al'-e-go-ri: Ordet allegori, der er afledt af allo agoreuein, som betyder at sige noget andet end det, ordene selv indebærer, kan etymologisk anvendes om enhver billedlig form for udtryk for en tanke. I faktisk brug i teologien anvendes ordet i en snævrere betydning, men det bruges på tre måder, nemlig retorisk, hermeneutisk og homiletisk. I den førstnævnte betydning er det retorikkens almindelige allegori, som sædvanligvis defineres som en udvidet eller fortsat metafor; denne udvidelse kan strække sig fra to eller flere udsagn til et helt bind, som Bunyans Pilgrim's Progress. Allegorier af denne art findes i stort tal i Skrifterne, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. Belærende eksempler af denne slags findes i Sl 80,8-19; Præd 12,3-7; Joh 10,1-16; Ef 6,11-17. Ifølge den traditionelle fortolkning i både jødisk eksegese og i de katolske og protestantiske kirker er hele Højsangen en sådan allegori. Emnet behandles udførligt i Terrys Biblical Hermeneutics osv., kapitel vii, 214-38.

I bibeleksegesens historie betegner allegori en særlig fortolkningstype, der går tilbage til førkristen tid, blev praktiseret især af de alexandrinske jøder og overtaget af de tidlige kirkefædre, og som stadig praktiseres og forsvares af den romersk-katolske kirke. Denne metode fastholder, at den bogstavelige mening, især i historiske afsnit, ikke udtømmer den guddommeligt tilsigtede betydning af sådanne afsnit, men at disse også rummer en dybere og højere åndelig og mystisk mening. Den firfoldige mening, som tilskrives Skrifterne, får sit udtryk i det velkendte ord: Littera gesta docet; quid credas, allegorica; moralis, quid agas, quid speres, anagogica ("Bogstaven viser, hvad der er sket; det allegoriske, hvad du skal tro; det moralske, hvad du skal gøre; det anagogiske, hvad du skal håbe"), ifølge hvilket det allegoriske er den skjulte dogmatiske mening, der skal findes i hvert afsnit.

Cremer viser i sit Biblico-Theological New Testament Lexicon, at denne metode til at finde en skjult tanke bag et afsnits enkle udsagn, skønt den blev praktiseret så omfattende på jødisk side af Aristobulus og især Filon, ikke er af jødisk oprindelse, men navnlig af sidstnævnte blev overtaget fra de alexandrinske grækere (som før dette havde fortolket den græske mytologi som udtryk for højere religiøse forestillinger) og anvendt på en dybere forklaring af Det Gamle Testamentes historiske data, sammen med dets teofanier, antropomorfismer, antropopatier og lignende, som i deres ligefremme betydning blev anset for uværdige til en plads i Skrifternes guddommelige åbenbaring. En sådan allegorisering blev almindelig skik i den tidlige kristne kirke, skønt den ikke blev praktiseret i samme omfang i alle dele; den syriske kirke udviste den største grad af nøgternhed i denne henseende. I dette fulgte man kun jødisk forbillede; de parafraser, der almindeligvis kendes som Targum, Midrash og senere, i sin mest ekstreme form, Kabbalah, viste alle dette præg af eisegese i stedet for eksegese. Hele dette falske hermeneutiske princip og dets anvendelse havde uden tvivl sin oprindelse i en uhistorisk opfattelse af, hvad Skrifterne er, og hvordan de blev til. Det er karakteristisk for Det Nye Testamente, og et af vidnesbyrdene om dets inspiration, at det i hele den bibelske litteratur fra den tid, både jødisk og kristen, er den eneste bog, der ikke praktiserer allegorisering, men holder sig til princippet om den bogstavelige fortolkning. Heller ikke Paulus’ eksegese i Gal 4,21-31 er en anvendelse af falske allegoriske metoder. Her i Gal 4,24 behøver udtrykket allegoroumena ikke at forstås i teknisk betydning som udtryk for en fortolkningsmetode, men blot som en omskrivning af den foregående tanke; eller, hvis det forstås teknisk, kan det hele betragtes som et argumentum ad hominem, en måde at bevise på, som også findes andre steder i Paulus’ skrifter.

Den protestantiske kirke har, fra Luther af, til alle tider afvist denne allegorisering og holdt fast ved det sikre og sunde princip, som blev praktiseret af Kristus og hele Det Nye Testamente, nemlig Sensum ne inferas, sed efferas ("Bær ikke en mening ind i (Skrifterne), men drag den ud af (Skrifterne)"). Det er sandt, at den ældre protestantiske teologi stadig fastholder en sensus mysticus i Skrifterne, men dermed mener den de afsnit, hvor meningen formidles ikke per verba (gennem ord), men per res verbis descriptas ("gennem ting, der beskrives ved hjælp af ord"), som f.eks. i lignelsen og typen.

I homiletikken anvendes allegorisering om den metode, der udleder åndelige sandheder af almindelige historiske udsagn, som f.eks. når Kristi helbredelse af en spedalsk gøres til grundlag for en udlægning af sjælens helbredelse ved Frelseren. Naturligvis er dette ikke fortolkning i eksegetisk forstand.

G. H. Schodde