbenbaring for os er i vores nuværende verden. Vores nuværende verden må da være den sfære, hvori Guds og menneskets retfærdighed skal fremstilles. Gud er samvittighed, og Gud er kærlighed. Den nuværende sfære skal bruges til åbenbaringen af hans hellige kærlighed. Den vigtigste kanal, hvorigennem denne hellige kærlighed skal åbenbare sig, er den kristne troendes samvittighed og kærlighed. Men selv disse udtryk skal ikke bruges abstrakt. Der findes en abstrakt samvittighedsfuldhed, som fører til et goldt liv: livet mister kontakten med det, der er virkeligt. Der findes en erfaring af kærlighed, som udtømmer sig selv i velvilje. Både samvittighed og kærlighed skal holdes tæt på jorden ved at lægge vægt på de faktiske realiteter i den verden, vi lever i.

LITTERATUR.

G. B. Stevens, The Christian Doctrine of Salvation; A. E. Garvie, Handbook of Christian Apologetics; Borden P. Bowne, Principles of Ethics; Newman Smyth, Christian Ethics; A. B. Bruce, The Kingdom of God; W. N. Clarke, The Ideal of Jesus; H. C. King, The Ethics of Jesus.

Francis J. McConnell