ask'-ke-lon, esh'-ka-lon, as'-ke-lon (KJV Eshkalon, (eshkalonitter; Jos 13,3); Askelon, (Dom 1,18; 1 Sam 6,17; 2 Sam 1,20); 'ashqelon; moderne Askelan): En søfartsby mellem Jaffa og Gaza, en af filistrenes fem hovedbyer. Ashkelonitterne nævnes af Josva (Jos 13,3), og byen blev indtaget af Juda stamme (Dom 1,18). En af de gyldne bylder (KJV "hæmorroider") som filistrene sendte tilbage sammen med arken, var fra Ashkelon (1 Sam 6,17).

David sammenstiller Ashkelon med Gat i sin klagesang over Saul og Jonatan (2 Sam 1,20), hvilket viser dens betydning, og den forbindes med Gaza, Ashdod og Ekron i Amos' fordømmelser (1,7.8). Den omtales på lignende måde af Jeremias (Jer 25,20; Jer 47,5; Jer 47,7). Sefanias (2,4.7) taler om Ashkelons ødelæggelse, og Zakarias forkynder Ashkelons frygt ved Tyrus' ødelæggelse (9,5).

Byen nævnes i Tell el-Amarna-brevene, og en vis Yitia omtales som konge. Den gjorde oprør mod Rameses II og blev undertvunget, og vi har omtale af den som værende under Assyriens herredømme. Tiglat-Pileser III nævner den blandt sine skattepligtige, og dens konge, Mitinti, siges at have mistet forstanden, da han hørte om Damaskus' fald i 732 f.Kr. Den gjorde oprør i Sankeribs regeringstid og blev straffet, og den forblev skattepligtig til Assyrien indtil denne magts forfald. I makkabæertiden hører vi om dens erobring ved Jonatan (1 Makk 10,86; 11,60, RV "Ascalon"). Herodes den Store blev født dér (BJ, III, ii, 1 ff). I det 4. århundrede e.Kr. var den sæde for et bispedømme. Den kom under muslimerne i det 7. århundrede og blev indtaget af korsfarerne. Den blev indtaget i 1187 af Saladin, som nedbrød den i 1191 for at gøre den ubrugelig for Richard af England, i hvis hænder man ventede, at den ville falde. Richard genopbyggede den det følgende år, men den blev igen ødelagt af Saladin. Den var en vigtig fæstning på grund af sin nærhed til handelsruten mellem Syrien og Egypten.

H. Porter