ar-e-op'-a-gus (Areios pagos; ApG 17,19; ApG 17,22. Marshøjen, 17,22 i King James Version): En slags fremspring, der rager ud fra Akropolis' vestlige ende og er skilt fra den ved en meget kort saddel. Spor af gamle trin, hugget i klippen, kan stadig ses. Nedenunder findes dybe grotter, som engang var Eumenidernes (Furiernes) hjem. På den flade overflade af toppen ses der endnu tegn på, at stenen er blevet udjævnet til sæder. Lige nedenfor mod nord lå den gamle athenske agora, eller markedsplads. Mod øst, på nedstigningen fra Akropolis, kunne man i oldtiden se en lille halvcirkelformet platform--orkestraet--hvorfra citadellets stejle klippe rejste sig. Her havde boghandlerne deres boder; her kunne Anaxagoras' værk købes for en drakme; herfra blev hans naturfilosofi udbredt, og siden gennem Euripides, Sokrates' og sofisternes poetiske fælle, gennemsyrede den dramaet og nåede til sidst Athens folk. Så kom stoikerne og epikuræerne, som underviste i filosofi og religion som et system, ikke som en tro, og brugte deres tid på at opspore noget nyt i trosbekendelse, lære og mening. Fem århundreder tidligere blev Sokrates ført til netop dette Areopagus for at møde sine anklageres beskyldninger.

Til dette samme sted kom apostlen Paulus næsten fem hundrede år efter 399 f.Kr., da den attiske martyr blev henrettet, med samme alvor, samme dybt rodfæstede overbevisninger og med endnu større glød, for at møde modens filosoffer. De athenske guider vil vise dig det nøjagtige sted, hvor apostlen stod, og i hvilken retning han vendte sig, da han talte til sine tilhørere. Ingen by har nogensinde set en sådan skov af statuer som den, der besatte markedspladsen, gaderne og siderne og toppen af Athens Akropolis. En stor del af denne rigdom af kunst var fuldt synlig for taleren, og apostlen gjorde naturligt denne usædvanlige fremvisning af votivstatuer og offergaver til udgangspunkt for sin tale. Han finder athenerne yderst religiøse. Han havde fundet et alter for en ukendt gud. Så udvikler han temaet om den store og eneste Gud, ikke ud fra den hebraiske, men ud fra den græske, stoiske synsvinkel. Hans tilhørere bestod på den ene side af talsmændene for klogskab som middel og nydelse som mål (epikuræerne); på den anden side af talsmændene for pligt, for at leve i harmoni med den intelligens, som styrer verden til det gode. Han udtrykker åbent sin sympati med de ædlere principper i den stoiske lære. Men hverken stoiker eller epikuræer kunne tro apostlens erklæringer: de sidste mente, at døden var enden på alle ting, de første tænkte, at sjælen ved døden igen blev opslugt i det, hvorfra den var udsprunget. Begge forstod Paulus, som om han forkyndte dem nogle nye guddomme i Jesus og Anastasis ("opstandelse"). Da de til sidst fik klarlagt, at Jesus var bestemt af Gud til at dømme verden, og at Anastasis blot var de dødes opstandelse, blev de skuffede. Nogle spottede, andre gik bort, uden tvivl med følelsen af, at de allerede alt for længe havde givet audiens til en sådan fanatiker.

Areopagus, eller Ares' høj, var det gamle sæde for domstolen af samme navn, hvis oprettelse fører os langt tilbage i den mytiske periode, længe før historiens daggry. Denne domstol udøvede retten til dødsstraf. I 594 f.Kr. blev jurisdiktionen i straffesager givet til de arkonter, som havde udført deres embeds pligter godt og hæderligt, følgelig til de ædleste, rigeste og mest fremtrædende borgere i Athen. Areopagus sørgede for, at de gældende love blev overholdt og udført af de retmæssigt konstituerede myndigheder; den kunne stille embedsmænd for retten for deres handlinger, mens de var i embedet, endog gøre indsigelse mod alle beslutninger fra Rådet og Folkeforsamlingen, hvis domstolen opfattede en fare for staten eller omstyrtelse af forfatningen. Areopagus beskyttede også gudsdyrkelsen, helligdommene og de hellige fester samt Athens oliventræer; og den førte tilsyn med folkets religiøse holdninger, borgernes moralske adfærd såvel som de unges opdragelse.

Uden at afvente en formel anklage kunne Areopagus indkalde enhver borger for retten, forhøre, dømme og straffe ham. Under usædvanlige omstændigheder kunne fulde beføjelser gives af folket til dette organ til varetagelse af forskellige statsanliggender; når byens sikkerhed var truet, handlede domstolen endda uden at vente på, at fuldmagten blev tildelt den. Embedstiden var på livstid, og antallet af medlemmer uden begrænsning. Domstolen sad om natten ved slutningen af hver måned og i tre nætter i træk. Mødestedet var et enkelt hus, bygget af ler, som stadig kunne ses på Vitruvius' tid. Areopagus, helliget af fortidens hellige traditioner, et værdigt og ophøjet organ, var uafhængigt af og upåvirket af den vaklende, splittede mængde og blev ikke påvirket af den evigt skiftende offentlige mening. Konservativ næsten til overmål ydede den staten god tjeneste ved at holde de alt for overilede og radikale yngre ånder i skak. Da det demokratiske parti kom til magten efter Kimons forvisning, var en af dets første handlinger at begrænse Areopagus' beføjelser. Ved Ephialtes' lov i 460 mistede domstolen praktisk talt al jurisdiktion. Tilsynet med regeringen blev overført til nomophulakes (lovvogterne). Ved afslutningen af den peloponnesiske krig i 403 blev dens gamle rettigheder imidlertid genoprettet. Domstolen forblev i eksistens ned til kejsernes tid. Af ApG 17,19; ApG 17,22 lærer vi, at den eksisterede på Claudius' tid. Et af dens medlemmer blev omvendt til den kristne tro (17,34). Den blev sandsynligvis afskaffet af Vespasian.

Med hensyn til om Paulus blev "grebet med magt og formelt stillet for retten", se Conybeare og Howson, The Life and Epistles of Paul, kapitel x, og The Expositor, 5. serie, II, 209 f, 261 f (Ramsay).

LITTERATUR.

P. W. Forchhammer, De Areopago (Kiel, 1828); Philippi, Der A. und die Epheten (Leipzig, 1874); Lange, Die Epheten und der A. vor Solon (Leipzig, 1874).

J. E. Harry