re-ho-bo'-am (rechabh`am, "folket er blevet talrigt," eller måske "Am er vid" Rhoboam; "Roboam," Matt 1,7 King James Version):

1. Rigets splittelse

2. Underliggende årsager til splittelsen

3. Shemaja forbyder borgerkrig

4. Rehabeams velstand

5. Shishaks invasion

6. Hans død

Søn og efterfølger af Salomo, den sidste konge, der gjorde krav på tronen over det gamle Israel, og den første konge over Juda efter rigets deling. Han blev født omkring 978 f.Kr. Hans mor var Na'ama, en ammonitisk kvinde. Beretningen om hans regeringstid findes i 1 Kong 14,21-31; 1 Kong 14,2. Begivenhederne, der førte til rigets splittelse, fortælles i 1 Kong 11,43-12; 2 Krøn 9,31-11.

1. Rigets splittelse:

Rehabeam var 41 år gammel (2 Krøn 12,13), da han begyndte at regere Septuaginta 1 Kong 12,24 a siger 16 år). Han besteg tronen i Jerusalem straks efter sin fars død, tilsyneladende uden modstand. Nordisrael var imidlertid utilfreds, og folket krævede, at kongen skulle møde dem i folkeforsamling i Sikem, den førende by i Nordisrael. Sandt nok var Israel ikke længere, hvis det nogensinde havde været det, et valgkongedømme. Ikke desto mindre gjorde folket krav på et forfatningsmæssigt privilegium, måske baseret på Samuels handling ved valget af Saul (1 Sam 10,25), nemlig at være part i de betingelser, hvorunder de ville tjene en ny konge, og han blive deres hersker: David havde, da han gjorde Salomo til sin efterfølger, set bort fra denne kloge ordning, og folket, som ved forsømmelse havde mistet et sådant privilegium, anså naturligt deres egen forsømmelighed for årsagen til Salomos byrdefulde skatter og tvangsarbejde. Derfor ville de fremover være mere nidkære for deres rettigheder, og Rehabeam måtte følgelig imødekomme deres krav. Da folket var samlet i Sikem, gik de med til at anerkende Rehabeam som deres konge på den betingelse, at han ville lette sin fars hårde tjeneste og byrdefulde skatter. Rehabeam bad om tre dages betænkningstid til at overveje anmodningen. Imod rådet fra mænd med mere moden dømmekraft, som forsikrede ham om, at han kunne vinde folket ved at blive deres tjener, valgte han de yngre mænds råd, dem der var på hans egen alder, om at regere med hårdhed snarere end med venlighed, og han gav folket et barskt svar og sagde: "Min far gjorde jeres åg tungt, men jeg vil lægge til jeres åg; min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner" (1 Kong 12,14). Rehabeam fejlbedømte imidlertid både folkets sindelag og sin egen evne. Folket, ledet af Jeroboam, en leder dygtigere end ham selv, var rede til oprør, og således tabte magten den dag, hvor venlighed kunne have vundet. Kongens trussel blev mødt af folkets Marseillaise: "Hvilken del har vi i David? Vi har heller ingen arv i Isajs søn. Til jeres telte, Israel! Sørg nu for dit eget hus, David" (1 Kong 12,16). Således afsatte de ti stammer Rehabeam og valgte Jeroboam, deres forkæmper og talsmand, til deres konge (se JEROBOAM). Rehabeam, der troede på sin evne til at føre sin trussel ud i livet (1 Kong 12,14), sendte Adoram, sin arbejdsfoged, som uden tvivl havde dæmpet andre uroligheder, for at undertvinge folkemængden; men den, fornærmet af ydmygelser og rasende over Rehabeams fornyede uforskammethed, stenede hans sendebud til døde. Da Rehabeam for første gang indså oprørets alvor, flygtede han skændigt tilbage til Jerusalem, kun konge over Juda og over det tilstødende område, der tilhørte Benjamins stamme. Rehabeams fejl var despoters almindelige fejl. Han regnede for meget med privilegier, der ikke var fortjent gennem tjeneste, og med magt, som han ikke var villig til at yde passende gengæld for.

2. Underliggende årsager til splittelsen:

Det er imidlertid en fejl at se splittelsen som sønderbrydelsen af et rige, der længe havde været et harmonisk hele. Fra de tidligste tider var stammernes forbund kun ufuldkomment sammenkittet. De forenede sig sjældent mod deres fælles fjende. Juda nævnes ikke i listen over stammer, der kæmpede sammen med Debora mod Sisera. En kæde af byer, som kana'anæerne holdt, og som strakte sig tværs over landet fra øst til vest, holdt nord og syd adskilt. Forskellige fysiske kendetegn frembragte forskellige livsformer i de to dele. Gamle skinsyger, der igen og igen blev blæst op til ny flamme, forstærkede de skel, som skyldtes naturlige og kunstige årsager. David arbejdede hårdt for at nedbryde de gamle modsætninger, men selv under hans regering gjorde Israel oprør to gange. Nordisrael havde frembragt mange af nationens stærkeste ledere, og det var ikke let for dem at underordne sig en hersker fra det judæiske dynasti. Salomo fulgte Davids samlingspolitik og knyttede stammerne tæt sammen gennem centraliseringen af gudsdyrkelsen i Jerusalem og gennem den almindelige glans i sin regeringstid; men han, mere end nogen anden, udvidede til sidst kløften mellem nord og syd gennem sine uretfærdige forskelsbehandlinger, sine tunge skatter, sit tvangsarbejde og de almindelige ekstravaganser i sin regering. Jahves religion var det eneste bånd, der var i stand til at holde nationen sammen. Salomos frafald skar dette bånd over. Profeterne, med deres dybe kendskab til religiøse og politiske værdier, så mindre fare for den sande dyrkelse af Jahve i et delt rige end i en samlet nation styret af Rehabeam, som hverken havde politisk kløgt eller en tilstrækkelig forståelse af Jahves religions storhed. Derfor opmuntrede Ahija åbent revolutionen, mens Shemaja gav den passiv støtte.

