a-pol'-i-on (Apolluon; 'abhaddon, "ødelægger"): Præsens participium af verbet apolluo, "at ødelægge."

I. Definition.

Et egennavn, oprindeligt hos forfatteren til Johannes' Åbenbaring og brugt af ham én gang (Åb 9,11) som en oversættelse af det hebraiske ord "Abaddon" (se ABADDON) til at betegne en engel eller fyrste i den nedre verden.

II. Gammeltestamentlig baggrund.

1. Grundbetydning:

Udtrykket Abaddon ("ødelæggelse") forekommer udelukkende i Det Gamle Testamentes visdomslitteratur og i følgende snævre række tilfælde: Job 26,6; Job 28,22; Job 31,12; Sl 88,11; Ordsp 15,11. I alle disse passager undtagen én (Job 31,12) er ordet forbundet enten med Sheol, "død" eller "graven" på en sådan måde, at det angiver et rent eskatologisk udtryk, der bygger på den fremskredne tanke om moralske skel i de dødes rige. I den ene undtagelsespassage (Est 8,6 henvises der fejlagtigt til--ordet her er et andet, nemlig 'abhedhan), hvor forbindelsen ikke forekommer, er betoningen af det moralske element i den nævnte "ødelæggelse" så bestemt, at den praktisk talt udelukker muligheden for at tolke udtrykket i nogen almindelig betydning (som Charles, HDB, artikel "Abaddon"; derimod Briggs, ICC, "Psalms" på det citerede sted; BDB, sub loc.). Ordets betydning er derfor: stedet eller tilstanden af fuldstændig undergang, forbeholdt de onde i de dødes rige.

2. Personifikation:

Et andet træk ved brugen i Det Gamle Testamente er værd at overveje, fordi det kaster lys over Åb 9,11. Abaddon og de ledsagende udtryk "Død" og Sheol personificeres (som i Job 28,22) og fremstilles som levende væsener, der taler og handler (sammenlign Åb 6,8).

III. Nytestamentlig brug.

1. Udgangspunktet:

Udgangspunktet for apokalyptikerens brug af "Apollyon" findes i grundbetydningen af "Abaddon" som moralsk ødelæggelse i underverdenen, sammen med den lejlighedsvise personifikation af beslægtede udtryk i Det Gamle Testamente. Billedsproget var i almindelige træk velkendt, mens den nytestamentlige forfatter følte sig helt fri til at variere brugen, så den passede til hans egne særlige formål.

2. Apollyon er ikke Satan, men del af en ideal beskrivelse:

(1) Da Apollyon er en personifikation, skal han ikke identificeres med Satan (sammenlign Åb 9,1, hvor Satan synes klart angivet) eller med noget andet væsen, som historisk eksistens og bestemte kendetegn tilskrives. Han er den centrale skikkelse i et idealbillede af onde kræfter, fremstillet som om de har deres oprindelse i de fortabte ånders verden og får lov at virke ødelæggende i menneskelivet. De skildres som græshopper, men i forstørret målestok og med tilføjelse af mange træk, der ikke stemmer med en streng anvendelse af billedet (se Åb 9,7-10). Hensigten er, gennem en mangfoldiggørelse af billeder, som forfatteren ikke forsøger at harmonisere, at give indtryk af stor magt og vidtrækkende ødelæggelseskraft.

(2) Denne tolkning finder yderligere støtte i forfatterens betydningsfulde afvigelse fra den kendte brug. I Det Gamle Testamente personificeres ødelæggelsens sted--i Åb 9,11 udgår personlige kræfter fra Afgrunden, hvis herskende ånd er Ødelæggelsen selv. Seerens billede er lige så uafhængigt af den tradition, der repræsenteres af Talmud (Shab f. 55), hvor Abaddon personificeres som den, der sammen med Døden er forstander for seks ødelæggende engle. Disse ændringer skyldes tydeligvis den billedlige forms krav. Det er klart umuligt at fremstille kræfter, der udgår fra undergangens sted, under ledelse af selve stedet.

3. Apollyon er nødvendig for billedet:

Betydningen af forestillingen om Apollyon for billedets fuldstændighed bør ikke overses. Den skal fremstille disse kræfter som havende et vist princip for indre enhed og som besiddere af evnen til virksom ledelse.

4. Beskrivelsens almene betydning:

Hvad angår den specifikke betydning af synet om græshopperne som helhed, er det ikke let at nå til en konklusion. Professor Swete foreslår (Commentary on Apocalypse på det citerede sted), at "afgrundens græshopper kan være minderne om fortiden, som trænger sig på i tider med guddommelig hjemsøgelse; de skader ved at genkalde glemte synder." Det forekommer os mere sandsynligt, at det repræsenterer en virkelig historisk bevægelse, fortidig eller kommende, dæmonisk i oprindelse og karakter, menneskelig i sin virkemåde og i sin indflydelsessfære, brugt af Gud som en svøbe over menneskeheden og holdt i ave ved hans nåde og magt. Se Abaddon.

Louis Matthew Sweet