ad-o-ni'-ja ('adhoniyahu or 'adhoniyah, "min herre er Jahve"):

(1) Søn af David og Haggit, den fjerde af Davids sønner, født i Hebron efter at David var blevet konge over Juda, især kendt for sit forsøg på at blive konge i stedet for Salomo (2 Sam 3,4; 1 Krøn 3,2; 1 Krøn 3,1; 1 Krøn 3,2). Beretningen giver ingen detaljer om Kil'ab, Davids og Abigajils søn. Hvis man ser bort fra ham, var Adonija Davids ældste levende søn efter Amnons og Absaloms død.

Ved behandlingen af beretningen er den unødigt blevet gjort uklar ved at overse eller forvride tidsangivelserne. Den siger, at Absaloms oprør brød ud "ved enden af fyrre år" (2 Sam 15,7). Den naturlige betydning er ikke fyrre år efter den sidst nævnte foregående dato, men ved afslutningen af det fyrretyvende kalenderår i Davids regeringstid. Da David regerede 40 1/2 år (2 Sam 5,4; 2 Sam 5,5), var afslutningen af hans fyrretyvende kalenderår begyndelsen på hans sidste år. At den tilsigtede dato var ved begyndelsen af et forårsår, bekræftes af henvisningerne til årstiden (2 Sam 17,19; 2 Sam 17,28). I stedet for at angive dette tal siger Josefus, at der var gået 4 år siden den sidst foregående dato, hvilket meget sandsynligt er korrekt.

Mange forhold viser, at udbruddet ikke kan have fundet sted ret meget tidligere end Davids fyrretyvende år; for Amnon og Absalom blev født efter at Davids regering var begyndt, og de var mænd med egne husholdninger før Amnons forbrydelse mod Tamar, og derefter gør beretningen, hvis vi accepterer Josefus' talangivelse, rede for 2 plus 3 plus 2 plus 4, det vil sige 11 år (2 Sam 13,23; 2 Sam 13,38; 2 Sam 14,28; Ant, VII, ix, 1). I året efter Davids fyrretyvende år var der rigelig plads til Absaloms og Shebas oprør, Davids sygdom, Adonijas forsøg og begyndelsen på Salomos regering. Alt bekræfter tallet fyrre som angivelse af datoen for udbruddet. Den almindelige antagelse, at fyrre skal reduceres til fire på grundlag af tallet hos Josefus, strider mod vidnesbyrdet.

Ud fra dette syn på kronologien falder alle begivenhederne på plads. Davids tanke om at gøre Salomo til konge var forbundet med hans tanke om tempelbyggeriet. Dette ligger underforstået i Kongebøgerne og fremstilles noget udførligt i Krønikebøgerne. De forberedelser, der beskrives i Krønikebøgerne (1 Krøn 1), synes at have kulmineret i Davids fyrretyvende år (1 Krøn 26,31). Davids politik var ikke helt populær hos folket. Hans forsamling (1 Krøn 28,1) består for det meste af sarim og andre udpegede embedsmænd, mens de arvelige israelitiske "fyrster" og "ældste" glimrer ved deres fravær. Udbruddet under Absalom var hovedsageligt et spørgsmål om dygtig manipulation; folkets hjerter var i virkeligheden med David. Og dog var Absaloms parti tydeligt et legitimistisk parti. Det troede på den ældste søns arvefølge, og det gjorde indsigelse mod mange ting i tempelbyggeriets politik. Joab og Ebjatar og andre sympatiserede med dette parti, men de blev hos David af personlig loyalitet mod ham.

Absalom-felttoget begyndte tidligt i kalenderåret. Der er ingen grund til at tro, at det varede mere end nogle få uger. Senere på året er nogle få uger tid nok til at give plads for felttoget mod Sheba. Joab må have været mere eller mindre fremmedgjort over for David ved Davids udnævnelse af Amasa til at afløse ham. Så kom Davids alvorlige sygdom. Abishag blev hentet ind, ikke for at "opvarte David i hans sidste år", men for at stille sin livskraft til hans rådighed i nogle få uger. Joab og Ebjatar troede ikke, at David nogensinde igen ville tage sig af sagerne. Deres personlige loyalitet mod ham holdt dem ikke længere tilbage fra at følge deres egne tanker, selv om disse var i strid med hans ønsker.

Fortællingen fremstiller det ikke sådan, at Natan og Batseba påvirkede David til at gribe ind til fordel for Salomo; den fremstiller det sådan, at de lykkedes med at vække ham af hans sløvhed, så han gennemførte sine egne ønsker og hensigter. Måske havde hvilen i sengen gjort noget for ham. Behandlingen ved Abishag havde ikke været uden virkning. Og nu viste en stærk appel til hans sind sig tilstrækkelig til at vække ham. Han blev sig selv igen og handlede med sin sædvanlige kraft og visdom.

Adonija beskrives som en smuk og præsentabel mand, men hans optræden giver os ikke nogen høj vurdering af hans evner. Han havde ikke nogen virkelig myndighed over de gæsters respekt, som råbte: "Leve kong Adonija." Da de hørte, at Salomo var blevet kronet, "blev de bange og rejste sig og gik hver sin vej." Adonija underkastede sig, men forsøgte senere at indlade sig på intriger og blev henrettet.

(2) En af de levitter, som Joshafat i sit tredje år sendte ud med Lovbogen for at undervise i Juda (2 Krøn 17,8).

(3) Et af de navne, der under overskriften "folkets ledere" gives på dem, som beseglede pagten sammen med Nehemias (Neh 10,16).

Willis J. Beecher