3. Shemaja forbyder borgerkrig:

Straks efter sin tilbagevenden til Jerusalem samlede Rehabeam en stor hær på 180.000 mand (reduceret til 120.000 i Septuagintas Codex Vaticanus) med det formål at føre krig mod Israel. Togtet blev imidlertid forbudt af profeten Shemaja med den begrundelse, at de ikke skulle kæmpe mod deres brødre, og at rigets deling var fra Gud. På trods af forbuddet får vi at vide, at "der var krig mellem Rehabeam og Jeroboam hele tiden" (1 Kong 14,30; 2 Krøn 12,15).

4. Rehabeams velstand:

Rehabeam optog sig dernæst med at styrke det område, som stadig var tilbage for ham, ved at befæste en række byer (2 Krøn 11,5-12). Disse byer lå på vejene til Egypten eller på de vestlige højdedrag i den judæiske Shefela og blev uden tvivl befæstet som beskyttelse mod Egypten. Ifølge 2 Krøn 11,13-17 blev Rehabeams velstand forøget ved en indvandring af præster og levitter fra Israel, som kom til Jerusalem på grund af deres modstand mod den afgudsdyrkelse, Jeroboam havde indført. Alle, som var loyale mod Jahve i Nordriget, fremstilles som nogle, der fulgte præsternes og levitternes eksempel ved at drage til Jerusalem, ikke blot for at ofre, men for at bo der permanent og således styrke Rehabeams rige. I betragtning af at Rehabeam føjede til sin fars nyskabelser, rejste Ba’als søjler i Jerusalem længe før de blev almindelige i Nordisrael, og at han tillod andre hedenske vederstyggeligheder og umoralske handlinger, synes den sande dyrkelse af Jahve at have fået ringe opmuntring fra kongen selv. Som yderligere bevis på hans velstand giver Krønikebøgerne en beretning om Rehabeams familie. Han havde tydeligvis luksuriøse vaner og fulgte sin far ved at have et betydeligt harem (2 Krøn 11,18-23). Det siges, at han havde 18 hustruer og 60 medhustruer (2 Krøn 11,21; Septuagintas Codex Vaticanus og Josefus, Ant, VIII, x, 1 angiver "30 medhustruer").

5. Shishaks invasion:

Et af de direkte resultater af rigets brud var invasionen af Israels land ved Shishak, Egyptens konge, i Rehabeams 5. år. Shishak er Sheshonk I, den første konge i det XXII. eller bubastitiske dynasti. Han er den samme hersker, som gav Jeroboam gæstfrihed, da han blev nødt til at flygte fra Salomo (1 Kong 11,40). Septuaginta (1 Kong 12,24 e) oplyser os om, at Jeroboam giftede sig med Ano, søsteren til Shishaks hustru, og dermed blev svoger til Egyptens konge. Det er derfor let at antage, at Jeroboam, da han kom i vanskeligheder med at holde stand mod sin rival Rehabeam, tilkaldte hjælp fra sin tidligere beskytter. Resultaterne af denne invasion er imidlertid indskrevet på templet i Karnak i Øvre Egypten, hvor der gives en liste over omkring 180 (Curtis, "Chronicles," ICC) byer, som Shishak erobrede. Disse hører til både Nordisrael og Juda, hvilket viser, at Shishak krævede tribut dér såvel som i Juda; det synes næppe foreneligt med den opfattelse, at han invaderede Israels land som Jeroboams allierede. Men Israels konge, som bønfaldt Shishak om hjælp mod sin rival, gjorde sig derved til vasal under Egypten. Dette ville være nok til at få hans byer til at optræde i Karnak blandt de byer, der blev underlagt i løbet af felttoget. Krønikeskriveren så i Shishak et redskab i Guds hånd til straf for Rehabeam og folket på grund af det nationale frafald. Ifølge 2 Krøn 12,3 havde Shishak en styrke på 1.200 stridsvogne og 60.000 ryttere, hvortil Josefus føjer 400.000 fodsoldater, sammensat af lubitter, sukkitter og etiopiere. Der synes ikke at være ydet nogen modstand mod den invaderende hærs fremrykning. Ikke engang Jerusalem synes at have udholdt en belejring. Paladset og templet blev berøvet alle deres skatte, herunder de guldskjolde, som Salomo havde lavet. I stedet for disse satte Rehabeam senere skjolde af bronze (2 Krøn 12,9; 2 Krøn 12,10).

6. Hans død:

Rehabeam døde i en alder af otteoghalvtreds, efter at have regeret i Jerusalem i 17 år. Hans søn Abija blev hans efterfølger. Han blev begravet i Jerusalem. Josefus siger, at han af sind var en stolt og tåbelig mand, og at han "foragtede tilbedelsen af Gud, indtil folket selv efterlignede hans onde handlinger" (Ant., VIII, x, 2).

S. K. Mosiman